KUNDBY KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

Fig. 1. Kirken, set fra nordøst. NE fot. 1981. - The church seen from the north-east. 

Kirken er i Roskildebispens jordebog ansat til to 

mk. 1 Præster ved kaldet er gentagne gange nævnt 2 

og kirken selv en enkelt gang; 3 men der synes intet at 

foreligge om dens forhold før reformationen. Det 

tingsvidne om den af sognemændene valgte sognepræsts 

forpligtelser over for disse med Vognserups 

ejer Peder Rud i spidsen, som kendes fra 1558, 4 vidner 

om, at der da ikke var nogen patronatsret. 1567 

talte sognet 93 tiendeydere, 5 og senest 1612 besad 

kongen patronatsretten. 6 1632, 23. dec., fik Frederik 

Parsberg til Vognserup tilladelse til på egen bekostning 

i den nordre side af kirken at opsætte et pulpitur 

til stolestade for sig og sine efterkommere. 7 Det 

måtte ikke opbygges til besværing for nogen, og han 

og hans efterkommere skulle selv holde det vedlige 

uden tynge for kirken. Ved skøde af 15. dec. 1688 

skænkede Christian V patronatsretten til Johan 

KUNDBY KIRKE 

TUSE HERRED 

Rantzau, 8 som året forinden havde erhvervet Frydendal 

(Torbenfeld). Herefter lå kirken under Frydendal, 

hvis skiftende ejere har præget dens indre 

(jfr. gravminder), indtil den 2. okt. 1911 overgik til 

selveje. 

Sagn. En trold som boede inde i kirkebakken generedes 

så stærkt af klokkeringningen, at den måtte 

flytte helt til Fyn. Som hævn overgav den her et brev 

til en rejsende fra sognet med pålæg om at aflevere 

det på Kundby kirkegård. Til alt held brød den nysgerrige 

budbringer brevets segl, inden han var nået 

helt hjem. Straks begyndte vand at løbe ud af det 

tykke brev. Manden måtte flygte for ikke at drukne, 

og inden brevet var tømt, havde det udstrømmende 

vand dannet Tissø. 9 - Til kirken er endvidere knyttet 

de velkendte sagn om trolden, der kastede sten mod 

kirken og om lindormen foran kirkedøren. 10

620 TUSE HERRED 

Fig. 2. Udvendige spareblændinger på vestre del af 

nordsidens kirkegårdsmur (s. 620). Kai Uldall fot. 

1925. - Blind arcades (to economise on building material) 

on the west section of the churchyard wall’s north face. 

Kirken ligger ensomt i landsbyens vestre udkant, 

vidt synlig på en af egnens karakteristiske 

»hatbakker«, som falder brat mod vest og mod 

nord. Den majestætiske beliggenhed har i folkemunde 

givet bygningen tilnavnet »den synlige 

kirke« i modsætning til den kullede kirke i 

Butterup (s. 60). 11 Kirkegården har bevaret 

gamle grænser mod syd, vest og nord, hvorimod 

den på den fjerde side, hvor bakken falder 

mindre brat, er udvidet to gange i nyere tid: 

o. 1890 12 og atter 1920. 13 Endelig er kirkegården 

1946 14 øget med et areal på bakketoppens 

søndre del, uden for den gamle sydmur. 

Kirkegårdens hegn og indgange. Kirkegårdens 

ældre dele hegnes på alle sider af hvidkalkede, 

teglhængte mure, hvorimod østsiden af østudvidelsen 

til dels afgrænses af en hæk, ligesom 

det nye afsnit mod syd indhegnes af beplantede 

stengærder. Størst interesse knytter der sig til 

vestmuren nord for flugtlinjen af tårnets sydside 

samt nordmuren indtil hinsides langhusko- 

ret. Disse to murstrækninger, som i flere 

spring følger terrænet, er af munkesten i munkeskifte 

over markstenssyld. Afdækningen er i 

vest udadvendte munke og nonner, mens det 

skrå hjørne og nordsiden har indadvendte vin- 

getegl. Murene kendetegnes imidlertid først og 

fremmest af en serie på 18 fladbuede spareblændinger 

mod kirkegården (fig. 3), som i nord 

alternerer med 8 udvendige (fig. 2). I bunden af 

de indvendige blændinger sidder smalle sprækker, 

der i to tilfælde østligst i nord har kors- 

form. Lignende gennembrudte spareblændinger 

kendes fra andre sengotiske hegnsmure i 

amtet 15 og har tidligt tiltrukket sig forskningens 

interesse som formodet fortifikation. 16 

De lave hegnsmure, hvorom terrænet kun er 

ubetydeligt hævet gennem århundrederne, befæster 

imidlertid ikke kirkegården ud over den 

beskyttelse, som enhver hegnsmur yder. Blændingerne 

er forsåvidt ganske i pagt med gotikkens 

materialebesparende byggeskik, hvorimod 

åbningerne mod det ydre kan være motiveret 

af ritualer og skikke, som nu er gået 

tabt. 17 

Vestmurens sydligste dele samt sydmuren 

indtil hinsides koret er af store røde sten over 

markstenssyld og kan stedvis gå tilbage til senmiddelalderen. 

Murene er dog stærkt flikket, 

bl.a. er en strækning af sydmurens yderside 

skalmuret flere gange, senest 1948 med moderne 

munkesten. Ved sydvesthjørnet er muren på 

et kort stykke afdækket med munke og nonner, 

der er udadvendte som vestmurens øvrige 

afdækning. 

De afsnit af kirkegårdens syd- og nordmur, 

som hegner den første udvidelse er af marksten, 

hvorover en halv snes skifter er af teglsten. 

Omkring den yngste udvidelse er materialet 

små gule sten i krydsskifte, som i sydøst, 

hvor der uden for kirkegården er anlagt en parkeringsplads, 

står dækket af cementpuds og 

med udvendige støttepiller. 

I vest fører en gangsti op til en formentlig 

senmiddelalderlig portal med fladbuet åbning, 

som mod kirkegården sidder i retkantet blænding; 

den vandrette kam har udadvendt afdækning 

af vingetegl. Udvendig er i nyere tid opført 

to murede skure med halvtag, placeret 

symmetrisk omkring døråbningen. Hovedindgangen 

i sydøst stammer formentlig fra den 

seneste udvidelse og er en køreport, som mod

KUNDBY KIRKE 621 

Fig. 3. Vestre del af nordsidens kirkegårdsmur (s. 620). M. Mackeprang fot. 1909. - Westerly section of the 

churchyard wall’s north face. 

syd flankeres af fodgængerlåge; begge åbninger 

lukkes af sortmalede jerntremmefløje, ophængt 

i murede piller med saddeltage af moderne 

munke og nonner. I sydvest- og nordøsthjørnet 

er der fodgængerlåger. Førstnævnte lukkes 

af tremmefløj af umalet træ, mens sidstnævnte 

er hvidmalet og fra o. 1920. Endelig er sydmuren 

gennembrudt på to steder af hensyn til forbindelsen 

til kirkegårdens yngste afsnit. - 

1668 18 betaltes for jern til to †kirkeriste. 

Bygninger m.m. på kirkegården. Op ad den arkitektonisk 

interessante vestmurs inderside er 

1951-52 opført en toiletbygning. 1968 er denne 

murede halvtagsbygning forlænget mod nord 

for at rumme fyringsanlæg. - En †kirkelade 

havde 1670 18 længe stået øde; den blev samme 

år nedbrudt for at afgive materialer til opførelsen 

af det nye kapel på skibets nordside. 

Kirken er et langhus, hvis vestlige halvdel 

udgøres af den romanske stenkirkes skib, mens 

den østlige halvdel er et nyt kor fra 1500’rnes 

første årtier. I skibets vestende er i senromansk 

tid indbygget et tvillingdelt tårnanlæg, der i 

hovedsagen er nedrevet ved opførelsen af det 

store tårn i vest. Sidstnævnte er muligvis den 

ældste af de sengotiske tilbygninger, af hvilke 

nordsidens vestre kapel tidsmæssigt knytter sig 

nærmest til tårnet. Den yngste af de middelalderlige 

tilføjelser er våbenhuset i syd, mens 

nordsidens østre kapel først er opført 1670. Et 

lille skur op ad våbenhusets vestside er fra 

1800’rne. Orienteringen afviger mod syd. 

Skibet er opført af rå og kløvede marksten, lagt 

i nogenlunde regelmæssige skifter og med 

hjørner, sat af små kvadre. Den udglattede fugemørtel 

dækkes af puds: udvendig en hvidlig, 

grusblandet puds, som er synlig fra nordkapellernes 

loftsrum, indvendig af finere puds med 

hvidtning. 

Dørene er forsvundet, idet den nordre er 

slugt ved indsættelsen af arkaden til det middelalderlige 

nordkapel, mens den søndre, som formentlig 

sidder på oprindelig plads, er helt omdannet 

i 1800’rne. Derimod er to af flankemu- 

renes oprindelige vinduer, nemlig vinduesparret 

vest for dørstederne, bevaret. De blev lukket 

ved skibets hvælvslagning og står nu blændede, 

i nogen grad synlige fra loftsrummet. Åbningerne 

er karakteriseret ved den snævre, yderligt 

placerede lysning, en form, som bl.a. kendes 

fra nabokirken i Svinninge (Tuse hrd.). Buestikket 

er sat af flækker af marksten, og åbnin 

Danmarks Kirker, Holbæk amt 41


gens sider står dækket af et tykt lag, hvidtet 

puds. Nordvinduet måler ved indre murflugt 

77 cm i bredden, mens lysningen, der sidder 80 

cm indenfor, kun er 15 cm bred. Buens top er 

ca. 75 cm under oprindelig murkrone. 

Ændringer og tilføjelser. I slutningen af den romanske 

periode, o. 1200-50, har man bygget et 

tvillingdelt tårn ind i skibets vestende, der allerede 

inden denne ændring kan have været reserveret 

til særlige formål såsom pladser for kirkens 

patron eller andre af sognets fornemme 

familier. 19 De bevarede levn af tårnet tillader 

kun rekonstruktion i grove træk (fig. 5), og flere 

enkeltheder vil alene kunne afklares ved en 

nærmere arkæologisk undersøgelse, omfattende 

afbankning af puds og udgravning. Udformningen 

som tvillingtårn synes dog sikker 

og knytter anlægget til en østdansk tradition, 

som ydermere har nydt en ikke ganske ubetydelig 

yndest her på Holbæk-egnen, hvor det 

eneste bevarede eksempel nu er Tveje Merløse 

(Holbæk by). 20 

Flertallet af disse tvillingtårne er kun en 

overbygning af skibets vestende med ringe udstrækning 

i kirkens længdeakse, hvilket i første 

række skyldes ønsket om at give småtårnene 

tilnærmelsesvis kvadratisk plan. 21 I Kundby har 

man da også rejst østmuren så langt som muligt 

fra vestgavlen, når der samtidig skulle tages 

hensyn til ønsket om at holde det vestre vinduespar 

i skibet åbent. Murens østside står faktisk 

så langt mod øst, at den skærer vinduesåb- 

ningerne en anelse. Kun få rester af denne 

markstensmur er endnu bevaret: Dels springer 

den lidt frem østligst i vangerne af tårnrummets 

sekundære tøndehvælv, dels er dens søndre 

tredjedel bevaret i loftsrummet indtil lidt under 

skibets murkrone. Det synes som om denne 

østmur, hvis enkeltheder er ukendte, over 

stikket af det vestlige vinduespar har været 

bragt i forbandt med skibets langmure. 

I forbindelse med tårnbyggeriet er skibets 

vestgavl bygget om. 22 Et vandret spring på 

gavlens inderside, ca. 2,7 m over nuværende 

gulv, repræsenterer muligvis skellet mellem 

gammelt og nyt. Samtidig kan denne smalle 

Fig. 4. Plan. 1:300. Målt af MB 1960, tegnet af Marianne Nielsen 1982. Signaturforklaring s. 9. - Ground-plan. 

Key on p. 9.

afsats have dannet vederlag for gulvet i tårnpartiets 

første stokværk (jfr. fig. 5c), og i så fald 

har denne etages højde været over fire meter; 

det fremgår af væggenes puds og hvidtning, 

der strækker sig til endnu en afsats i gavlen, 

hvorover murværket står blankt. Dette første 

stokværk har et rundbuet, smiget vestvindue, 

som til dels er ødelagt og omdannet ved ændringer 

af tårnet. 

I andet stokværk tvillingdeles tårnet ved 

hjælp af de øst-vestgående buer, som har båret 

de indadvendte flankemure. 23 Buerne, hvis 

form er uvis, har været dobbelt halvstensstik af 


Fig. 5a-c. Rester af romansk tårnanlæg 

i skibets vestende. 1:150. a. 

Plan i loftsniveau. b. Tværsnit mod 

vest. c. Længdesnit mod nord 

(s. 622). Målt af HeJ 1980, tegnet af 

Marianne Nielsen 1982. - a-c. Remains 

of a Romanesque tower in the 

west end of the nave. a. Plan at loft- 

level. b. Cross-section to the west. c. 

Longitudinal section to the north. 

tegl, og på den side, som vender mod kirkens 

midtakse, er bevaret huller efter (anker)bjælker. 

Tvillingtårnenes udvendige flankemure er 

fjernet ned til en halv meter over skibets romanske 

murkrone; endnu anes dog nederst på 

østsiden af det nuværende tårn rester af de afbrudte 

mure. 

Tårnets ombygning. På et tidspunkt, der kan 

ligge så sent som i 1400’rne, men i hvert fald 

inden hvælvslagningen i skibet, er tårnpartiets 

østmur ændret ved indsætning af et rundbuet, 

helstens tøndehvælv med fladbuet (nu tilmuret) 

loftslem i nord. 24 Anledning til denne ændring 

41*


Fig. 6. Indre, set mod vest. NE fot. 1978. - Interior to the west. 

kan have været en sammenstyrtning eller fare 

herfor. 25 Det er vanskeligt at sige, hvor meget 

af østmuren, som har stået, da tøndehvælvet 

indbyggedes; men det er sandsynligt, at tvillingtårnet 

var stærkt reduceret, uden at det dog 

er muligt at sige hvordan. Det er tydeligt, at 

skibets vestlige krydshvælv har været bygget 

op mod tårnets østre mur, som var højere end 

de rester, der i dag står bevaret i loftsrummet. 

Samtidig med tårnpartiets ændring er muligvis 

en ombygning af det rundbuede vestvindue, 

som har fået fladbuet, falset lysning, i hvis 

vanger der er huller til en stængebom. 

I 1200’rne, muligvis som en følge af tårnbyggeriet, 

er vinduerne øst for dørene ombygget og 

udvidet. Det østligste vinduespar er ganske vist 

slugt af senere åbninger, men det midterste par 

er bevaret. Af disse blev det nordre hovedsage 

lig ødelagt ved udhugning til arkaden mod 

nordkapellet, og kun den indvendige rundbue 

af tegl, et rulskiftestik, er synlig fra loftet. Det 

søndre, som er tilmuret med munkesten i lysningen, 

står derimod som en indvendig niche 

og er tillige delvis synligt fra våbenhusets loft. 

Den udvendige bredde er 120 cm, og indvendig 

er målene 295x140 cm. Vinduessmigene 

står, dækket af tykt lag hvidtet puds. 

Skibets hvælv er indbygget inden nedrivningen 

af det første tårn og inden opførelsen af 

langhuskoret, formentlig i 1400’rnes anden 

halvdel. De to kvadratiske fag hviler på falsede 

vægpiller, som uden vederlagsmarkering fortsættes 

i spidse, helstens brede skjold- og gjordbuer; 

ribberne er halvstens, og der er lette 

overribber med bindertænder. - I forbindelse 

med hvælvslagningen er flankemurene forhøjet

fem skifter. Forhøjelsen, der udvendig har stået 

blank, afsluttes med dobbelt falsgesims, - et 

forhold, som iagttages fra loftet over nordsidens 

kapeller. 

O. 1500 er det romanske tårn revet ned og i 

stedet opførtes vest for den gamle gavl et stort 

tårn, hvilende på en kraftigt fremspringende 

markstenssyld. Materialet er munkesten i munkeskifte 

samt genanvendte marksten, der indvendig 

dominerer indtil noget op i mellem- 

stokværket. Forbindelsen til skibet er tilvejebragt 

med en bred spidsbuet arkade. Tårnrummet 

overdækkes af et samtididigt hvælv, hvilende 

på forlæg undtagen mod skibets gavl, 

hvor der er en helstens, svagt tilspidset skjoldbue. 

Rummet belyses nu af fladbuede vinduer i 

vest og mod syd. Begge er omdannet ved 

indsætning af støbejernsrammer omkring midten 

af 1800’rne. Opgangen til de øvre stokværk 

sker via trappehuset på sydsiden. Underdøren 

er falset og fladbuet; den murede spindel, som 

belyses af flere smalle åbninger, har loft af 

næsten vandrette binderstik. Den fladbuede 

overdør giver adgang til mellemstokværket, 

som får svagt lys fra en fladbuet åbning i nord 

med smigede sider mod ydre rektangulær 

sprække. Klokkestokværket har glamhuller 

mod alle fire verdenshjørner, bestående af to 

slanke, fladbuede åbninger, som både ud- og 

indvendig indrammes af fladbuet blænding. 

Flankemurene afsluttes med falsgesimser, og 

de øst-vestvendte taggavle prydes af 11 højblændinger, 

svarende til antallet af kamtakker. 

Hovedparten af blændingerne har spidsbuet 

stik; dog er midterblændingen tvillingdelt og 

har to små spærstik, som hviler på fælles hæn- 

gestav med falset konsol; afdækningen krones 

af lille toprude. Endvidere har de to flankerende 

blændinger i øst vandret afdækning. I midterblændingen 

en fladbuet glug, som kan være 

sekundær. Ved gavlfoden er der åbentstående 

bomhuller, som løber helt igennem og formentlig 

er beregnet til stilladsbomme i forbindelse 

med vedligeholdelse og reparation. 

Det vestre nordkapel er opført i begyndelsen af 

1500’rne og afløser en ældre tilbygning på samme 

sted (se nedenfor). 


Kapellet er opført af munkesten i munkeskifte 

over en kraftig, fremspringende kampestens- 

syld. Den synlige flankemur i vest har falsgesims, 

og mod nord krones taggavlen af ni 

kamtakker, alle smykket af kort savskifte under 

afdækningen. Selve den trekantede murflade 

brydes af syv spidsbuede, falsede højblændinger, 

som for den midterstes vedkommende 

først begynder over en fladbuet glug. Taggavlens 

fodlinje markeres af to savskifter, adskilt af 

glat skifte. Den fladbuede dør i bunden af dyb, 

spidsbuet åbning har fået sin nuværende skikkelse 

ved kapellets indretning til ligkapel for 

sognets beboere 1885. 26 Udvendig over stikkets 

top er imidlertid bevaret en lille spidsbue, 

som formentlig er levn af et oprindeligt, tredelt 

stik, som afsluttede et spejl omkring en lavere, 

fladbuet dør. Denne synes endnu at have været 

bevaret, da Burman Becker tegnede kirken 

(fig. 7), og formen er velkendt fra andre af 

egnens kirker, bl.a. det nærliggende Tuse. 27 

Flankemurenes vinduer er bevaret; dog er det 

østre blændet i ydre murflugt og muret op i 

Fig. 7. Ydre, set fra nordøst samt gavl af søndre 

våbenhus. Tegning af Burman Becker, dateret 

25. juli 1854. Det kongelige Bibliotek. — Exterior seen 

from the north-east, and the gable of the south porch. 

Drawing by Burman Becker, dated 25th July 1854.


Fig. 8. Udsnit af blændarkade på korets nordvæg 

(s. 627). NE fot. 1981. - Detail of the blind arcade on 

the north wall of the chancel. 

bunden i forbindelse med opførelsen af det 

østre kapel og gennembrydningen af den rundbuede 

arkade mellem de to tilbygninger. Det 

vestre vindue er derimod fortsat i brug og har 

udvendig spidsbuet spejl omkring det fladbuede, 

næsten spærstikformede vindue, som mod 

det indre er falset. 

Tilbygningens relativt svære mure viser, at 

man formentlig allerede fra begyndelsen har 

tænkt sig at hvælve rummet. Det nuværende 

hvælv er imidlertid først indbygget senere, herom 

vidner både murbehandling og selve 

hvælvkonstruktionen. 28 Rummet har dog næppe 

længe stået uden hvælvet (jfr. kalkmalerier), 

som hviler på falsede vægpiller med skråkantet 

kragbånd. De spidse skjoldbuer er helsten, ribberne 

halvstens. I flere svikler er spygat med 

fremspringende munding af sammenlagte hul 

sten. Forbindelsen til skibet er tilvejebragt med 

en spidsbuet arkade, som siden indretningen til 

ligkapel 1884-86 har stået blændet ved kapellets 

murflugt. 29 

Det store langhuskor, som fordoblede kirkens 

længde, er opført i 1500’rnes første årtier og i 

hvert fald inden udgangen af 1520’rne (sml. 

†korbuebjælke). Korets enkeltheder viser, at 

bygmesteren var den samme, som bl.a. har 

forestået udvidelser ved de nærliggende kirker i 

Svinninge og Stigs Bjergby (Tuse hrd.) 30 

Det er opført af munkesten i uregelmæssigt 

munkeskifte over en markstenssyld, der i øst 

springer kraftigt frem. Flankemurene afsluttes 

af en fire skifter høj trappeformet gesims. Gavlen 

har ni tilsyneladende ommurede kamtakker, 

og murfladen brydes af 17 parvis sammenstillede 

højblændinger med stejle trappestik. 

Fire slanke lyssprækker i bunden af midterblændingen 

og de flankerende blændinger sidder 

fordelt i et rudemønster. Gavlfoden markeres 

af en kvartstens dyb båndblænding. Øverst 

i bunden af blændingen umiddelbart syd for 

den midterste er en fladbuet glug. Selve korrummet 

er ensidigt belyst gennem to fladbuede 

vinduer i syd, som nu lukkes af støbejernsram- 

mer fra tiden kort efter midten af 1800’rne. Ved 

denne lejlighed er de store lysåbninger reduceret, 

bl.a. ved udmuring af vangernes ydre false. 

Indvendig sidder vinduerne i en fladbuet, helstens 

niche, som strækker sig ned til bænkehøjde. 

Heller ikke de to små vinduer, som belyser 

østendens sakristi, er overleveret intakte. Hovedformen 

er dog klar nok: en fladbuet åbning 

med spidsbuet spejl udvendig og indvendig en 

halvanden stens dyb, fladbuet niche, som udgår 

fra bænkehøjde. De nuværende blyindfattede 

ruder, som afløste afsprossede trævinduer 

fra 1800’rne?, er indsat ved kirkens restaurering 

1926 (arkitekt H. Lønborg-Jensen), som tillige 

omfattede indsættelsen af sakristiets fladbuede 

norddør under et tilhørende vindue, hvis form 

gentager de oprindeliges. 

Korrummet dækkes af to samtidige stjernehvælv, 

som langs flankemurene hviler på forlæg, 

mens der mod skibets hvælv og sakristiets 

lukkemur er spidse, helstens skjoldbuer, sva


Fig. 9. Indre, set mod øst. NE fot. 1978. - Interior to the east. 

rende til gjordbuen mellem de to fag; kvartstens 

stormstigeribber. Nordvæggen brydes af 

tre spidsbuede blændinger (fig. 8), hvis bund er 

underdelt af to mindre spidsbuer, der mødes i 

fælles affaset konsol. Blændingerne er ved kirkens 

sidste hovedrestaurering 1951-52 (arkitekt 

Marinus Andersen) genetableret i forbindelse 

med fjernelsen af et epitafium og tilmuringen af 

sekundært vindue. 

Sakristiet er etableret ved opførelsen af en 

skillemur i korets østende. Typen kendes fra 

flere sengotiske korudvidelser, bl.a. det nærliggende 

Mørkøv (Tuse hrd.). 31 Det smalle rum 

overdækkes af samtidigt tøndehvælv og forbindelsen 

til koret sker gennem to døre, af 

hvilke den søndre dog er eftermiddelalderlig. 

Den oprindelige dør i nord er fladbuet, mens 

den sekundære er kurvehanksbuet; mod sakristiet 

indrammes de begge af retkantet blæn 

ding. I østvæggens søndre del er en fladbuet 

skabsniche, som måler 162x106 cm i murflug- 

ten; dybden er 44 cm, og bunden sidder 45 cm 

over nuværende gulv. Ved ændringerne 1926 

deltes rummet ved to skillevægge i tre mindre 

rum. I det midterste indsattes en gemmeniche i 

østvæggen. 

Det store våbenhus mod syd er den yngste af 

de middelalderlige tilbygninger, formentlig 

rejst i andet eller tredje årti af 1500’rne. 32 Materialet 

er munkesten i uregelmæssigt munkeskifte 

over en grov kampestenssyld med flere rejste 

sten. Østre flankemur, som har bevaret sin 

trappeformede gesims, brydes af to fladbuede 

nicher; endvidere ses tre rækker åbentstående 

bomhuller. Vestre flankemur, som er stærkt 

flikket, krones nu af falsgesims. Gavlen har 13 

kamtakker, og en etagedelt blændingsdekora- 

tion, bestående af 11 lave, ens høje blændinger


forneden over et savskifte i fodlinjen. Over 

dette nedre register hæver sig ni trinvis stigende 

høj blændinger, der svarende til de nedre har 

vandret falset afdækning. I nedre række er sekundært 

åbnet rektangulære glugger mod 

loftsrummet i de to blændinger omkring midterblændingen. 

33 Endnu 1854 (jfr. fig. 7) havde 

våbenhuset en lav, fladbuet dør under spidsbuet 

spejl, som kort efter, muligvis i forbindelse 

med ændringerne o. 1855 er afløst af den nuværende 

fladbuede åbning. Ved samme tid er østre 

flankemurs fladbuede vindue vel indsat. Loftsrummet 

er et lavt, seks skifter højt styrtrums- 

loft. 

Østre nordkapel. Den østlige af nordsidens 

tilbygninger er opført 1670 som en udvidelse 

med plads til kirkegængerne. Omstændighederne 

ved bygningens tilkomst er vel belyste i 

kirkens regnskaber. 18 Det fremgår heraf, at 

langhusets nordside bulnede ud, og at træan- 

kerbjælker ikke havde kunnet afhjælpe denne 

Fig. 10. Ydre, set fra 

nordøst. M. Mackeprang 

fot. 1909. - Exterior 

seen from the northeast. 

Fig. 11. Ydre, set fra 

sydøst. Victor Herman- 

sen fot. 1929. - Exterior 

seen from the south-east. 

faretruende situation, hvorfor man påtænkte 

opførelse af en støttepille. På denne baggrund 

argumenteredes for i stedet at bygge et kapel, 

som både kunne sikre nordmurens stabilitet og 

skaffe pladser til den store menighed, af hvilken 

en del savnede stoleplads. Efter at have 

indhentet tilladelse hos kongens kirke-kommi- 

sær, Johan Plumb, indgik sognepræsten Holger 

Andersen og kirkeværgen Rasmus Nielsen 

kontrakt med murermester Iver Pedersen, Holbæk, 

om dette arbejde, hvortil en del af materialerne 

skulle hentes fra kirkeladen. Senest 1731 

indrettedes bygningen til gravkapel, idet kirkeejeren, 

Albrecht Philip von Eynden, da inddrog 

rummet til åben begravelse for sig og sin 

familie (jfr. gravminder). 34 

Tilbygningen er udvendig for den nedre dels 

vedkommende opført af store granitkvadre 

over markstenssylden; herudover er materialet 

store røde sten i krydsskifte. Kapellets ydre er 

nu afgørende præget af en ombygning 1926

(arkitekt H. Lønborg-Jensen); men dets udseende 

før dette tidspunkt kendes fra beskrivelser, 

tegninger og fotografier (jfr. fig.7, 10, 12). 

Det fremgår heraf, at østre flankemur havde 

falsgesims, mens taggavlen mod nord var glat 

og af bindingsværk med lille korsformet lyssprække. 

I tagfoden et savskifte? Om gavlen 

var oprindelig eller repræsenterede en senere 

ombygning kan ikke afgøres. I de to frie mure 

mod nord og mod øst var fladbuede, falsede 

vinduer, som indvendig sad i dyb vægblænding. 

Den rundbuede arkade mod skibet er 

bevaret, men blændet og står nu som en dyb 

niche mod kirkerummet. En tilsvarende rundbuet 

åbning, som forbinder de to nordkapeller 

kan være oprindelig. Ved indretningen til begravelse 

må kapellet være blevet afskærmet 

med døre og/eller gitre i arkaderne. I sidste del 

af 1800’rne var forbindelsen til skibet imidlertid 

blokeret af en lukkemur, som stod inde i selve 

kapellet, hvorved den sydligste del af rummet 


isoleredes som en smal korridor med trappe til 

loftet. 35 

I 1926 sænkede man murkronen og afsluttede 

østre flankemur med en trappefrise svarende 

til korets. De to vinduer fjernedes og erstattedes 

af ét i nord, udformet som fladbuet dobbeltvindue. 

Taggavlen ommuredes som en 

pendant til det middelalderlige kapel med kamtakker 

og falsede, fladbuede højblændinger. I 

det indre, som man havde tænkt sig at over- 

hvælve, bibeholdtes det flade gipsede loft, 

mens den sekundære skillevæg mod skibet fjernedes 

og erstattedes af en helstens mur i 

arkaden. 

Et muret brændselskur er i slutningen af 

1800’rne bygget op mod våbenhusets vestside. 

Materialet er små, gulrøde sten, og halvtaget 

dækkes af vingetegl. Efter kulfyringens ophør 

benyttet som redskabsrum for graveren. 

†Våbenhus? Ved nyindretningen af det vestre 

nordkapel 1885 konstateredes ca. 1 m tykke


Fig. 12. Plan. 1:300. Tegnet af Aage H. Mathiesen 1894. - Ground-plan. 

kampestensfundamenter efter en mindre tilbygning 

på samme sted. 

Eftermiddelalderlige ændringer og vedligeholdelse. 

Kirkens udsatte beliggenhed og de statisk 

vanskelige forhold har nødvendiggjort stadigt 

tilbagevendende reparationer og sikringsarbejder. 

Således er det ydre murværk, især tårnets 

syd- og vestside stærkt skalmuret. 36 Endvidere 

rejste man 1580 på sydvesthjørnet en særdeles 

kraftig støttepille, hvis dimension mindskes opefter 

i tre afsæt. Pillen er af store sten, dog er 

dens nedre skifter sat af markstenskvadre, heriblandt 

en romansk gravsten samt en kvader 

med indhugget årstal, initialer og bomærker, 

formentlig en slags grundsten med angivelse af 

bygherrer og opførelsesåret: »I - bomærke - T 

(muligvis for kirkeværgen Jens Tommesen, 

sml. degnestol) og C? - bomærke - O«; herunder 

»1580«. Mod denne pilles vestside, ud for 

tårnets hjørne, er senere tilføjet en mindre pille, 

ligeledes af store sten over en sokkel af markstenskvadre. 

Denne pille kan være opført i 

1660’erne, da der gentagne gange omtales repa 

rationer på »den store pille ved tårnet«. 37 Begge 

piller er o. 1968 vidtgående skalmuret med moderne 

munkesten og afdækket med munke- og 

nonnetegl; endnu 1823 var de små halvtage 

blyklædte. 38 

En grønglaseret *gulvflise, 15x15 cm med 

indstemplet diagonalkryds, er optaget i forbindelse 

med hovedrestaureringen 1951-52, og afleveret 

til Nationalmuseet (inv. nr. D 62/1951). 

Vinduer. Skibets fladbuede vindue i syd er 

ved istandsættelsen 1854 omdannet analogt 

med kirkens andre store vinduer. Det synes 

oprindelig at have været et stort fladbuet, falset 

vindue, hvis indre niche nærmest er rundbuet. 

Dette vindue er antagelig indsat i reformations- 

århundredet af hensyn til ønsket om bedre 

lysforhold på prædikestolen. 

Indtil restaureringen 1951-52 fandtes i lang- 

huskorets nordmur (jfr. fig. 7, 10, 12) et sekundært, 

fladbuet vindue, som kan være indsat i 

1700’rne eller begyndelsen af 1800’rne. - 1854 39 

omtales planen om at indsætte jernvinduer i 

kirken, en plan, som for langhusets, tårnets og

østre nordkapels vedkommende synes virkeliggjort 

kort efter med de omdannelser til følge, 

som er beskrevet under de respektive afsnit. 

Tagværker. Langhusets tagværk er i sin nuværende 

skikkelse formentlig fra 1800’rne. Det 

er i hovedsagen af fyr; dog er der genanvendt 

egetømmer (med udstemninger) fra den ældre 

tagstol i de to lag hanebånd samt Andreaskor- 

sene i et støttesystem, som forneden sammenbinder 

spærene i kirkens længderetning og tillige 

understøtter det nedre lag hanebånd. Et 

tilsvarende fyrretræstagværk er opsat i nordsidens 

vestre kapel, mens våbenhuset har et tagværk 

af fyr med dobbelt lag hanebånd, og 

spærstivere, som er kæmmet ned over spærskoen. 

1749 40 var der blytage på alle afsnit, da kirke- 

ejersken anmodede om tilladelse til at lægge 

tegl på de meget lave! våbenhuse, hvorfra folk 

om natten stjal tagbeklædningen. Ti år senere 

lagde man tegl på tårnet (med undtagelse af 

støttepillerne) og året efter, i 1760, ansøgtes om 

tilladelse til at lægge tegl på resten af bygningen, 

eftersom nu henved halvdelen af bygningen 

havde denne beklædning. Den økonomiske 

gevinst ved salg af kirketagenes bly var et 

skattet objekt for tidens kirkeejere. 41 I forbindelse 

med udskiftningen af tårntaget hedder det 

da også ganske ligefremt, at tegl må foretrækkes, 

især da generalinden selv har et teglværk. 

Kirken står i dag hvidkalket og tækket med 

tage af røde vingetegl, der i hovedsagen stammer 

fra en fornyelse 1979. 42 Langhusets gulv er 

fra 1951-52 af kantstillede gule sten, lagt i 

sildebensmønster uden fuge. Gulvet i det øst- 

ligste fag er hævet et trin. Tårnrummets gulv, 

som er hævet to trin har kvadratiske gulstens- 

fliser, lagt i rudemønster. Sakristiet har ubehandlet 

bræddegulv. Våbenhusets gulv er af 

gule og gulligrøde sten, som dels er lagt på 

fladen, dels i sildebensmønster (midtergangen). 

Ligkapellet har gulsten på fladen uden fuge. 

Omkring en mindeplade for konferensråd 

Hansen er gulvet mønstermuret med kvadratiske, 

røde fliser. I gravkapellet er der rødbrune 

og grå Ølandsfliser; dog er der sydligst lagt en 

stribe af kvadratiske gulstensfliser, svarende til 


det afsnit af rummet, som inden ændringerne 

1926 var udskilt som korridor med trappe til 

loftet. - Våbenhuset har gråmalet bjælkeloft og 

i sydvesthjørnet en trappe med udsavede balu- 

stre. 43 

Opvarmning. O. 1880 39 opsattes to kakkelovne. 

De er senere udskiftet til fordel for opvarmning 

med kalorifer, som atter er udskiftet, senest 

med det nuværende varmluftsanlæg fra 

o. 1968. 

KALKMALERIER 

I 1885 ved omdannelsen af det vestre nordkapel 

påvistes kalkmalerier, som kunstmaler E. Ron- 

dahl afdækkede samme år. Udsmykningen 

omfattede billeder på alle fire vægge foruden 

hvælvets kapper. Endvidere fandtes billeder på 

vangerne af den tilmurede arkade mod skibet 

samt på skibets væg herover. Direktionen for 

de antikvariske Mindesmærkers Bevaring kunne 

imidlertid ikke anbefale en restaurering, 

men foreslog, at man lod det afdækkede stå 

fremme. Imod direktionens henstilling er væggenes 

og arkadens malerier senere overhvidtet, 

også på kapellets sydvæg, hvor malerierne endnu 

1929 (jfr. fig. 13) stod fremme. 

Fig. 13. Bladornamentik. †Sengotisk kalkmaleri på 

sydvæggen i vestre nordkapel (s. 635). Victor Her- 

mansen fot. 1929. - Foliage ornament. †Late Gothic 

mural on the south wall of the westerly north chapel.


Fig. 14. Skematisk plan over sengotiske kalkmalerier 

i vestre nordkapel (s. 632). 1. S. Laurentius føres 

for kejseren. 2. S. Laurentius hudflettes. 3. 

S. Laurentius korsfæstes. 4. S. Laurentius på risten, 

a. Fantasifigurer og fabelvæsener. A. Kristoforus. B. 

S. Jørgen og dragen. C. Maria i solgissel. D. Anna 

selvtredje? E. Gammeltestamentlig konge og helt? - 

Schematic plan of the late Gothic murals in the westerly 

north chapel. 1. St. Lawrence is led before the emperor. 2. 

The Flagellation of St. Lawrence. 3. The Crucifixion of 

St. Lawrence. 4. St. Lawrence on the gridiron. a. Imagi- 

nary figures and legendary beasts. A. St. Christopher. B. 

St. George and the Dragon. C. The Virgin in Glory. D. 

The Virgin and Child with St. Anne? E. King and hero? 

of the Old Testament. 

Ved kirkens hovedrestaurering 1951-52 konstateredes 

levn af flere lag kalkmalerier på lang- 

huskorets vægge og hvælv, endvidere på undersiden 

af tårnbuen samt på skibets hvælv. 

Fundene undersøgtes delvis af Egmont Lind, 

som alene konserverede et indvielseskors på 

korets nordvæg. 

1) 1500’rnes første årtier. Invielseskors på 

langhuskorets nordvæg, i den vestligste vægblænding. 

Rødbrunt hjulkors. 

2) O. 1525 udsmykkedes vægge og hvælv i 

nordkapellet med malerier, af hvilke nu kun 

hvælvets er bevaret. Emnet er legenden om 

S. Laurentius’ martyrium, hvorfor kapellet kan 

antages at have været viet til denne helgen, hvis 

lidelseshistorie er fremstillet som en parallel til 

selve Kristi passion (Forhøret, Hudflettelsen og 

Korsfæstelsen). 44 I sviklerne er malet fantasifigurer 

og fabelvæsener, til dels med skriftbånd, 

hvis indskrifter ikke har kunnet tydes. 

Østkappen (fig. 15) viser forhøret af Laurentius, 

der af to krigere føres frem for kejseren, 

som med scepter og kejserkrone troner på fornemt 

højsæde med tunget postament og fiale- 

smykket ryglæn. - I nordre svikkel er en blomsterkalk 

med menneskelig halvfigur, som holder 

skriftbånd med begge hænder. I søndre 

svikkel en mandsfigur, som springer frem til 

kamp, bevæbnet med kølle og skjold; hovedet 

mangler. 

I sydkappen (fig. 16) hudflettes Laurentius, 

der står nøgen, bundet til et træ, kun iklædt 

lændeklæde. Tre bødler pisker løs på ham med 

svøber. - I begge svikler er vist et fantasivæsen 

med dyrekrop og skægget mandshoved, i vest 

muligvis tigerkrop. 45 Skriftbåndenes minuskler 

er her trukket op med blyant eller kul, uden at 

indskrifternes ordlyd dog kan læses med sikkerhed. 

I vestkappen torteres Laurentius (fig. 17), ophængt 

i et T-formet kors. To bødler pisker 

hans nøgne krop med ris og en tredje bøjer sig 

for at samle sit ris op. Handlingen bivånes af 

den stående kejser, der bærer samme bøjlekro- 

ne som i forhørsscenen. - I søndre svikkel 

(under kejseren) et monstrøst mavemenneske, 

som forretter sin nødtørft. 46 På skriftbåndet 

over figuren læses første ord: »Ego bl....« (jeg 

__). I nordre svikkel er en kvindelig, turbanklædt 

halvfigur i blomsterkalk. Skriftbåndet 

ulæseligt. 

Nordkappen (fig. 18) viser Laurentius på risten. 

Martyren ligger bundet på jernristen, 

mens flammerne slikker om hans nøgne krop. 

Omkring ham står tre bødler: En knæler ned 

og puster til ilden med blæsebælg, en anden 

står med løftet fork og den tredje synes i færd 

med at udtømme indholdet af en pose, som 

bæres over den ene skulder. Længst mod vest 

står kejseren som tilskuer. - I begge svikler er 

halvfigurer, der udgår af blomsterkalk: i vest 

en mandsperson med en hat, hvis store skygge


Fig. 15-16. Sengotiske kalkmalerier i vestre nordkapel. Scener af S. Laurentius’ martyrium. 15. Østre hvælvkappe. 

16. Søndre hvælvkappe (s. 632). NE fot. 1978. - Late Gothic murals in the westerly north chapel. Scenes 

from the martyrdom of St. Lawrence. 15. East cell. 16. South cell.


Fig. 17-18. Sengotiske kalkmalerier i vestre nordkapel. Scener af S. Laurentius’ martyrium. 17. Vestre 

hvælvkappe. 18. Nordre hvælvkappe (s. 632). NE fot. 1978. - Late Gothic murals in the westerly north chapel. 

Scenes from the martyrdom of St. Lawrence. 17. West cell. 18. North cell.

er krammet op, i øst en konge, som holder 

skriftbånd. 

Baggrunden i Laurentius-scenerne udfyldes 

af stemplede rosetter og forskellige former for 

prik-mønstre. Fra ribbekrydset udgår store 

fantasiblomster. Selve ribberne er dekoreret 

med sparrer, og kappesømmene markeres af 

tre fligede bladduske. 

Billederne er ikke restaurerede, men står til 

gengæld afblegede og savner en række detaljer. 

Maleren, som ikke synes at have arbejdet andetsteds 

på egnen, benytter sig af manierede, 

langlemmede figurer, og stilen kendetegnes 

endvidere af dragternes afskyggede foldekast. 47 

Farverne er okker, orange, rødbrun, grøn og 

sort. 

†Kalkmalerier. 1) O. 1525. De overhvidtede 

malerier på nordkapellets vægge var antagelig 

samtidige med og af samme maler som de 

bevarede på hvælvkapperne. Herpå tyder udsmykningen 

på sydvæggen omkring arkaden 

mod skibet, som kendes fra et fotografi 

(fig. 13). Det viser symmetriske bølgeranker, 

der samles foroven i fantasiblomst; i baggrunden 

indstemplede rosetter, svarende til bag- 

grundsmønstringen i hvælvkappernes hovedscener. 

På de tre øvrige vægge afdækkedes 

friser af figurmaleri, som forneden afgrænsedes 

af en dobbelt afstribning. På vestvæggen, syd 

for vinduet Kristoforus, og nord for vinduet, 

S. Jørgens kamp med dragen. På nordvæggen 

over døren var malet Maria i solgissel, flankeret 

af to stående skikkelser. På østvæggen 

længst mod nord Anna selvtredje?, 48 mens der 

af billedet på den søndre del kun var bevaret 

antydningen af et glorieprydet hoved. På de 

hvidkalkede vægge under billedfriserne fandtes 

to indvielseskors på hver af de tre vægge. 

På arkadens vanger var over for hinanden 

malet to rustningsklædte krigere. Den bedst 

bevarede havde krone omkring hjelmen og 

holdt i den løftede hånd et kort sværd, i den 

anden et skjold med siddende løve som skjoldmærke. 

Den anden kriger var kun dårligt bevaret, 

men syntes udstyret med krigsbasun og 

dyreskind? som attribut. Figurerne har antagelig 

forestillet en gammeltestamentlig konge og 


anden helteskikkelse. Et malerifragment på 

væggen over arkaden antoges af Rondahl at 

stamme fra samme udmaling. 

2) 1500’rne. På langhuskorets sydvæg er påvist 

rester af plantelignende slyngværk, svarende 

til ornamentikken på en plankebeklædning 

bag altertavlen (jfr. s. 638). 

4) Eftermiddelalderlig, heraldisk udsmykning 

i langhuset, se gravminder s. 654. 

INVENTAR 

Oversigt. Af det tidligere righoldige inventar, hovedsagelig 

fra 15- og 1600’rne, er kun en mindre del 

bevaret i kirkerummet, som nu præges af kølig 

enkelhed. Nævnt i kronologisk rækkefølge er der 

tale om følgende træskærerarbejder: Korbuekruci- 

fiks, der ud fra indskrift på †korbuebjælke kan dateres 

til 1529, degnestol fra 1573, alterbordsforside fra 

o. 1575, altertavle med reliefskåret årstal 1612 samt 

den kun lidt yngre prædikestol og døbefonten fra 

midten af århundredet. 1700’rne repræsenteres af 

indgangsdørene til våbenhus og nordkapel, mens 

kirkens stole er fra 1878, da der foretoges en gennemgribende 

restaurering, hvor adskillige værdifulde 

inventarstykker fjernedes, således et pulpitur i 

kirkens vestende, angiveligt for at skabe bedre lyd- 

og lysforhold, og gitteret mellem skib og tårnrum. 

Herinde stod fonten, som måtte flyttes noget mod 

syd for at orglet kunne opstilles ved »vestre gavls 

nordre side«. Det havde haft plads på pulpituret. 

1951-52 gennemgik kirken atter en grundig i- 

standsættelse. Ved denne lejlighed blev krucifiksfiguren, 

som i mange år havde været opbevaret i 

nordkapellet, restaureret og ophængt på skibets 

nordvæg i vestfaget, hvor døbefonten også opstilledes, 

mens degnestolen flyttedes fra den oprindelige 

plads i koret til tårnbuen. Prædikestolen, der havde 

stået i korets sydside med trappe langs væggen, blev 

trukket fri af denne, fik nye spinkle bærestolper, nyt 

rygskjold og opgang. Samtidig fjernedes et stort 

epitafium opsat 1622 og to gravsten fra korets nordvæg. 

Epitafiet og den yngste sten, fra 1575, flyttedes 

til tårnrummet, mens den ældste står i våbenhuset. 

Endelig blev et mindre epitafium fra 1594 befriet for 

senere overmalinger og er nu hensat i den søndre del 

af sakristiet. 

Alterbordet, som støder op til korets østvæg, er 

skjult bag paneler; men så vidt det kan ses på et 

fotografi taget under sidste restaurering 

(fig. 21), består det af en ældre, pudset del af 

munkesten, som mod syd er forøget med en


Fig. 19. Altertavlens topfelt med våbener for Dres- 

selberg og Skinkel samt årstallet 1612 (s. 638). Einar 

V. Jensen fot. 1952. - Top-piece of the altar-piece with 

the coats of arms of the Dresselberg and Skinkel families, 

and the date 1612. 

næsten lige så stor del af små sten, muligvis 

stammende fra den store istandsættelse 1878. - 

Ved restaureringen 1953 fandt man under bordpladen 

et menneskekranium med et hug i issen 

(sml. gravminder, †kalkmalet våben). Kraniet 

afleveredes til Anthropologisk Laboratoium. 

Alterbordsforsiden, fra o. 1575, af fyr, 

105x214 cm, er nær beslægtet med Gislinges, 

og ligesom dér er også den samtidige bordplade 

bevaret, mod østvæggen øget med et 66-70 cm 

bredt stykke. Ved sidste restaurering blev den 

nederste del af sidepanelerne, som er yngre end 

resten, skåret af for at udligne en forskel i 

højden. 

Forsiden deles af toskanske pilastre i tre felter, 

hver rummende en arkadefylding med malede 

fremstillinger. I bueslagene er der rosetter 

med naive ansigtsmasker. Postament og gesims 

brydes af fremspring henholdsvis under 

og over pilastrene. Kortsidernes glatte, rektan 

gulære fyldinger indrammes af profillister. Under 

bordpladens tre frie sider løber en lille 

tandsnitliste. 

Den ældste staffering med tempera på kridtgrund 

står uovermalet på de oprindelige dele. 

Forsidens tre malerier forestiller Isaks ofring, 

Opstandelsen og Kristus som urtegårdsmand 

(fig. 20); 49 under billedernes farve er der spor af 

tegnede udkast, formentlig udført med en art 

oliekridt. Farveholdningen domineres af rødt 

modsvaret af en mørk grøn farve; i øvrigt er 

anvendt adskillige kulører såsom lys gul, blegrød, 

violet og blå. I gesimsfrisen indskrift med 

forgyldte versaler på blå bund: »Sine me nihil 

po/testis facere/ Iohan XV. IT XP«. Af de to 

initialer kan ikke udelukkes, at »XP« er en 

malersignatur, som enten her eller i Gislinge, 

hvor der læses »IP« er forvansket. Postamentet 

har rødbrun masurodring på gullig laserende 

bund; tilsvarende spores på bordpladens beskadigede 

maling. På midten er der rester af bladkrans 

og for enderne af vistnok halvcirkelformede 

bladværksdekorationer malet med rødt 

og grønt. 

Kortsiderne fik ved sidste restaurering fjernet 

en grøn strygefarve og den underliggende 

egetræsmaling, hvorefter de står afrensede. 

Et †alterklæde, fra 1600’rne, af fløjl, sad 1909 

på alterbordet under et yngre klæde. 1926 var 

det fjernet. 30 

Altertavle (fig. 19-20), hvorpå reliefskåret 

16(12). Den anselige tavle er arkitektonisk opbygget 

med firdelt storstykke adskilt af hermer, 

den nederste med præstens initaler, mens 

tilsvarende reliefversaler på postamentvingerne 

formentlig står for kirkeværgerne. I topfeltet 

ses lensmandens, Anders Dresselberg til Vogn- 

serup, og hans hustrus våbener og derover det 

daterende årstal. 

Tavlen hviler på et postament, som tvedeles 

af konsol med englehoved; de to felter, hvoraf 

det nordre er fornyet, rummer reliefskåren kar- 

Fig. 20. Alterparti. Alterbordsforside fra o. 1575 (s. 

636) og altertavle fra 1612 (s. 636). Alterskranke af 

smedejern fra 1700’rne (s. 640). Einar V. Jensen fot. 

1952. - View of the altar. Altar frontal from c. 1575. Altar- 

piece from 1612. Wrought-iron altar rail from the 1700s.

Danmarks Kirker, Holbæk amt 


42


touche med frugter og bladværk, indrammet af 

æggestav. Til siderne fremspring med flade, nu 

tomme mulingeskalnicher på forsiden og kar- 

toucher mod nord og syd. I nordre fremsprings 

nordside ses yngre indskårne versaler: »CN«; 

yderst diminutive vinger med de formodede 

kirkeværgeinitialer, på den nordre »PC«, på 

den søndre »HO«. Postamentfremspringene 

bærer storstykkets korintiske søjler med beslagværk 

i prydbæltet og på brættet bagved. 

Midtfeltet er vandret delt af et kraftigt karnis- 

profileret led; forneden to firkantede felter adskilt 

af herme med palmegren i hånden og lam 

liggende på konsolformet skaft. Herpå re- 

liefskårne initialer TML for præsten Thyge 

Mouritsen eller Marcussen Laulandius. Foroven 

to arkadefelter med beslagværk på de 

udsvejfede pilastre, på bueslagene og i sviklerne. 

Imellem dem herme repræsenterende Styr- 

Fig. 21. Alterbord (s. 635) og panel, nu skjult bag 

altertavlen (s. 638). Marinus Andersen fot. under 

restaureringen 1951-52. - Altar and panel, the latter 

now hidden behind the altar-piece. 

ke. I de rigt udformede storvinger ses en stor 

frugtklase, en lille maske med tøj guirlande i 

flaben, beslagværk og på kanten en lille fugl; 

foroven er anbragt et diademhoved set i profil. 

Gesimsens glatte frise brydes på midten af en 

plade med englehoved; over storsøjlerne sidder 

bøjler med diademhoved. På kronlisten beslagværk. 

Det rektangulære topfelt flankeres af dobbelte 

søjler, der bærer den fremspringende, brudte 

trekantgavl med Frelseren stående på en lille 

konsol. Til siderne vinger med beslagværk og 

en fugl siddende på volut. I midten to re- 

liefskårne våbener for Dresselberg og Skinkel 

og derover årstallet 1612 (sml. †alterkalk, epitafium 

nr. 2 og †kisteplade nr. 3). Øverst topstykke 

med beslagværk svarende til vingernes. 

Store dele af tavlen er forsynet med indstemplede 

mønstre i form af f.eks. stjerner og 

småstreger. I øvrigt har den undergået betydelige 

reparationer, som spores bl.a. i storstykkets 

svære, vandrette led, ligesom dekorative 

elementer synes at være forsvundet. 

Ved restaureringen 1953 blev tavlen afrenset, 

og i storfelterne maledes forgyldte versalindskrifter 

med samme tekst som tidligere, men 

nyere bogstavering på en mørk, brun bund. I 

de nedre felter citater fra 1 Kor. 11, 23-25, i de 

øvre fra Matt. 28, 18-20 og 6, 9-13. En brunlig 

oliebejdse og nye, forgyldte indskrifter fjernedes. 

Af oprindelig kridtgrund fandtes kun y- 

derst få rester. Nogle blyantindskrifter på tavlens 

bagside meddelte: »I Juni Maaned blev 

Kjerken kjøbt af Kundby Beboer Aar 1890«, 

»C Dinesen (?) hvidtede her den 11 Juli 1890« 

og »Reparene(!) af Tejlman Jensen af Kundby 

1926«. 

På østvæggen bag ved altertavlen findes et af 

fyrrebrædder sammensat panel (fig. 21) indføjet 

mellem to lodrette egestolper, nu ca. 135x110 

cm. Indtil restaureringen sås derpå en malet 

dekoration bestående af brunrødt rankeværk i 

store sving, udført direkte på træet og svarende 

til †kalkmalet dekoration på korets sydvæg, 

formentlig stammende fra senmiddelalderen. 

Ved en misforståelse hvidmaledes pladen før en 

nærmere undersøgelse.


Fig. 22-24. 22. Alterkalk (s. 639). 23. Sygesæt (s. 639). 24. Alterstage skænket 1636 (s. 640). NE fot. 1978. -22. 

Altar chalice. 23. Sacramental set for the sick. 24. Altar candlestick presented in 1636. 

Om stykkets anvendelse kan kun gisnes. 

Muligvis er der tale om bagklædningen fra en 

ældre altertavle, eller del af en himmel over 

altertavlen. Tilsvarende findes endnu et par 

steder i Nordjylland, f.eks. i Tved og Solbjerg 

kirker; 51 det skal dog bemærkes, at der her er 

tale om fladloftede kirker, hvor urenheder fra 

loftet skulle stoppes. 

Altersølv. Kalk (fig. 22), med fod og knop fra 

1650-1725, bæger fra 1829. 52 Den svære fodplade 

har seks indsnit, som fortsætter på den 

flade fod; denne er hamret op i keglestubform, 

der når lige til knoppen, uden mellemliggende 

skaftled, og fra øverst til nederst er delt af seks 

brede furer. Den flade knop er udformet med 

foldeværksagtige grater og seks små, glatte 

rudebosser. Mellem knoppen og det store fornyede 

bæger sidder cylinderformet skaftled. På 

fodpladen ses to ens, slidte stempler, hvori 

sammenskrevet NF eller snarere NE, som kan 

stå for Niels Enevoldsen, København (Bøje 

169). Da der ikke er noget Københavnsmærke, 

bør det snarest tydes som Næstveds bymærke 

(Bøje 2161). Her vides Dionis Willadsen at 

have udført alterkalke med tilsvarende fod men 

afvigende knop. 53 

Disk, samtidig med kalkens fod. Tvm. 15,5 

cm, nærmest skålformet med 2 cm bred fane, i 

øvrigt glat. Under bunden stempler svarende 

til kalkens. 

Ske, 1902, med tre stempler: mestermærke 

for A. Fleron, Københavnsmærke (19)02 og 

guardeinmærke for Simon Groth. 

Vinkander. 1) Muligvis anskaffet efter synets 

anmærkning 1883, 39 af plet, cylinderformet, 

med høj, rigt profileret fod. På låget latinsk 

kors. I præstegården. 2) 1925(?), af plet. †Vinkander. 

1662 blev to tinflasker omgjort i Roskilde, 

og 1667 blev kirkens tinflaske til vin omstøbt 

ligeledes i Roskilde og forøget med en 

mark tin. 18 1845 anskaffedes en alterkande af 

porcelæn. 39 

Sygesæt (fig. 23), bestående af kalk og disk 

samt vinbeholder med oblatskruegemme. Højde 

12,5 cm og 16 cm, når vinbeholderen med 

oblatgemmet sidder på plads i kalkens bæger. 

Den sekstungede fod med profileret standkant 

kan stamme fra 1500’rnes senere del, mens 

resten af sættet er fra 1789. Kalken mangler 

nedre skaftled, det øvre er trindt, den midtdelte 

knop ligeknækket med seks sider. På bægeret 

og på vinbeholderen ses graveret indskrift med 

skriveskrift: »Kundbye-Kirke«, mens man på 

en af fodtungerne og på oblatæskens låg læser: 

42*


»WAH 1789«. Glat disk, 9 cm i tvm. Under 

bunden indskrift svarende til kalkens. Desuden 

ses fire stempler: halvt slidt mestermærke antagelig 

for Jens Jensen Viol (Bøje 675), Køben- 

havnsmærke (17)89, guardeinmærke for Frederik 

Fabritius og månedsmærke skytten. 

†Alter- eller sygekalk, fra o. 1595, kendt fra en 

skitse, som opbevares ved embedet. 54 Den viser 

en kalk med sekstunget fod, vistnok trindt 

skaft brudt af fladtrykt knop og med samtidigt 

bæger. På fodtungerne graveret versalindskrift: 

»Anno (15)95 lod Anders Dresselberg til 

Wognservp giøre h(!)ene Kalck og Disch til 

Kvndby Kircke paa Kirckens oc sognemende- 

nis Bekosting (!)«. 

Alterstager (fig. 24), med graveret årstal 1636. 

Højde 64 cm. Hver af de store barokstager 

hviler på tre liggende løver, der ved hjælp af en 

lille tap i ryggen er fastgjort til et hul i fodpladen. 

På denne ses graveret versalindskrift: 

»Kvndbie Kirck 1636«. 1662 fik Søren Smed i 

Bjergby 3 mk. for at kunne færdiggøre den ene 

lysestage, og 1667 blev »den ene stage« repareret 

for 1 mk. 8 sk. 18 

Messehagel, 1800’rne, af rødt fløjl med guldkors 

og -kanter. 

Alterskranke, fra 1700’rne, af smedejern, ret- 

kantet, forsiden med fire fag, kortsiderne hver 

to, adskilt af runde, lodrette standere, som 

ender i messingvase, hveranden med flamme. 

Den vandrette overligger er ligeledes af rundjern 

(sml. fig. 20). 

Fonten (fig. 26), fra o. 1650, af eg og lidt fyr, 

nu 90,5 cm høj, har oprindelig været et meget 

rigt udstyret stykke. Den er formet som et 

ottekantet bord, der bæres af kvindelige hermer. 

I midten en ottekant med arkader hvis 

pilastre og bueslag nu fremtræder glatte, men 

med spor af pålimede, udsavede ornamenter; 

tilsvarende har smykket postamentet. Over arkaderne 

er fundet antydning af svungne gavle 

og på fodstykket foran felterne mærker efter 

rektangulære postamenter, som måske har båret 

fremstillinger af dyderne, hvis navne er 

malet i gesimsfrisen. De kvindelige hermer, 

der står på små fremspring, har volutarme og 

over hovederne kapitæler med udtrukne volut- 

ter (fig. 25). Skafterne smykkes af englehoved 

hvorunder frugtklase; på siderne er der fundet 

spor af halvrundstave. En lignende, men enklere 

font står i Gaunø slotskapel. 55 

Siden restaureringen 1951-52 fremtræder 

fonten med en dengang fremdragen staffering 

fra 1800’rne, bestående af rødt, hvidt og forgyldning 

samt sort i arkadefelternes bund. Gesimsfrisens 

dydenavne er udført med forgyldte 

versaler på sort bund: »Charitas«, »Spes«, »Fides«, 

»Patientia«, »Temperantia«, »Fortitvdo«, 

»Prvdentia« og »Ivstitia«. Oprindelig har fonten 

tilsyneladende stået med en partiel bemaling, 

hvor de rige pålagte ornamenter har virket 

lyse på mørk bund. Gesimsens englehove- 

der og hermernes nøgne dele havde hudfarve, 

frugtbundterne rød og grøn sølvlazur samt ægte 

forgyldning udført direkte på træet. 56

Fig. 25. Herme på døbefontens 

pilasterskaft 

(s. 640). NE fot. 1978. - 

Term on font. 

Fig. 26. Døbefont 

(s. 640). Einar V. Jensen 

fot. 1952. - Font. 

Placeringen er kun omtalt 1877 i forbindelse 

med fontegitteret; heraf fremgår, at den da stod 

i tårnrummet. 57 Synet 1899 foreslog, at den 

flyttedes til korets nordvestlige hjørne, hvor 

den ses på fotografi fra 1929. 1952 opstillet 

foran den blændede arkade til vestlige nordkapel. 

†Font. Resterne af en romansk fontekumme, 

af granit, stod 1918 ved forpagterboligen på 

Vognserup. 58 Den havde rundstav under mun- 

dingsranden og en krans af vifteagtige blade i 

højt relief om det nedre parti, muligvis som 

Ørslev (Løve hrd.). 

Dåbsfad, anskaffet 1855, 39 af messing, tvm. 

51 cm, med hvælvet, påloddet bund. †Dåbsfad, 

af tin, uden indskrift, nævnes 1767. 59 1834 omtales 

to dåbsfade. 39 

Dåbskande, jævnaldrende med fadet, af mes 


sing, svarende til bl.a. Søndersted (s. 411 med 

fig. 13). 

Af et (†)fontegitter 60 er bevaret to fløjdøre med 

tilhørende dørstolper (fig. 27); et topstykke 

med Christian IV. s kronede monogram 

(fig. 33) hører antagelig også hertil. Dørene har 

forneden et fast panel med arkade, hvis pilastre 

er opløst i bruskværk. I sviklerne sidder store 

englehoveder. Over et gesimsled har hver 

dørfløj to drejede balustre af træ. De flankerende 

dørstolper smykkes ligesom midtposten af 

kvindehermer, hvis skafter består af rigt bruskværk, 

hvori indgår store masker og udtrukne 

volutter. Det høje fodstykke, som hermerne 

står på, er opløst i en stor maske. Topstykkets 

bruskornamenter og volutter indrammer glat 

ovalfelt med kronet C4. 

Et fontegitter nævnes første gang 1767, da


Fig. 27. Dele af fontegitret, henstillet i østre nordkapel 

(s. 641). Victor Hermansen fot. 1929. - Parts of 

the font screen in the easterly north chapel. 

fonten var meget smukt aflukket med tralværk, 

uden at det oplyses, hvor den står. 39 Næste 

gang er 1877, da gitterværket for baptisteriet 

foreslås borttaget; 39 året efter bliver gitteret 

mellem tårn og kirke 61 fjernet og anbragt langs 

væggene i det Levetzauske gravkapel, d.e. ø- 

stre nordkapel. Herfra er resterne 1974 sammen 

med andre ting bragt til Nationalmuseets magasin 

i Esrum. 

To *frisestykker, hver 8 cm høje og 60 cm 

lange, af eg, med plantestængler, blade og udtrukne 

volutter skåret i højt relief omkring 

maske. På grundlag af de foreliggende oplys 

ninger, kan det ikke afgøres, hvor stykkerne 

kommer fra. I Nationalmuseet. 62 

*Mosesfigur 60 (fig.29a-b), fra 1600’rnes anden 

fjerdedel, 50 cm høj, med venstre fod på lille 

postament. I højre hånd holder han lovens 

tavler, venstre er fornyet. Ned gennem ryggen 

ses en hulkel (for at undgå revnedannelser), 

som har været lukket med et bræt. Han har sort 

hår og er iklædt rød kjortel hvorover mørkebrun 

kappe, der dog ligesom håret er rød på 

bagsiden. 

Figuren kan tænkes at have stået på †korgit- 

teret eller muligvis fontegitteret. 63 1894 stod 

den i østre nordkapel, og 1974 blev den bragt 

til Nationalmuseets magasin i Esrum. 

Korbuekrucifiks (fig. 28a-b), fra 1529 eller kort 

forinden, ifølge indskrift på korbuebjælken, 64 

der nu er forsvundet ligesom korstræet. 

Figuren er ca. 170 cm høj og udført i samme 

værksted som bl.a. krucifikserne i Kvanløse og 

Store Tåstrup (s. 118 og 333), af hvilke det 

sidste har bevaret både korstræ og sidefigurer. 65 

Kristi hoved er faldet ned mod højre skulder, 

således at en hårlok hænger ned foran skulderpartiet, 

mens den tilsvarende i venstre side er 

strøget om på ryggen. Det er som om hovedet 

ved sin vægt tynger højre side lidt længere ned 

end venstre; begge arme er skråt strakte, fingrene 

krummede. På hovedet stor, åbent snoet 

tornekrone med huller til †torne. 66 Hår og skæg 

er bølget, øjne og mund lukket. Den knudrede 

brystkasse har indfældede brystvorter og vunde 

skåret i højre side. Stramtsiddende lændeklæde 

med vandrette folder, den ene flagresnip 

mangler, men på figurens bagside ses indskæring 

til dens fastgørelse. De lange ben har store, 

overlagte fødder, med højre øverst og én nagle 

igennem. I den rundt udførte figurs ryg er 

boret huller i tre lodrette rækker; en tilsvarende 

række findes i hvert af benene (fig. 28b). 67 

Ved Einar V. Jensens undersøgelse og istandsættelse 

1951-52 sås små rester af oprindelig 

staffering på kridtgrund: ligfarve med anvendelse 

af grønt, på håret brunt og på tornekronen 

grønt. Farverne egnede sig ikke til bevaring, 

hvorfor figuren afrensedes og ophængtes 

på skibets nordvæg i vestligste fag, hvor døbe


Fig. 28a-b. Korbuekrucifiks fra 1529 (s. 642). a. Forfra. Victor Hermansen fot. 1929. b. Bagfra. Einar V. Jensen 

fot. 1952. - Chancel arch crucifix from 1529. a. front. b. back. 

fonten står. Tidligere opbevaredes den i nordkapellet, 

hvor det allerede 1894 var henstillet 

uden korstræ. 

†Korbuebjælke er nævnt endnu 1772, da præ- 

steindberetningen 68 bl.a. meddeler: over kordøren 

et krucifiks med underskrift: »Respice, 

qvi transis, qvia tu mihi causa doloris, en mo- 

rior pro te, peccatum desine pro me A° D ni MD 

vigesimo nono« (Flygtige vandrer, betænk: Du 

blev grund til min smerte og kummer. Ser du: 

Jeg døde for dig! Ophør at synde for mig! Det 

Herrens år 1529). 

†Korgitter eksisterede formentlig 1772, 68 da 

præsteindberetningen meddeler følgende: 

»Over kordøren et krucifiks med underskrift 

...«. Herimod taler ikke en ældre indberetnings 

omtale (1758) 64 af (samme) indskrift på korbu- 

ebjælken, som kan være identisk med korgitterets 

overligger. 

Prædikestolen, fra 1600’rnes første årtier — en 

fylding fra døren til opgangen har malet årstallet 

1626 - har gennemgået adskillige ændringer 

i tidernes løb. Den består i sin nuværende 

reducerede form af fem fag, hvoraf det ene for 

størstepartens vedkommende stammer fra restaureringen 

1951-52; det samme gælder bærestolperne, 

opgangen og rygpanelet, mens himlen 

er den oprindelige, som dog har mistet 

topstykkerne. Opbygningen er traditionel, bestående 

af postament, storstykke og gesims.


Fig. 29a-b. Mosesfigur, muligvis fra †korgitter eller fontegitter (s. 642). a. Forfra. b. Bagfra. NE fot. 1981. - 

Figure of Moses, possibly from †chancel screen or from the font screen. a. front. b. back. 

Storfelternes hjørner markeres af fritstående 

søjler, der står på fremspring smykket af flad- 

snit; tilsvarende findes på søjlernes prydbælter 

og på storfelternes arkadepilastre, mens der i 

bueslagenes svikler sidder englehoved. Foran 

arkadernes glatte bagvæg står statuetter forestillende 

Frelseren flankeret af evangelisterne 

med deres symboler (fig. 30). Gesimsen brydes 

på hjørnerne af konsoller med diademhoved; 

på den karnissvungne kronliste ses fladsnit som 

på søjlerne. 

Himlen er regelmæssig sekssidet med gennemløbende 

gesims og æggestav under den 

fremspringende kronliste. Undersiden har 

småkonsoller langs kanten og i midten sekssidet 

felt dannet af profillister og svævende due. 

To topstykker med renæssancekartouche (nu i 

Esrum) skal stamme fra lydhimlen. 

Ved sidste restaurering genfremdrog og 

istandsatte Einar V.Jensen den ældste staffering, 

der var malet dels direkte på træet, dels på 

kridtgrund; sidstnævnte brugt de steder, hvor 

der er metal. Hovedvirkningen er guld og rødt 

med anvendelse af gråt og sort, men der er 

benyttet mange farver: rød og grøn sølvlazur, 

klart sølv på storfelternes figurer, violet i flere 

toner samt lidt blåt, og sort som bund i posta- 

mentfelterne og gesimsen, hvis indskrift 69 med

forgyldte versaler lyder: »(1. Pet. 8.) V Pasce 

gregem Chr(isti) et cvram illiq(us) age (1636)« 

(frit efter 1 Pet. 5,2: vær hyrder for Guds hjord 

hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje). I 

postamentfelterne læses storfeltfigurernes navne: 

»S. Mathævs«, »S. Marcvs«, »Salvator 

mvndi« (under Lukas) og »S. Lvcas« (under 

Johannes). 

I forbindelse med stolens ændring allerede 

1636 (jfr. gesimsfrisens indskrift) foretoges reparationer 

af den oprindelige staffering, bl.a. 

blev der på grund af figurernes flytning (se 

nedenfor) malet nye navne i postamentfelterne. 

De var som de nuværende med forgyldte versaler 

på sort bund: »S. Mathe/vs«, »S: 

Mar/cvs«, »Salvator/Mvndi« og »S: Lvcas«. 

Gesimsens oprindelige indskrift behøvede ikke 

at forandres. 

En staffering med rødt og guld som hovedvirkning 

ansås for at stamme fra o. 1800 og var 

muligvis udført i to omgange. Yngst var en 

egetræsmaling »Malet af Malersvend P. Andersen 

1878« ifølge indridsning på bræt under 

stolens gulv. 70 

De ovenfor meddelte indskrifters antydning 

af, at en ændring af stolen har fundet sted 


allerede 1636, blev bekræftet ved konservators 

undersøgelser i forbindelse med restaureringen 

1951. Samstemmende hermed giver indberetningerne 

1758 64 og 1767 59 indtryk af en mere 

kompliceret opbygning, hvoraf nogle dele er 

bevaret (nu i Esrum). 60 

1758 64 hedder det: Prædikestolen er midt i 

kirken og på den lange gang, som er til den, er 

afmalet med sindbilleder disse dyder: Fides, 

Spes, Charitas, Justitia, Prudentia og Fortitu- 

do. Derover står: »Si qvis sermonem mevm 

servaverit non gvstabit mortem in æternvm« 

(om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al 

evighed ikke smage døden (Joh. 8,52)). 71 På 

stolen står udhugget Mattæus, Markus, Salvator, 

Lukas og Johannes. Derover læses : »1. Pe. 

8.5. Pasce gregem Christi et curam illius age 

1636« (jfr. indskriften i stolens gesimsfrise). 

Over døren til prædikestolen står i et blåt felt 

C4, nedenunder: »Via vitæ Christus Joh. 14«, 

på døren »A: Z: R: v: P: H: R: G:« og et 

dobbelt våben »Ao 1624«. 

Af den her beskrevne opbygning forefindes 

gesimsen fra den lange gang med sindbilleder 

og et af arkadefelterne, som nok oprindelig har 

siddet i det fag, hvor gangen og prædikestols- 

Fig. 30. Statuetter fra prædikestolens storfelter: Mattæus, Markus, Frelseren, Lukas og Johannes (s. 644). Einar 

V. Jensen fot. 1952. - Statuettes from the large panels of the pulpit: Matthew, Mark, the Saviour, Luke and John.


kurven stødte op til hinanden. Gesimsfrisens 

indskrift med forgyldte versaler på sort bund er 

meddelt ovenfor; den brydes af konsoller med 

diademhoved, som har siddet over de søjler, 

der adskilte fagene. 

Arkadefeltet (fig. 31) svarer i opbygning og 

udførelse til prædikestolens. I postamentet var 

malet: »S. Iohannes«, men 1951 afdækkedes 

den oprindelige indskrift: »Temperantia« refererende 

til storfeltets malede fremstilling af 

Mådehold, som bærer hvid kjole med rødt 

skærf og rød kappe, desuden ses æblegrønt. 

Dette dydebillede er ikke nævnt 1758, men det 

er derimod Johannesfiguren, som således må 

antages allerede 1636 at være opstillet i dette 

fag. Samtidig er postamentets indskrift blevet 

ændret, så at den svarede til evangelistfiguren 

ovenover, og årstallet 1636 er indføjet i gesimsfrisen. 

I forbindelse med fjernelsen af det oprindelige 

Johannes-fag har statuetterne af Frelseren 

og Lukas ligeledes skiftet plads. 

Af den omtalte dør til prædikestolen er bevaret 

en *fylding, 72 nu i profileret ramme, med 

malet dobbeltvåben for Rabe og Grubbe; derover 

initialer for A(lek)z(ander) R(abe) v(on) 

P(apen)h(eim) og R(egitze) G(rubbe). Under 

våbenerne er angivet »Anno 1626«. Uoverensstemmelsen 

i tidsangivelsen skyldes antagelig 

senere ukorrekt opmaling, hvilket også gør sig 

gældende for våbenernes vedkommende. Fyl- 

dingsbunden er sort, indskriften med gule versaler, 

ravnen sort på gylden bund, og Grubbes 

zigzagdelte skjold rødt over gyldent. Akantus- 

løvet er malet rødt og gyldent. 

Christian IV. s monogram, som skulle være 

over døren er næppe identisk med et eksisterende 

topstykke, der ifølge sin udførelse snarere 

må have hørt til fontegitteret (s.d.). Derimod 

kan et topstykke med reliefskåren fremstilling 

af de tre løver fra rigsvåbenet tænkes at 

stamme herfra foruden to med kassetteværk. 

De nærmere omstændigheder ved stolens 

første opstilling lader sig næppe afklare endegyldigt, 

ligeså lidt som spørgsmålet hvorvidt et 

herskabspulpitur, som Frederik Parsberg 1632 

fik tilladelse til at opføre ved kirkens nordside, 

kan have haft indflydelse på de 1636 udførte 

ændringer. 73 Dog må det antages, at stolen 

siden dette tidspunkt har stået ved skibets sydvæg 

i tredje fag fra øst, hvor der endnu ses spor 

efter den i murværket. I overensstemmelse hermed 

flyttedes den 1878 fra »et sted midt på 

sydvæggen højere op mod koret«, 74 hvor den 

stod ved væggen hvilende på en sekskantet 

bærestolpe med tilsvarende underbaldakin og 

trappe med rækværk af spinkle balustre. 1952 

fik den en ny fri opstilling udført efter tegning 

af arkitekt Marinus Andersen. 

Stolestader fra 1878, 39 åbne, med lodrette ryglæn. 

Gavlene er glatte med spærformet afslutning 

og forsænket arkadefelt. De fremtræder 

afsyrede, fyldingerne røde med sort ramme; 

gavlenes afdækning og salmebogshylderne er 

ligeledes sorte. 

*Stolegavle. 1) Fra 1588. Af denne gavl er 

kun den øvre del med reliefskåret dekoration 

bevaret og endda afbrudt i siden og foroven. I 

forsænket rektangulært felt er fremstillet Billevåben; 

under det ses årstallet 1588 og over det 

initialerne »FDLM«, der står for »fru Dorte 

Lindenovs mødrene« våben, idet hun var datter 

af Margrete Clausdatter Bille og Christoffer 

Johansen Lindenov. 75 

Gavlen blev 1946 fundet i Holbæk i en ejendom 

opført 1879 af en tømrermester, der arbejdede 

i Kundby kirke ved restaureringen 1878. 

1947 købt til Holbæk Museum (inv. nr. 8.116). 

I præsteindberetningen fra 1758 64 er denne 

stolegavl beskrevet sammen med tre andre 

†gavle, hvorpå ligeledes læstes 1588 under et 

våben og derover initialerne »FLF« og »FLM« 

for »Frederik Langes fædrene« og »mødrene« 

våben og »FDLF« for »fru Dorte Lindenovs 

fædrene« våben. Stolene stod da forrest »lige 

for prædikestolen«. 

2) Formentlig også fra 1580’rne, med spærformet 

afslutning, der har rester af tre toptinder. 

På forsiden to kannelerede halvsøjler, 

hvorimellem udsparet, afrundet felt med reliefskåret 

Grubbe-våben hvorover initialerne 

»FMGF«, »fru Mette Grubbes fædrene« våben. 

76 Under våbenet og på dets sider hænger 

små, regelmæssigt fligede blade. Tilsvarende 

gavle, fra 1580’erne, findes i Fårevejle (Ods

hrd.), hvor der i topstykkernes trekantgavle 

sidder fremspringende hoveder, hvortil paralleller 

findes på prædikestolen i Tuse. Gavlen 

står afrenset. Siden 1897 i NM2 (inv. 

nr. D3643). 

(†)Stolegavle. Indtil restaureringen 1951-52 

var der i koret fire stolegavle med barokke 

reliefskæringer på topstykkerne (fig. 32). Bevaret, 

men ude af brug, 77 er endvidere en stolestadelåge, 

60 hvis arkadefelt har udsvejfede pilastre, 

der foroven ender i hundehoved over volutter. 

I bueslaget fladsnit hvori indgår rovfuglehoved. 

Egetræsmalet. 1974 bragt til Nationalmuseets 

magasin i Esrum. 

†Stole. 1662 nævnes provstens og kongens stol, 

og 1668 forfærdigedes en stol på pulpituret til 

præstens børn. 18 

Degnestol, med reliefskåret årstal 1573, nu på 

to fag, med nyt fodbræt. Forsiden har fire 

fyldinger, af hvilke de to nederste er glatte, 

mens de øverste har skæringer, mest fligede 

blade, der vokser tilfældigt op af et par vaselig- 

nende figurer, desuden mands- og kvindehoved 

set i profil, i hver sin fylding. Bladenes 

udformning svarer til Grubbe-våbenets på 

*stolegavl nr. 2. I gesimsfrisen indskrift med 

reliefversaler, som fortsætter i tre linjer på den 

ene gavl: »Iens Tommesen k(irke) w(ærge)« 

»lod gøre / den(n)e stol / an(n)o 1573«. Nedre 

del af denne gavl er fornyet. Den anden har 

foroven indskåret cirkelfelt hvori primitivt udført 

hoved i kontur. Længere nede er indridset: 

»Lavritivs ... honis ... o 1615« og på bagsiden: 

»Gehl«, »1631« over initialer, måske »HS« og 

»1633« i forbindelse med bomærke hvori indgår 

bogstaverne »H« og »S«. Under fire yngre 

farvelag afdækkedes 1952 en partiel staffering, 

hvor bunden i forsidens felter og i gavlens 

skårne bogstaver er mønjerød, mens den i gesimsens 

indskrift er grøn. Mandshovedets konturer 

er sorte ligesom cirklen udenom. 78 Tidligere 

i koret, hvor den 1666 omtales i forbindelse 

med et vindue ved den søndre side, 18 siden 

sidste restaurering i skibets nordvestre hjørne. 

†Herskabspulpitur? 1632 fik Frederik Parsberg 

til Vognserup tilladelse til på egen bekostning i 

den nordre side af kirken at opsætte et pulpitur 


Fig. 31. Felt fra prædikestolens opgangspanel med 

malet fremstilling af Mådehold (s. 646). Einar V. Jensen 

fot. 1952. - Panel from the pulpit’s stair-rise with a 

painting of Temperance. 

til stolestade for sig og sine efterkommere. Det 

måtte ikke bygges til besvær for nogen, og han 

og hans efterkommere skulle selv holde det 

vedlige uden tynge for kirken. 79 Et sådant pulpitur 

er ikke omtalt i indberetningerne fra midten 

af 1700’rne. 

Langs korets vægge sad indtil 1951 paneler fra 

1600’rne, for en del noget omdannet, med rektangulære 

fyldinger, større foroven og mindre 

forneden, kronet af gesimsliste med tandsnit og 

æggestav. Tidligere flankeredes østvæggens to 

døre af riflede pilastre med profilkapitæler og »i 

fodbælterne« fladsnitsbladværk omkring dia


mantkvader. På skibets væg var 1894 bevaret 

rester af lignende panelværk, som på sydsiden 

var efterlignet i puds. 

†Kister. En kiste i kirken er omtalt 1661, da 

en ny nøgle anskaffedes, og året efter, da der 

igen købtes ny nøgle og lås til denne kiste. 1665 

fik kisten i sakristiet en lås, og 1668 nævnes 

kisten, som messeklæderne ligger i. 18 

Pengeblok, fra 1600’rnes første halvdel, ikke 

ulig blokken i Herstedvester fra 1643. 80 Nuværende 

højde over gulvet 91 cm. Firkantet med 

affasede hjørner på den nedre halvdel, øvre del 

er forsynet med vandrette jernbånd og ét lodret 

på hver side; i forsiden låge, der er jernklædt 

ligesom oversiden hvori pengetragt med bøjle 

over. 81 Grå, med sorte jernbånd. I våbenhuset, 

vest for døren ind til kirken. 

To pengebøsser, formentlig anskaffet kort efter 

1856, da bøsser manglede, 39 af sortmalet 

blik. Den ene i skibet, vest for indgangsdøren, 

den anden ligger i degnestolen. 

Dørfløje. 1) (Fig. 34) fra 1770-80’erne. Dørfløjen 

er samlet af to halvdele. I ydersidens 

øvre, rundbuede felt, der indrammes af kuglestav, 

ses feston ophængt i to sløjfer, mens det 

nedre med sit udbuede kommodesving hvorpå 

karvskåret rudemønster, virker som fodstykke 

for det øvre. Imellem de to er et smalfelt med 

reliefskåret slyngbånd. En nedre profilliste er 

savet af, muligvis i forbindelse med fløjens 

anbringelse på nuværende plads, 82 da nemlig 

hverken denne eller dørfløj nr. 2 kan formodes 

at være udført med henblik på deres nuværende 

placering. Det lader sig dog ikke afgøre, om de 

f.eks. har været brugt i forbindelse med et af 

nordkapellernes indretning til gravkapel. 

Indersiden har to kvadratiske fyldinger indrammet 

af profillister. Ydersiden er blygrå med 

lysere detaljer, indersiden lysegrå. Indgangsdør 

til våbenhuset. 

2) Fra 1770-80’erne. Fløjdør hvis nedre felter 

er udformet som på dørfløj nr. 1, men ikke 

oprindelig er samhørende med resten af døren, 

der foroven har glatte spejlfyldinger. Indersiden 

er glat med to vandrette revler. Udvendig 

blygrå med lysere enkeltheder, indvendig 

brun. Til vestre nordkapel. 

3) O. 1850, fløjdør, med fem fyldinger, der 

skiftevis er store med almindelig affasning og 

lave udformet som et fladt afvalmet tag. Lysegrå 

på begge sider. Mellem våbenhus og skib. 

4-6) Antagelig fra kirkens restaurering 1926. 

Til sakristiet. 

(†)Pulpitur, 60 fra o. 1625. Bevaret er to forsidepaneler, 

hver ca. 345 cm lange og 120 cm 

høje. De har ialt 12 arkadefelter adskilt af søjler 

svarende til prædikestolens, med prydbælte 

hvori fladsnit. Søjlerne står på høje postament- 

fremspring og bærer den udkragede gesims, 

der har pærestav under kronlisten. I oversiden 

ses indridsede initialer og årstal, bl.a. »1692 

TPS«. Den glatte frise afbrydes over søjlerne af 

klods med rudebosse. Postamentets indskriftfelter 

indrammes af profilliste med æggestav- 

lignende dekoration. Arkaderne har skællagte 

skiver på pilastre og bueslag. I felterne ses mere 

eller især mindre velbevarede, malede apostelfremstillinger, 

som kan identificeres ved hjælp

Fig. 32. Topstykke fra 

stolegavl (s. 647). Victor 

Hermansen fot. 1929. - 

Top-piece from bench-end. 

Fig. 33. Topstykke, muligvis 

fra fontegitret 

(s. 641). Victor Hermansen 

fot. 1929. - Top- 

piece, possibly from the 

font screen. 

af navnene i gesimsfrisen: »S. Petrvs«, fremstillet 

med nøgle, »S. Andreas« med kors, »S. Ia- 

cobvs maior«, vandringsmand med hat hvorpå 

muslingeskal og i hånden åben bog, »S. Iohan- 

nes« med kalk, »S. Thomas«, »S. Iacobvs minor«, 

»S. Philippvs«, »S. Bertholomevs«, 

»S. Mathevs«, »S. Simon« med sav, »S. Ivdas 

Thadevs« og »S. Mathias« med økse. De tilsvarende 

latinske indskrifter i postamentfelterne 

har lidt en del skade. Ligesom gesimsens er de 

udført med forgyldte versaler på sort bund og 

gengiver den apostolske trosbekendelse. 

Panelet er rødt med sort på arkadernes pila- 

stre og bueslag. De medtagne apostelmalerier 

er udført på mørk baggrund. 

Pulpituret omtales 1767, 59 uden at dets placering 

opgives, men en opgang fra våbenhuset 

med dør i skibets sydvæg viser, at det har været 

placeret vestligst i skibet. 1877 ønskedes det 

borttaget, da det »forhindrede lyden fra prædikestolen 

og lyset fra vinduerne«. 39 


Orgel, bygget 1972 af I. Starup & Søn, København. 

10 stemmer, fordelt på hovedværk, 

brystværk (med trinbetjente låger) og pedal. 

Prospektpiber af kobber og tinlegering. Facade 

tegnet af orgelbygger Albert Lang. I tårnrummet. 

†Orgel, skænket o. 1839 af kammerherre 

van Deurs til Frydendal. 39 1 878 flyttedes orglet 

fra pulpituret til »vestre gavls nordre side«. 12 

*Orgel, fra o. 1910-20, af ukendt fabrikat. Seks 

stemmer og én transmission, ét manual og 

pedal. Disposition: Manual: Bordun 16’, Principal 

8’, Gedackt 8’, Salicional 8’, Celeste 8’, 

Oktav 4’. Pedal: Subbas 16’ (transmission). 

Superoktavkoppel i manual, koppel manualpedal, 

svelle. Pneumatisk keglevindlade. Det 

oprindelig fritstående spillebord indbyggedes 

1937 i orgelhusets underdel. Ved restaureringen 

1952 flyttedes orglet til tårnrummet fra sin 

hidtidige placering ved skibets nordvæg, hvor 

det delvis var indbygget i det østre nordkapel. 83 

I privateje.


Fig. 34. Dørfløj til våbenhuset (s. 648). NE fot. 

1978. - Door to the porch. 

Salmenummertavler. 1) 1800’rne, bestående af 

to hele og et halvt bræt sammenholdt af to 

smalle revler på bagsiden, og med udsavning 

foroven. Sortmalet, med hvid, vandret stribe 

på midten; tallene skrives med kridt. Ude af 

brug. 2) Begyndelsen af 1900’rne, nybarokke. 

Halvsøjler indrammer tavlen, der krones af lavt 

topstykke med volutter. Søm til brikker hvorpå 

malede tal. Tavlen er hvidmalet, søjler og 

topstykke lysegrå, brikkerne hvide med sorte 

tal. 

Kirkestævnetavle, 1800’rne, glat med udsavet 

topstykke. Med hvid fraktur på sort bund er 

malet: »Kirkestævne!«. I våbenhuset. 

Lampetter, fra 1951-52. Fire †lysekroner 

skænkedes af møller Carl Hansen 1914, da der 

blev indlagt elektricitet i kirken. Kort efter 

1907 havde han bekostet ti petroleumslamper. 84 

†Tårnur, tidligst omtalt 1661. En ny urskive 

udførtes 1668, den maledes i Holbæk og opsattes 

af Søren Smed i Bjergby. 18 1777 havde uret 

været ubrugeligt i ca. 100 år. 40 

Klokker. 1) 1653, støbt i Århus. Tvm. 105 

cm. Om halsen indskrift i tre linjer indrammet 

af bladfriser: »Denne klock hafver w(el)b(årne) 

Fridrick Pasbereg til Vogstruo ladet støbe af ny 

mesten dil paa kierckens bekosting, en dil haf- 

(v)er hans w(el)b(årenhed) der til gifven, och 

nog en hafver af sognne mendene til hiolpen 

kircken til ere oc mingheden til gafen«. På 

legemet er afbildet tre våbener flankeret af cifrene 

»1653« og initialerne »FMDB«, »FPB« og 

»FSK« for fru Mette Dresselberg, Frederik 

Parsberg og fru Sofie Kaas (sml. kisteplader 

nr. 1, 2 og 3). På slagkanten læses: »... Hansen 

Aarhus« for Jørgen Hansen fra Århus, som 

formentlig har været en omrejsende klokkestøber. 

85 Et par af hans jyske klokker, i Søften og 

Folby, 86 minder såvel ved formen som ved den 

noget ubehjælpsomme indskrift, med jysk 

islæt, om klokken i Kundby. Hankene har 

sildebensmønster. 

2) 1850, omstøbt af ældre klokke, tvm. 92 

cm. Ifølge indskrift over slagkantens profillister 

»Støbt paa Frederiksværk af I. Krog«. Under 

egebladsfrise om halsen læses: »F v Deurs 

1850« henvisende til kirkeejeren på Vognserup. 

Profilerede hanke. 

Begge klokker er ophængt i vuggebom, ved 

Aug. Nielsen Roslev 1938. 

†Klokker. 1) 1528 afleveredes en klokke ved 

klokkeskatten. 87 

2) En klokke med indskriften: »Help Jesus 

Maria ok sancte Susanna ora pro nobis« og 

nedenunder: »Lavent Johanne«, 88 der må opfattes 

som Lavres Hansens navn. Han har bl.a. 

støbt klokker til Ferslev og S. Mikkels kirke i 

Slagelse. 89 Hans klokker er sjældent forsynet 

med årstal, men må være tilvirkede i 1500’rnes 

første fjerdedel, sml. også †klokke nr. 3 i Hage 

sted. 90 

3) 1552, med indskriften: »Hielp os Gud og 

vær os mild og blid. Thinne klock skal til 

Kundbye kirke i Tudse herred, og var Mathias 

Mortensen i Kundbye og Jørgen Madsen kirke


Fig. 35. Østre nordkapel, set fra arkaden til vestkapellet (s. 628). P. Hauberg fot. 1894. - The easterly north 

chapel seen from the arcade to the west chapel. 

værgere i samme did, støbt af L. M. Hafnie 

MDLII«. 88 L. M. står utvivlsomt for Lavrids 

Madsen, der virkede i København 1540-70 91 og 

støbte klokker til f.eks. Egebjerg (Ods hrd.), 

Glostrup og Slagelse S. Peders kirke, sidstnævnte 

dog omstøbt 1907, samt til Kirke Helsinge 

(Løve hrd.), nu i Asminderød. 92 

Da klokkerne første gang omtales i 1660’er- 

ne, hang der tre i tårnet; 18 1777 havde den 

største været ubrugbar i ca. 40 år, mens de to 

andre var anvendelige. 93 1849 burde den 

mindste klokke omstøbes på grund af en revne; 

det blev den det følgende år, jfr. klokke nr. 2. 

Klokkestolen er i hvert fald fra 1600’rne og 

kan være betydelig ældre. Af svært egetømmer, 

til tre klokker, med dobbelte skråstivere 

og skråbånd forneden. 

GRAVMINDER 

Epitafier. 1) 1594. Bergite Ien(s)daatter med 

hendes små døtre og her Suend Hansen (sml. 

gravsten nr. 4). Det arkitektonisk opbyggede 

epitafium, af fyrretræ, har glat postament for- 

krøppet under storstykkets kannelerede søjler. 

Disse flankerer et arkadefelt indrammet af profillister. 

Gesims med glat frise hvorpå spor af 

tandsnit under kronlisten, som bærer trekantgavl. 

Storstykkets indskrift med forgyldt fraktur 

på sort bund fremdroges af Einar V. Jensen ved 

restaurering 1951 tillige med præstens navn i 

postamentet og i gesimsfrisen dateringen: »Anno 

domini M.D.XCIIII«. På postamentfrem- 

springenes forside er malet løvemaske på blålig 

bund og i trekantgavlen et englehoved med 

kort, brunt hår og røde og grønne vinger med 

mørke konturlinjer og lyse skraveringer. Søjleskafternes 

kannelurer har blåt med klart sølv på 

kanterne; kapitæler, halsringe og baser rester af 

guld med sort og rød staffering. 

Storstykket havde to yngre overmalinger 

med gule versaler på sort bund meddelende 

enslydende gravskrift over heer Svend Hansen,


Fig. 36. Epitafium opsat 1622 af Karen Skinkel over 

Anders Dresselberg, †1613 (s. 652). Einar V. Jensen 

fot. 1952. - Wall monument put up in 1622 by Karen 

Skinkel to the memory of Anders Dresselberg †1613. 

†15. sept. 1599 »i sidt Alders 49 AAr«; i øvrigt 

var epitafiet egetræsmalet. En staffering samtidig 

med fonten bestod af de samme komponenter. 

1758 hang tavlen over for prædikestolen 64 og 

inden restaureringen på korets nordvæg; derefter 

flyttedes den til sakristiet. 

2) (Fig. 36) opsat 1622 af fru Karin Skinkel 

over Anders Dresselbergis til Vognserup og 

begge hans hustruer. Han var født 30. okt. 

1543, tjente i Frederik II.s kancelli og renteri 

(Rentekammeret) i ti år, blev landsdommer i 

Seland 1582, havde Aaleholm slot i Loland i 

forlening ni år og Holbech slot fem år, †12. 

sept. 1613. Gift første gang 1584 med jomfru 

Mette Grubbe, som døde på Vognserup 1587 

(sml. †kalkmalet våben). Gift anden gang med 

jomfru Karin Skinkel 29. sept. 1594 på Vognserup, 

efter at hun havde været i Skotland med 

fyrstinde, frøken Anna Zaafi (Christian IV.s 

søster, Anna, der 1589 blev gift med kong 

Jacob VI af Skotland). Hun døde 16[24], 

[3. nov.] (sml. †kisteplade nr. 3). 

To rektangulære tavler af sort kalksten, flankeres 

af 48 anevåbener for Anders Dresselberg 

og hans to hustruer skåret i træ, og til siderne 

vinger, storstykkets med frugtklase og kvindelig 

halvfigur, hvis underkrop udgøres af volut, 

topfeltets ganske smalle med rovfugl siddende 

på lille volut. Under og over tavlerne er der et 

karnisformet led, ligeledes med våbener. I 

hængestykket et stort englehoved skåret i højt 

relief, og udtrukne volutter, flankeret af mindre 

diademhoved. Et tilsvarende, men enklere 

topstykke flankeres af obelisker. På storgesimsen 

står statuetter, til venstre Johannes Døberen 

med bog og lam, til højre sandsynligvis Peter, 

nu kun med bog. 94 

Indskrifter med fordybede, forgyldte versaler, 

i storstykket gravskriften, i topstykket citat 

fra Sl. XC. Ved restaureringen fremdroges ældre 

farver: rød, rødbrun, lys og mørk grå, sort 

og guld brugt til hår og skæg samt til markering 

af fremspringende led. Tidligere egetræsmalet. 

Oprindelig på korets nordvæg, i østlig- 

ste arkade, hvor det antagelig har dækket Niels 

Skrams kalkmalede våben. 1952 flyttet til tårnrummets 

nordvæg. 

Mindetavle, fra 1849, over faldne 1848-49 og 

1864. Niels Rasmussen, Skjelbekhuse, †9. april 

1848 ved Flensborg. Peder Sørensen, Sandbye, 

†23. april 1848 ved Kolding. Carl Chr. Christensen, 

Ildved, †6.juni 1849 ved Dyppel. Anders 

Olsen, Mørke, †6. juli 1849 ved Fredericia. 

Christian S. Bihl, Slagelse, †6. juli 1849 ved 

Fredericia. 1896 er tilføjet Niels Christensen, 

Kundby, *14. maj 1830, falden ved Stenderup 

skov 18. febr. 1864. 95 Hvid, gråflammet marmortavle, 

ca. 105X71 cm, med fordybede,

sortmalede versaler. Indmuret i nordvæggen, 

andet fag fra øst. 

Gravsten. 1) Romansk, af granit, 180x ca. 50 

cm, med mindre latinsk kors hugget i kontur. 

Indmuret i tårnets sydvestre pille. 

2) (Fig. 37), o. 1525. Figursten over Tale 

Baad, †l560. »Hic iacet nobil(is) mulier ac ue- 

ne(ra)bil(is) d(omi)n(a) Tale nobil(is) vi(ri) filia 

Arvidi Bod q(vo)nd(am) cop(ulata) hon(orabi- 

li) Lavre(n)cio Knob nobilissimi relicta q(væ) 

o(biit) an(n)o d(o)m(ini) MD□« (her ligger den 

ædle kvinde og agtværdige frue Tale, datter af 

den ædle mand Arvid Baad, og fordum gift 

med den hæderlige adelsmand Laurids Knob, 

ladt alene, hun døde i det Herrens år 15□). 96 

Lys, grå kalksten, 191x100 cm, hvorpå 

randskrift med reliefminuskler inden for glatte 

rammelister, som brydes i hjørnerne af skjolde 


med de fædrene og mødrene våbener for Tale 

Baad og hendes mand Laurids Knob. Figuren 

står i en arkade, hvis bueslag er opløst i grene 

og ranker, der vokser op af de glatte søjlers 

kapitæler. Under arkaden ses fire skjolde med 

udslidte våbener, som passer dårligt med vor 

viden om ægteparrets aner. 97 Tale Baad holder i 

den fremstrakte venstre hånd en rosenkrans, 

med højre løfter hun op i dragten, som er 

fremstillet med urolige, viltre foldekast. 

Stenen anses for at være udført af en af den 

sjællandske initialmesters svende eller efterlignere 

98 og sammenstilles bl.a. med gravsten i 

Herlufmagle og Tureby. 99 Lå i koret syd for 

altret, 64 indtil den 1887 blev stillet op ad korets 

nordvæg, hvorfra den 1952 flyttedes til våbenhusets 

nordvæg. 

3) (Fig. 38) 1575. Figursten over Peder Rudt 

Fig. 37-38. 37. Tegning i Rigsarkivet af gravsten nr. 2 over Tale Baad (s. 653). 38. Gravsten nr. 3, fra 1575 over 

Peder Rud og Grete Bryske (s. 653). NE fot. 1978. - 37. Drawing at the Public Record Office of tombstone no. 2 to 

Tale Baad. 38. Tombstone no. 3. from 1575 to Peder Rud and Grete Bryske.


Fig. 39-40. Kisteplader. 39. Nr. 1 over Mette Dresselberg, †1635 (s. 655). 40. Nr. 2 over Frederik Parsberg, 

†1653 (s. 656). NE fot. 1982. - Coffin plates. 39. no. 1. to Mette Dresselberg †1635. 40. no. 2. to Frederik Parsberg 

†1653. 

til Vognsserupe garr og fru Grete Karl Bryskis 

daater. 1559, den første søndag i faste, lagdes 

han på båre. Hun efterlevede ham i 16 år og lod 

dette arbejde gøre, dem begge til ære, 1575. 

Grå kalksten med ortoceratitter, 222x142 cm; 

fodfeltets indskrift med fordybet fraktur har 

sort udfyldning. Figurerne står under rundbuet 

dobbeltarkade, der på midten støttes af konsol. 

Tilsvarende kendes fra enkelte andre af Hans 

Malers gravsten med to eller flere figurer, 

f.eks. i Roskilde og Krogstrup, fra perioden 

o. 1565; 100 reglen er dog, at der er et vandret 

bjælkelag over deres hoveder. De flankerende 

pilastre såvel som bueslagene dækkes af 16 

anevåbener omkring lille krucifiks øverst på 

stenen. Peder Rud er iklædt rustning; med 

højre hånds jernluffe støtter han et langt sværd, 

mens venstre er bøjet og næsten hviler på det 

vinkelbøjede jernstykke over skamposen. Grete 

Bryske holder armene foldede over maven. 

På hovedet bærer hun kappe, hvis lange snipper 

falder ned over kjolen; denne har glatte 

ærmer med krøs ved håndleddene. På fingrene 

har hun ringe og om halsen kæder. Ægtefællerne 

er let drejet mod hverandre. 

Lå i koret nord for altret, indtil den 1887 blev 

stillet op ad nordvæggen, 39 hvorfra den 1952 

flyttedes til tårnrummets sydvæg. 

4) O. 1599. Hr. Svend Hansen, sognepræst 

til denne kirke i 18 år, døde i sit alders 49. år, 

15. sept. 1599. Hos ham hviler hans hustru, 

Birgitte Iensdatter med deres tre døtre (sml. 

epitafium nr. 1). Rødlig kalksten, nu i tre dele, 

oprindelig ca. 215x118 cm. Gravskrift med 

fordybede versaler, der endnu 1929 var forgyldte, 

tværs over stenen. Forneden citat fra Sl. 

68,21, herunder initialerne BLD(!) for Birgitte 

lens Datter. I hjørnerne rosetter sammenholdt 

af fordybet rammelinje. 1929 i kirken, nu står 

de tre dele op ad væggen i østre nordkapel. 

5) Formentlig fra 1600’rne, af grå kalksten, 

185x120 cm, med profileret kant og evange- 

listmedaljoner i hjørnerne. Indskriften udslidt. 

Ligger på kirkegården, i hjørnet mellem koret 

og det østre nordkapel. 

†Gravsten. O. 1775. Palle Saaby, *31.juli 

1774, søn af Johan Saaby, forvalter på Vognserup, 

og Ovidia Margrethe Zimm, †10. febr. 

1775. Lille kvadratisk sten med en side på 19½ 

tomme. Var 1894 henstillet i nordkapellet. 

Som det er omtalt i beskrivelsen af Tersløse 

(s. 448) og endnu kan iagttages f.eks. i Frydendal 

og Ruds Vedby (Tuse og Løve hrdr.) har 

der ligeledes på Kundby kirkes korvægge været 

†kalkmalede våbener og indskrifter udført i tilknytning 

til begravelser i koret; og som det var 

tilfældet i Tersløse, har også skibets østligste 

fag formentlig haft en tilsvarende udsmykning. 

1607 101 omtales på sydvæggen ved prædikestolen 

102 et våben for Mikkel Ruds søn, Vilhelm

(der 1429 havde overtaget Vognserup), og på 

den modsatte væg hustruen, Helle Henrik 

Gertsen Ulfstanddatters våben. En gravsten 

(nr. 3) over sønnesønnen, Peder Rud og Grethe 

Bryske, blev 1575 lagt i koret. Her lå også 

Niels Skram, Ove Skrams søn, som ifølge 

samme kilde fra 1607 blev stukket ihjel på 

Vognserup af Erik Rud til Fuglsang, hvilket, så 

vidt det må forstås, har været meddelt i en 

indskrift på nordvæggen, hvor »deres fædrene« 

våbener var malet. 103 Meget dårligt bevarede 

rester af et Skram-våben fandtes ved restaureringen 

1951 i østfaget tillige med et indskriftbånd, 

hvori læstes: »Niels S(kr)a(m)«. 

Ved samme lejlighed afdækkedes i vestfaget 

to temmelig ødelagte våbener for Grubbe og 

Dresselberg 104 og nogle få bogstaver i en længere 

indskrift udført med antikva: »...d ... 

Siv(?) ... Grvbbis ... døde maij 87«. Der er 

rimeligvis tale om en gravskrift over Mette 

Eilersdatter Grubbe, som 1584 blev gift med 

Anders Dresselberg (sml. epitafium nr. 2) og 

døde 7. maj 1587. Ligesom hans våben var 

dårligst bevaret, var der heller ikke meget tilbage 

af indskriften: »...nder Dr...gi...«. Det er 

ikke oplyst, hvornår kalkmalerierne er blevet 

overhvidtet, men de er ikke omtalt i præsteind- 

beretningen 1758. Niels Skrams våben må antagelig 

være blevet dækket, da Karin Skinkel 

1622 opsatte det store epitafium over Anders 

Dresselberg (se nr. 2). 

Gravkrypter og -kapeller. Ved restaureringen 

1951 stødte man i skibets østfag på en trappe, 

som førte ned til en muret, hvælvet gravkrypt 

under koret, hvis størrelse og udformning ikke 

er kendt. Den rummede syv hele kister og 

resterne af et lignende antal, desuden adskillige 

løse kisteplader og -beslag; heraf er bevaret fire 

kisteplader og en del af beslagene. Fra skriftlige 

kilder 105 kendes navnene på de adelige lig, som 

er begravet i kirken og formentlig har stået i 

krypten. Det ældste er Niels Dresselbergs; han 

døde 1594, og krypten er antagelig indrettet 

omkring dette tidspunkt. 

Beskrivelserne af †kisterne og †kistepladerne 

bygger på Peter Lindes notater og skitser udført 

i forbindelse med kryptens tømning. 


Fig. 41. Kisteplade nr. 3, over Sofie Kaas, †1663 

(s. 657). NE fot. 1982. - Coffin plate no. 3. to Sofie 

Kaas †1663. 

†Kister. 106 1) 1653. Frederik Parsberg, 219 cm 

lang, læderbetrukket med hvælvet låg. Kisteplade 

(nr. 2) og våbener for Parsberg og Sehe- 

sted (mødrene), strøblomster af messingblik på 

låg og sider. 

2) 1663. Sofie Kaas, af eg, 197 cm lang, med 

hvælvet låg og rester af læderbetræk. Kisteplade 

(nr. 3) og to våbener for Kaas-Galt og Friis- 

Bjørn nemlig Sofie Kaas’ fire bedsteforældre. 

3) 1690. Sidsel Parsberg, af eg, 194 cm lang, 

med hvælvet låg. Kisteplade (†nr. 6), hjørnebeslag 

med engel og hankebeslag var bevaret. 

4) Læderbetrukket med store hankebeslag, 

der helt dækkede kistens sider. 

5) Af fyr, 202 cm lang med svagt hvælvet 

låg. Uden beklædning. I kisten et mandslig 

med kalot. 

6) Læderbetrukket, 186 cm lang, fladt låg 

med skråt affasede sider, hvorpå sad to †vå- 

bener. 107 

7) Af fyr, 197 cm lang, trapezformet, fladt 

låg med skråt affasede sider. På låget læderbetræk 

med ovale huller kantet med sømhuller. 

Kisteplader. 60 1) (Fig. 39) 1635. Fru Mette 

Dreselberg til Wogenservp, gift med Frederich 

Parsberg til Knabstrvp i 19 år, 6 sønner og 5 

døtre, †27. marts 1635 kl. 3 om morgenen, 35 

år gammel (jfr. nr. 2). Oval messingplade, 

43x33 cm, med graveret versalindskrift. Ramme 

med drevet akantusbladværk og foroven


Fig. 42a-d. Detaljer af kisteplade nr. 3, sml. fig. 41 (s.657). NE fot. 1982. - Details of coffin plate no.3 (cf. fig.41) 

englehoved, forneden dødningehoved over 

korslagte knogler. 

2) (Fig. 40) 1653. Frederich Parsberrig til 

Wogenservp, født på Bistrvp ved Roeskyld 

langfredag (3. april) 1588, søn af Niels Parsberrig 

til Harrested, kgl. befalingsmand over Roe- 

skylld len, og fru Lisebet Sested. 1616 gift med 

Mette Dreselberrig (jfr. nr. 1), datter af Wil- 

hielm Dreseberrig til Vindinge, landsdommer 

på Sielland, kgl. befalingsmand på Ringsted 

kloster, og fru Karren Grvbbe. Levede sammen 

i 19 år. Gud velsignede dem med 12 

børn(!) 1640 gift med fru Sophie Kaas, datter af 

hr. Mogens Kaas til Støfringgaard, ridder, 

rigsråd, kgl. befalingsmand på Nyeborrig slodt 

og fru Sidsel Fris. Levede sammen i 13 år, fik 5 

børn (jfr. kisteplade nr. 3), død på Wogenservp 

20. sept. 1653. Oval messingplade, 52x40 cm, 

med graveret versalindskrift. Drevet ramme, 

foroven englehoved med vinger, forneden

dødningehoved over korslagte knogler, på 

hver side støttende indskriftspladen en stående 

engel med basun. Fandtes ved kiste nr. 1 (sml. 

klokke 1653). 

3) (Fig. 41) 1663. Fru Sophia Kaas til Woge- 

servp født på Halmbsted Sclat 14. sept. 1612. 

Datter af ridder hr. Magens Kaas til Sterring- 

gaard, kgl. befalingsmand på Nybore Slat, og 

fru Sidtzel Fris, gift med Fridrich Pasberg til 

Knopstrvp (jfr. kisteplade nr. 2), †4. maj klokken 

½4 om eftermiddagen 1663, 50 år og nogle 

måneder gammel. Messingplade, 64x51 cm. 

Ovalt skriftfelt med graveret versalindskrift. I 

den brede drevne ramme fire emblemata (fig. 

42a-d). 108 I hjørnerne børn mellem tulipaner. 

Fandtes på låget af kiste nr. 2. 

4) 1711. Hr. Christoph Friderich von Rant- 

zav oberst til hest. Søn af hr. Heinrich von 

Rantzau og fru Anna von Rantzau. Gift med 

fru Margaretha von Batwitz i 40 år, fik 5 børn. 

Født i Tralau i Holstein 1644. Død 67 år gammel 

i Zwenninge (Svinninge) på Sjælland 1711. 

Bly, forsølvet, skjoldformet, 30x22 cm, med 

graveret skriveskrift på tysk. Løst brudstykke 

af en perlebort, der antagelig har omgivet hele 

pladen. 

†Kisteplader. 1) 1594. Niels Andersen Dresel- 

berg til Stigsbierbye og Windinge, †10. Okt. 

1594, 77 år gammel (jfr. kalkmalet våben). 

Firkantet messingplade, ca. 33x12 cm, gennembrudt 

og forgyldt. Ramme med rulle 

værk. 109 

2) 1616. Hans Dreselbierrigk til Bierby, 

†22. april 1616, 67 år gammel. Firkantet messingplade 

38x23 cm, med udstanset ramme. 109 

3) 1624. Fru Karen Skinkel. Anders Dressel- 

bergs til Vognserup, †3. nov. 1624 (sml. altertavle 

og epitafium nr. 2). 

4) 1651. Manderup Pasbøerig til Bierbye 

Gard født på Unserop 1628, †15. maj 1651 på 

Nørlund. Firkantet messingplade, ca. 35x20 

cm. 109 

5) 1689. Frederik Rantzau til Bramminge, 

søn af Johan Rantzau til Frydendal og Sophie 

Amalia Friis til Ørslev Kloster, *5. okt. 1688 på 

Frydendal, †21.jan. 1689. 

6) 1690. Fru Sidsel Pasberg til Bierbygaard, 


Fig. 43. Kistebeslag. Hjørneornament med evangelisten 

Johannes (s. 659). NE fot. 1982. - Coffin mount. 

Comer ornament with St.John, the Evangelist. 

født på Wogenstrup 26. juli 1646, datter af Frederick 

Pasberg (jfr. kisteplade nr. 2) og fru 

Sophia Kaas (jfr. kisteplade nr. 3), gift med 

Claus Maltesen Sæsted til Erstrup og Bierbygaard, 

død på Bierbygaard 11. april 1690. Hjer- 

teformet messingplade, 32 cm høj, forsølvet. 

Fandtes på låget af kiste nr. 3. 109 

7) 1696. Jomfru Berte Rantzau, datter af 

Palle Rantzau til Bratskov og fru Ingeborg 

Seefeld, født på Bratskov 1680, død på Frydendal 

1696. 

8) 1696. Frantz Rantzau til Frydendal, søn af 

Johan Rantzau og Sophie Amalia Friis til Ørslev 

Kloster, født på Gunderslevholm 1685, død 

på Frydendal 1696. 

Kistebeslag. 60 Adskillige våbenskjolde af messingblik, 

de fleste med drevet og ciseleret dekoration, 

kan sandsynligvis sammenstilles med 

kistepladerne på følgende måde: Fra Hans 

Dresselbergs kiste (†l616) hans fædrene og 

mødrene våbener for Dresselberg og Rud, af 

messing, flade med ciseleret mønster. - Svarende 

hertil findes hans hustru Berete Galdes 

(†1618) fædrene og mødrene våbener, Galde og 

Lunge, hvad der tyder på, at hun er begravet 

her, selv om kilderne intet oplyser derom. - 

Danmarks Kirker, Holbæk amt 43


Fra Mette Dresselbergs kiste (†1635) to skjolde, 

hendes fædrene og mødrene våbener for Dresselberg 

og Grubbe. - Fra sønnen Mandrup 

Parsbergs kiste (†l651) et fædrene våben, der 

ganske vist er forkert, idet to felter er byttet 

om, men utvivlsomt et Parsberg våben. Et 

tilsvarende mødrene våben med spejlvendt 

m otiv er aftegnet af Linde 1951, men nu væk. - 

Fra ægtemanden Frederik Parsbergs kiste 

(†1653) (s.d.) findes aftegnet hos Linde 1951 

fædrene og mødrene våbener for Parsberg og 

Sehested. - Fra Christoph Friederich von Rant- 

zaus kiste (†1711) to Rantzau våbener af forsøl 

vet bly, ovale, det ene dobbelt, det andet enkelt. 

- Endvidere to Parsbergvåbener, det ene 

halvt så stort som de øvrige. Yderligere et 

fireanevåben med skriftbånd hvorpå står »von 

Halle-Hardenberg-Walstore-Ulftand« og et 

brudstykke af et lignende våben, fra det øverste 

venstre hjørne, der viser Podebusks våben 

(fig. 57). 110 - Endelig et lille uidentificeret våben, 

sandsynligvis for Skade, men med indskriften 

I.K.F. (fig. 56). Motivet er amatørag- 

tigt indridset. - Linde har desuden tegnet to 

våbenskjolde fra Sofie Kaas’ kiste (†1663) (kisteplade 

nr. 3) med hendes faders Mogens

Fig. 44. Kistebeslag i 

form af forskellige 

blomster (s. 659). NE 

fot. 1982. - Coffin 

mounts representing flowers 

of various kinds. 

Fig. 45. Kistebeslag. 

Maria og Johannes samt 

engle (s. 659). NE fot. 

1982. - Coffin mounts. 

The Virgin Mary and 

St.John and cherubim. 

Kaas’ fædrene-mødrene våben for Kaas-Galt, 

og hendes moder Sidsel Friis’ fædrene-mødrene 

våben for Friis-Bjørn. 

Foruden våbenskjolde findes en del løse hanke-, 

hjørne- og kantbeslag, strøblomster (fig. 

44) og figurer. Fra kiste nr. 4 stammer antagelig 

tre hankebeslag to af seks sidebeslag, hver 

ca. 65x40 cm, og ét af to endebeslag ca. 52x36 

cm, drevet af messingblik med blomster og 

bladornamenter. 

Nogle hjørnebeslag, hvis nærmere tilhørsforhold 

ikke kan bestemmes, alle af drevet 

messingblik: Tre evangelistmedaljoner (fig. 


43), Lukas mangler. Fire ens englehoveder af 

forskellige størrelser, flade med ciseleringer. 

Desuden et drevet og ciseleret englehoved. En 

engel med palmegren og laurbærkrans. To engle 

fra højre og venstre hjørne, med basuner og 

tulipaner i skyer. 12 figurer drevet af messingblik 

med ciseleringer og grøn og rød bemaling. 

Der er ni engle med palmegren og laurbærkrans, 

tilsyneladende ens, men dog forskellige 

med hensyn til både formen og ciseleringen 

(fig. 45). De seks er vendt mod heraldisk venstre, 

de tre mod højre, én engel med basun en 

face, samt Maria og Johannes. 

43*


Fire forskellige Jesumonogrammer, adskillige 

meter kantbeslag med akantusranker o.a. 

samt et kors af messing uden figur. 

En blyengel, forsølvet, som er identisk med 

*engel fra S. Ibs kirke i Roskilde (i NM2, inv. 

nr. D 1375/1961), stammer sandsynligvis fra 

Christoph Friedrich von Rantzaus kiste 

(†1711), (kiste nr. 4). 

Kistekrucifiks, fra 1600’rne, af messing, 25 cm 

højt. Figuren, der er flad oven i hovedet, har 

langt hår, som falder ned over skuldrene og 

langt, spidst hageskæg. Armene er let bøjede 

med krumme fingre. Smalt lændeklæde med 

snip ved Kristi højre side. De store fødder er 

overlagte med højre øverst. Tidligere på kors- 

træ fastgjort til altertavlen, siden sidste restaurering 

på prædikestolens rygpanel. 

Østre nordkapel. En tilbygning øst for nordre 

kapel er opført 1670-71 i præsten Holger Andersens 

tid (1654-81, jfr. i øvrigt bygningsbeskrivelsen). 

18 Præsteindberetningen 1758 64 fortæller, 

at hans lig stod der, indtil det kom i 

Fig. 46. Arkaden mellem 

de to nordkapeller. I 

trådvævet indfældede 

initialer for Albrecht 

Philip von Eynden og 

Vibeke Kragh. I lunetten 

deres våbener flankeret 

af årstallet 1731 

(s. 660). HS fot. 1974.- 

Arcade between the two 

north chapels. The initials 

of Albrecht Philip von 

Eynden and Vibeke Kragh 

are worked into the wire- 

mesh. Their coats of arms 

in the lunette are flanked 

by the date 1731. 

jorden 1731, da bygningen fik sit nuværende 

udseende med flisegulv og gibsloft, hvorefter 

den indviedes som åben begravelse for hans excellence, 

generalløjtnant Albrecht Philip von 

Eynden til Frydendal og Bjergbygård, der døde 

dette år. 

De nærmere omstændigheder ved indretningen 

kendes ikke, men det forekommer rimeligt, 

at rummet, som dengang var åbent ind 

mod kirken, er blevet afskilret med et gitter, 

hvis rammeværk kan være identisk med det, 

der nu sidder i åbningen ind til vestkapellet. 

Beskæringer foroven på karmstykkernes yderside 

viser i hvert fald, at den nuværende placering 

er sekundær. Gitterets oprindelige udformning 

forbliver ukendt, men det må betragtes 

som givet, at spejlmonogrammerne »AE« 

og »WK« tillige med de kronede våbener for 

von Eynden og Kragh flankeret af årstallet 

1731 har indgået i dets udsmykning. Da kapellet 

senest i sidste del af 1800’rne blev lukket ind 

mod kirken, er gitterets ramstykker flyttet til

åbningen ind mod vestkapellet og excellencens 

og hans hustrus våbener er overført på hønse- 

tråd, som nu udfylder rammeværket (fig. 46). 

Efter Vibeke Kraghs død 1778 blev en kobberkiste 

med hendes lig opstillet i kapellet, og 1815 

er en stor stensarkofag med Niels Kragh Levet- 

zaus lig anbragt imellem de to kister. Hvor 

længe en trækiste, der muligvis rummer liget af 

Jens Hov, præst i Kundby 1681-83, har stået i 

kapellet, er ikke oplyst (sml. kiste og kisteplade). 

Gravkrypt. En indberetning fra 1929 meddeler: 

I ligkapellets gulv nedgang til en kiste. Den 

antagelse er nærliggende, at det er præsten 

Holger Andersens (jfr. ovenfor). 

Kister. 1) 1715? Af træ, 199x93 cm og ca. 63 

cm høj, med svungne sider og trapezformet, 

skråt låg, rigt profileret, sortmalet. Muligvis 

rummer kisten liget af sognepræsten Jens Hov. 

†Kistepladens indskrift kendes fra indberetning 

1929. 1715. Magister Jens Hov, født i København 

15. dec. 1655, sognepræst i Kundby 1681, 

24. sept. samme år gift med Kirsten Frederics 

Datter, tre år derefter forflyttet til Liunge og 

Uggeløse, provst i Liunge herred 1697, 11 

børn, hvoraf fire døtre overlevede ham, 

†ll.jan. 1715. Underskrevet Jens Windekil- 

Fig. 47. Albrecht Philip von Eyndens kiste, †l731 

(s. 661). NE fot. 1978. - Albrecht Philip von Eynden’s 

coffin, †1731. 


Fig. 48. Tiden. Detalje fra Albrecht Philip von Eyn- 

dens kiste, sml. fig. 47 (s. 661). NE fot. 1978. - 

Father Time. Detail of Albrecht Philip von Eynden’s 

coffin (cf. fig. 47). 

de. 111 Lille kobberplade. Hang 1929 på skibets 

nordvæg, vestligste arkade. 

2) (Fig. 47) 1731, af kobber, med svungne 

sider og låg, hvilende på fire løvefødder. Kisten 

måler ca. 245x115-110 cm og er 98-93 cm høj. 

Dekorationen består dels af støbte figurer, bl.a. 

lågets krucifiks med kors udført af træ ligesom 

kistens profillister, dels af beslag i drevet messingblik. 

På hjørnerne sidder yppige hermer 

med voluminøst lændeklæde og flagrende hovedlin, 

på hovedgavlen Tiden med le og timeglas 

(fig. 48) og på fodenden en engel med kranium 

og nedadvendt blomsterbuket svarende til 

beslag, muligvis fra Henrik Spans kiste, i Hørby 

(s. 518). Langsiderne smykkes af kronet kartouche 

med våben for von Eynden omkranset 

af Dannebrogsordenen. Kartouchen flankeres 

af to siddende, indbyrdes forskellige romerske 

krigere med trofæer (fig. 50), vistnok identisk 

med tilsvarende på etatsråd og amtmand over 

Møen og Bågø, Caspar Gottlob Moltkes kiste i 

Stege kirke. 112 Det samme gælder lågets vingede 

kranium med blomsterguirlander og akan-


Fig. 49. Krucifiks fra Albrecht Philip von Eyndens 

kiste, †1731, sml. fig. 47. (s. 661). NE fot. 1978. - 

Crucifix from Albrecht Philip von Eynden’s coffin, †1731 

(cf. fig.47). 

tusbladornamenter på dets hjørner. På hovedenden 

sidder kronet kartouche, hvori initialerne 

APE for Albrecht Philip von Eynden og på 

fodenden tom kartouche. Også lågets blystøbte 

krucifiks (fig. 49) svarer til Moltkekistens. 

Den †kisteplades indskrift kendes fra ældre 

afskrifter og indberetning fra 1929. Albrecht 

Philip von Eyndten til Frydendal og Bjergby- 

gaard, ridder, generalløjtnant over infanteriet, 

søn af Albrecht Philip von Eyndten, oberst og 

kommandant i Christianssand, født i Chri- 

(stianssand) 10. marts 1665, tjente kongen 40 

år, gift i 15 år fra 26. juni 1716 med Vibeke 

Kragh ..., to børn, en søn og en datter, †19. 

april 1731. Graveret skriveskrift. 

3) (Fig. 51) 1778, af kobber, med svejfede 

sider og låg, hvilende på seks løvefødder, der 

alle vender mod kistens fodende. Den måler ca. 

240x113-102 cm og er 100-85 cm høj. Kobberbeklædningen 

er drevet, således at den ligner 

skæl. Langs kanterne er fæstnet gennembrudte, 

forgyldte prydlister, og på hjørnerne er støbte 

rovfuglehoveder. På hver gavl sidder én og på 

langsiderne to bærehanke, der flankeres af musicerende 

englebørn. Bag hankene er drevne 

plader med engle, der bærer en hat-lignende 

hovedbeklædning og i hænderne holder lidel- 

sesredskaber: På nordsiden har den ene spyd og 

eddikesvamp, den anden stige, på hovedenden 

eddikesvamp, kors og kalk, på sydsiden har 

den ene eddikesvamp, kors og nagler, den anden 

stige, og på fodenden (fig. 52) kors og 

nagler. Midt på langsiderne sidder rokokokar- 

touche med to våbener for von Eynden og 

Kragh. Nedenunder ses skriftbånd med graveret 

kursiv: »Herr General Lieutenant von Eyndens« 

og »Frau General Lieutenantin von Eyndens 

Witwe gebohrene Kragh«. På lågets fodende 

kronet kartouche med spejlmonogram for 

Wiveke Eynden. Oven på låget ligger støbt 

krucifiks, nu uden hoved; derover sidder kisteplade 

formet som rokokokartouche, ca. 26x19 

cm, med graveret kursivindskrift: »Wiweke 

Kragh, Salig Her General Lietenant von Eyndens 

Efterladte Enke, Föd d. 30te Martij 1691 

Död d. 6. Martij 1778«. Neden for krucifikset 

er en tilsvarende mindre plade, ligeledes med 

graveret kursivindskrift af opbyggeligt indhold. 

4) 1815, af sandsten, 257x131 cm, højde 125 

cm. Den store kasseformede sarkofag har lodrette 

sider med lille fremspring midt på langsiderne. 

Vandret låg. På den ene kortside gravskrift 

med fordybede, forgyldte versaler: »Her 

hviler Kammerherre Niels Kragh Levetzau As-

Fig. 50. Detalje af Albrecht 

Philip von Eyn- 

dens kiste, sml. fig. 47 

(s. 661). NE fot. 1978. - 

Detail of Albrecht Philip 

von Eynden’s coffin (cf. 

M 47). 

Fig. 51. Vibeke Kraghs 

kiste, †1778 (s. 662). — 

NE fot. 1978. - Vibeke 

Kragh’s coffin, †1778. 

KUNDBY KIRKE 663


sessor i Høyesteret født d: 16 November 1753 

død d: 16 Juli 1815«. 

Det vestre nordkapel har ligeledes været benyttet 

til gravkapel. 1885 stod her tre kister med 

Frydendals ejer, konferensråd V. A. Hansen og 

hans to hustruers lig. Efter sin første hustrus 

død 1786 har V. A. Hansen antagelig ønsket en 

gravplads i kirken og ladet rummet ved siden af 

familien von Eyndens kapel (s.d.) lukke ind til 

kirken med en spærremur hvori en fladbuet 

døråbning. 113 Denne tilmuredes, da kapellet 

100 år senere, i 1885 omdannedes til ligkapel, 

kisterne anbragtes i en muret begravelse med 

nedgang, og kistepladerne blev hængt op på 

væggen. 12 

Kisteplader. 1) 1786. Fru Jacobæa Elisabeth 

Graah, konferensråd Andreas Graahs og fru 

Petronelle Herslebs yngste datter, *19. juli 

1752, gift 30. aug. 1771 med etatsråd Wilhelm 

August Hansen til Frydendahl, deputeret i rentekammeret, 

†7. maj 1786. Oval, hvælvet plade 

af bly, 40x24 cm, med fordybet kursiv. 

2) 1790. Wilhelm August Hansen, konferensråd 

og deputeret i det kongelige rentekammer, 

direktør ved den grønlandske og færøske 

handel, medlem af landbokommissionen og 

kommissionen for de kongelige godsers istandsættelse, 

*24. okt. 1744, gift første gang 1771 

med Jacobea Elisabeth Graah, anden gang 1787 

med hendes søster, hans nu efterlevende enke, 

Inger Charlotte Graah, †20. maj 1796. Tinplade 

Fig. 52. Detalje af Vibeke Kraghs kiste, †1778, sml. 

fig. 51 (s. 662). NE fot. 1978. - Detail of Vibeke 

Kragh’s coffin, †1778 (cf. fig. 51). 

Fig. 53. Kirkegårdsmonument af smedejern (s. 665). 

NE fot. 1978. - Wrought-iron chuchyard monument. 

formet som oprullet blad, ca. 43x27 cm, med 

rosetter på småskiver i de øvre hjørner. Gravskrift 

med fordybet kursiv. 

3) 1818. Fru Inger Charlotte Graah, *1747. 

»I forældres hjem deres alderdoms støtte, i 

ægteskab - efter søsterens død - med konferensråd 

W A Hansen hans trøst ved blidhed og 

huslighed. Men hvorlænge varigt held herne- 

den? Hun blev enke 1796«, †31. juli 1818. Oval, 

hvælvet tinplade, 25x21 cm, med fordybet 

skriveskrift. 

Mindeplade, fra 1939. 114 Den cirkulære plade 

af Ølandskalksten er udført efter tegning af 

arkitekt Marius Pedersen, Holbæk, over landsdommer, 

konferensråd Vilhelm August Hansen, 

*24. okt. 1744, †20. maj 1796, og hans 

hustruer Jacobine Elisabeth Graah, *1752, 

†1786, og hendes søster Inger Charlotte Graah, 

*1747, †1818. 1788-1938. I gulvet.

Kirkegården. En stensat grav blev 1885 fundet 

under gulvet i vestre nordkapel strækkende sig 

ind under det østre kapel. Den stammer fra 

tidlig middelalder og er altså oprindelig gravet 

på kirkegården. 

Smedejernsmonument (fig. 53), fra 1800’rne, 

Den rektangulære tavles gravskrift er nu ganske 

ulæselig. På våbenhusloftet. 

Kirkegårdsmonumenter. 1) (Fig. 54), udført 

1837 af billedhuggeren Hermann Ernst 

Freund 115 over Otto Westengaard, sognepræst i 

Kundby 4. juni 1789 — 2. juni 1835, og hans 

anden hustru Anna Kirstine Lange, *1774, gift 

28. dec. 1792, †13. sept. 1834. Stele af sandsten, 

200 cm høj, med 54 cm højt relief af brændt ler 

forestillende en af de kloge jomfruer. Indskrift 

med fordybede versaler på to modstående sider. 

Som det eneste af Freunds gravmæler fik 

det ved sin tilblivelse en bemaling udført af 

Georg Hilker. Endnu 1929 var der bevaret rød 

og gul farve på »de reliefhugne dele«. På gravsted 

sydvest for kirken. 

2) Begyndelsen af 1900’rne, 116 mindesten af 

granit over provst E. C. Benzon, sognepræst i 

Kundby 1754-71, der oprettede Kundby hospital. 

Indskrift med fordybede versaler. I hjørnet 

mellem langhuskoret og østre nordkapel. 

I hjørnet øst for våbenhuset er et gravsted 

indhegnet af støbejernsgitter. Indskriften på lille, 

oval plade på lågen meddeler: »Fabrikeret af 

J. R. Rasmussen, Kundby pr. Svinninge«. 

KILDER OG HENVISNINGER 

RA. Genealogisk-heraldisk Selskab. A. Generalia. Fol. 

29: Beskrivelse over Torpenfelde Gaard til Aar 1758. 

- LA. Sognekaldsarkivet. Liber daticus 1738-1861. - 

Embedsbog 1832-57. - Godsarkiver. Løvenborg. Baroniets 

kirker vedr. 1884-1917. - Ved embedet. Liber 

daticus 1886. - Kirkesynsprot. 1891-1922. - Kirkeprot. 

1926-19(78). - Se i øvrigt arkivalier for Holbæk 

amt i almindelighed s. 50. 

NM2. Indberetninger ved E. Rondahl 1885 (kalkmalerier), 

J. B. Løffler 1885 (middelaldergrav) og 

1886 (kirkegårdsmur), oberstløjtnant Blom og Jacob 

Helms 1886 (kirkegårdsmur), Aage H. Mathiesen og 

P. Hauberg 1894 (bygning og inventar), Chr. Axel 

Jensen 1926 (gravminder), Poul Nørlund 1929 (inventar 

og gravminder), M. Mackeprang udat. (bygning), 

C.J. Baumbach 1948 og 1952 (epitafium), 


Fig. 54. Kirkegårdsmonument over provst O. Westengaard, 

udført 1837 af H. E. Freund (s. 665). NE 

fot. 1981. - Churchyard monument to Dean O. Westengaard 

executed by H. E. Freund in 1837. 

Einar V.Jensen 1946 og 1954 (inventar), H. Stiesdal 

og E. Lind 1951 (kalkmalerier), Hugo Johannsen 

1978 (bygning), Marie-Louise Jørgensen 1978 (inventar 

og gravminder), Erik Lyckegaard 1978 (gravminder). 

- Bygnings- og kalkmaleribeskrivelse ved 

Hugo Johannsen, inventar og gravminder Marie- 

Louise Jørgensen, Redaktionen afsluttet marts 1982. 

Tegninger. NM2. Fem tegninger af epitafium og 

gravsten over Tale Baad, Peder Rud og Grete Bryske 

ved S. Abildgaard. - Usign. tegning af hvælving, 

1839. - Usign. tegning af gavl på nordkapel, 1846. - 

Akvarel af kalkmaleri ved E. Rondahl 1885. - Opmåling 

af ringmur ved J. B. Løffler 1886. - Plan samt 

opmåling af oprindelige nord- og sydvinduer ved 

Aage H. Mathiesen 1894. - Tryk af opmåling (med 

lem til gravkælder) ved Marinus Andersen 1951. - 

Plan over gravkapel og kister ved P. Linde 1951. - 

Tegninger af kisteplader, kistebeslag og af kranium 

ved P. Linde 1952. - Tryk af plan over kirke og 

gravkapel ved Marinus Andersen 1955. - Plan ved


Fig. 55. Landsbyplan 1781. - Village map 1781. 

M. Brahde 1960. - Opmåling af skibets vestende 

(med levn af tårnanlæg) ved Henrik Jacobsen 1980. - 

RA. Håndskriftsaml. Klevenfeldts samlinger. Tegninger 

af ligsten pk. 1, nr. 1 og 62 (gravsten over Tale 

Baad og over Peder Rud og Grete Bryske). - 

Kgl. Bibl. 2°. 61 og 66. Johan Gottfred Burman 

Becker: Tegninger af Danske Kirker, Monumenter, 

Døbefunter, Gravstene og andre mærkelige Alder- 

domslevninger. 

1 Roskildebispens jordebog s. 164. 

2 Repert. 1371 (27. sept.), 1488 (5. juli), 1498 

(27. jan.) og 1504 (24. marts). 

3 Repert. 1434 (15. marts). 

4 Ny KirkehistSaml. V, 435ff. 

Landebogen s. 147. 

Vidnesbyrd herom er lensmandens våben på altertavlen 

fra 1612 og døren til prædikestolen fra 1626. 

7 KancBrevb. 

8 RA. Rtk. 313.1. Tiendetaksationer, hartkornsspecifikationer. 

9 Jfr. Povl Hansen, i ÅrbHolbæk 1927, s. 103f. 

10 Jfr. P. Rønn Christensen, i ÅrbHolbæk 1956, 

s. 26. 

11 Således omtalt 1840, jfr. Mynster: Visitatsdagbøger, 

I, 153. 

12 Ved embedet. Liber daticus 1886. 

13 Ved embedet. Kirkesynsprot. 1891-1922. 

14 Ved embedet. Kirkeprot. 1926-19(78). 

15 Således Sæby (Løve hrd.), Holmstrup (Skippinge 

hrd.) og Egebjerg (Ods hrd.). 

16 Fortolkningen af hegnsmurene som en regulær 

fortifikation med skydeskår fremsattes oprindelig 

1886 af J. B. Løffler, der året forinden havde lært 

kirken at kende ved besigtigelse af en begravelse i 

nordkapellet. Kultusministeriet forelagde derefter 

hypotesen for to eksperter, militærhistorikeren, 

oberstløjtnant Otto Blom og middelalderarkæologen, 

pastor Jacob Helms, som samstemmende afviste 

tanken. Et gensvar fra Løffler er dateret 28. nov. 

samme år. Også Frolén (Hugo F. Frolén: Nordens 

befásta rundkyrkor, I, Stockholm 1911, s. 93) fastholder 

tanken om forsvarsanordning, mens Macke- 

prang (indberetning til NM2) afviser teorien, der 

imidlertid i vor tid har fået en fortaler i botanikeren 

Johan Lange, jfr. Natur og miljø, 1981, nr. 1, s. 36f. 

17 Udover funktionen som fredhellig begravelsesplads 

dannede den middelalderlige kirkegård ramme 

om en række forskellige handlinger af såvel religiøs 

som mere verdslig art, jfr. bl.a. artiklen »kirkegård« 

i KultHistLeks. De smalle åbninger i hegnsmuren 

kunne således have været benyttet til illumination i 

forbindelse med en kultisk handling. 

18 RA. Rtk. Rev. rgsk. Kirkergsk. 1661-72. 

19 Jfr. eksempelvis Soderup (s. 280), hvor skibets 

døre sidder så langt mod øst, at der vest herfor er 

vinduer og et hævet podium. 

20 C. G. Schultz: Bidrag til de danske Tvillinge- 

taarnes Udviklingshistorie, i Fra Københavns Amt, 

1935, s. 105-140. (Jfr. Sønder Asmindrup, Grandløse 

og †Ugerløse (s. 181, 205, 349). 

21 I de tilfælde, hvor tvillingetårnene ikke var planlagt 

fra begyndelsen, har der næsten altid været 

problemer med at opfylde denne fordring, hvis man 

samtidig ville undgå, at østmuren kom i konflikt 

med eksisterende muråbninger. Jfr. Kirke Fjenneslev 

(DK. Sorø s. 326), hvor skibets oprindelige vinduespar 

vest for dørene måtte blændes ved tårnpartiets 

opførelse. 

22 Anderledes i Kirke Fjenneslev, hvis tvillingetårne 

rejstes over skibets gamle gavlspids. 

23 Det må vække undren, at buernes vederlagshøjde 

er indbyrdes afvigende. 

24 Som eksempel på et tøndehvælvet tårnrum kan 

nævnes den lille kirke i Frydendal (Tuse hrd.) fra 

o. 1457. Her er hvælvet dog ikke orienteret efter 

kirkens længdeakse, men dens tværakse. 

25 En revne midt i gavlen, fra vinduets stik til kippen 

af det nuværende tag, vidner om tårnpartiets ustabilitet. 

26 LA. Stiftsøvrighedsarkivet. 1820-1900. Kommune 

kopibøger. 

27 I Tuse findes denne særform på trappetårnets underdør; 

endvidere kendes formen fra en række vinduer 

i andre samtidige tårnbyggerier, af hvilke foruden 

Tuse også Haraldsted har falsede blændinger, 

jfr. s. 592 og note 24. 

28 Flankemurenes behandling med en omhyggelig 

fugning, også på overvæggene, genfindes ikke på 

hvælvets vægpiller. Sidstnævnte er i sig selv et yderligere 

indicium for, at hvælvet er sekundært. 

29 Selve lukkemuren, som er af små sten og opført 

med en fladbuet dør, stammer antagelig fra tidspunktet 

for rummets indretning til gravkapel for 

konferensråd Hansen og familie dvs. o. 1785 (jfr. 

gravminder). Døråbningen er blændet ved indretningen 

til ligkapel (note 12).

30 Jfr. Hugo Johannsen: På sporet af en vestsjællandsk 

murermester fra 1500’rnes første årtier, i 

Strejflys over Danmarks Bygningskultur. Festskrift 

til Harald Langberg, 1979, s. 101 ff. 

31 Andre eksempler i amtet er Ørslev (Løve hrd.), 

Årby, Svallerup og Store Fuglede (Ars hrd.); jfr. 

endvidere DK. Sorø s. 1225; DK. Kbh. Amt s. 2206. 

32 Bygningens væsentligste daterende detalje er 

blændingsgavlen, som knytter sig til korgavlen i 

Havrebjerg fra 1529 (Løve hrd.) samt blændingsgavle 

i Undløse (s. 362) og Mørkøv (Tuse hrd.). 

33 På Burman Beckers tegning fra 1854 (fig. 7) ses 

yderligere to forneden i det øvre register. 

34 Muligvis var rummet allerede tidligere anvendt til 

dette formål, idet man i ældre beskrivelser beretter, 

at sognepræst Holger Andersen, kapellets bygherre, 

som døde 1681, fik sin kiste nedsænket i gulvet, da 

von Eynden nyindrettede det, jfr. note 59. 

35 1868 (note 39) klagede man over træk fra loftslemmene, 

en generende omstændighed, fordi man ønskede, 

at der her i nichen over for prædikestolen 

skulle opstilles stole. 

36 1665 medgik 1580 mursten til reparation af søndre 

side. 1668-69 reparerede murermesteren vestsiden 

fra jordsmon til glamhullet, jfr. note 18. 

37 1663 (note 18) og 1669. Sidste år udførtes arbejdet 

af murermester Iver Pedersen i forbindelse med opførelsen 

af nordkapellet, der i øvrigt også har kvadre 

i de nederste skifter. 

38 Jfr. LA. Holbæk amts provsti. 1808-30. Synsforretn. 

1894 var blyet erstattet af zink. 

39 LA. Tuse og Merløse hrdr.s provsti. 1824-1900. 

Synsforretningsprot. 

40 LA. Bispearkivet. Tuse hrd. 1690-1820. 

41 Jfr. Kirke Eskilstrup, Store Tåstrup og Undløse 

(s. 310, 327 og 363). 

42 Tårnets tegltag fornyedes o. 1952, og på tårnets 

piller og trappehuset er der munke og nonner fra 

o. 1968. 

43 1894 stod trappen i nordøsthjørnet, hvor den indtil 

1878 havde fungeret som opgang til pulpituret i 

skibets vestende. 

44 En endnu tydeligere parallel mellem helgenvita og 

Kristi lidelseshistorie kendes i en senmiddelalderlig 

legende om S. Olav og herpå baserede billedfremstillinger, 

jfr. Martin Blindheim: S. Olav - Ein skandinavischer 

Oberheiliger, i St. Olav. Seine Zeit und 

sein Kult. Acta Visbyensia VI, Visby 1981, s. 60f. 

45 Muligvis skal billederne forestille en martikhora, 

der i middelalderens beskrivelser af Orientens fabelvæsener 

er en tiger med mandshoved, jfr. Rudolf 

Wittkower: Marvels of the East: a Study in the 

History of Monsters, i: Allegory and the Migration 

of Symbols, London 1977, s. 61. 

46 Dette hovedløse fabelvæsen er en blemmya, hvilket 

den fragmentariske indskrift også synes at bekræfte, 

jfr. Dorrit Lundbæk: Fabelvæsener i sengotisk kalk 


maleri i Danmark og deres forudsætninger, i Historie, 

IX, 1, 1970, s. 3f.; endvidere Wittkower. 

47 Ifølge Beckett (DaKunst II, 349) er der et slægtskab 

med udsmykningerne i Gislinge og Hjembæk 

(Tuse hrd.). Der er dog tale om forskellige mestre, af 

hvilke Kundbys antagelig skal henføres til en lidt 

senere tid. 

48 I Rondahls indberetning beskrives motivet som 

Maria, der sidder på en bænk med Jesusbarnet på 

skødet. Ved siden står en mindre kvindefigur. 

49 Fremstillingerne bekræfter det af Bengt Ingmar 

Kilström fremsatte udsagn (i Ikonografiska studier, 

1970, Antikvariska serien 26, Stockholm 1972, Liturgi 

och ikonografi), at offertanken også i efterreformatorisk 

tid ofte får en meget central plads i 

billedprogrammet, f.eks. netop malerier forestillende 

Abrahams offer, en direkte parallel til nådestolsbillederne, 

i korets østkappe eller samme motiv på 

flere gotlandske altertavler fra efterreformatorisk 

tid. 

50 Jfr. skrivelser af 31. marts 1909, 19. sept. 1925 og 

10. sept. 1926. 

51 DK. Tisted s. 263 med fig. 6 og s. 970 med fig. 3. 

52 Jfr. note 39. Ved synet 1829 burde kalken omstøbes, 

året efter var den istandsat, hvad der må opfattes 

som en fornyelse af bægeret, der 1822 havde trængt 

til ny forgyldning (LA. Sognekaldsarkivet. Liber 

daticus 1738-1861). 

53 Jfr. f.eks. i Mogenstrup fra 1665 (DK. Præstø 

s. 756), Ringsted S. Bendts kirke og Bjernede fra 

1679 og 1687 (DK. Sorø s. 152 og 364). Af paralleller, 

hvor både fod og knop svarer til Kundbys kan 

nævnes Sengeløse og Torslunde, hvor knoppen dateres 

til 1525-50 og foden til henholdsvis 1664 og 1669 

(DK. Kbh. Amt s. 562 og 520). Mesteren for disse 

kalke kendes ikke, så lidt som for kalkene i Frederikssund 

og Gilleleje, hvor fod og knop er betragtet 

som værende samhørende (DK. Frborg. s. 660 og 

1162 med fig. 6). 

54 Præstegården brændte 1665 (jfr. Holger Fr. Rørdam: 

En gammel Præsteslægts Historie, i Kirkehist- 

Saml. 3. rk. II, 16ff.), hvorefter den tanke var nærliggende, 

at sygesættet da var gået til grunde, men i 

så fald havde skitsen, som er af nyere dato, næppe 

kunnet foreligge. 

55 DK. Præstø s. 775 med fig. 4. 

56 Over den staffering, som nu står fremme, lå først 

en lysere og dernæst en mørk egetræsmaling fra 

1800’rnes anden halvdel. 

57 Jfr. note 47. En oplysning om, at den i pastor 

Ingerslevs tid (1876-97) flyttedes fra koret til tårnet, 

synes ikke at stemme hermed (jfr. note 13). 

58 Jfr. indb. ved Chr. Axel Jensen 1918 om Vognserup. 

59 RA. Genealogisk-heraldisk Selskab. Beskrivelse 

over Torpenfelde Gaard til Aar 1758. 

60 Ved redaktionens afslutning er der ikke taget be-


Fig. 56-57. Kistebeslag. 56. Våben, sandsynligvis for Skade. 57. Podebusk-våben (s. 658). NE fot. 1981. - 

Coffin hatchments. 56. The coat of arms probably of Shade. 57. The arms of Podebusk. 

stemmelse om den endelige placering. 

61 I Gershøj (DK. Kbh. Amt s. 952) stod fonten 

indtil 1925 i tårnrummet, der var indrettet til dåbskapel 

og adskilt fra kirken ved et panelværk med 

2x3 fyldinger. 

62 3. afd. inv. nr. J 1010 og J 1011. Nævnt i trykt 

katalog fra 1910. Forgæves eftersøgt 1982. 

63 På korgitteret i Gunderslev står Esajas, Jeremias, 

Ezekiel og Daniel (DK. Sorø s. 1021). 

64 LA. Bispearkivet. 1758-59. Hist. efterretn. til 

HofmFund. 

65 Jfr. også Beckett: DaKunst II, 183. 

66 Ved istandsættelsen 1951-52 er der foretaget småreparationer 

og tilføjelser. 

67 Tilsvarende huller, der skal hindre revnedannelser 

i forsiden, findes på krucifikset i Kvanløse og på 

nogle figurgrupper i Ruds Vedby kirkes altertavle 

(Løve hrd.). I ryggen af et krucifiks i Ostra Karleby 

(Onsjö hrd., Skåne) ses fem tilsvarende dog lidt 

større huller, jfr. Adolf Anderberg: Studier öfver 

skånska triumfkrucifix, Lund 1915, s. 140 og 

fig. 57a-b. 

68 NM2. Håndskriftsaml. Indb. vedr. Sjælland til 

Thurah og Hoffman 1755 og 1773. I—II. 

69 De manglende dele tilføjet fra indberetning 1758 

(jfr. note 64). 

70 Utvivlsomt udført i forbindelse med stolens flytning 

ved restaureringen dette år, jfr. note 12 og 39. 

71 Indskriften er her gengivet efter den bevarede 

friseindskrift. 

72 Siden 1937 i Holbæk Museum, inv. nr. 5.229. 

73 En omtale 1767 af nogle stolestaders placering i 

forhold til prædikestolen kunne føre til den antagelse, 

at den havde været opstillet i et lektorium tværs 

over koret, men det forholder sig næppe således på 

dette tidspunkt. 

74 Jfr. noterne 39 og 12. 

73 Jfr. Chr. Ax. Jensen: En Stolegavl med Billernes 

Vaaben, i Museet for Holbæk og Omegns Årsberetning 

1946, s. 6-8, 1947. Frederik Lange ejede den da i 

sognet beliggende, senere nedlagte Markegård. 

76 Hun døde 1587 og var gift med Anders Dresselberg, 

jfr. epitafium nr. 2 og †kalkmalet våben. 

77 1877 ønskede synet stoledørene fjernet, og året 

efter anskaffedes de nuværende stole. 

78 De øvrige farvelag var: lys grå strygefarve, egetræsmaling 

i to toner, et tyndt lag grønlig strygefarve 

og øverst igen egetræsmaling i to toner med lyse 

fyldinger og mørkere ramstykker. Det omvendte 

gjorde sig gældende ved den ældre egetræsmaling. 

79 KancBrevb. 1632, 23. dec. 

80 DK. Kbh. Amt s. 498, fig. 15. 

81 1666 anskaffedes en nøgle til låsen i blokken, jfr. 

note 18. 

82 Den omstændighed, at dørfløjens to mod hinanden 

vendte sider kun er groft behandlet med høvl,

kunne føre til den antagelse, at forholdet er oprindeligt, 

hvad der dog næppe er tilfældet. 

83 I. Starup & Søns arkiv. 

84 Jfr. ÅrbHolbæk 1959, s. 64. 

85 Jfr. Nyrop: Kirkeklokker s. 119. 

86 DK. Århus s. 1702, fig. 18 og s. 1841, fig. 18. 

87 RA. Rgsk. ældre end 1559. Fortegnelse over indkrævede 

klokker. 

88 Note 59, året 1767. 

89 DK. Frborg. s. 2774 og Sorø s. 210 med fig. 27. 

90 Jfr. Uldall s. 271-74 med note 2 s. 274. 

91 Jfr. Nyrop: Kirkeklokker s. 94. 

92 DK. Kbh. Amt s. 475, Sorø s. 230 og Frborg. 

s. 788 med fig. 25. 

93 Jfr. note 40. Måske er det om denne klokke, det 

1842 fortælles, at den i lang tid skal have stået på 

Holbæk købstads skibsbro, hvorfra den førtes til 

København for at omstøbes. »Almuen forventer den 

endnu tilbage«, jfr. Larsen: Holbæk 2, s. 89. 

94 I Fyrendal hænger et epitafium over broderen 

Vilhelm Dresselberg, †1620, og hustru, Karen 

Grubbe, †1630. Det er udført efter samme skema, 

men der forestiller de to tilsvarende figurer Moses 

og Elias, jfr. DK. Sorø s. 1079, fig. 14. 

95 Jfr. LA. Godsarkiver. Løvenborg 1884-1917 og 

note 13, året 1896. 

96 Indskriften gengivet i MarmDan. Appendix 

s. 310. 

97 Kun et enkelt er identisk med de tilsvarende (og i 

øvrigt også uforklarlige) våbener på datteren, Berete 

Knobs gravsten i Ejsing kirke, Ginding hrd., Ringkøbing 

amt. - Meddelt af Knud Prange, der i øvrigt 

har være konsulteret vedr. våbener. 

98 Jensen: Gravsten nr. 149 og I, 91. 

99 Jfr. DK. Præstø s. 626 med fig. 7 og s. 591, fig. 8. 

100 DK. Kbh. Amt s. 2043 med fig. 641 og Frborg. 

s. 2749 med fig. 21. Jfr. Jensen: Gravsten nr. 369 og 

I, 211, 214 og 217. 

101 RA. Genealogisk-heraldisk selskab. Anne Krabbes 

antikviteter 1607. 

102 Jfr. note 101. Det skal bemærkes, at den daværen 


de prædikestol og dens opstilling ikke i øvrigt er 

kendt. 

103 Herved kan muligvis menes Dresselberg og 

Skram, da to af Niels Dresselbergs sønner er nævnt 

forinden. 

104 På grund af den ringe bevaringstilstand er der 

næppe grund til at tillægge konservators afvisning af 

våbenet som et Dresselberg-våben for stor betydning. 

Han så en lilje i våbenet. 

105 Note 18, HofmFund. VIII, 303 og Appendix X, 

74 og Da Atlas VI, 184. 

106 Afsnittene om †kister, kisteplader og -beslag er 

redigeret af Birgitte Skov. 

107 Af Linde bestemt som Rosenkrantz, men kan dog 

ligeså vel være et Friis-våben. Tegning mangler. 

108 Daniel Cramer: Emblemata Sacra 1-2, Frankfurt 

1624, er gennemset uden resultat, skønt forlæggene 

er flittigt benyttet i dansk emblemmaleri. 

109 P. Lindes tegninger og noter fra 1951 danner 

grundlag for beskrivelserne af †kisteplader nr. 1, 2, 4 

og 6. 

110 Rantzau-aner på spindesiden, men uden klart 

system. 

111 Jens Hansen Windekilde blev 1715 præst i Torup, 

Frederiksborg amt. 

112 DK. Præstø s. 225, fig. 23. 

113 Sml. bygningsbeskrivelsen. Hvorvidt dørfløjene 

nr. 1 og 2 har været brugt i forbindelse med dette 

kapels indretning kan ikke afgøres, men tanken forekommer 

ikke urimelig. 

114 Sag 304/39. 

115 Jfr. Th. Oppermann: Billedhuggeren H. E. 

Freund 1786-1840, 1916. Værkfortegnelse nr. 114, 

gengivet s. 121. Se endvidere Niels Laurits Høyens 

Skrifter, ed. J. L. Ussing, I, 1871, s. 135-36, hvor 

kunsthistorikeren N. L. Høyen, der 1832 var blevet 

gift med en datter af ægteparret nævner monumentet 

i sin omtale af kunstudstillingen 1838. 

116 1906 ønskedes en mindetavle opsat i kirkemuren, 

jfr. note 13.

KUNDBY KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?