Jesper Hansens opbygning af AC Horsens
Illustration
Superliga

Jesper Hansens opbygning af AC Horsens

Få her et indbilk i den udvikling, som OB's kommende sportsdirektør Jesper Hansen har været til at sikre AC Horsens.

OB kunne tidligere torsdag afsløre, at de fra 1. juni henter sportschef i AC Horsens, Jesper Hansen, til den ledige stilling som sportsdirektør. 

Tipsbladet satte i sommeren Jesper Hansen stævne til en snak om den udvikling han har været til gennem årene, hvor han har været med til at løfte klubben op gennem divisionerne til at være en etableret klub i Superligaen.

Bragt i Tipsbladets Superliga-magasin, sommeren 2012:

Sportschef Jesper Hansen har været i AC Horsens, siden klubben lå i 2. division. Han fik sin stilling ved et tilfælde, men han er i dag manden bag den strategi, der har gjort klubben til et tophold i Superligaen.

-------

Det er en sommer, hvor Horsens i globaliseringens tegn har åbnet sig udad og inviteret udlandet på besøg. 

Byen havde et par dage som lyserødt cykelmekka, da verdens næststørste cykelløb Giro d'Italia lagde ruten forbi Østjylland. Siden april har der også været afholdt en række EU-møder i anledning af Danmarks EU-formandskab, og så har selveste rockmonstrene Metallica lagt vejen forbi det gamle fængsel for at give koncert.

Endelig bidrager den lokale fodboldklub AC Horsens også til festlighederne, når den i begyndelsen af august træder ind i tredje kvalifikationsrunde til Europa League. 

Det sidste er det mest overraskende. For mens Horsens de seneste mange år har været en driftig by, der regelmæssigt har været vært for store begivenheder og arrangementer, har AC Horsens ikke ført sig helt så markant frem. Holdet har i godt syv år været et stort set fast element i den bedste danske række, men det har været som et hold, der skulle kæmpe for at undgå nedrykning. Det sluttede i sidste sæson, hvor AC Horsens gennem hele sæsonen spillede flot fodbold, nåede pokalfinalen og sluttede som nummer fire. Det er den bedste fodboldsæson for Horsens by, siden moderklubben HfS vandt bronze i 1967. 

Fra sit kontor i et af stadiontårnene har AC Horsens sportschef Jesper Hansen haft udsigt til hele Horsens' internationale sommer. Det gamle statsfængsel ligger halvanden kilometer mod øst. Nede på Langmarksvej kørte hele Giro-feltet forbi i maj, og det er Forum Horsens, som stadion er en del af, der lægger lokaler til EU-møderne. Det sidste har givet lidt bøvl på grund af de mange sikkerhedsforanstaltninger, der skal til, når en lang række ministre fra EU-landene kommer på besøg, men det tager man med i AC Horsens. 

”Der er gode penge i det,” som Jesper Hansen konstaterer med jysk snusfornuftighed.

Han tager imod Tipsbladet på kontoret med den fine udsigt til et interview om klubbens store fremgang gennem de seneste år. Jesper Hansen er nemlig manden, der mere end nogen anden kan sætte ord på netop den udvikling.

”Jeg kan godt huske dengang, hvor det var sådan, at når vi havde fundet en spiller, skulle vi vente på, X, Y og Z, inden vi kom i betragtning. Så lang er vejen ikke længere. Økonomisk er vi ikke så stærke, men vi har nogle andre ting at byde på. Den klub, som vi har bygget op, er attraktiv. Lige nu har vi også travlt med at forberede os til, at vi skal spille europæisk fodbold for første gang. I forhold til, at vi startede i den tredjebedste række er det jo en fantastisk udvikling,” siger Jesper Hansen.

Utålmodighed banede vejen
50-årige Jesper Hansen er en af de mere anonyme sportschefer i den danske Superliga. I hvert fald i medierne, hvor han ikke fører sig frem med bombastiske citater. Ligeledes er han heller ikke blevet ansat i projektørernes søgelys som redningsmand for en af dansk fodbolds storklubber. Tværtimod har han været i AC Horsens i mange år; siden dengang klubben var en sekundavare i dansk fodbold.

Jesper Hansen blev født i Fredericia, men hele sin fodboldkarriere brugte han i Horsens. Som ung var han en giftig angriber i skolefodbold for Torstedskolen, og senere blev han divisionsspiller i Horsens fS. Efter sit karrierestop trænede han en kort periode barndomsklubben Torsted IF, men da HfS, FC Horsens og en række andre småklubber fusionerede i 1994 og blev til AC Horsens, vende Jesper Hansen tilbage til områdets store klub – først som træner for klubbens andethold, HfS i Jyllandsserien, og siden som assistenttræner for førsteholdet. 

Det var i det job, hans karrierevej begyndte at forme sig, for sideløbende med de almindelige assistentpligter fik han andre ansvarsområder. AC Horsens var dengang en lille klub, hvor der ikke var ressourcer nok til at klare alle opgaverne omkring førsteholdet, så dem tog Jesper Hansen på sig.

”Vi fodboldtrænere er nogle gange lidt utålmodige. Sideløbende med at jeg var assistenttræner, lavede jeg en række andre ting, snakkede med spillere og senere også med trænere. Det var sådan, det startede. Det var et rent tilfælde. På et eller andet tidspunkt skulle jeg vælge mellem at være fodboldtræner eller fodboldleder. Det var nemmere at finde fodboldtrænere, så jeg valgte at blive fodboldleder. Jeg er glad for, jeg traf det valg. At det så startede som noget, jeg lavede ved siden af trænerjobbet, var lidt tilfældigt, men sådan er det nogle gange i en smal organisation,” fortæller Hansen. 

Da Jesper Hansen vendte tilbage til AC Horsens i midten af halvfemserne, lå klubben i 2. division. 1. januar 2001 blev han fuldtidsansat som administrationschef, og det var midt i en sæson, hvor klubben blev nummer 7 i 1. division.  Moderklubben HfS havde dengang senest været i landets bedste række i 1970, så det var med andre ord hverken en by eller en klub vant til Superliga-fodbold, som Jesper Hansen stod med ansvaret for. Alligevel lykkedes det for ham og resten folkene bag førsteholdet at flytte klubben op i Superligaen – og oven i købet at etablere den så markant, at den kunne nå hele vejen op i top 4 i 2012.

”På et tidspunkt var der 10 erhvervsfolk i Horsens, der lagde 100.000 kroner og dannede en million. Der havde vi kørt med underskud, så pengene var næsten brugt fra start. Men det blev bestemt, at vi skulle sætte tæring efter næring. Så vi lagde sten på sten og holdt fast i, at det skulle kunne køre rundt. Når man har spillet tre-fire år i den næstbedste række, uden man føler, man kommer nærmere, er det selvfølgelig hårdt arbejde, men man skal blive med at tro på det; blive ved med at fortælle sin historie til sponsorer og til omgivelserne. Det gjorde vi, og heldigvis havde vi succes,” siger Jesper Hansen.

Vigtige trænere
Et halvt år efter sin udnævnelse ansatte administrationschefen en ny træner. Han hed Kent Nielsen, og det skulle blive ham, der førte klubben op i ligaen – efter fire sæsoners tålmodigt arbejde.

”Det var selvfølgelig også et vigtigt parameter, at vi havde Kent Nielsen som tog udfordringerne op. Det var i forhold til stadion, til træningsbaner, til økonomi, til administration. Dengang skulle man virkelig tro på tingene for at håbe på, vi kunne overleve. Vi spillede ud fra et hårdtarbejdende hold, der var godt organiseret,” siger Jesper Hansen.

Gennem de seneste par sæsoner er AC Horsens' spillestil blevet udviklet ret markant. Da oprykningen blev en realitet i 2005, spillede 'Den gule Fare' et par sæsoner som ultradefensivt hold med stram fokus på forsvaret og på at forsvare det ene point i hver kamp. Siden er der sket meget, så AC Horsens i dag fremstår som et pasningsstærkt mandskab med en masse gode fodboldspillere på holdet. Det er en skift i spillestilen, som er dikteret fra Jesper Hansens kontor. 

”Under Kent Nielsen var det vigtigste helt klart at overleve, og det bar det også præg af. Vi fandt nogle typer, som vi var hårdtarbejdende, og som vi kunne komme i nærheden af.  Man kan godt lave et mirakel, og man kan også lave to, men hvis vi skulle blive en fast Superliga-klub, skulle vi også udvikle vores spillestil.,” fortæller Jesper Hansen.

Anledningen blev nedrykningen i 2009. Henrik Jensen blev fyret, og da afløseren skulle findes, ledte man efter en træner, der gerne ville spille fodbold. Det blev Johnny Mølby.

”Det var starten på noget nyt. Nu havde vi nogle års erfaring med Superliga-fodbold, og vi havde også nogle unge spillere, der var klar til noget nyt. Vi kom ned i 1. division, hvor vi blev et meget mere boldbesiddende hold. Den vigtigste mand i en klub er træneren, og det var vigtigt, at vi fik en træner, der gerne ville stå højt på banen og have en offensiv tilgang til at spille fodbold. For Johnny var det nok fint at overtage holdet i 1. division og så implementere den måde, han ville spille på,” siger Jesper Hansen.

Johnny Mølby førte holdet sikkert tilbage i Superligaen, overlevede den første sæson uden de helt store problemer og kunne så se sine spillere hive fjerdepladsen i hus i år. 

En historisk præstation af spillere, trænere og ledere i en klub, der et årti forinden var en del af det tynde øl i 1. division.

Flere sten
Horsens' vidundersæson er udover at være historisk også allerede historie. Ja, holdet skal spille europæisk fodbold for første gang som følge af præstationerne, og ja, klubben er blevet mere attraktiv for spillere, men når den nye sæson begynder, har Horsens nul point ligesom alle de øvrige hold. Så hvad skal den kommende sæson bringe?

”Næste skridt er at bevise, at det ikke bare var en engangsforestilling. Vi er ikke så naive at tro, at en klub med vores størrelse bliver nummer 4 eller bedre, men vi har meget at byde ind med, så hvis tingene kører for os, kan vi sagtens overraske og så kan vi lave sådan en sæson igen. Vores mål er at bevise, at vi er en seriøs bejler, og at vi er midterhold, som kan drille nogle af dem, som på papiret har bedre forudsætninger,” siger Jesper Hansen.

Selvom han har været AC Horsens i snart to årtier, er sportschefen klar til endnu en sæson. Efter Lynge Jakobsen er han nu den sportschef i Superligaen, der har siddet på posten i længst tid. Senest så vi, at Jens Ørgaard sagde stop i FC Midtjylland for at søge nye udfordringer, men Jesper Hansen har tænkt sig at blive siddende så længe, han kan. Han vil gerne være med til at skabe yderligere fremgang for sin klub.

”Det, der er helt afgørende for mig, er, at de mennesker, der arbejder med tingene, også har haft ansvaret for tingene. Det har været hele drivkraften i det her, at jeg som sportschef har haft et rigtigt stort ansvar omkring de ting, der foregår, og de beslutninger, der træffes. Hvis jeg skulle spørge om lov om al gøren og laden, ville min gejst gå fra. Jeg trives fantastisk i AC Horsens, fordi jeg har de beføjelser, jeg har, og fordi man har en tiltro til, at de ting, jeg gør, er rigtige,” siger Jesper Hansen.

Fodboldens verden er en evig jagt på forbedringer, hvilket Jesper Hansens kontor også bærer præg af. På bordet ligger en udprintet Wikipedia-side om en ung englænder og et kampprogram fra en 1. divisionskamp mellem FC Hjørring og Hobro. Som andre sportschefer er Jesper Hansen altid på udkig efter spillere, der kan forstærke førsteholdet, men Horsens-bossen har også stillingen fra U/19-divisionen liggende på sit bord. 

Den viser, at Horsens i sidste sæson blev nummer otte i den næstbedste U/19-række, og netop ungdomsarbejdet er noget af det, som Jesper Hansen gerne vil have forbedret i klubben. Som den eneste klub i Superligaen har Horsens ingen ungdomshold i den bedste række, og konkurrencen er hård i Horsens' geografiske område, hvor både Vejle-Kolding, AGF, Silkeborg og FC Midtjylland ligger tæt på med ambitiøse ungdomsafdelinger. Men Jesper Hansen tror, det kan lade sig gøre at indhente konkurrenternes forspring.

”Vi skal have bedre og bedre spillere, og vi skal starte talentudviklingen tidligere og tidligere. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi har to spillere, der har taget skridtet fra egen ungdomsafdeling og op til førsteholdet. Hvordan har vi tacklet Superligaen? Ved at lægge sten på sten. Ved at have kontinuiteten og ved at tro på, at tingene nok skal lykkes,” siger Jesper Hansen.