Erklæring om privatliv for Google Chrome

Sidst ændret: 24. oktober 2018

Se, hvordan du administrerer de oplysninger, der indsamles, gemmes og deles, når du bruger Google Chrome-browseren på din computer eller mobilenhed, Chrome OS og Beskyttet browsing. Selvom denne politik beskriver funktioner, der gælder særligt for Chrome, anvendes og beskyttes personlige oplysninger, der gives til Google eller gemmes på din Google-konto, i overensstemmelse med Googles privatlivspolitik og efterfølgende ændringer. Googles opbevaringspolitik beskriver, hvordan og hvorfor Google opbevarer data.

Hvis du aktiverer Google Play-apps på din Chromebook, er brugen og beskyttelsen af oplysninger, der indsamles af Google Play eller Android-operativsystemet, underlagt servicevilkårene for Google Play og Googles privatlivspolitik. Nærmere oplysninger, der er specifikke for Chrome, er angivet i denne erklæring, hvor det er relevant.

Oplysninger om erklæringen om privatliv

I denne erklæring om privatliv bruger vi termen "Chrome", når vi henviser til ovenstående produkter i Chrome-familien. Hvis der i vores politik er områder, hvor vores produkter behandles forskelligt, gør vi opmærksom på det. Vi ændrer denne erklæring om privatliv fra tid til anden.

Med Chrome-versionerne "Beta", "Dev" og "Canary" kan du afprøve nye funktioner, der stadig er under udvikling i Chrome. Denne erklæring om privatliv gælder for alle Chrome-versioner, men er muligvis ikke opdateret for funktioner, der stadig er under udvikling.

Du kan finde detaljerede vejledninger i, hvordan du administrerer dine indstillinger til beskyttelse af personlige oplysninger, ved at læse denne oversigt over privatlivsindstillingerne i Chrome.

Indholdsfortegnelse:

Browsertilstande

Du behøver ikke at angive nogen personlige oplysninger for at bruge Chrome, men Chrome har forskellige tilstande, som du kan bruge til at ændre eller forbedre din browseroplevelse. Strategierne til beskyttelse af personlige oplysninger er forskellige afhængigt af den tilstand, du bruger.

Grundlæggende browsertilstand

Den grundlæggende browsertilstand gemmer oplysninger lokalt på din computer. Disse oplysninger kan omfatte:

  • Oplysninger i browserhistorikken. Chrome gemmer f.eks. webadresser for de sider, du besøger, samt en cache med tekst, billeder og andre ressourcer fra siderne. Derudover gemmer Chrome også en liste over nogle af de IP-adresser, der linkes til på siderne, hvis funktionen til forudsigelse af netværkshandlinger er aktiveret.

  • Personlige oplysninger og adgangskoder, der gør det nemmere for dig at udfylde formularer eller logge ind på websites, du besøger.

  • En liste over de tilladelser, som du har givet websites.

  • Skærmbilleder i miniaturestørrelse af de sider, du besøger oftest.

  • Cookies eller data fra de websites, du besøger.

  • Data, der er gemt af tilføjelser.

  • En oversigt over downloads, som du har foretaget fra websites.

Du kan administrere disse oplysninger på flere måder:

De personlige oplysninger, som Chrome gemmer, sendes ikke til Google, medmindre du vælger at gemme disse data på din Google-konto ved at aktivere Chrome-synkronisering. Få flere oplysninger.

Sådan håndterer Chrome dine oplysninger

Oplysninger til websiteudbydere. Websites, som du besøger i Chrome, modtager automatisk standardlogoplysninger, herunder dit systems IP-adresse og data fra cookies eller lignende teknologier. Google modtager generelt ikke yderligere personhenførbare oplysninger om dig, selvom du bruger Chrome til at få adgang til Google-tjenester som f.eks. Gmail. Hvis Chrome registrerer tegn på, at du bliver aktivt angrebet af en person på netværket (et "mellemmandsangreb") på Google-websites og andre tilmeldte websites, kan Chrome sende oplysninger om forbindelsen til Google eller det website, du besøgte, for at hjælpe med at undersøge angrebets omfang og fastlægge, hvordan angrebet fungerer. De websiteejere, der deltager, modtager rapporter fra Google om angreb på deres websites.

Forhåndsgengivelse. Chrome har en indstilling, der kan slå IP-adresser op for links på en webside og åbne netværksforbindelser for at sikre hurtigere indlæsning af websider. Websites og Android-apps kan også anmode browseren om at forudindlæse de sider, du måske besøger om lidt. Anmodninger fra Android-apps om forudindlæsning styres af den samme indstilling som forslag, der igangsættes af Chrome. Instrukser fra websites om forudindlæsning udføres dog altid, også selvom funktionen til forudsigelse af netværk ikke er aktiveret i Chrome. Hvis der anmodes om forhåndsgengivelse, uanset om anmodningen kommer fra Chrome, et website eller en app, kan det forudindlæste website gemme og læse sine egne cookies, som hvis du havde besøgt det, også selvom du ikke besøger den forhåndsgengivede side. Få flere oplysninger.

Placering. Hvis du vil have mere geografisk relevante oplysninger, kan du via Chrome dele din placering med et website. Chrome giver ikke et website adgang til din placering uden din tilladelse. På mobilenheder deler Chrome dog automatisk din placering med din standardsøgemaskine, hvis Chrome-appen har tilladelse til at få adgang til din placering, og hvis du ikke har blokeret geoplacering for det tilknyttede website. Chrome anvender Google Placeringstjenester til at anslå din placering. De oplysninger, Chrome sender til Google Placeringstjenester, kan omfatte:

  • De Wi-Fi-routere, der er tættest på dig
  • Maste-id'er for de mobilmaster, der er tættest på dig
  • Styrken af dit Wi-Fi- eller mobiltelefonsignal
  • IP-adressen, der i øjeblikket er tildelt din enhed

Google har ikke kontrol over tredjepartswebsites eller deres strategier til beskyttelse af personlige oplysninger, så vær forsigtig, når du deler din placering med et website.

Opdateringer. Chrome sender med jævne mellemrum oplysninger til Google for at søge efter opdateringer, tjekke forbindelsen, bekræfte det aktuelle klokkeslæt og anslå antallet af aktive brugere.

Søgefunktioner. Hvis Google er din standardsøgemaskine, opretter Chrome kontakt til Google, når du begynder at søge, eller når du skifter netværk, så dine søgeforespørgsler kan sendes til den bedste lokale webadresse. Hvis du er logget ind på et Google-website, og Google er din standardsøgemaskine, gemmes søgninger, du foretager via adresselinjen i Chrome, på din Google-konto.

Søgeforslagstjeneste. Chrome anvender søgeforslagstjenesten i din standardsøgemaskine til at vise dig sandsynlige færdiggørelser af tekst, du er begyndt at skrive, så du hurtigere kan finde oplysninger. Når du søger via adresselinjen i Chrome, sendes de tegn, du indtaster, til din standardsøgemaskine (også selvom du ikke har trykket på "Enter" endnu). Hvis Google er din standardsøgemaskine, baseres forslag på din egen søgehistorik, emner, der er relateret til det, du skriver, og det, andre søger efter. Få flere oplysninger. Forslag kan også baseres på din browserhistorik. Få flere oplysninger.

Hjælp til navigation. Når du ikke kan oprette forbindelse til en webside, kan du få forslag til alternative sider, der minder om den, du forsøger at gå til. Chrome sender webadressen for den side, du forsøger at gå til, til Google for at kunne give dig forslag.

Administration af AutoFyld og adgangskoder. Chrome sender begrænsede og anonyme oplysninger til Google om de webformularer, du støder på, herunder en hashkrypteret webadresse for websiden samt oplysninger om formularens opbygning, så vi kan forbedre vores tjenester til AutoFyld og administration af adgangskoder.

Betalinger. Hvis du har aktiveret Chrome-synkronisering, og du har gemt betalingskort på din Google Payments-konto, tilbyder Chrome at udfylde webformularer med disse kort. Hvis du angiver et nyt betalingskort i en webformular, tilbyder Chrome desuden at gemme dit betalingskort og relaterede faktureringsoplysninger på din Google Payments-konto. Hvis du bruger et betalingskort fra din Google Payments-konto eller vælger at gemme dit betalingskort på din Google Payments-konto til fremtidig brug, indsamler Chrome oplysninger om din computer og deler dem med Google Pay for at beskytte dig mod bedrageri og levere tjenesten. Chrome giver dig også mulighed for at betale med Google Pay, hvis sælgeren understøtter dette.

Sprog. Chrome registrerer de mest populære sprog på de websites, du besøger, for at tilpasse din browseroplevelse ud fra de sprog, du foretrækker at læse. Denne sprogpræference sendes til Google for at tilpasse din oplevelse i Chrome. Hvis du har aktiveret Chrome-synkronisering, knyttes denne sprogprofil til din Google-konto, og den anvendes muligvis til at tilpasse din oplevelse i andre Google-produkter, hvis du medtager Chrome-historik i din Google Web- og appaktivitet. Se Aktivitetsadministration.

Webapps i Android. På Android-enheder kan du vælge "føj til startskærm" for et website, der er optimeret til hurtig, pålidelig kørsel på mobilenheder. Det betyder, at Chrome anvender en Google-server til at oprette en indbygget Android-pakke for det pågældende website på din enhed. Android-pakken giver dig mulighed for at interagere med webappen på samme måde, som du ville gøre med en Android-app. Webappen vises f.eks. på din liste over installerede apps. Få flere oplysninger.

Brugsstatistik og nedbrudsrapporter. Brugsstatistik og nedbrudsrapporter sendes som standard til Google for at hjælpe os med at forbedre vores produkter. Brugsstatistik indeholder oplysninger som f.eks. præferencer, klik på knapper samt hukommelsesforbrug. Brugsstatistik indeholder generelt ikke webadresser eller personlige oplysninger, men hvis du er logget ind på Chrome og synkroniserer din browserhistorik via din Google-konto uden en adgangssætning til synkronisering, indeholder brugsstatistik for Chrome oplysninger om de websider, du besøger, og din brug af dem. Vi kan f.eks. indsamle statistik for at finde ud af, hvilke websider der indlæses langsomt. Vi bruger disse oplysninger til at forbedre vores produkter og tjenester og til at give webudviklere indsigt i, hvordan de kan forbedre deres sider. Nedbrudsrapporter indeholder systemoplysninger på tidspunktet for nedbruddet og kan indeholde webadresser eller personlige oplysninger, afhængigt af hvad der skete på det tidspunkt, hvor nedbrudsrapporten blev udløst. Vi kan dele aggregerede, ikke-personhenførbare oplysninger med offentligheden og vores partnere – f.eks. udgivere, annoncører eller webudviklere. Du kan til enhver tid ændre, om brugsstatistikker og nedbrudsrapporter sendes til Google. Få flere oplysninger. Hvis Google Play-apps er aktiveret på din Chromebook, og brugsstatistik for Chrome er slået til, sendes diagnostik og brugsdata for Android også til Google.

Medielicenser. Nogle websites krypterer medier for at beskytte mod uautoriseret adgang og kopiering. Hvis der er tale om HTML5-websites, udføres denne nøgleudveksling ved hjælp af Encrypted Media Extensions API. Når der gives adgang til disse medier, kan sessions-id'er og licenser blive gemt lokalt. Disse id'er kan ryddes af brugeren i Chrome ved hjælp af Ryd browserdata, hvis "Medielicenser" er aktiveret. Hvis der er tale om websites, der anvender Adobe Flash Access, leverer Chrome et entydigt id til indholdspartnere og websites. Id'et gemmes i dit system. Du kan afvise denne adgang i indstillingerne under Indstillinger for indhold, Beskyttet indhold, og nulstille id'et ved hjælp af Ryd browserdata, hvis "Medielicenser" er aktiveret. Hvis du har adgang til beskyttet indhold i Chrome på Android eller har adgang til indhold i højere kvalitet eller offlineindhold i Chrome OS, kan en indholdsudbyder anmode Chrome om et certifikat til bekræftelse af enhedens kvalificering. Din enhed deler et websitespecifikt id med websitet for at certificere, at dens kryptografiske nøgler er beskyttet af Chrome-hardware. Chrome vil bede dig om at tillade eller afvise dette bekræftelsestjek. Få flere oplysninger.

Andre Google-tjenester. Denne erklæring beskriver de Google-tjenester, der som standard er aktiveret i Chrome. Derudover kan Chrome tilbyde andre Google-webtjenester. Hvis du f.eks. støder på en side på et andet sprog, tilbyder Chrome at sende teksten til Google, så den kan blive oversat. Du underrettes om dine muligheder for at administrere disse tjenester, når du bruger dem første gang. Du kan finde flere oplysninger i Chromes hvidbog om beskyttelse af personlige oplysninger.

Id'er i Chrome

Chrome indeholder en række entydige og ikke-entydige id'er, der er nødvendige for at levere funktioner og funktionelle tjenester. Hvis du f.eks. bruger push-meddelelser, oprettes der et id for at levere meddelelserne til dig. Når det er muligt, bruger vi ikke-entydige id'er og fjerner id'erne, når der ikke længere er brug for dem. Derudover hjælper følgende id'er os med at udvikle, distribuere og promovere Chrome, men de er ikke direkte relaterede til en Chrome-funktion.

  • Sporing af installation. Alle kopier af Chrome-browserens version til Windows-computere indeholder et midlertidigt og tilfældigt genereret installationsnummer, der sendes til Google, når du installerer og bruger Chrome første gang. Dette midlertidige id hjælper os med at vurdere antallet af installerede browsere og slettes, første gang Chrome opdateres. Mobilversionen af Chrome bruger løbende en variant af enhedens id til registrering af antallet af Chrome-installationer.

  • Kampagnesporing. Chrome genererer et unikt token, der sendes til Google, når du kører og bruger browseren første gang. Det hjælper os med at spore effektiviteten af promoveringskampagner. Hvis du har modtaget eller genaktiveret din kopi af Chrome-browserens computerversion i forbindelse med en promoveringskampagne, og Google er din standardsøgemaskine, omfatter søgninger foretaget via omnifeltet desuden et ikke-unikt kampagnetag. Alle mobilversioner af Chrome-browseren medtager også et ikke-unikt kampagnetag i søgninger foretaget via omnifeltet. Chrome OS sender muligvis også et ikke-unikt kampagnetag til Google med jævne mellemrum (også i forbindelse med den indledende konfiguration), og når du søger på Google. Få flere oplysninger.

  • Tests af funktioner. Vi udfører nogle gange begrænsede tests af nye funktioner. Chrome medtager et tilfældigt udvalgt basistal ved første kørsel for at tildele browsere til eksperimentgrupper. Eksperimenter kan også være begrænset til land (bestemmes af din IP-adresse), operativsystem, Chrome-version og andre parametre. Alle de forespørgsler, der sendes til Google, indeholder en liste over tests af funktioner, der i øjeblikket er aktive på din Chrome-installation. Få flere oplysninger.

Chrome-tilstand, når du er logget ind og synkroniseret

Når du logger ind på Chrome-browseren eller en Chromebook og aktiverer synkronisering med din Google-konto, gemmes dine personlige browserdata på Googles servere, og de synkroniseres med din konto. Disse personlige oplysninger anvendes og beskyttes i overensstemmelse med Googles privatlivspolitik. Denne type oplysninger kan omfatte:

  • Browserhistorik
  • Bogmærker
  • Faner
  • Adgangskoder og AutoFyld-oplysninger
  • Andre browserindstillinger som f.eks. installerede udvidelser

Disse indstillinger indlæses for dig, hver gang du logger ind og synkroniserer med Chrome på andre computere og enheder. I computerversioner af Chrome logges du ind eller ud af Chrome, når du logger ind eller ud af en Google-webtjeneste (f.eks. google.com). Chrome-synkronisering aktiveres kun, hvis du vælger det. Du kan tilpasse de oplysninger, der synkroniseres, via menuen "Indstillinger". Få flere oplysninger. Du kan se mængden af Chrome-data, der er gemt på din Google-konto, og administrere dataene i betjeningspanelet Data fra Chrome-synkronisering. Medmindre du har en Google-konto, der er oprettet via Family Link, kan du i betjeningspanelet også helt deaktivere synkronisering og slette alle tilhørende data fra Googles servere. Få flere oplysninger. Login er påkrævet for børn med Google-konti, der er oprettet i Family Link, og Chrome-synkronisering kan ikke deaktiveres, da det leverer funktioner til forældreadministration, f.eks. begrænsning af adgang til websites. Børn med disse konti kan dog stadig slette deres data og deaktivere synkronisering af de fleste typer data. Få flere oplysninger. Erklæringen om privatliv for Google-konti, der er oprettet i Family Link, gælder for Chrome-synkroniseringsdata, der gemmes på disse konti.

Sådan håndterer Chrome dine synkroniserede oplysninger

Når du synkroniserer Chrome med din Google-konto, bruger vi dine browserdata til at forbedre og tilpasse din oplevelse i Chrome. Du kan også tilpasse din oplevelse i andre Google-produkter ved at tillade, at din Chrome-historik inkluderes i din Google Web- og appaktivitet. Få flere oplysninger.

Du kan ændre denne indstilling på siden med din kontohistorik eller administrere dine private data efter behov. Hvis du ikke bruger Chrome-data til at tilpasse din Google-oplevelse uden for Chrome, anvender Google kun dine Chrome-data, når de er anonymiseret og akkumuleret med data fra andre brugere. Google anvender disse data til at udvikle nye funktioner, produkter og tjenester samt forbedre den overordnede kvalitet af eksisterende produkter og tjenester. Hvis du vil gemme og synkronisere dine Chrome-data i Google-skyen, men ikke vil have, at Google har adgang til dem, kan du kryptere alle dine synkroniserede data med din egen adgangssætning til synkronisering. Få flere oplysninger.

Inkognitotilstand og gæstetilstand

Du kan begrænse de oplysninger, som Google gemmer på din computer, ved at bruge inkognitotilstand eller gæstetilstand. I disse tilstande gemmer Chrome ikke visse oplysninger, f.eks.:

  • Grundlæggende oplysninger om browserhistorik såsom webadresser, sidetekst, der er gemt i cache, eller IP-adresser for sider, der linkes til på de websites, du besøger
  • Øjebliksbilleder af sider, du besøger
  • Registreringer af dine downloads, selvom de filer, du downloader, stadig gemmes andre steder på din computer eller enhed

Sådan håndterer Chrome dine oplysninger fra inkognito- eller gæstetilstand

Cookies. Chrome deler ikke eksisterende cookies med websites, du besøger i inkognito- eller gæstetilstand. Websites kan indsætte nye cookies på din computer, når du er i disse tilstande, men de gemmes og overføres kun, indtil du lukker det sidste inkognito- eller gæstevindue.

Ændringer af browserkonfiguration. Når du foretager ændringer af din browserkonfiguration, f.eks. når du tilføjer et bogmærke for en webside eller ændrer dine indstillinger, gemmes oplysningerne. Disse ændringer påvirkes ikke af inkognito- eller gæstetilstand.

Tilladelser. Tilladelser, du giver i inkognitotilstand, gemmes ikke på din eksisterende profil.

Profiloplysninger. I inkognitotilstand har du stadig adgang til oplysninger fra din eksisterende profil, f.eks. forslag baseret på din browserhistorik og gemte adgangskoder, mens du bruger browseren. Du kan bruge browseren i gæstetilstand uden at se oplysninger fra eksisterende profiler.

Administration af brugere i Chrome

Administration af brugere til personlig brug af Chrome

Du kan konfigurere tilpassede versioner af Chrome til brugere, der deler en enhed eller en computer. Bemærk, at alle med adgang til din enhed kan se alle oplysninger i alle profiler. Hvis du vil være helt sikker på at beskytte dine data mod at blive set af andre, skal du bruge de indbyggede brugerkonti i dit operativsystem. Få flere oplysninger.

Administration af brugere i Chrome Enterprise

Nogle Chrome-browsere eller Chromebooks administreres af en skole eller virksomhed. I så fald har administratoren mulighed for at anvende politikker på browseren eller Chromebook. Chrome opretter kontakt til Google for at søge efter disse politikker, når en bruger anvender browseren for første gang (undtagen i gæstetilstand). Chrome søger jævnligt efter opdateringer til politikkerne.

En administrator kan konfigurere en politik for status- og aktivitetsrapportering i Chrome, herunder placeringsoplysninger for Chrome OS-enheder. Dine administratorer kan muligvis også få adgang til, overvåge, bruge eller afsløre data, som du har haft adgang til på din administrerede enhed.

Sådan foregår Beskyttet browsing

Google Chrome og visse tredjepartsbrowsere, f.eks. nogle versioner af Mozilla Firefox og Apples Safari, indeholder Google-funktionen Beskyttet browsing. Med Beskyttet browsing sendes og modtages oplysninger om mistænkelige websites mellem den browser, du bruger, og Googles servere.

Sådan fungerer Beskyttet browsing

Din browser kontakter jævnligt Googles servere for at downloade den nyeste liste for "Beskyttet browsing", der indeholder kendte phishing- og malwarewebsites. Den nyeste kopi af listen gemmes lokalt på din computer. Google indsamler ikke kontooplysninger eller personhenførbare oplysninger i forbindelse med denne kontakt. Google modtager dog standardlogoplysninger, herunder en IP-adresse og cookies.

Alle de websites, du besøger, tjekkes i henhold til listen for Beskyttet browsing på din computer. Hvis der er et match, sender din browser en hashkrypteret delvis kopi af websitets webadresse til Google, så Google kan sende flere oplysninger til din browser. Google kan ikke fastslå den egentlige webadresse ud fra disse oplysninger. Få flere oplysninger.

Følgende funktioner vedrørende Beskyttet browsing gælder specifikt for Chrome:

  • Nogle versioner af Chrome indeholder teknologien Beskyttet browsing, som kan identificere potentielt skadelige websites og potentielt farlige filtyper, der ikke allerede er kendt af Google. Hele webadressen for websitet eller de potentielt farlige filer sendes muligvis også til Google for at hjælpe med at afgøre, om websitet eller filen kan forårsage skade.

  • Chrome anvender teknologien Beskyttet browsing til jævnligt at scanne din computer for uønsket software, der forhindrer dig i at ændre dine indstillinger eller på anden måde påvirker din browsers sikkerhed og stabilitet. Få flere oplysninger. Hvis denne slags software registreres, kan Chrome give dig mulighed for at downloade værktøjet Chrome-oprydning for at fjerne softwaren.

  • Du kan vælge at sende yderligere data for at hjælpe med at forbedre Beskyttet browsing, når du går ind på et website, der ser ud til at indeholde malware, eller når Chrome registrerer uønsket software på din computer. Få flere oplysninger.

  • Hvis du bruger Chromes adgangskodeadministrator, tjekker Beskyttet browsing med Google, når du angiver en gemt adgangskode på en sjældent besøgt side, for at beskytte dig mod phishingangreb. Beskyttet browsing beskytter også adgangskoden til din Google-konto. Hvis du angiver adgangskoden på et website, der sandsynligvis udfører phishing, opfordrer Chrome dig til at ændre adgangskoden til din Google-konto. Hvis du synkroniserer din browserhistorik, rapporterer Chrome også, at din Google-konto sandsynligvis har været udsat for phishing.

  • Hvis du bruger Beskyttet browsing og synkroniserer din browserhistorik i Chrome med din Google-konto, kan Chrome, for at gøre tilladelser til webfunktioner mere sikre og nyttige, anonymt rapportere de domæner, hvor du giver, afviser og tilbagekalder tilladelser eller ignorerer eller afviser meddelelser om tilladelser.

  • Du kan altid vælge at deaktivere funktionen Beskyttet browsing i Chrome.

Strategier til beskyttelse af personlige oplysninger i apps, udvidelser, temaer, tjenester og andre tilføjelser

Du kan bruge apps, udvidelser, temaer, tjenester og andre tilføjelser i Chrome, herunder nogle, der er forudinstalleret eller integreret i Chrome. Tilføjelser, der er udviklet eller leveres af Google, vil muligvis kommunikere med Googles servere og er underlagt Googles privatlivspolitik, medmindre andet er angivet. Tilføjelser, der er udviklet og leveres af andre, er disse udvikleres ansvar og kan have andre privatlivspolitikker.

Administration af tilføjelser

Før du installerer en tilføjelse, bør du gennemgå de tilladelser, den anmoder om. Tilføjelser kan have tilladelser til at gøre forskellige ting, f.eks.:

  • Gemme, dele og få adgang til data, der er gemt lokalt eller på din Google Drev-konto
  • Se og få adgang til indhold på websites, du besøger
  • Benytte underretninger, der sendes via Googles servere

Chrome kan interagere med tilføjelser på forskellige måder:

  • Ved at søge efter opdateringer
  • Ved at downloade eller installere opdateringer
  • Ved at sende brugsindikatorer om tilføjelserne til Google

Nogle tilføjelser kan kræve adgang til et entydigt id til administration af digitale rettigheder eller til levering af push-meddelelser. Du kan deaktivere brugen af id'er ved at fjerne tilføjelsen fra Chrome.

Fra tid til anden opdager Google en tilføjelse, der udgør en sikkerhedstrussel, overtræder vilkårene for udviklere for Chrome Webshop eller overtræder andre juridiske aftaler, love, bestemmelser eller politikker. Chrome downloader jævnligt en liste over disse farlige tilføjelser for at deaktivere eller fjerne dem fra din computer via fjernadgang.

Oplysninger om beskyttelse af personlige oplysninger i forbindelse med serverlogfiler

Som de fleste andre websites registrerer vores servere automatisk sideanmodningerne, når du besøger vores websites. Disse "serverlogfiler" indeholder typisk din webanmodning, internetprotokoladresse, browsertype, browsersprog, dato og klokkeslæt for din anmodning samt en eller flere cookies, der muligvis identificerer din browser entydigt.

Her er et typisk eksempel på en logfilpost, hvor søgningen er på "biler", efterfulgt af en oversigt over dens forskellige elementer:

123.45.67.89 - 25/Mar/2003 10:15:32 - https://www.google.com/search?q=biler - Firefox 1.0.7; Windows NT 5.1 - 740674ce2123e969

  • 123.45.67.89 er den internetprotokoladresse, som brugerens internetudbyder har tildelt vedkommende. Afhængigt af brugerens tjeneste kan brugeren muligvis få tildelt en ny adresse af sin internetudbyder, hver gang der oprettes forbindelse til internettet.
  • 25/Mar/2003 10:15:32 er datoen og klokkeslættet for forespørgslen.
  • https://www.google.com/search?q=biler er den anmodede webadresse inklusive søgeforespørgslen.
  • Firefox 1.0.7; Windows NT 5.1 er den browser og det operativsystem, der bruges.
  • 740674ce2123a969 er det entydige cookie-id, som denne computer fik tildelt, første gang den besøgte et Google-website. Cookies kan slettes af brugere. Hvis brugeren har slettet cookien fra computeren siden sidste gang, vedkommende besøgte Google, er dette det entydige cookie-id, der tildeles brugerens enhed, næste gang vedkommende besøger Google fra den pågældende enhed.

Flere oplysninger

Oplysninger, som Google modtager, når du bruger Chrome, bruges og beskyttes i overensstemmelse med Googles privatlivspolitik. Oplysninger, som andre websiteudbydere og udviklere af tilføjelser modtager, herunder cookies, er underlagt privatlivspolitikkerne for disse websites.

Google følger flere systemer til selvregulering, herunder EU-US Privacy Shield-principperne. Få flere oplysninger.

Vigtige begreber

Cookies

En cookie er en lille fil, der indeholder en streng af tegn, der sendes til din computer, når du besøger et website. Når du åbner websitet igen, giver cookien mulighed for, at det pågældende website kan genkende din browser. Cookies kan gemme brugerpræferencer og andre oplysninger. Du kan konfigurere din browser til at afvise alle cookies eller til at angive, når der sendes en cookie. Nogle websitefunktioner eller -tjenester fungerer dog muligvis ikke korrekt uden cookies. Få flere oplysninger om, hvordan Google bruger cookies, og hvordan Google bruger data, herunder cookies, når du bruger vores partneres websites eller apps.

Google-konto

Du kan få adgang til nogle af vores tjenester ved at oprette en Google-konto og give os nogle personlige oplysninger (normalt dit navn, din mailadresse og en adgangskode). Disse kontooplysninger bruges til at godkende dig, når du bruger Googles tjenester, og til at beskytte din konto mod uautoriseret adgang fra andre. Du kan til enhver tid redigere eller slette din konto via Google-kontoindstillingerne.