På dette Instagramopslag var I flere der fortalte, hvad I hapsede af jeres kærestes forsvarstøj. Det fik mig til at lave en liste over det tøj fra Forsvaret, jeg elsker at stjæle fra min mand. For jeg kan altså anbefale jer at låne de her seks stykker tøj fra jeres partner. For hvad der er deres er jeres, ik’?
Læs også: Sådan får du en fest, selvom du IGEN skal til fest uden din kæreste
1 Regnjakke
Regnjakken blev en del af MIN garderobe, da jeg var på barsel med vores datter. Den er genial! Den er seriøst så stor, at jeg svømmer i den. Men den er virkelig rar at have på, da der ikke sker den der drivhuseffekt, hvor man kampsveder, når man bare bevæger sig en smule. Så det er uden tvivl det stykke tøj, jeg har stjålet allerflest gange fra min mand.
2 Fiberpels
Da jeg først begyndte at stjæle fiberpelsen, var det fordi vi boede i Nyboder, og der var hundekoldt. Det var ikke fordi, den var super fashionabel på det tidspunkt. MEN! Nu render alle jo rundt i North Face og Patagonia fiberpelse, så jeg overvejer, hvordan det er muligt for mig at stjæle min mands fiberpels for good. Jeg er stærkt utilfreds hver eneste gang, han vover at tage den med på øvelse. Magen til frækhed!
3 Uldsokker
Jeg havde faktisk ikke selv stjålet min mands uldsokker, før flere af jer skrev, at det var dét, I stjal fra jeres kæreste. Så jeg nappede et par fra min mands skuffe en dag, da han var på vagt. Og wooow, det er jo som at træde rundt på bløde skyer. Hvorfor er de bedre end mine egne uldsokker? Manden var dog ikke helt villig til at dele dem i fremtiden … Så nu har jeg gemt et par i min egen skuffe, uden han ved det. Snydt!
4 Bagagetaske
Jeg måtte google, hvad dælen den taske hed. Men ifølge værnepligtig.dk hedder den altså bagagetasken. Egentlig også et meget passende navn til det, vi også bruger den til herhjemme. Jeg tror ikke, vi har været på en eneste weekendtur uden at have den med. Der kan være overraskende meget tøj i.
Læs også: Interview: “Jeg har virkelig bare ikke lyst til at flytte til Skive”
5 Uldundertrøje med lynlås
Ej men, de har jo SÅ meget lækkert uldtøj vores forsvarsmænd. Så det er jo helt svært at vælge en favorit. Men jeg er især vild med den armygrønne uldundertrøje med lynlås, fordi jeg også synes, den er pæn som bluse.
6 Rørhalstørklæde
Jeg får virkelig ondt i halsen, når jeg løber – også om sommeren. Men så er det heldigt, jeg lige kan hapse min mands rørhalstørklæde fra Forsvaret. Så det kan altså anbefales – også bare som halstørklæde generelt. Det er nemlig dejlig blødt og behageligt at have på.
Hvad elsker DU at stjæle af din kærestes forsvarstøj? Kom endelig med nogle anbefalinger …