SKAMSTRUP KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

Fig. 1. Kirken set fra møllebakken. LL fot. 1978. - The church seen from the millbank. 

Kirken, der muligvis var viet til S. Laurentius (sml. 

kalkmalerier og prædikestol), betænktes 1291 i Peder 

Uds testamente 1 og er i Roskildebispens jordebog 

ansat til to mk. 2 1567 talte sognet 63 tiendeydere. 3 

4. nov. 1639 fik Otto Brahe Pedersen til Torbenfeld 

bevilling til at indrette sin begravelse på siden af kirken, 

der var hans sognekirke, dog på egen bekostning 

og uden skade for kirken. 20. dec. 1643 fik 

lensmanden befaling til at have indseende med, at 

der ikke skete kirken nogen skade i forbindelse med 

en bevilling til Otto Brahes enke, Mette Rosen- 

krantz, om på egen bekostning at lade indrette begravelse 

for sin afdøde husbond i kirken. Samme 

dag udgik åbent brev om, at denne begravelse måtte 

ske inde i kirken. 4 Endnu o. 1666 ansås patronatsret- 

ten for kongelig; 5 men 18. aug. 1671 fik Christoffer 

SKAMSTRUP KIRKE 

TUSE HERRED 

Parsberg skøde på patronatsretten. 6 I 17- og 1800’rne 

lå kirken fortsat under Frydendal (Torbenfeld), som 

Parsberg samtidig havde erhvervet. 7 Kirken overgik 

til selveje 4. febr. 1910. 

Kirken ligger på et bakkedrag i landsbyens 

nordøstre udkant med frit udsyn over det kuperede 

terræn mod nord og øst. På Gerrebjerg 

(Ravnebjerg) lidt sydøst for kirken står en mølle, 

som 1872 opførtes på resterne af et formentlig 

middelalderligt voldsted, ifølge sagnet »Hr. 

Skammelsens borg«. 8 

1862 9 siges kirkegården at have bevaret gamle 

grænser; men 1882 10 udvidedes den på det

810 TUSE HERRED 

Fig. 2. Plan. 1:300. Målt af MB 1960, tegnet af Marianne Nielsen 1982. Signaturforklaring s. 9. - Ground-plan. 

Key on p. 9. 

østover faldende terræn, og 1912 9 øgedes den 

med et større areal i nordøst. 1981 er der tillagt 

et nyt stykke jord i øst. 

Kirkegårdens hegn og indgange. Alle mure står 

hvidtede og afdækket med røde vingetegl, som 

på en kort strækning mellem præstegårdslågen 

og den gamle skoles udlænge undtagelsesvis 

har udvendigt fald. Murene omkring den gamle 

del af kirkegården er i hovedsagen af store 

røde sten over kampestenssyld; de er stedvis 

stærkt flikket, og i nordmurens østre del bemærkes 

en række meget store, rejste sten. Det 

er tænkeligt, at væsentlige dele af muren stammer 

fra 1670, jfr. portalen. 11 I vest er den dog 

fornyet på to steder, dels ud for præstegården, 

hvor den fremtræder som en kløvstensmur, 

kronet af mindst syv skifter tegl, 12 dels umiddelbart 

nord for lågen ved den gamle skoles 

udlænge, hvor materialet er små, moderne 

sten. Udvidelsen fra 1882 indhegnedes 1888 9 

med en kløvstensmur, kronet af enkelte tegl- 

stensskifter under afdækningen. 13 1910 indhegnedes 

den samtidige udvidelse med en mur af 

små sten på kløvstenssokkel. Omkring det 

yngste afsnit uden for østmuren er der trådvæv 

og levende hegn. 

På kirkegården vest for tårnet vokser en 

hængeask, og ved nordmuren ud for præste- 

gårdshaven nogle store elmetræer. 

Hovedindgangen i syd er en portal med køreport 

og fodgængerlåge (sml. fig. 1), som ifølge 

indskrift er opført 1670; men ommuret flere 

gange og i sin nuværende skikkelse genopført 

1982. 14 Åbningerne er fladrundbuede, falsede 

mod kirkegården og kronet af kamtakker, hvis 

afdækning af vingetegl har indvendigt fald. 

Udvendig over køreporten var indtil seneste 

genopbygning indfældet en tavle af rød Ø- 

landskalksten, 55x50 cm, hvis latinske bygge- 

indskrift (reliefversaler) var stærkt forvitrede og 

derfor bedre kendt gennem ældre afskrifter og 

undersøgelser: 15 »Q(vod) D(eus) B(ene) V(er- 

tat). Magni regis Friderici 3 pia indulgentia 

[Enjvaldi a Parsberg regis in Frydendal præfecti 

prompta iuvante indvstria sollicitante magister) 

N. Wandstad loci pastore restavratam 

coemiterii huius coronam feliciter claudo 

MDCLXX« (Monne Gud vende det til det gode! 

Ved den store kong Frederik III. s imødekommenhed, 

ved Enevold Parsbergs, kongens 

befalingsmand på Frydendals hurtigt hjælpende 

flid, på opfordring af magister Niels Wandstad, 

stedets præst, afslutter jeg lykkeligt den istandsatte 

murkrone på denne kirkegård 1670).

Ved portalens genopførelse udtoges tavlen 

og en glat stenplade af samme materiale indsattes 

i stedet. De sortbejdsede tremmefløje af træ 

er af nyere dato, i lighed med den udvendige 

stentrappe. I vest ud for tårnet er der en låge til 

præstegården, som er ommuret med små sten 

1908. 9 Den rundbuede åbning har fals mod kirkegården, 

mens kamtakkerne afdækkes af vingesten 

med udvendigt fald; sortbejdset tremmelåge 

af træ. En hvidmalet tremmelåge ved 

nordgavlen til den gamle skoles udhus, giver 

adgang til en plads, som formentlig tidligere 

var skolegård. Samtidig med kirkegårdsudvi- 

delsen 1912 opførtes østsidens portal, 16 hvis 

spidsbuede køreport har ud- og indvendig fals. 

De let brynede kamtakker, afdækkes med vin- 

getegl, som har indvendigt fald; tremmefløjene 

er fjernet af hensyn til forbindelsen med kirkegårdens 

yngste afsnit. 

†Indgange. 1665-66 17 omtales nordre kirkelåge, 

og 1846 18 ønskedes anbragt en ny låge i det 

nordøstlige hjørne af kirkegården. 

†Kirkeriste. 1661-62 anskaffedes ny egeramme 

til den søndre rist, og 1669-70 fornyedes 

træværket i den nordre kirkerist. 17 

Bygninger m.m. på kirkegården. Den hvidkalkede, 

teglhængte længe, som hegner kirkegården 

på en strækning i sydvest er udhus til den 

tidligere skole, men 1975 indrettet til at rumme 

kapel, materialrum og toiletter. Op ad den udvidede 

kirkegårds vestmur er bygget et lille, 

hvidtet materialskur. - Et †ligkapel, som opførtes 

1888 18 på den nye kirkegård er sløjfet samtidig 

med nyindretningen af skolens udhus. 

1862 18 lagdes fortov omkring bygningen. 

Kirken er et langhus, hvis ældste del udgøres 

af skibet fra en formentlig i 1100’rne opført 

stenkirke med (†)tårn. Koret hertil forsvandt 

o. 1450, da kirken udbyggedes til langhus. Et 

våbenhus ud for syddøren var muligvis allerede 

opført tidligere, mens det nuværende tårn først 

o. 1500 har afløst det oprindelige. Orienteringen 

har lille afvigelse mod syd. 

Materiale og teknik. Kirken er opført af rå og 

kløvet marksten, lagt i nogenlunde regelmæssige, 

15-20 cm høje, skifter mellem kvadersatte 

hjørner. Fra våbenhusloftet ses, at muren ud- 

SKAMSTRUP KIRKE 811 

Fig. 3a-b. Tårnbuen med rester af den oprindelige 

dobbeltarkade (s. 812). a. Facade, set fra skibet, b. 

Facade, set fra tårnet. 1:150. Målt 1958, tegnet 1963 

af I. Arthur-Nielsen. - Tower arch with remains of the 

original double arcade, a. Facade seen from the nave. b. 

Facade seen from the tower. 

vendig har stået dækket af et grusblandet, hvidtet 

pudslag. Tilsvarende er murenes inderside 

påført et tykt, hvidtet pudslag, som på søndre 

flankemur (der muligvis har været repareret, 

jfr. vindue) til dels er faldet ned. Ved det sydøstre 

hjørne er murhøjden 4,6 m, målt mellem 

brolægning og falsgesims. 

Vinduer og døre. Skibets flankemure har hver 

haft to vinduer. Af disse er sydsidens vestlige 

synligt fra våbenhusets loft, umiddelbart øst 

for døren. Det måler 160x120 cm i ydre murflugt; 

i lysningen, 94x33 cm, der sidder 52 cm


indenfor, spores aftryk efter den oprindelige 

†egetræsramme af 4,5 cm tykke brædder. Buestikkets 

issepunkt sidder ca. 30 cm under murkronen, 

der på dette sted dog er noget usikker 

på grund af flikkeri. Vinduet er endvidere repareret: 

Hjørnerne er i murflugten næsten helt af 

tegl, ligesom der i stikket og ved lysningen til 

dels er benyttet samme materiale. Teglen dæk- 

kes af hvidtet pudslag, over den oprindelige 

murbehandling. Det korresponderende nordvindue 

skal delvis have været bevaret, indtil 

indsættelsen af den nuværende lysåbning sammesteds. 

Omridset af nordmurens østre vindue 

anes udvendig. - Syddøren er i brug; men ombygget 

med lige gennemløbende vanger og 

rundbuet stik, som stiger mod det indre. Den 

95 cm brede norddør anes udvendig under det 

sekundære vindue. 

Indre. I forbindelse med kalkmaleriernes afdækning 

1908-09 fandtes på nordvæggen, lige 

vest for den oprindelige dør indridsede tegn, 

der tolkedes som runer, 16 men snarest er †bomærker? 

Tegnene er ikke længere synlige. 

Loftsbjælkerne har hvilet på murkronen. 

(†)Tårn. Vestgavlen har oprindelig åbnet sig i 

en rundbuet dobbeltarkade mod det forsvundne 

tårns underetage. Heraf ses nu kun de ydre 

vanger med små forgnavede kragbånd, hvorimod 

bueslagene er afbrudt lidt over vederlag, 

ligesom ethvert spor af midterpillen synes forsvundet 

(fig. 3a-b). Der kendes adskillige eksempler 

på tidlige tårne med dobbeltarkader 

mod skibet, 19 og heriblandt tillige sådanne som 

har pulpitur med bueåbninger mod skibet, et 

træk, der imidlertid ikke lader sig konstatere i 

Skamstrup. Dobbeltarkadens søndre bue er på 

vestsiden repareret med tegl (jfr. fig. 3b). Senere, 

o. 1400 (jfr. kalkmalerier), er tårnet underkastet 

en regulær ombygning, hvorved den 

snævre dobbeltåbning er fjernet og erstattet af 

bred, rundbuet arkade med let overgribende 

stik. Herved etableredes en mere direkte kontakt 

mellem skibet og tårnrummet, som udsmykkedes 

med kalkmalerier. 

Ændringer og tilføjelser. O. 1350 eller i hvert 

fald inden århundredets udgang (jfr. kalkmalerier) 

er to fag hvælv indbygget i skibet. Pillerne 

savner vederlagsmarkering og er for hjørnepillernes 

vedkommende ufalsede. Skjoldbuerne er 

helstens brede, spidsbuede langs flankemurene, 

men rundbuede ved gavlene. Den spidse gjordbue 

er to sten bred, mens ribberne er halvstens 

med trekløverformet profil. 20 I sviklerne ses 

rektangulære spygat. 

Ved hvælvslagningen tilmuredes flankemu- 

renes vestligste vinduer. Det er derfor sandsynligt, 

at et bredt, fladbuet †vindue, hvis vanger 

mod det indre og stik mod det ydre er synligt 

omkring langhusets vestligste sydvindue, er 

indsat som følge heraf. 

Blandt kirkens senmiddelalderlige tilbygninger 

er langhuskoret, takket være Isefjordsværkstedets 

kalkmalerier og en †altertavle fra 1488, 

den eneste, som med sikkerhed kan henføres til 

et tidspunkt inden altertavlens opstilling, snarest 

tiden o. 1450-75. Materialet er genanvendte 

marksten - bl.a. det nedrevne kors hjørnekvadre 

- vekslende med munkesten. Især mod 

nord, hvor murværket står bedst bevaret, ses 

en tendens til bæltemuring, ligesom bomhullerne 

står åbne både her og i øst. Markstenssyl- 

den omfatter i øst tillige en række store rejste 

sten. Gavlens spidsbuede, falsede vindue er bevaret, 

blot indsnævret en smule i lysningen i 

forbindelse med den sekundære vinduesrammes 

indmuring. Taggavlens blændinger, som 

muligvis havde spidsbuet afdækning, 21 er tilmuret, 

og nye kamtakker opsat 1913. 

Nordre flankemur har altid været vindues- 

løs, mens sydsiden oprindelig har haft to spidsbuede 

lysåbninger, hvis stik anes over de nuværende 

vinduer. Den tre skifter høje falsgesims 

er næppe oprindelig. Det indre dækkes af 

to samtidige hvælv, som hviler på forlæg, undtagen 

i vest, hvor en spids, helstens bred gjordbue 

er muret op til skibets østligste skjoldbue. 

Ribberne er halvstens, og den smalle, spidsbuede 

gjordbue mellem de to fag har otte cm bred 

ryg. I østfagets kapper ses spygat. 

Våbenhuset er senmiddelalderligt (jfr. †kalkmalerier), 

men har ikke bevaret nærmere daterende 

enkeltheder. Materialet er rå og kløvede 

marksten, som over et klart markeret vandret 

niveau afløses af munkesten, et materialeskifte,


Fig. 4. Ydre, set fra nordøst. NE fot. 1978. - Exterior seen from the north-east. 

som næppe skyldes ombygning og forhøjelse. 

Flankemurene har falsgesims. Taggavlens fod 

markeres af to savskifter, adskilt af glat, og 

herover brydes den af en blænding, hvis trappeformede 

afdækning imidlertid er nyere, 

hvorimod den falsede hængestav er oprindelig. 

Nederst i blændingen åbner sig to fladbuede 

glugger, adskilt af en svagt rundet halvstenspil- 

le og mod loftet samlet i fladbuet blænding. 

Kamtakkerne er fra 1913, og den rundbuede, 

falsede dør, som mod det indre har fladbuet 

blænding, stammer antagelig fra kirkens hovedreparation 

i 1842. Østsidens afsprossede 

trævinduer er formentlig indsat kort efter 1862, 

da man ønskede et nyt og større vindue. 18 

Det senmiddelalderlige tårn er opført som afløser 

for det oprindelige, der synes helt nedrevet, 

bortset fra østmuren indtil skibets murkro- 

ne. Materialet er genanvendte marksten, heriblandt 

kvadre, som er benyttet til de nedre 

dele af hjørnerne. Indtil noget op i mellemstok- 

813 

værket veksler markstenen med bælter af munkesten, 

der herefter bliver eneherskende. Tårnrummet 

overdækkes af et samtidigt hvælv, 

som hviler på forlæg undtagen i øst, hvor der 

op mod den gamle gavl er muret en rundbuet, 

helstens bred skjoldbue. Ribberne er halvstens, 

og der er spygat i flere svikler. I øst- og vestkappen 

ses klokkerehshuller, og hvælvet har lette 

overribber med trinkamme. Det sekundære 

vestvindue er indsat i en oprindelig lysåbning, 

der ifølge bevarede spor var fladbuet med 

spidsbuet spejl mod det ydre. Det meget høje 

trappehus har fladbuet, falset underdør. Den 

murede spindel med loft af fladbuede binderstik 

belyses af små glugger i øst og vest. Den 

fladbuede overdør har trinvis stigende loft af 

rulskiftestik. Mellemstokværket, som muligvis 

har haft et gulvlag over hvælvet, belyses i vest 

af et fladbuet vindue, som udvendig er falset. 

Klokkestokværket har mod øst, syd og vest to 

slanke, fladbuede glamhuller, som både ud- og


Fig. 5. Indre, set mod øst. NE fot. 1978. - Interior to the east. 

indvendigt er falsede. Nordsiden har kun ét 

glamhul, der til gengæld er bredere af hensyn 

til klokkernes indhejsning. Flankemurene krones 

af falsgesims. De øst-vestvendte taggavle, 

af hvilke den vestre er ommuret, står nu begge 

glatte, kronet af kamtakker fra 1913. På østgavlen 

ses imidlertid, at de trekantede murflader 

oprindelig har haft †blændinger, der nu er 

tilmurede. Dette kan være sket ved en reparation, 

der til dels borttog blændingernes afdækning 

i forbindelse med fjernelsen af oprindelige 

kamtakker. Fodlinjens savskifte er ligesom de 

to luger (til brug ved stilladsarbejder) med fladbuet, 

aftrappet stik levn fra gavlens oprindelige 

komposition. Tilsvarende luger er bibeholdt 

ved fornyelsen af vestgavlen. 

Eftermiddelalderlige ændringer og vedligeholdelse. 

1590 skal kirken være »renoveret og forbed 

ret« (jfr. †korbuebjælke). Karakteren af den hovedrestaurering, 

som gennemførtes 1842 efter 

tegninger af »konferensråd arkitekt Hansen« 22 

(d.e. C. F. Hansen) er derimod bedre kendt. 

Sikkert er det, at langhusets tre rundbuede sydvinduer 

(med samtidige støbejernsrammer?) 

indsattes i ældre åbninger. 18 Da tårnets vinduer 

er ganske tilsvarende, er disse formentlig samtidige 

og led i en istandsættelse, der tillige kan 

have omfattet de rundbuede døre samt fornyelsen 

af taggavlene, hvis blændinger og kamtakker 

synes elimineret i 1800’rnes første halvdel. 23 

Muligvis var et fjerde rundbuet vindue i langhusets 

nordside (over for indgangsdøren), som 

ombyggedes 1915 og selv erstattede et ældre 

fladbuet (jfr. det udvendig bevarede stik), også 

del af Hansens ombygning. 24 

1876-77 25 lod kirkeejeren påny bygningens

indre og ydre istandsætte. Formentlig var det 

ved denne lejlighed, at man genåbnede det oprindelige 

østvindue, som fik spidsbuet støbe- 

jernsramme. 26 Endvidere synes man at have 

opsat tre udvendige tstøttepiller — to mod nord 

og en mod syd - som dog atter fjernedes 1883 

på grund af brøstfældighed. 27 De statiske problemer 

bestod imidlertid fortsat, og 1906 10 

meldes om udskridning af langhuskorets nordvæg 

samt heraf følgende skader på hvælvene. 

1909 gennemførtes sikringsarbejder, omfattende 

to udvendige stræbepiller (arkitekt Andr. 

Clemmensen) samt ankre afjern i stedet for af 

træ. 28 1 91 3 9 fik samtlige taggavle påny kamtakker, 

og 1915 10 rykkedes langhusets nordvindue 

lidt mod vest og ombyggedes til en spidsbuet, 

falset åbning i forbindelse med indsættelse af 

glasmaleri. Skalmuringen af tårnets sydside 

samt dele af vestmuren er sket i flere omgange 

og har antagelig været led i 1800’rnes istandsættelser. 

Tagværker. Alene våbenhuset har bevaret sit 

oprindelige tagværk, af eg og med dobbelt lag 

hanebånd. Spærfødderne og enkelte andre led 

er udskiftet 1981-82. Langhusets tagværk stammer 

ligesom tårnets snarest fra en af restaureringerne 

i 1800’rne. De er begge af fyr, og 

langhusets har dobbelt lag hanebånd, af hvilke 

enkelte er genanvendt egetømmer. 

1733 29 ansøgte kirkeejeren om tilladelse til at 

udskifte kirkens †blytag 30 med teglsten, idet hun 

mente, at forbudet herimod var ophævet. 

Kirken står i dag hvidkalket med tage af røde 

vingetegl. Korgulvet er hævet et trin og dækkes 

af bræddegulv. Skibets og tårnets midtergang 

har hovedsagelig kvadratiske gulstensfli- 

ser uden fuge, mens der i stolestaderne er hvidskurede 

brædder som i koret. Våbenhusets 

gulv er af gule klinker, lagt i sildebensmønster; 

loftet har gullige bjælker med rosa affasning, 

og brædderne er mørkerøde. 

Opvarmning. Ved restaureringen 1876 fik kirken 

kakkelovn, som 1898 på grund af røg flyttedes 

fra langhusets nordvæg til tårnbuen; 9 men 

1906 10 var ubrugelig. 1909 9 fik man ny kakkelovn, 

som senere erstattedes af kalorifer; denne 

fornyedes 1940. 1958 installeredes el-varme. 


815 

Glasmalerier. 1) 1915 indsattes i langhusets til 

samme formål ombyggede nordvindue et glasmaleri 

af apostlen Johannes (efter Thorvald- 

sen), udført af Andr. Goos og skænket af kirkens 

præst, Henry Larsen. 2) O. 1943 indsattes 

i tårnets vestvindue et glasmaleri, forestillende 

Marias ophøjelse, udført efter forlæg af Johan 

Thomas Skovgaard. 

KALKMALERIER 

Ved kirkens restaurering 1908 16 blev der fundet 

kalkmalerier af provst Henry Larsen, som 

straks underrettede Nationalmuseet. Umiddelbart 

efter fremdrog man under ledelse af museumsinspektør 

M. Mackeprang kalkmalerier fra 

flere forskellige perioder på såvel vægge som 

hvælv. Afdækningen medførte nedhugning af 

en dekoration på ribber og gjordbuer, formentlig 

fra 1842. Samme år blev malerierne nøjere 

undersøgt og yderligere afdækning foretaget af 

konservator Eigil Rothe, som også var ansvarlig 

for den efterfølgende restaurering i 1909. 

Malerierne på andet, tredje og fjerde hvælvfag 

blev istandsat; for sidstnævntes vedkommende 

dog kun den rent ornamentale del. Endvidere 

billederne på nord- og sydvæggen i andet fag - 

dog kun den ornamentale del - på tårnbuens 

underside samt et bomærke på tårnrummets 

østvæg. De øvrige hvælvbilleder samt fragmenter 

på væggene overkalkedes alle. Undtaget 

herfra var en Mariafremstilling på korvæggen, 

som endnu en årrække stod fremme ure- 

staureret. 

1958 genrestaureredes de tilstøvede malerier 

under ledelse af Olaf Hellvik. Ved denne lejlighed 

fremdrog man på tårnrummets østvæg en 

korsfæstelsesscene, som restaureredes året efter, 

samtidig med at en eftermiddelalderlig dekoration 

på tårnhvælvets ribber overkalkedes. 

En mindre brand tilsodede i 1971 kalkmalerierne 

og beskadigede partielt dekorationen på 

nordvæggen i andet fag. Det ødelagte parti rekonstrueredes 

1972 i forbindelse med rensningen 

af den øvrige udsmykning (O. Hellvik). 

1) O. 1375-1400 udsmykkedes hvælvene i 

det oprindelige skib (fig. 6).


Fig. 6. Skematisk plan over gotiske kalkmalerier i langhuset, tårnrummet og våbenhuset. 1-15. Malerier i 

skibet, udført o. 1375-1400 (s. 815). 1. S. Æmilianus. 2. S. Laurentius. 3. Bispehelgen. 4. S. Peter. 5. Grif. 6. 

Løvinde. 7. S. Mikael. 8. S. Olav. 9. Ørn. 10. S. Olavs kapsejlads. 11. Syndefaldet. 12. Dommedag. 13. 

Dommedagsscener. 14. De dødes opstandelse. 15. Helvede. - A-B. Malerier i tårnrummet, udført o. 1400 

(s. 823). A. Drage. B. Korsfæstelsen. - 16-47 og C-F. Malerier i langhuset, udført af Isefjordsværkstedet 

o. 1460-80 (s. 824f.). 16. Bebudelsen. 17. Besøgelsen. 18. Fødslen. 19-21. De hellige tre konger. 22. Herodes. 

23-25. S. Laurentius’ barndom: 23. Fødsel. 24. Befrielse fra Djævelen. 25. Dåb. 26-33. S. Laurentius’ martyrium: 

26. I forhør. 27. Uddeler almisser. 28. I forhør. 29. Hudflettes. 30. I fængsel. 31. Prygles. 32. Skoldes. 

33. Brændes. 34-35. Pave Sixtus’ martyrium: 34. I forhør. 35. Halshugges. 36-38. S. Hippolytus’ martyrium: 

36. I forhør. 37. Torteres, 38. Slæbes til døde. 39. Romanus halshugges. 40-41. Kejserdatteren Cyrillas 

martyrium: 40. I forhør. 41. Halshugges. 42. Kristus (Gud) i sin herlighed. 43. Adam og Eva i Paradis. 44. 

Skabelsen. 45. Syndefaldet. 46. Uddrivelsen af Paradis. 47. »S. Jørgen«. C. De hellige tre kongers tilbedelse. 

D. S. Sebastian. E. Maria i solgisel. F. S. Martin. G. Maleri i våbenhuset, udført o. 1460-80 af Isefjordsværkstedet? 

(s. 830) Lykkehjulet. - Schematic plan of Gothic murals in the church, the tower and the porch. 1-15. Murals in 

the nave from c. 1375-1400. 1. St. Aemilianus. 2. St. Lawrence. 3. Bishop saint. 4. St. Peter. 5. Griffin. 6. Lioness. 7. 

St. Michael. 8. St.Olav. 9. Eagle. 10. St.Olav’s boat race. 11. The Fall. 12. The Last Judgement. 13. Scenes from 

The Last Judgement. 14. The Resurrection of the Dead. 15. Hell. A-B. Murals in the tower bay from c. 1400. A. 

Dragon. B. The Crucifixion. 16-47 and C-F. Murals in the nave by the Isefjord workshop from c. 1460-80. 16. The 

Annunciation. 17. The Visitation. 18. The Nativity. 19-21. The Magi. 22. Herod. 23-25. The Infancy of St. Lawrence: 

23. Birth. 24. Liberation from the Devil. 25. Baptism. 26-33. The Martyrdom of St. Lawrence: 26. The Interroga- 

tion. 27. Giving alms. 28. The Interrogation. 29. The Flagellation. 30. Inprison. 31. The Torment. 32. The Scalding. 

33. The Burning. 34-35. The Martyrdom of Pope Sixtus: 34. The Interrogation. 35. The Beheading. 36-38. The 

Martyrdom of St. Hyppolytus. 36. The Interrogation. 37. The Torturing. 38. Dragged to Death. 39. Romanus is 

beheaded. 40-41. The Martyrdom of Cyrilla, Daughter of the Emperor. 40. The Interrogation. 41. The Beheading. 42. 

Christ (God) in Majesty. 43. Adam and Eve in Paradise. 44. The Creation. 45. The Fall. 46. The Expulsion. 47. 

»St. George«. C. The Adoration of the Magi. D. St. Sebastian. E. The Virgin in Glory. F. St. Martin. G. Mural 

c. 1460-80 in the Southern porch by the Isefjord workshop? The Wheel of Fortune. 

I det nuværende tredje hvælv fra øst er helgener, 

symboler og legendefremstillinger. - Østkappen 

skildrer Olav den Helliges kapsejlads 

med broderen Harald Hårderåde (fig. 7). To 

skibe ses i høj søgang med spændte sejl stævne 

mod nord. Imellem er indskudt en liljebåret 

grenroset med trekløver- og fligede blade. Det 

bageste skib er klinkbygget og forsynet med 

ror og dragekronede stævne samt stort råsejl, 

der fastholdes til masten med en kuglebesat


Fig. 7. S. Olavs kapsejlads. Kalkmaleri fra o. 1375-1400 i østkappen af langhusets tredje hvælv (s. 816f.). Eigil 

Rothe fot. 1909. - St. Olav’s boat race. Mural c. 1375-1400 on the east cell of the church’s third vault. 

rakke. Øverst krones masten af et latinsk kors, 

hvorunder en stribet vimpel med en enkelt lang 

tunge. Otte delvist bevæbnede, hjelm- og 

brynjeklædte mænd ses bag rælingen. Skibet 

foran er en kravelbygget kogge med ankerbe- 

hængt, krenelleret platform på forstavnen og 

agterstavnen opbygget som et kastel, kronet af 

skjolderand. Masten bærer stort råsejl med udkigskurv 

over råen og afsluttes med et Georgs- 

kors over stribet vimpel med en udtrukket tunge 

øverst. Af besætningen er kun tre mand synlige: 

to i forstavnen og den sidste i bagstavnen 

med en bagudvendt låsbue i hånden. — Billedet 

bygger på en legende eller folkevise om kapsejladsen. 

31 Målet var Trondheim og gevinsten 

Norges trone til den først ankomne. Skønt O- 

lav lod sig sinke for at deltage i gudstjeneste, 

vandt han. Ved guddommelig indgriben skød 

hans skib en overnaturlig fart. Så hurtigt løb 

skibet, at det nåede målet før den pil, han med 

sin bue afskød undervejs. Utvivlsomt forestiller 

bueskytten på det forreste skib Olav. 

Sydkappen (fig. 8) er opdelt af fem treklø- 

verbuede arkader, båret af slanke søjler og foroven 

afsluttet af en rosetprydet dobbeltstreg og 

krenellering samt allerøverst en gavlformet trekant 

med kløverbladsbue. I den midterste arkade 

ses et blomstrende træ, og i de øvrige står 

fire helgener, parvist vendt mod træet i midten. 

Længst mod øst den oldkristne martyrhelgen 

S. Æmilianus fra Trevi. Han er kappeklædt, 

bærer mitra samt korsprydede handsker og 

holder i venstre hånd et træ med fligede blade. 

Sidstnævnte attribut hentyder til helgenens li-

818 TUSE HERRED


Fig. 8-10. Kalkmalerier fra o. 1375-1400 i langhusets tredje hvælv. 8. Sydkappen: Helgener (s. 817f.). 9. 

Vestkappen: Grif og løvinde (s. 819). 10. Nordkappen: S. Mikael, S. Olav og ørn (s. 819f.). Eigil Rothe fot. 

1909. - Murals c. 1375-1400 on the church’s third vault. 8. South cell: Saints. 9. West cell: Griffin and lioness. 10. 

North cell: St. Michael, St. Olav and eagle. 

delseshistorie, der beretter, hvorledes han efter 

at have nægtet at tilbede hedenske guder blev 

bundet til et dødt træ, som derefter skød friske 

blade. Indsættelsen af en krog til prædikesto- 

lens himmel har ødelagt ansigtet og formentlig 

også glorien. Derefter følger den kjortelklædte 

S. Laurentius med rist og bog i hænderne. Vest 

for træet ses en skægget, uidentificerbar bispe- 

helgen med mitra og stav. Rækken af stående 

helgener afsluttes af S. Peter med en stor nøgle i 

højre hånd. 

Midt i vestkappen (fig. 9) er et træ med hjerteformede 

blade flankeret af to modstillede 

dyr. Mod syd en vinget grif med stort krummet 

næb, ørnelignende forkrop og bagkrop 

som et hovdyrs. Mod nord løvinden som op 

819 

vækker sine tre døde unger - en dyrefabel, der 

symboliserer Kristi opstandelse. Over løvinden 

ses to trekløverbuer, svarende til sydkappens 

arkader, og derover horisontale streger som 

mod midten er svunget op og formet som store, 

symmetrisk arrangerede spidsede og fligede 

blade. 

I nordkappen (fig. 10) er et blomstrende træ i 

midten flankeret af S. Mikael Sjælevejeren mod 

vest og mod øst af Olav den Hellige sammen 

med en dobbeltørn. Den glorierede S. Mikael 

står svajet med højt oprejste vinger og holder 

med kun to af højre hånds fingre vægten, hvis 

skåle er fyldte med sjæle. Tre hornede djævle 

søger uden held at tynge den høj tplacerede skål 

ned for at bemægtige sig sjælene for Helvede.


Fig. 11. Dommedag. †Kalkmaleri fra o. 1375-1400 på østkappen i langhusets fjerde hvælv (s. 820). M. Macke- 

prang fot. 1908. - The Last Judgement. †Mural c. 1375-1400 on the east cell of the church’s fourth vault. 

Olav den Hellige sidder på en firpasprydet trone 

med lavt ryglæn og holder et rigsæble med 

kors og en langskaftet skægøkse. Dobbeltørnens 

betydning forekommer i sammenhængen 

uklar, men har måske en symbolsk (politisk) 

betydning. 32 

I nordkappens østre svikkel og begge svikler 

i øst- og sydkappen er der malet en række trekløverbuer 

båret af tynde søjler, som øverst 

afsluttes af en horisontal streg, der danner 

grundlinie for den figurative udsmykning. De 

resterende svikler står tomme. 

Samtidig med billederne i tredje hvælv var 

der malet nu overhvidtede †kalkmalerier i fjerde 

hvælv, som fremstillede Syndefald og Dommedag. 

I østkappen Dommedag (fig. 11). Kristus 

tronede i midten, tilsyneladende siddende på 

regnbuen og med fødderne på jordkuglen. 33 

Armene var oprakt, så vunderne blottedes, og 

fra hans mund udgik to sværd. Til venstre anedes 

hoved og vinger af en basunblæsende dommedagsengel. 

Som bisiddere seks apostle placeret 

på hver side af Kristus, højtsiddende på store 

opstablede, kasseagtige troner, hvoraf flere 

var prydet med firpas, ruder- eller kvadrerede 

mønstre som Olav den Helliges. De fleste af 

apostlene sad med bøger, men næst Kristus ved 

hans højre side sås Peter med en stor nøgle. 

Kappens søndre svikkel blev ikke afdækket, 

men i den nordre var malet en kutteklædt gejstlig, 

der lagde højre hånd på hovedet af en knælende 

person, som rakte en rund genstand 

(mønt?) frem. Scenen forestiller bodssakra- 

mentet: kirkens syndsforladelse af den bodfærdige 

(gavegivende) lægmand efter skrifte. 34


Fig. 12. Syndefaldet og de dødes opstandelse. †Kalkmaleri fra o. 1375-1400 på nordkappen i langhusets fjerde 

hvælv (s. 821). M. Mackeprang fot. 1908. - The Fall and the Resurrection of the Dead. †Mural c. 1375-1400 on the 

north cell of the church’s fourth vault. 

Nordkappen (fig. 12) var fra skjoldbuens issepunkt 

til kappens top delt i to scener af en 

kraftig optrukket streg. Til venstre sås Syndefaldet 

bag paradishavens lave, krenellerede 

kvadermur. Adam og Eva stod nøgne, dækkende 

deres skam med figenblade, på hver side 

af kundskabens træ. Eva rakte Adam et æble, 

mens hun fra slangen modtog et andet. Kappens 

østre halvdel, der knap blev halvt afdækket, 

knyttede sig til østkappen og viste de dødes 

opstandelse. De nøgne, udmagrede døde 

steg op af kasseagtige grave, hvis låg skubbedes 

til side. De to øverste menneskesjæle krydsede 

ben på en ejendommelig, næsten dansende 

måde. 

I sydkappen (fig. 13) vistes de fordømtes 

pinsler i Helvede. Til venstre en svajrygget, 

hornet djævel bevæbnet med morgenstjerne, 

821 

som drev de dømte hen mod helvedesbygnin- 

gens indgang. Bagest blandt disse sås her fremhævet 

en skægget synder med en lille hornet 

djævel på skulderen. Djævelen havde tvunget 

hans hoved bagover og hældte fra en langstrakt 

pose noget ned i hans mund. Motivet kunne 

måske forestille en af dødssynderne, i så fald 

frådseriet. 35 Den forreste af de dømte i forgrunden 

bar kappeslæbet for en stor hornet djævel, 

som stod foran helvedesportens åbne fløjdøre. 

Djævelen havde en ring om halsen, hvortil der 

var fastgjort en svær kæde, som omspændte en 

skare dømte. Til højre var bygningens side åbnet, 

og man så en stor gryde fyldt med fortabte 

ophængt i en lang, savtakket metalkrog over 

blussende ild. Tæt omkring gryden stod djævle 

med gaffelgrenede forke, hvormed de fortabte 

hindredes i flugt. En nøgen mand sad øverst til 

Danmarks Kirker, Holbæk amt 53


Fig. 13. Helvede. †Kalkmaleri fra c. 1375-1400 på sydkappen i langhusets fjerde hvælv (s. 821 f.). M. Macke- 

prang fot. 1908. - Hell. †Mural c. 1375-1400 on the south cell of the church’s fourth vault. 

højre på en kasseformet tronstol og forestillede 

måske Helvedes fyrste. 

Vestkappen var ved den forsøgsvise afdækning 

meget dårligt bevaret. Ifølge Henry Larsen 

»syntes [kappen] helt at have været dækket 

med Billeder af mærkelige Stormaander og ba- 

sunblæsende Engle (Åb. 7,1; 8,6)« 16 Det fotograferede 

parti af kappens søndre del (fig. 13) 

viser, at den øvre del med en streg har været 

afgrænset fra den nedre. I denne øvre del anedes 

en lille skikkelse, som med begge hænder 

syntes at holde en søjlelignende genstand frem. 

Måske var der her tale om en fremstilling af 

Kristi marterredskaber. 

Ornamentik og farver. Hvælvenes skæringspunkter 

prydes af rosetter, der er sammensat af 

palmetter med grønne blade og rødbrune 

stængler i hver af de fire kappetoppe. Ribberne 

i tredje hvælv er inderst rød- og hvidstribede, 

mens det yderste led bærer røde, linseformede 

bånd på blåt mønster af krydsende linjer. Fjerde 

hvælvs ribber bærer en stregdekoration med 

firkanter af vekslende farve, form og størrelse. 

Begge hvælvs gjord- og skjoldbuer er kantet af 

en kvaderdekoration i vekslende røde, hvide, 

gullige og grå farver. Adskillige kvadre er påført 

et mønster af prikker, krydsende linjer eller 

varierende firpas-ornamenter. Buernes underflader 

i tredje hvælv er dekoreret med ranker, 

hvis store fligede blade er grønne, røde 

eller grå. Dog består dekorationen på underfladen 

mellem tredje og fjerde hvælv af en pal- 

metranke. De nu overhvidtede underflader på 

skjoldbuerne i fjerde hvælv havde i nord en 

dekoration af krydsende linjer eller prikker og i 

syd en bladranke. 

De dominerende farver i tredje hvælv er 

rødt, grønt, gule og brune nuancer. Rødt og

grønt er kontrasteret i S. Mikael og helgenernes 

klæder; griffen og løvinden står gulligt brune 

og skibsskrogene med brunlige toner over sorte 

bølger. Fjerde hvælvs dekoration stod overvejende 

med rødt optrukne konturer og sparsomme 

farverester: grønt, hvidt og gult foruden 

rødt især anvendt på figurernes hår og 

skæg og deres klæder. 

Både hvad angår stil og indhold er dekorationen 

beslægtet med udsmykninger i Bregninge 

(Skippinge hrd.) og Højby (Ods hrd.). Vekslen 

mellem enkeltstående, ofte flertydige, symbolske 

eller moraliserende motiver og umiddelbart 

episk betonede scener, der hyppigt forekommer 

i suiter, er karakteristisk for disse udsmykninger, 

der synes at repræsentere et overgangs- 

stade. 32 

2) O. 1400 blev tårnbuens underside samt 

tårnrummets tilgrænsende østvæg udsmykket 

med kalkmalerier (fig. 6). 

På tårnbuens underflade (fig. 14) er der malet to 

modstillede røde drager med grå vinger. Fra 

halerne skyder stængler, som bærer hjerteformede 

blade, og tungen stikker ud af det tandbesatte 

gab. Under dragerne ses på begge vanger 

et draperi, ophængt i stang med ringe. 

Omkring buens kanter både mod øst og vest er 

der malet en dekoration af vekslende røde, hvide 

og grå stiksten, som dog delvist er overmalet 

ved buens top på tårnrummets østvæg. 

Umiddelbart over buen på tårnrummets østvæg 

ses en korsfæstelsesscene (fig. 15), hvis øvre 

del er afskåret af det senere hvælv, som kom 

til ved opførelsen at det nuværende sengotiske 

tårn. Omtrent midt i billedet, der rummer syv 

personer, ses Kristi ben med fødderne naglet til 

korset og foran til venstre en halvt knælende, 

tilbagehældende skikkelse i folderig kjortel, antagelig 

den afmægtige Maria. Bag hende og til 

højre for korset ses det nederste af tre fornemme 

mandskjortler; fra bæltet på skikkelsen 

længst til højre hænger bjælder. Længere til 

højre er der et stort sværd og bag det resterne af 

en kjortel. I forgrunden er der yderst til højre et 

par bøjede ben, som utvivlsomt hører til en 

person, der er i færd med at spænde armbrøsten 

foran. Nederst ved buens kant ses længst til 


Fig. 14. Drage. Kalkmaleri fra o. 1400 på nordre del 

af tårnbuens underside (s. 823). LL fot. 1978. - Dragon. 

Mural c. 1400 on the north part of the tower arch’s 

soffit. 

53*


højre og bag sværdet og armbrøsten tre røde 

stiksten, hvis tilstedeværelse virker umotiveret. 

Antagelig har det ikke været meningen, at de 

skulle gribe ind i korsfæstelsesscenen. Det synes, 

som om kunstneren helt eller delvist har 

overkalket dem til fordel for denne scene, der, 

måske på grund af det tidligere tårnrums ringe 

højde, har måttet presses helt ned til buens 

kant. Sammenblandingen af de to lag skyldes i 

så tilfælde den nutidige afdækning. 

Til såvel tårnbuens dekoration af stiksten og 

drager som korsfæstelsesscenen findes i den 

nærliggende Jyderup kirke tydelige paralleller 

(s. 738f., fig. 8, 12). 

3) O. 1460-80 har Isefjordsværkstedet udsmykket 

hvælv og vægge i første og andet fag 

samt muligvis tillige udført en forsvundet lyk- 

kehjulsfremstilling på våbenhusets nordvæg 

(fig. 6). 

I andet hvælv skildres scener fra Kristi barndomshistorie 

og helgenmartyrier. Scenerne er 

rammet ind af to over hinanden stillede, rundbuede 

arkaderækker alle fire kapper rundt, en 

form for strukturering, som også kendes fra 

værkstedets malerier i sakristiet i Bregninge 

(Skippinge hrd.). - I nordkappen (fig. 16) vises 

scener fra Kristi barndomshistorie: Øverst til 

venstre knæler englen og Maria i Bebudelsen 

på et mønstret tæppe, som angiver, at begivenheden 

foregår indendøre. Englen står iført rigt 

mønstret kjortel med et skriftbånd, hvis skrift 

lyder: »Ave graci(a)« (vær hilset, (du) benådede). 

Maria knæler overfor med udslagent hår. I 

Besøgeisen i den midterste arkade mødes de to 

kvinder uden for en lille bygning, formentlig 

Zacharias’ hus. I Fødslen til højre knæler Maria 

tilbedende over for det nøgne, ligeledes knælende 

barn i stråleglans. Æslet og oksen bagved 

bøjer sig over krybben, og en søjle med udsnit 

af tag angiver staldbygningen. I hver sin arkade 

ses i nederste række De hellige tre konger til 

hest, rigt udstyret og på vej til barnet med gaver. 

De rider gennem et træbevokset landskab, 

og yderst til højre står kong Herodes foran sit 

palads, anbragt i en fjerde arkade, der afbrydes 

af nordøstre ribbe. 

I øst-, syd- og vestkapperne vises oldkristne 

martyrier, handlingsmæssigt indbyrdes for 

Fig. 15. Fragment af Korsfæstelsen. Kalkmaleri fra o. 1400 på tårnrummets østmur (s. 823). LL fot. 1978. - 

Fragment of the Crucifixion. Mural c. 1400 on the east wall of the tower bay.


Fig. 16. Jesu barndomshistorie. Kalkmaleri på nordkappen i langhusets andet hvælv, udført af Isefjordsværkstedet 

o. 1460-80 (s. 824). Eigil Rothe fot. 1909. - The Infancy of Christ. Mural c. 1460-80 on the north cell of the 

church’s second vault, by the Isefjord workshop. 

bundet og centreret omkring S. Laurentius. 

I østkappens øverste arkaderække (fig. 17) er 

skildret S. Laurentius’ barndomshistorie. 36 Til 

venstre ses hans fødsel: Moderen sidder i en 

seng under et stormønstret tæppe, mens en 

barselskone rækker det svøbte barn til faderen. 

Begge forældre bærer kroner, der angiver deres 

høje rang. Ifølge legenden stjal djævelen en nat 

barnet og lagde i stedet den skifting, som i det 

midterste billede findes af den rædselslagne amme. 

Midt i billedet ses djævelen, der har gemt 

barnet i et laurbærtræ (heraf helgenens navn) i 

Italien, hvor pave Sixtus II, der ses til højre 

med tredobbelt pavekrone, bibel og korsstav, 

finder drengen. Paven lod drengen opdrage i 

kristen tro, og i det følgende arkadefelt døber 

Sixtus barnet, assisteret af to gejstlige. 

Neders te rækkes fire billeder skildrer - i 

sammenhæng med sydkappens nederste række 

— legenden om S. Laurentius’ martyrium. De 

øvrige fire martyrier i den resterende del af 

hvælvet er alle knyttet sammen med S. Laurentius’ 

historie i Jacobus de Voragines »Legenda 

Aurea«, der utvivlsomt har tjent som litterært 

forlæg for denne del af udsmykningen. 37 

I legendens skildring fortælles om tronrane- 

ren Decius, som - efter at have myrdet den 

kristne kejser Filip - lader Roms kristne forfølge 

for at generhverve kejsertronens rigdomme, 

der i tide var blevet overdraget til pave Sixtus 

II. Decius lader Sixtus arrestere og siden henrette, 

men Sixtus har forinden overladt den eftersøgte 

pengesum til ærkediakonen Laurentius, 

der fordeler den blandt de fattige kristne. 

Dette kommer Decius for øre, og han lader 

Laurentius arrestere, resultatløst forhøre og 

derpå fængsle. Under tortur ved forhør hos 

kejseren og i fængslet gør Laurentius’ standhaf-


Fig. 17-19. Kalkmalerier i langhusets andet hvælv, udført af Isefjordsværkstedet o. 1460-80. 17. Østkappen: 

Legenden om S. Laurentius’ barndom (s. 825). 18. Sydkappen: Pave Sixtus’ og S. Laurentius’ martyrium 

(s. 827). 19. Vestkappen: Hippolytus’, Romanus’ og Cyrillas martyrium (s. 827f.). Eigil Rothe fot. 1909. -

tighed og undergerninger et sådant indtryk, at 

hans fangevogter, præfekten Hippolytus og en 

ridder, Romanus, lader sig døbe af ham. - Det 

nordligste billede i østkappen viser den glorierede 

Laurentius stedt for kejser Decius, der 

sidder på sin trone med et liljescepter. På næste 

billede ses Laurentius, der uddeler den overladte 

pengesum til de fattige kristne. Det tredje, 

fragmentarisk bevarede billede fremstiller atter 

Laurentius i forhør hos kejseren. I det fjerde 

piskes han af to bødler på befaling af kejseren, 

der ses med sit sværd til venstre, mens Guds 

velsignende hånd kommer til syne i himlen. - I 

sydkappens nederste række (fig. 18) fortsættes 

Laurentius’ historie. Længst mod øst ser man 

Laurentius blive ført i fængsel, formentlig af 

Hippolytus. Fængslet vises som en borglignen- 

de bygning til venstre. I det næste billede træk 


ker to bødler klæderne af ham og trakterer ham 

med køller. I det tredje overhældes han med 

kogende olie, mens han står nøgen i en tønde. I 

det sidste billede brændes den nøgne Laurentius, 

liggende på en rist over flammende ild, 

mens bødler holder ham på plads med gaffel- 

grenede forke. Med sit sværd står Decius iagttagende 

mellem bødlerne. 

De to billeder i øverste række skildrer pave 

Sixtus’ martyrium. Til venstre forhøres paven, 

der føres frem for kejseren af fire mænd, og i 

næste scene eksekveres hans henrettelse ved 

halshugning, mens kejseren, støttet til sit 

sværd, ser til. Til højre, foroven, ses Guds velsignende 

hånd. 

I vestkappen (fig. 19) fortsætter martyrfremstillingerne 

på grundlag af Legenda Aurea. - 

Øverst til venstre ses den tilfangetagne præfekt 

Figs. 17-19. Murals c. 1460-80 on the church’s second vault, by the Isefjord workshop. 17. East cell: The Infancy of 

St. Lawrence according to legend. 18. South cell: The Martyrdom of Pope Sixtus and St. Lawrence. 19. West cell: The 

Martyrdom oj Hippolytus, Romanus and Cyrilla.


Hippolytus i forhør hos kejseren. Han står ydmygt 

med korslagte hænder, fastholdt af en 

vagt med krumt sværd hængende fra bæltet. - 

Ifølge legenden 37 havde han begravet den døde 

Laurentius, hvilket kejseren erfarede og derpå 

lod ham arrestere. Under forhøret bekendte 

Hippolytus sig som kristen, hvorefter han blev 

torteret og dømt til døden. - I næste billede ses 

Hippolytus bundet til et T-formet kors, mens 

to bødler med jernkroge flænser hans krop. 

Kejseren står med bydende hånd til venstre. 

Billedskildringen springer nu fra øverste til ne- 

derste række, utvivlsomt af pladshensyn. I det 

nordligste felt i nederste række følger eksekveringen 

af Hippolytus’ dom indrammet af en 

arkade med dobbelt bredde. Hippolytus er med 

reb blevet fastbundet til to heste, der skal slæbe 

ham til døde. En bøddelknægt med svingende 

pisk overskrævs på den forreste hest holder sig 

rede. Kejserskikkelsen længst mod nord i det 

tilstødende felt til venstre er vendt mod Hippo- 

lytusbilledet. Formentlig hører skikkelsen, 

med sværd og bydende gestus, på trods af den 

adskillende søjle med til sidstnævnte billede og 

forestiller i så fald kejser Decius. 

Sidste scene i øverste række fremstiller ridderen 

Romanus’ endeligt. Også han bekendte i- 

følge legenden 37 sin nyvundne kristne tro over 

for kejseren og blev dødsdømt. I billedet falder 

ridderens hoved for bødlens sværd; atter med 

kejseren som befalende tilskuer. Øverst til højre 

ses Guds velsignende hånd fra himlen. 

De to resterende scener i nederste række viser 

kejserdatteren Cyrillas martyrium. Ifølge 

legenden 37 lod kejser Decius’ enke, Trifonia, og 

hendes datter, Cyrilla, sig døbe under indtryk 

af Decius’ frygtelige død. Den nye kejser, 

Claudius, dømte siden Cyrilla til døden, da 

hun nægtede at tilbede de hedenske guder. I 

scenen til venstre ses Cyrilla mellem to vogtere 

i rudemønstret kjole og med krone med kegle- 

dannende bøjler; kejser Claudius står med liljescepter 

og sværd til venstre. I det næste, brede 

felt halshugges Cyrilla. Bødlen til venstre 

for den knælende, allerede hovedløse Cyrilla 

har et mægtigt udstående, langlokket hår. To 

træer flankerer, hvoraf det forreste deler scenen 

i to: neden for trækronen ses til venstre Guds 

velsignende hånd vendt mod Cyrilla, mens kejserskikkelsen 

til højre synes at høre med til 

Hippolytusscenen. 

Ornamentik og farver. Ornamentikken er karakteristisk 

for værkstedet og i overensstemmelse 

med dets øvrige arbejder i Nordvestsjælland, 

f.eks. Tuse (s. 597f.), Mørkøv og Breg- 

ninge (Skippinge hrd.). Ribbernes skæringspunkt 

er dækket af en mørkerød og grå storbladet 

dobbeltroset, der inderst er omkranset af 

små grå bladbærende kviste, som også kanter 

fagets gjordbuer, og yderst af et bredere bånd 

af rødbrunt, svunget rankeværk. Lignende 

bånd med rankeværk afgrænser figurscenerne i 

alle fire kapper og pryder sviklerne i vest- og 

østkappen samt kanten omkring den vestlige, 

ældre og lavere gjordbue mod tredje fag. Ribberne 

dækkes af en gråsort bølgende enkeltstreg 

med fligede blade. Figurscenernes arkader 

smykkes øverst af langhårede engle, hvis vinger 

dækker sviklerne. De bærende søjler hviler 

på rudeprydede baser, og runde, kapitællignen- 

de sten er med mellemrum indskudt på øvre 

del af søjleskafterne. Figurscenernes to rækker 

adskilles i hver kappe af en rød knækbåndsbort. 

På nord- og sydvæggen er der øverst under 

hvælvdekorationerne og midt på væggen malet 

illusionistiske, mørkerøde draperier; øverst 

med fiskekrogslignende og nederst med de for 

værkstedet typiske golfkøllelignende foldekast. 

Draperierne har indrammet nu overkalkede 

tvægmalerier (jfr. nedenfor). Nederst på begge 

vægge er draperierne i vid udstrækning rekonstruerede. 

- Malerierne virker nu temmelig 

snavsede, og farverne står matte og uldne mod 

den mere grå end hvide baggrund. Rødt og 

sortgråt dominerer, mens grønt kun er anvendt 

i beskedent omfang. 

I tilknytning til den øvrige udsmykning i andet 

fag har Isefjordsværkstedet også udført 

†kalkmalerier på vægge og hvælv i første fag. På 

nordvæggen blev der mellem de to nævnte draperier 

tilsyneladende kun afdækket fragmenter 

af en enkelt fremstilling: De hellige tre Kongers 

tilbedelse af barnet. Lignende scener kendes fra 

bl.a. Mørkøv og Tuse (s. 598), der i begge til


Fig. 20. Indre, set mod vest. NE fot. 1978. - Interior to the west. 

fælde dog er placeret i hvælvkapper. På sydvæggen 

blev der fundet flere billeder, men kun 

et - der forestillede S. Sebastian - blev identificeret. 

16 Fremstillinger af S. Sebastian findes 

bl.a. i værkstedets udsmykninger i Sønder As- 

mindrup (s. 187) og Mørkøv. 

Første fags hvælv og vægge rummede billeder 

af Skabelsen og Syndefaldet samt helgenskildringer. 

- I østkappen et billede af Kristus 

(Gud) i sin herlighed, tronende i kappens midte 

og omgivet af de fire evangelistsymboler. På 

skriftbånd læstes: »Ego sum alpha et o(mega)« 

(Jeg er begyndelsen og enden). - Sydkappen 

rummede tre scener, som antagelig har været 

fordelt med et større billede i kappens midte og 

et mindre i hver svikkel. Hovedbilledet viste 

Adam og Eva i Paradis, og på et skriftbånd 

stod der: »Hic introducu(n)t deus eos in para- 

dysu(m) et mo(n)stra(vi)t eos fructu(m) hoc 

(est) lig(nu)m vite« 37a (Her indførte Gud dem i 

Paradis og viste dem frugten, dette er livets 

træ). I sviklerne forneden var Skabelsen med 

skriftbånd, hvorpå: »Hic devs creauit ada(m)« 

(her skabte Gud Adam) og Syndefaldet. - Vestkappen 

blev delvist afdækket og kun en enkelt 

scene identificeredes, nemlig Uddrivelsen af 

Paradiset. - Det samme gjaldt nordkappen, 

hvor blot »et brudstykke af en S. Jørgen« blev 

fremdraget. - På østvæggen var der i nord en 

fremstilling af Maria i solgisel med Jesusbarnet 

på armen. 16 Hun stod på måneseglen og havde 

en krans af stjerner over hovedet. Til venstre 

sås en engel med røgelsekar. Mod syd blev der 

afdækket fragmenter forestillende S. Martin i 

færd med at dele sin kappe med en fattig mand. 

Isefjordsværkstedets praksis med altomfat


tende dekorationer fra Skabelsen i øst til Dommedag 

i vest, således som det er tilfældet f.eks. 

i Sønder Asmindrup (s. 185), Dråby (DK. 

Frborg. s. 2548f.) og Herlev (DK. Kbh. Amt 

s. 504f.) var udelukket i Skamstrup, hvor der 

tilsyneladende kun har været tale om at udsmykke 

hvælvene i det nye langhuskor. Alligevel 

er den overhvidtede †udsmykning i første 

fag vidnesbyrd om, at en sådan cyklus er søgt 

gennemført. Dekorationen her rummer således 

væsentlige lighedspunkter med udsmykningen 

i Lynge (DK. Frborg. s. 1986f.). 38 Ingen spor 

tyder på, at tredje og fjerde fag har været over- 

kalket og dermed til rådighed, da Isefjordsværkstedet 

udsmykkede de to østligste fag. Årsagen 

til værkstedets programmæssige disposition 

kan derfor skyldes, at man simpelt hen 

som udgangspunkt har accepteret den allerede 

eksisterende, ældre dekoration i de to vestligste 

fag, hvor der netop fandtes en Dommedagsde- 

koration vestligst. Isefjordværkstedets martyr- 

skildringer har paralleller i tredje fag, hvor 

martyrhelgenerne S. Olav, S. Æmilianus og 

S. Laurentius er fremstillet. 

4) 1500’rne? Omtrent midt på tårnrummets 

østvæg, nord for tårnbuen ses et rektangulært 

indrammet bomærke af armbrøsttypen flankeret 

af bogstaverne v og s, skrevet med versaler. 

†Kalkmalerier. 1) Senmiddelalderligt. Et billede 

forestillende Lykkehjulet på våbenhusets 

nordvæg vest for døren kan have været malet af 

Isefjordsværkstedet (jfr. Tuse s. 601 f.). 16 

2) Eftermiddelalderlig. I forbindelse med 

genrestaureringen i 1958 blev en eftermiddelalderlig 

dekoration på tårnrummets ribber over- 

kalket. Dekorationen kan stamme fra 1800’rne 

(jfr. nedenfor). 

3) 1842? Indberetningen fra 1894 og samtidige 

fotografier dokumenterer, at der da fandtes 

en middelalderimiterende, ornamental dekoration 

på skibets ribber og gjordbuer, som man 

formodede var fra 1842. 

Fig. 21. Alterpartiet 1955 med kopi af Thorvaldsens 

Kristusfigur i altertavlen. Altermaleriet skimtes på 

væggen til venstre (s. 831f.). Einar V.Jensen fot. 

1955. - View towards the altar in 1955, showing a copy 

of Thorvaldsen’s figure of Christ instead of the altar-piece. 

The painting from the altar-piece can be glimpsed on the 

wall to the left. 

INVENTAR 

Oversigt. Blandt de bevarede gamle inventarstykker 

bør fontefoden med dens slangemotiv bemærkes. 

Fremhæves må endvidere prædikestolen; den bærer 

snedkersignaturen »AH« og reliefskåret årstal 1591, 

som antagelig skal ses i sammenhæng med oplysningen 

på en forsvunden korbuebjælke om kirkens restaurering 

1590. Kun lidt ældre er herskabsstolen dateret 

1584, mens en dørfløj med årstallet 1583 ikke 

længere eksisterer. Det samme gælder to klokker fra 

midten af 1600’rne og en skriftestol fra 1687. Fra 

sidste del af 1700’rne stammer den nyklassicistiske 

altertavle, som senere er sammenbygget med sidepartierne 

- oprindelig degne? og skriftestol - hvis 

døre fører ind til det nu som sakristi benyttede rum. 

Alterbordet er en nyere, helt tillukket fyrre- 

træskasse. 1808 kunne det konstateres, at det 

gamle †alterbord gik ind under det nye. 39 

Alterklæde, fra 1900’rne, af violet fløjl, delt af

to lodrette guldgaloner. Et †alterklæde bar von 

Eyndens våben og årstallet 1723 (sml. tpulpitur). 

40 Et andet, af purpurrødt fløjl med guldgaloner, 

var fra 1781. 71 

Altertavlen (sml. fig. 5), fra o. 1800 (omtalt 

1808), er arkitektonisk opbygget med to fritstående 

joniske søjler foran tilsvarende pila- 

stre. 41 Søjlerne bærer en trekantgavl kronet af 

lille, nyere?, latinsk filigrankors. 42 I tavlen er 

indsat et maleri (fig. 22), 166 X91 cm, olie på 

lærred, forestillende Opstandelsen. 43 Billedet er 

udført af kancelliråd [Cornelius?] Høyer ifølge 

præsteindberetningen fra 1808. 44 - Ved sin vi- 

sitats 9. juni 1840 noterer biskop Mynster: 

»... den franske altertavle, der synes en kopi 

eller efterligning af den i Frydendals kirke«, 46 

hvorved han må mene altertavlemaleriet. I dets 

øvre halvdel svæver Kristus med flagrende 

klædebon på vej mod himlen, højre arm peger 

opad, mens venstre følger den kurvede linie 

bagud. I forgrunden tre krigere, een, chokeret, 

med lanse i hånden, en anden endnu sovende. 

En engel holder kistelåget. 

Farveholdningen er gennemgående lys, Kristi 

klædebon hvidt, englens kjortel blå, mens 

krigeren foran har et rødt klæde ved højre arm 

over rustningen. Kisten og låget er ligesom 

klipperne til højre i billedet brungrå, himlen 

blå, sine steder mørk, med lysende gult bag 

Kristi hoved. 

Træværkets staffering fra 1960 ved Aage Sørensen 

består af hvidt, neapelgult og sort med 

ret meget guld. I gesimsen forgyldt versalindskrift: 

»Thi jeg lever og I skal leve Johs. 

14,19«. 45 Tidligere var farverne brunlige, gråbrune 

og grålige; ved prøveafrensning forud 

for nystafferingen fandtes en egetræsmaling og 

vistnok som ældste farvelag hvidt og guld. 

Midtpartiets alterbord, hvorpå den nyklassicistiske 

altertavle står, flankeres af tilsvarende 

dørpartier, som nu begge fører ind til et sakristi. 

Sidepartiernes fløjdøre har forneden glat 

spejlfylding, foroven gitter bestående af lodrette 

og vandrette sprosser af træ. Over mæan- 

derprydet liste glat gesimsfrise med feston; den 

afsluttende trekantgavl hviler på gesimsens 

kronliste, der ligesom gavlens skrågesimser har 


831 

Fig. 22. Altertavlemaleri fra o. 1800 af Høyer (s. 

831). LL fot. 1960. - Altar-piece from c. 1800 by Høyer. 

tandsnit. De nuværende gavle er nyere, hvilket 

også gælder skillevæggene, der forbinder sidepartierne 

med altertavlen. Opfattelsen bekræftes 

af indridsede versaler bag på søndre vægstykke: 

»Completum MCMX« (fuldendt 1910, 

i forbindelse med hvælvenes stabilisering). Sidepartiernes 

staffering svarer til altertavlens, ligesom 

de underliggende lag er identiske. Dog 

findes underst yderligere et rødligt farvelag, 

som mangler på altertavlen, der i modsætning 

til sidepartierne har kridtgrund (se endvidere 

skriftestol). 

Thorvaldsens Kristusfigur, i hvidmalet zink, 

128 cm høj, stod 1840 på alterbordet foran al-


Fig. 23. Sengotiske figurer fra taltertavle (s. 832). 

Einar V. Jensen fot. 1943. — Late Gothic figures from 

†altar-piece. 

tertavlen. 46 Antagelig ved restaureringen 1875, 

som ikke er nærmere oplyst, indsattes figuren i 

en niche i altertavlen, hvorfra den fjernedes 

1960. 47 Nu opstillet i ligkapellet. - I de mellemliggende 

år hang opstandelsesmaleriet på korets 

nordvæg (fig. 21). 

(†)Altertavle. Af en sengotisk altertavle er bevaret 

to figurer (fig. 23): en røver og Maria 

grædende tillige med Johannes, der står bagved 

hende. I hvert fald røveren må have indgået i en 

Golgathafremstilling i tavlens midtskab, mens 

Maria og Johannes ligeledes kan stamme herfra 

eller fra en (gravlæggelses)gruppe i en af fløjene. 

I skrivelse dateret juli 1893 omtales tavlen 

fra 1488, uden at det fremgår, om årstallet har 

været skåret eller malet, eller hvor det var anbragt; 

en mulighed er på et fodbræt eller på 

predellaen. 48 

Gruppen med Maria er 53 cm høj, Maria alene 

43 cm. Med højre hånd løfter hun op i kappen, 

mens hun med den venstre bruger en flig 

af hovedklædet til at borttørre sine tårer. I klædedragtens 

foldekast ses kridtgrund med rester 

af rød og blå farve. Den gode røver har mistet 

en del af højre ben, som er bøjet om bag kors- 

træet. Figuren er 58 cm høj og hænger strakt 

uden tegn på smerte, med armene bundet bag 

den vandrette korsarm. Der ses rester af naturlig 

karnation med blodstænk på kroppen. Han 

bærer små hvide bukser. 

Figurerne er sammenstillet med Hvidovre altertavles 

figurrige Golgathascene, der følger 

Notkeskolens gængse skema. 49 

1808 og endnu 1859 50 stod den gamle altertavle 

»i forgyldt billedhuggerarbejde« bag den 

nuværende, således som det også var tilfældet i 

Ågerup (s. 263 f.), men da pastor Kali Rasmussen 

1893 tilbød at yde et tilskud til tavlens restaurering, 

var den ikke til at finde. På forespørgsel 

hos kirkeejeren nogle år senere svaredes, 

at tavlen, der ansås for at være uden værdi, 

var solgt til en antikvitetshandler. Imidlertid 

blev figurerne 1942 skænket til kirken af en 

mand i sognet, hvis fader skulle have fundet 

dem i en affaldsbunke ved kirkegården. 51 Efter 

restaurering ved Einar V. Jensen ophængtes de 

på skibets nordvæg over for indgangsdøren. 

† Sidealtertavle? Gotisk. 1758 var der ved altret 

»et skab uden beslag, med to døre for, 

hvorudi står et udhugget billede i fuld korpus 

med en træbog i højre hånd, hvilket kan ses i 

gamle tider at have været stærkt forgyldt«. 52 

Som eksempel på en antagelig tilsvarende, bevaret 

sidealtertavle kan nævnes nr. 1 i Maribo 

domkirke, hvor skabet, fra slutningen af 

1400’rne, rummer en Augustinusfigur og lukkes 

af to fløje eller »døre« 53 Da bogen er det 

eneste attribut, som nævnes i forbindelse med 

tavlen i Skamstrup, kan den pågældende helgen 

ikke bestemmes. Sml. i øvrigt †sidealtertavle 

fra 1514 i Jyderup (s. 744).

Altersølv. Kalk (fig. 24), fra 1750, 26 cm høj. 

Den cirkulære fod prydes af drevne rocaillede- 

korationer; tilsvarende dækker den pæreformede 

knop og den skål, hvori bægeret hviler. Ø- 

verst på foden, lige under knoppen, ses fire 

stempler: mestermærke kronet PLN for Jerome 

Paul Lenoir (Bøje 447), Københavnsmærke 

1750, guardeinmærke for Christopher Fabrici- 

us og månedsmærke skorpionen. Under bunden 

indprikket initialerne »WAH« for Wilhelm 

August Hansen, der 1774 overtog Torbenfeld 

og dermed kirken af dødsboet efter sin fader. 

Disk, 1775, tvm. 15 cm. Glat. Under bunden 

to ens mestermærker for Thomas Andreas We- 

strup (Bøje 497). Kalk og disk opbevares i et 

gammelt, skindbetrukket futteral med stemplede, 

forgyldte ornamenter. Foret er af rødt fløjl, 

hvorpå smalle guldlidser. 

Oblatæske, 1900’rne, af plet, rektangulær, 

med nadverfremstilling på låget. Under bunden: 

»C. Møller«. 

En †alterkande af passende størrelse var anskaffet 

1845. 18 

Ske, 1903, stemplet A. F. for A. Fleron, Københavnsmærke 

(19)03 og guardeinmærke for 

Simon Groth. 

Sygesæt, fra 1776, bestående afkalk og disk. 

Kalken er 12,5 cm høj og har svajknækket fod 

med fodplade, korte cylinderformede skaftled 

og samtidigt bæger. Under bunden mesterstempel 

for Thomas Andreas Westrup (Bøje 

497), Københavnsmærke (17)76, guardeinmærke 

for Fredrik Fabricius og månedsmærke 

jomfruen. Under fodpladen indprikket initialerne 

»WAH«, jfr. alterkalken. Den tilhørende 

disk, 9 cm i tvm., er glat. Under bunden to ens 

mestermærker som kalkens. Sættet svarer stort 

set til altersølvet i annekskirken i Frydendal. I 

samtidigt futteral med stemplede ornamenter. 

†Altersølv og sygesæt. Da præstegården 

brændte 1736, blev kalk og disk af sølv, »et 

stort og et lidet«, fortæret af ilden. 29 

Alterstager (fig. 26), middelalderlige. De to 

stager er ikke ganske ens; den ene måler 44,5 

cm, den anden 46,6. Den mindste virker også 

mest spinkel, muligvis fordi dens tre skaftringe 

er profilerede. Begge står på fodskål i tre afsæt 


Fig. 24. Alterkalk fra 1750 med stempel for Jerome 

Paul Lenoir (s. 833). LL fot. 1978. — Altar chalice 1750 

with the mark of Jerome Paul Lenoir, Copenhagen. 

og har næsten cylinderformet skaft. Godset er 

ens i de to stager. 

Et †ildkar blev repareret 1669. 17 

†Skriftetavle. 1894 hang i præstens rum bag 

altret en tavle med 70 huller (til optælling af 

altergangsgæster). »Hvidmalet med rød påma- 

ling«. 

Alterskranke, fra 1910, 9 hesteskoformet, med 

joniske søjler af træ, som bærer den svære 

håndliste. Søjlerne er mørkegrå med forgyldte 

baser og kapitæler, mens håndlisten står i naturtræ. 

Den afløste et †smedejernsrækværk. 

Font (fig. 25), romansk, af granit, tvm. 80 

cm, højde 97. På den cylinderformede fod ses 

syv uregelmæssige vertikale fortykkelser og en 

ottende formet som en slange med snoet krop 

og hovedet bøjet til højre. Slangen kan symbolisere 

det onde, Djævelen. 54 Over det nedre 

skaftled sidder en stor vulst, som er hugget for


sig. Kummen har næsten lodrette sider og lille 

rundstav lidt under mundingsranden (sml. 

Nørre Jernløse, s. 100). 55 Øverst ses spor af 

jernbånd. Da fonten 1914, ligesom nu, stod 

ved korets nordvæg, var en del af foden skjult 

under gulvet, hvad den endnu bærer præg af. 

Dåbsfad, antagelig anskaffet efter at synet 

1856 ønskede det gamle fad borttaget og remplaceret. 

18 Af messing, tvm. 70,5 cm. Den 13,5 

cm brede fane er samlet af fire dele, der er loddet 

til bunden. I øvrigt glat. †Dåbsfade. 1833 

havde fonten et nyt og et gammelt fad. 56 1 842 

beskriver J. H. Larsen et »meget stort fad, af 

tin, med halvkugleformet bund, svarende til 

Kundbys. Uden indskrift eller spor deraf. 

Skulle være fundet på marken i en banke, hvilket 

dog næppe er troligt«. 57 

Dåbskande (fig. 27), o. 1850, af tin, 30 cm 

høj, af den almindeligt forekommende »choko- 

ladekandeform«, svarende til f.eks. den forsølvede 

kande i Frydendal og en tkande i Tuse, 

anskaffet 1863 hos Hans Høy, der blev mester 

Fig. 25. Romansk font af granit (s. 833f.). LL fot. 

1978. - Romanesque font of granite. 

1834 (jfr. s. 608). †Dåbskande. Inventariet fra 

1910 nævner en dåbskande af messing. 9 

En †fontehimmel er nævnt 1661, 17 da der betaltes 

for indflækning af en delle i hætten over 

fonten. 

†Korbuekrucifiks, med »en positur« på hver 

side, utvivlsomt Maria og Johannes, stod 1758 

på en †bjælke mellem kor og skib. Nogle år 

forinden var bjælken faldet ned under prædikenen 

en søndag, dog uden at gøre understående 

nogen skade. 52 På den gamle bjælke læstes: 

»Respice qvi transis, qvia tu mihi cavsa doloris. 

En morior pro te, peccatvm desine pro me. 

A(nn)o 1590« (Flygtige vandrer, betænk: Du 

blev grund til min smerte og kummer. Ser du: 

Jeg døde for dig! Ophør at synde for mig!). 58 

Videre oplyser indberetningen 1758, at der på 

en træbjælke mellem koret og prædikestolen 

stod: »A(nn)o Do(min)i 1590 blev denne kirke 

renoveret og forberit«. 

†Korgitter? O. 1860 nævnes kordøren i forbindelse 

med en gravsten. 50 

Den usædvanlige prædikestol (fig. 28, 32) har 

på lågen to reliefskårne skjolde, det ene med 

Jesumonogram over årstallet 1591, det andet 

med initialerne AH over krydslagte snedkerjern. 

Endvidere meddeler en reliefskåren indskrift 

bestillernes, d.e. kirkeværgernes navne 

samt fortæller, hvem der var præst. Endelig 

fremgår det af den malede fremstilling med 

Dorte Gøies navn, våben og årstallet 1594 i et 

af arkadefelterne, at hun lod stolen staffere 

nævnte år. Himlen er først kommet til heni- 

mod år 1800, og stolen hviler på en egestolpe 

»Sat af L P Iacobsen 1876«, mens opgangens 

nuværende udformning stammer fra 1960. 

Den store kurvs lodrette sider er ved kanne- 

lerede pilastre delt i seks fag, som på midten og 

under håndlisten brydes af vandrette lister med 

indskrifter. Vestsidens to fag nærmest væggen 

står vinkelret på denne og modsvares af en dør 

med dobbeltarkader, mens de fire midterste fag 

danner sider i en polygon. Af spor i malingen 

på stolens fremspringende bund fremgår, at der 

har stået søjler ud for pilastrene, tilsyneladende 

således at de har dækket for de reliefskårne hoveder, 

som sidder øverst på pilastrene. 59 De


Fig. 26-27. 26. Middelalderlig alterstage (s. 833). LL fot. 1978. - Medieval altar candlestick. 27. Dåbskande af tin 

fra o. 1850 (s. 834). LL fot. 1978. — Pewter baptismal ewer from c. 1850. 

fremkomne 12 felter har arkader, hvis bueslag 

med kuglestav langs kanten hviler på pilastre 

med varieret bladværk i lavt relief. I sviklerne 

primitivt skårne englehoveder af hvilke nogle 

er skæggede. 

Døren har to dobbeltarkader over hinanden 

og i de store udsparede rum derover englehoveder 

svarende til kurvens, men større således 

at vingerne som et tagformet udhæng breder 

sig over bueslagene. Imellem dem ses ovennævnte 

skjolde, det øverste med dateringen, 

det nederste med snedkersignaturen »AH«. 60 I- 

følge en indberetning 1894 stod der på den ne- 

derste midtpilaster initialerne »RS«; de er ikke 

omtalt andet steds og ses ikke længere. 

De vandrette listers indskrifter er alle med 

reliefversaler; på den nederste læses: »Anno 

d(omi)ni 1591 lod Niels Laritzø(n) i Sca(m)- 

strop oc Olvf Mogensø(n) i Syve(n)dkiøb bere 

835 

de denne predikestoel. Her Morten Andersøn 

Schawbo sognepre(st)«. De to øvre gengiver 

bibelcitater, på midten: »Oves meæ vocem me- 

am avdivnt et ego cognosco eas et seowntvr me 

et ego vitam æternam do eis Iohan: X.« (mine 

far hører min røst, og jeg kender dem ... 

Joh. 10,27-28) og foroven: »Salig ere alle de 

som høre Gvds ord oc bevare det wdi gode 

hierter, Lucæ 8«). 

Ved restaurering 1960 fremdroges den oprindelige 

staffering og malerierne i arkadefelterne: 

i øvre række Kristus og de fire evangelister, 

hvis navne malet med gule versaler anes over 

deres hoveder: »S: Marcvs«, som i venstre 

hånd holder blad hvorpå med sorte versaler er 

skrevet: »A(nn)o d(omi)ni 1594«, derefter 

»S: Io(h)annis«, »Ih(esu)s Chr(istus)s«, »S: 

Matthevs« og til sidst »S: Lvcas«. I nedre række 

ses S. Laurentius med bog i højre hånd og rist i


Fig. 28. Prædikestol fra 1591, med snedkersignatur »AH«, sml. fig. 32 (s. 834). NE fot. 1978. - Pulpit signed 

»AH« (cf. Jig. 32). 

venstre; hans tilstedeværelse på en efterrefor- 

matorisk prædikestol kan skyldes, at han fra 

gammel tid var kirkens værnehelgen. I næste 

felt står Paulus med sværd i højre hånd, herefter 

»Dorete Gøe« og »1594« under anevåben- 

kombination for Giøe og Rosenkrantz, dernæst 

Peter med nøgle og i feltet nærmest vinduet 

præsten, Morten Andersen Schaubo, med opslået 

bog. 61 De to felter nærmest døren har ligesom 

dens arkader malede plantemotiver. Figurernes 

baggrund er hvid og farverne i øvrigt 

græsgrøn, rød, violet og gul. De skablonmale- 

de planter er rødbrune på sort bund. Pilastrene 

mellem fagene er skiftevis rød- og grønmar- 

morerede; samme farveholdning findes på arkadernes 

pilastre tillige med lidt forgylding. 

Forgyldte er også indskrifternes reliefversaler, 

foroven og forneden på orange, i midten på 

bleggrøn bund. Før restaureringen stod stolen 

med nyere farver: rødbrunt, grønt og sort med 

forgyldning og guldbronze. Indskrifterne var 

forgyldte på sort bund.

Himlen, fra 1700’rnes sidste år, har reliefskåret 

mæanderbort i frisen og tandsnit under 

fremspringende kronliste. På undersiden spejlfylding 

med skæring som dørfløj nr. 1; langs 

kanten nedhængende skårne kvaster. Himlen 

står afrenset. 

Opgangen er mellem to stolestader; til den 

ene side lukkes trappen af to fag med rudefor- 

met felt, til den anden enkelt fyldingspanel. 

Stolen står i skibets nordøsthjørne. 

Stolestaderne stammer stort set alle fra 1925 

(arkitekt Ove Huus), 9 dog er de fleste ryglæn 

genanvendte. Langs væggene står paneler samlet 

af ældre stoledøre. En undtagelse danner de 

to gavle, der flankerer prædikestolstrappen og 

en enkelt ved vestre indgangspanel. Disse er 

jævnaldrende med herskabsstolene, som gavlen 

i vest ligner, men i forenklet udførelse. Den har 

udsparet muslingeskalornament i topstykket 

og derover opbygning som herskabsstolens, 

her dog med indskårne, sammenskrevne initialer 

»HH« og »PIV« i kvadratet. 62 Gavlene ved 

prædikestolen er glatte med en pålagt kannele- 

ret pilaster og trekanttopstykke hvorpå tre tinder 

som f.eks. i Søndersted (s. 412 med fig. 19). 

Døren er nyere, hængslerne muligvis ældre. 

1862 var stolene rødmalede 9 og 1894 ege- 

træsmalede, mens de 1956 fremtrådte rødbrune 

med grønt og guld. 63 Siden 1960, da Aage Sørensen 

afsatte farver i kirken, er gavlene gule 

med sorte profillister, dog med en enkelt rød 

under topstykket. 

På præstekonens †stol, som er beskrevet i præ- 

steindberetningen 1758, 52 var malet Frelserens 

billede og rundt om skrevet: Joh. 10,9 (Jeg er 

døren; om nogen går ind gennem mig, han skal 

blive frelst ...). Under fødderne stod: »Salva- 

tor« og på vestre sidestykke (gavl): »Maren 

Cruse Her Peder Arildsens Ao.« På østre: 

»Chrestense Friis Her Peder Arildsens 1689. Indeni 

rundt omkring: Ps. 199 v. 19. 92.130 og 

170« (bibelhenvisningerne giver ingen mening, 

sml. i øvrigt tskriftestol og gravkamre). Stolen 

stod neden for prædikestolen. 

1831 foreslog synet, 18 at der i koret anskaffedes 

bænke til skoleungdommen overensstemmende 

med skoleanordningen. 

Danmarks Kirker, Holbæk amt 


837 

Fig. 29. Prædikestolslågen med årstallet 1591 og 

snedkerens signatur »AH«, sml. fig. 28, 32 (s. 834). 

Einar V. Jensen fot. 1955. - Pulpit detail with carved 

date 1591 and carpenter’s signature (cf. figs.28, 32). 

Alteropbygningens sidepartier har antagelig 

oprindelig fungeret som skrifte- og degnestole? 

Deres nærmere beskaffenhed kan ikke erkendes 

i dag; de kan have været indrettet som to selvstændige 

stole, hvad der nok er sandsynligst, 

eller de kan muligvis have været led i et arrangement, 

der bestod af et skrifterum bag altertavlen. 

Adgangen har været gennem de mod 

koret vendende fløjdøre. Tilsvarende indretning 

fandtes, foruden i annekskirken, f.eks. i 

Slots Bjærgby fra 1737, mens forholdene i 

Damsholte svarer til Skamstrups, idet et panelværk 

slutter sig til altertavlen og afskilrer et lille 

præsterum. 64 Sidepartiernes farvelag tyder på, 

at de er ældre end altertavlen. 65 Bortset fra de 

afdækkende trekantgavle og den indskudte 

mæanderliste svarer sidepartierne til Frydendals. 

Op ad nordvæggen er bevaret et panel 

med enkel barokfylding (se også altertavle og 

†skriftetavle). 

54


Fig. 30. Sengotisk degnestol (s. 838). LL fot. 1978. - 

Late Gothic parish clerk’s chair. 

†Skriftestol, antagelig bekostet kort efter 1687 

af hr. Peder Arildsen. Stolen kendes fra omtale 

i præsteindberetningen 1758. 52 Udvendig læstes 

»oven omkring stolen« (i gesimsfrisen?) citat 

fra 2 Kor. 5,19: Gud var i Kristus. På døren 

»nedentil var afmalet Frelserens billede, med 

dette oven omkring: Død, hvor er din Brod, 

Helvede hvor er din Sejer« (1 Kor. 15,55). Inden 

i stolen fandtes indskriften: »Denne Stoel 

haver Hr. Peder Arildsen ladet bekoste Kirken 

til nogen Ziirat, det hellige Embede til Nytte 

og sin Hiærte, Fromme, Dyde=Kiære allerkiæ- 

reste Hustroe Maren Cruse Arnolds Daatter til 

et kiærligt Ihuekommelses Effterminde, med 

hvilken han levede i fulde 18 Aar et sødt, livsaligt 

og veleenigt Ægteskab for Gud og Menni- 

sken, i samme blev hun 3 Sønners Moder: Ar- 

noldus, som døde 1680 d. 20. Dec., Christian, 

Arild. Hende Hiemkaldede Gud ved en sød og 

salig Søvn d. 23. Novbr. 1687. Thi effterat hun 

ved Guds Naade 13 fulde Aar vel og taalig, 

troestadig og fornøyet i Guds Villie havde 

baaret sit beskikkede Svagheds Kors og Byrde, 

gik hun Himmel=tørstig og Himmel=trøstig til 

sin Frelsermand, til hvilken hendes Siæl stundede 

med Længsel, som Duen til Due=Slav(g). 

Hendes Legeme hviler herunder i Graven og 

blir ved Christi Forløsnings Krafft effter en 

ærefuld Opstandelse (?). Hannem bortkaldede 

Gud d. 2. April 1711« (sml. præstekonens †stol 

og gravkamre). Stolen stod i koret. 

Degnestol (fig. 30), sengotisk, med adskillige 

fornyelser. Forsiden er vandret delt i tre etager. 

Nederst tre felter, det ene ganske smalt, de to 

lige store, næsten kvadratiske, alle med skråfas 

forneden; derover to låger med samtidigt låseblik, 

dørring og delvis fornyede gangjern. Øverst 

udsavet bræt med fiskeblæreornament. Rammeværket 

har enkle profiler. Gavlene er oprindelige, 

men formentlig kun den østre på plads. 

Den vestre har snarere været brugt som endestykke 

for bænken; herpå tyder udstemning til 

et (ryg)bræt. Foroven firblad, hvor østre gavl 

har kolbeblomst. På pultbrættet såvel som på 

pultens forside ses mange indridsninger, blandt 

de ældste kan nævnes »MR 1577«, »NLS 

1617« og »IN« flankerende et bomærke. Rygpanelet, 

af fyr, har renæssanceprofiler, mens 

bænkens gavle er fra ny tid. Stolen står i afrenset 

eg med farvespor i bunden af udskæringerne, 

bag forsidens fiskeblæreudskæringer blåt 

og rødt. Ved sydvæggen i andet fag. 

De to østligste stolestader er indrettet til herskabsstole 

(fig. 31), og en af gavlene bærer reliefskåret 

årstal 1584. Alle fire gavle har pålagt 

kanneleret pilaster med profilkapitæl og topstykke 

formet som cirkelskive hvori muslingeskal 

over englehoved undtagen nordsidens østgavl, 

der rummer Rosenkrantz-våben; derunder 

reliefskåret »F ARK« for fru Anne Rosen- 

krantz. Gavlene krones af lille kvadrat, nordsidens 

med rudebosse, sydsidens med sammenskrevne 

reliefversaler »ARK« for Anne Rosen- 

krantz og »AG« for hendes ægtemand Albrecht 

Giøe. 66 På kvadratets bagside reliefskåret geometrisk 

mønster. 

Begge stader har låge — nordsidens oprinde-

lig, sydsidens eftergjort - med arkade, hvis 

glatte bueslag bæres af kannelerede pilastre og 

krones af trekantgavl, der hviler på volutter. 67 

Bukkehornsbeslag. Nordsidens stolerække 

lukkes mod koret af panel med tre fag arkadefyldinger 

svarende til stoledørenes og gesims 

med tandsnit foroven. Ved en mindre brand i 

kirken 1971 tog især panelet skade; desuden 

blev rygstød og sæde i stolen ødelagt, samt 

bagsiden af den vestre gavl. 

Siden 1960 står låger og gavle sorte med gule 

pilastre og lidt cinnober i toptrekanten, engle- 

hovederne forgyldte. Rosenkrantz-våbenets 

farver udførtes 1926 9 (af H. Munk, Holbæk), 

tidligere var det brunt. 

†Skab (monstransskab?). 1758 omtales »et 

gammelt munkeskab in formam pyramidis«, 

efter al sandsynlighed et monstransskab, som 

f.eks. i Mørkøv, »stærkt jernbeslået, tidligere 

forvaret med store taskelåse (hængelåse), som 

ridefogden ved Frydendal, Michel Kiær, lod 

frabryde 1711 eller 1712 for at finde nogle relikvier 

(her formentlig i betydningen: levn fra 

gammel tid), men fandt slet intet«. 52 

Pengeblok, fra 1800’rne, af eg, 77 cm høj, 

med jernbeslået låg hvori pengeslids. I den 

glatte forside låge, som lukkes af tre vandrette 

hængselbånd, og under lågen endnu et bånd. 

Fremtræder voksbehandlet. I skibet, øst for 

indgangsdøren. 

Pengebøsse, formentlig anskaffet kort efter 

1856, da bøsser manglede. 18 Af messing, klok- 

keformet som f.eks. Tølløses (s. 233). Over 

bøssen hænger en lille, oval, sortmalet metalplade 

med hvid skriveskrift: »Gud elsker en glad 

Giver 2 Cor. 9,7«. I våbenhuset, øst for indgangsdøren. 

†Pengetavle, antagelig fra 1700’rne, med udsavet 

rygskjold og svejfet skuffe. Ses på fotografi 

fra 1894 af herskabsstolen. 

Dørfløje. 1) Fra 1700’rnes slutning, vandret 

delt af liste med små portalfelter over båndom- 

vundet stav. På den nedre del af døren felt med 

konkave hjørner, og på den øvre profillisteind- 

rammet, rundbuet fylding, som ved et glat, 

korsformet bånd er delt i fire felter omkring 

midtroset. Alle fem felter har dekoration sva- 


839 

Fig. 31. Herskabsstol med initialer for fru Anne Ro- 

senkrantz og reliefskåret årstal 1584 (s. 838). LL fot. 

1978. - Manorial pew with carved date 1584 and the 

initials of Anne Rosenkrantz. 

rende til prædikestolshimlens underside (sml. 

også dørfløje nr. 1 og 2 i Kundby s. 648). På 

den indvendige side stort, firkantet låseblik fastgjort 

med fire store sømhoveder; herpå snoet 

dørring. Brunrød på begge sider. Mellem våbenhus 

og skib. 

2) 1700’rne?, med to spejlfyldinger på hver 

side. Stort rektangulært låseblik med snoet 

dørring. Brunmalet. Til våbenhuset. 

3) 1700’rne, flammeret. Rødbrun. Til tårntrappen. 

†Dørfløj, 1583, omtalt i præsteindberetningen 

1758, 52 ifølge hvilken der på døren til våbenhuset 

oventil var udskåret: »Ao 1583 lod Lauritz 

Ipsen beruste denne kirkedør, som boer i Ben- 

neboe«. Den kan have været beslægtet med dørene 

i Nørre Jernløse eller Kvanløse, begge fra 

1581, Store Tåstrup fra 1587 eller med Ågerup 

fra 1589. 68 

54*


Fig. 32. Prædikestol fra 1591, med snedkersignatur 

»AH«, sml. fig. 28-29 (s. 834). Einar V. Jensen fot. 

1955. - Pulpit 1591 signed »AH« (cf. figs. 28-29). 

†Pulpitur, fra 1730, ifølge indskrift som gengives 

i optegnelser formentlig stammende fra 

1700’rnes tredje fjerdedel: »Aar 1730 lod Hans 

Excellence, højædle og velbaarne Herre, Hr. 

Generalløjtnant Albrect Philip von Eynden, 

Herre til Frydendal og Bierbyegaard Kirkens 

fromme Patron bekoste dette Pulpitur« 40 (sml. 

†alterklæde). 1862 stod orglet på et pulpitur. 9 

To fyldinger, fra første halvdel af 1700’rne, 

61X38 cm, kan stamme herfra, men de kan lige 

såvel være overflyttet fra Torbenfeld, hvor der 

endnu findes en dørfløj med tilsvarende malet 

dekoration (fig. 33). Lysegrå med rødt og lidt 

gult båndværk; blå vaser og englehoveder med 

gråt hår og vinger. Fundet på våbenhusloftet 

og 1961 anbragt bag på alterpartiets panelstykker. 

Orgel, bygget 1942 af I. Starup & Søn, København, 

med anvendelse af ældre orgeldele. 69 

Ombygget 1973 af samme. 11 stemmer, to manualer 

og pedal. Elektrisk traktur, mekanisk og 

elektrisk registratur. Sløjfevindlader for manualerne, 

keglevindlade for pedalet. I tårnrummet. 

†Orgel med fire stemmer, skænket 1838 af 

kammerherre van Deurs. Ombygget 1910 af 

I. Starup, der indsatte et par nye 8 fods stemmer 

i stedet for nogle gamle »skrigende« 2 og 

2 2/3 fods stemmer. 70 Bar inskriptionen: »den 20 

Junii 1788, som Minde om Stavnsbaandets 

Løsning, givet af Godseieren, Herr K(ammer) 

h(e)rre van Deurs«. 71 På pulpitur, senere på 

forhøjning i vest. 9 

Salmenummertavler. 1) Fra 1800’rnes første 

fjerdedel, til skydenumre, med spærformet afslutning 

dannet af profillister hvorunder tandsnit. 

Sorte, med gråt rammeværk og hvidmale- 

de tal; desuden hvid antikva: »Før Prædiken« 

og »Efter Prædiken«. 2) 18-1900’rne, glatte, 

indrammet af profilliste. Med hvid moderne, 

frakturlignende skrift: »Skriftemaal« og »Altergang« 

samt »Daab«. Sorte, med indramning 

i to grå nuancer. 

Kirkestævnetavle, 1800’rne, kun 15x20 cm, 

med buetunge foroven. Sort med hvid skriveskrift: 

»Kirkestevne«. I våbenhuset. 

Præsterækketavlen, fra o. 1910, opregner stedets 

præster begyndende med hr. Mads 15... I 

skibet, over indgangsdøren. 

Et maleri, signeret »Luplau Janssen 1895«, forestiller 

Julius Theodor Borup, der var præst i 

Skamstrup og Frydendal, hvis beboere har 

skænket billedet ved hans afsked. 72 77x61 cm, 

olie på træ. Knæstykke, en face. Præsten er afbildet 

i ornat ved altret i Skamstrup kirke. Ved 

en mindre brand i kirken efteråret 1971 ødelagde 

sod og varme fernissen, som derefter rensedes, 

samtidig med at gamle retoucher fjernedes. 

Ophængt på tårnets nordvæg. 

Lysekroner. En 12-armet lysekrone fra kgl. 

hofbronzestøber Lauritz Rasmussen er, formentlig 

1916, skænket kirken og ophængt i 

hvælvingen ved prædikestolen. 1917 var endnu 

en 12-armet krone foræret til kirken og ophængt 

i østlige hvælv. En tredje malmkrone, 

ligeledes fra Lauritz Rasmussen, var tilkommet 

1921, da der blev indlagt elektricitet. 9 

Lysearm, fra 1900’rne, af smedejern. Ved 

prædikestolen.

Fig. 33. Fylding fra første halvdel af 1700’rne, muligvis 

fra tpulpitur 1730 (s. 840). LL fot. 1978. - 

Panel from thefrrst half of the 18th century, possibly from 

the †gallery. 

Kirkeskib, fregatten »Jylland«, ophængt 

1979, skåret af Bertel Lindholm-Andersen. 

Under gjordbuen mellem tredje og fjerde fag. 

Hatteknager, af træ, hvidmalede. På våbenhusets 

øst- og vestvæg. 

†Tårnur. 1661 købtes et reb til sejerværket. 17 

Klokker. 1) 1846, 18 tvm. 78 cm. Indskriften 

med reliefversaler på legemet meddeler: »Omstøbt 

paa Frederiksværk af V: Gamel«, mens 

man på halsen under slyngbåndsornamentik 

læser: »I: P: v: Deurs 1846 - Skamstrup Kirke«. 

Omkring denne indskrift og på slagkanten er 


der rammelister. Hankene er profilerede. Omstøbt 

af †klokke nr. 1. Ophængt i slyngebom. 

2) 1906, tvm. ca. 105 cm, »Omstøbt af 

B. Løw og Søn København 1906«. Nederst på 

legemet og omkring indskriften er der rammelister. 

Omstøbt af tklokke nr. 3. Ophængt i 

slyngebom. 

†Klokker. 1) Middelalderlig, fra 13- eller 

1400’rne, med indskriften: »Ave Maria gratia 

plena« og klokkestøberens mærke: en klokke 

omgivet af bogstaver, som i præsteindberet- 

ningen 1808 ansås for at være klokkestøberens 

navn. Af mulige støbere med dette mærke kan 

foreslås Olaf Henriksen Kegge, der har støbt 

klokke nr. 2 fra 1350-75 i Hagested (s. 554), eller 

Henrik Nielsen, som henholdsvis 1425 og 

1455 støbte klokker til Butterup og Nørre Jern- 

løse (jfr. s. 78 og 105). De sidstnævnte har dog 

en længere indskrift, hvori lovprisningen af 

Maria indgår. Herefter må det anses for rime- 

ligst at betragte førstnævnte støber som mesteren, 

hvis det da ikke er en tredje, da støbermærket 

med en klokke meget vel kan være 

brugt af andre, os ukendte støbere. 1808 73 oplystes 

endvidere, at klokken »i mands minde har 

hængt i slagværket på Frydendal og er derfra 

opflyttet til Skamstrup i stedet for en anden, 

som var revnet, men ej ældre end 1647« (sml. 

tklokke nr. 4). 1846 blev klokken omstøbt (jfr. 

klokke nr. 1). 

2) Ved skatten 1528 afleveredes en klokke. 74 

3) 1646, støbt af Jørgen Hansen, ifølge latinsk 

versalindskrift: »Haec campana reparata 

et refusa est tempore regis Christiani 4 te præfec- 

ti arcis Holbecensis Flemmingii Ulfeldt et pastoris 

Francisci Richardi Auræfontani Helsin- 

gorensis. Ego sum Sonus sonitans: venite para- 

tum viam Domino. M.Jørgen Hansen Klock- 

støber udi Jylland 1646« 75 (denne klokke er i- 

standsat og omstøbt på kong Christian 4. s tid, 

da Flemming Ulfeldt var lensmand på Holbæk 

slot og Frantz Richardsen Auræfontanus (Ør- 

kild?) fra Helsingør præst. Jeg er den rungende 

stemme, kom at berede vejen for Herren). 

Omstøbt 1906, jfr. klokke nr. 2. Klokkens 

tvm. var 40 tommer, og den var forsynet med 

et støbermærke, en klokke i et skjold (fig. 35).


Fig. 34. Epitafium nr. 2 over kancelliråd Henrich 

Hansen Holm, †745 (s. 842). NE fot. 1978. - Wall 

monument no. 2 to Chancellor Henrich Hansen Holm 

†1745. 

4) 1647, ligesom tklokke nr. 3 støbt af Jørgen 

Hansen, ifølge den latinske indskrift: »Hanc 

campanam D(eo) O(ptimo) M(aximo) S(ac- 

ram). Franciscus Auræfontanus hujus loci pastor 

fundendam auditorum impendio curavit 

1647. Venite et recipiscite. Ove Lasen. D: M: 

Jørgen Hansen« 76 (Denne klokke, helliget den 

almægtige Gud besørgede dette steds præst 

Frantz Auræfontanus støbt på tilhørernes bekostning 

1647. Kommer og tager imod). Ifølge 

præsteindberetningen fra 1758 revnede klokken, 

da der blev ringet over Christian V (sml. 

†klokke nr. I). 52 Tværmålet var 30 tommer. 

Klokkestol, gammel, af eg, med dobbelte 

skråstivere og under klokkerne skråtstillet fyl- 

detømmer. Samlet med trænagler. 

GRAVMINDER 

Epitafier. 1) O. 1671. Sognepræst, magister Ni- 

c(olai) Wand(s)tad og hustru Magdalena Pouls- 

datters tre børn: Andreas, *10. juli 1666, †8. 

april 1667, Birgitta, *6. nov., †21.nov. 1668 og 

Dorothea, *5. juni, †2. juli 1671. Sort stentavle, 

48x55 cm, med latinsk indskrift med forgyldte 

reliefversaler. 1758 52 var epitafiet indmuret i 

korets sydvæg, ud for altertavlen, hvor det 

endnu befinder sig. 

2) (Fig. 34) o. 1745. Kancelliråd Henrich 

Hansen Holm, først regimentskvartermester i 

26 år, siden kasserer ved Den kongelige Uldmanufaktur 

i 19 år, *8. nov. 1678, †22. aug. 

1745 i Skamstrup, 67 år gammel (jfr. tgravsten 

nr. 3). Sort kalkstensplade i gråmalet ramme af 

sandsten, 83x101 cm. Indskrift med fordybet 

antikva og versaler med spor af forgyldning. 

Den karnisprofilerede ramme, der foroven er 

kølbueformet, afsluttet i en rocaille, og forneden 

forkrøpper svagt opad, fastholdes af 10 

profilerede kramper. Ophængt på korets nordvæg 

i andet hvælvfag fra øst. 

Gravsten. 1) O. 1300. Skriftløs, mørk grålig 

sten med hvide striber, 169x65 cm, svagt tra- 

pezformet; et af de nedre hjørner er slået af. 

Stenen, der er 31 cm tyk - heraf en 11 cm høj 

hulkel - må have hævet sig over det omgivende 

niveau (om tilsvarende, se DK. Ribe s. 589, 

nr. 8). Fremkommet ved kirkegårdsudvidelsen 

1981, ligger nu ved våbenhusets østmur. 

2-3) 1300’rne. De oprindelige indskrifter er 

udslidt og stenene genanvendt, jfr. nr. 5 og 6. 

4) 1656. Såkaldt »bondegravsten«, sandsynligvis 

over et ægtepar »KLD« og »IHS«. Grålig 

granit, ca. 135x55 cm, plump og groft tilhugget. 

Initialer og årstal med store, fordybede 

versaler på nederste halvdel af stenen, øverst to 

huller lodret over hinanden, hvori ses rustne 

rester, muligvis af jernkramper. På kirkegården 

udfor koret. 

5) O. 1669. Over pigen Darete Nelsdater, 

som (var barnfødt) i (Bu)terop Prestegaard (og 

døde i Schamstrup 20. okt. 1669), 52 sml. tgravsten 

nr. 1). Genanvendt trapezformet, lysegrå, 

gotlandsk kalksten, ca. 160x76-96 cm. I midten 

udslidt ovalt felt med rester af den oprindelige 

indskrift med fordybede versaler. Omløbende 

randskrift, ligeledes med fordybede versaler. 

1758 i kirkens midtergang, 52 ud for præstekonens 

stol, nu på kirkegården, vest for 

tårnet. 

6) O. 1749. Sognepræst Jacob Baggers hustru 

Catharina Hedevig von Aspern, †10. dec. 

1749. »Legemet som omfavnede sin Smerte= 

Søn« blev begravet 16. dec. tillige med en datter, 

som havde stået i åben begravelse i to år.

Derefter gravvers, der slutter med åben plads 

til indføjelse af hans dødsdata. 

Af stenen, lysegrå kalksten, hvis indskrift 

kendes fra 1758 og 1767, 77 er nu kun bevaret et 

fragment, ca. 50x75 cm, med del af gravverset 

med fordybet kursiv. 1758 og 1767 på kirkegården, 

omgærdet af †stakit, nu vest for tårnet. 

7) 16-1700’rne. Genanvendt trapezformet 

sten af lysegrå, gotlandsk kalksten, ca. 198X91 

cm. I hjørnerne højovale felter med evangelistsymboler, 

i midten helt udslidt, hjerteformet 

indskriftfelt med dødningehoved forneden. 

Den udslidte sten er muligvis identisk med 

tgravsten nr. 1 eller nr. 2. På kirkegården, vest 

for tårnet. 

8) 1700’rne. Sparsomme rester af indskrift 

med fordybede versaler. Rød kalksten, 

ca. 184x115 cm, med profileret kant omkring 

rocailleværksornamentik. Næsten rektangulært 

indskriftfelt. Foroven Opstandelsen i ovalt felt; 

forneden, ligeledes i ovalt felt, en halvt siddende 

knokkelmand med timeglas. Indskriftfeltet 

flankeres af to høj ovale felter med hver sin stående 

figur. Kan muligvis være identisk med 

tgravsten nr. 2 eller nr. 3. På kirkegården, vest 

for tårnet. 

Desuden et fragment af lysgrå kalksten, ca. 

35X65 cm, med udslidt indskrift, uvis alder. 

†Gravsten. 78 1) 1600’rne. Birgitte hr. Niel- 

sis. 79 »A(nn)o 16(..) Her hviler Been og Kiød, I 

Jordens store Skiød, Som Salig Birgitte, Hr. 

Nielsis for sin Død, Har baaret mange Aar, I 

Butterup Præstegaard, Til hun i Schamstrup 

blev, Lagt under Stenen haard, Her venter hun 

sin Dom, Af Jesu milde Mund, Som dend der 

levet her, Og døde i Salig Stund« (sml. gravsten 

nr. 5). 1758 i midtgangen, over for prædikestolen. 

2) O. 1745. Sognepræst Nicolai v. Essen 

(*13. jan. 1683, †24.jan. 1745) med sine to hustruer 

og to-tre børn, samt den første hustrus 

søster. 1758 i koret. 

3) O. 1745. Henrich Hansen Holm (jfr. epitaf 

nr. 2), virkelig kancelliråd, første regiments- 

kvartermester ved det jyske »gevorbene« regiment 

26 år, fra 1736 til sin dødsdag kasserer 

ved den kgl. krigs uldne manufaktur. *8. nov. 


843 

Fig. 35. Aftryk af støbermærke på tklokke støbt 

1646 af Jørgen Hansen (s. 841). Kendt fra og her 

gengivet efter aftryk taget inden omstøbning 1906 

hos Løw og Søn. LL fot. 1982. - Impression of 

founder’s mark on †bell cast in 1646 by Jørgen Hansen. 

Reproduction from an impression taken before re-casting in 

1906 by Løw and Son. 

1678, gift 16. sept. 1706 med Antonette Augusta 

Blavenhagen som døde 26. nov. 1733, seks 

sønner og en datter. Siden gift 20. okt. 1736 

med hans efterlevende Johanne Catrine von Er- 

den (eller Erben), to sønner, en datter. Han 

døde i Skamstrup præstegård 22. aug. 1745 

(under et besøg hos sin søstersøn Jacob Bagger 

(jfr. gravsten nr. 6)). 

1758 i midtgangen, »straks neden for koret«, 

sandsynligvis i korets andet hvælvfag, ud for 

epitafium nr. 2, o. 1860 ved »kordøren«. 50 

Gravkamre. 1639 fik Otto Brahe Pedersen til 

Torbenfeld (†1642) 80 bevilling til at indrette sin 

begravelse ved siden af kirken, og 1643 tillodes 

det hans enke Mette Rosenkrantz at indrette 

begravelsen inde i kirken (sml. s. 809). Imidlertid 

er tilladelsen næppe udnyttet, da i hvert fald


han er begravet i Volstrup kirke (Dronninglund 

hrd., Hjørring amt), hvor hans ligsten findes. 

Under koret stødte man 1958 på to gravkamre, 

hvor blandt andre provst Peder Arild- 

sen Friis (†l711), hans tre hustruer (jfr. tskriftestol) 

og måske sognepræst Nicolai von Essen 

med hustruer og børn (jfr. tgravsten nr. 2) er 

bisat. 9 

Af gravkamrenes otte voksen- og fem barne- 

kister kendes to. 

1) 1696. Agnete vo[n] der (...) Mavrits 

D[aa]ter, †1696. Kiste af ubehandlet træ med 

hvælvet låg. I hjørnerne stiliserede blomster, 

øverst to engle holdende Jesumonogram imellem 

sig. Derunder afdødes navn og nederst 

kranium, alt i udstanset jern. 

2) 1700’rne. Trækiste med spor af beklædning. 

Øverst kartouche med Jesumonogram 

over ramme til †kisteplade. Herunder rester af 

indskrift med løse jerntyper: »A[N]NO 17.1«. 

Nederst timeglas og dødningehoved, alt i udstanset 

jern. 

1857 nævnes to †kirkegårdsmonumenter. 50 1) 

Major Nicolai Peter Bruus, *3. marts 1777, 

†12. juni 1835. 

2) Alino Sophie Bendz, født Agier, *22. 

marts 1806, †19. sept. 1851. 

På kirkegården, vest for våbenhuset, en nyere 

mindesten over seks faldne i krigen 1848-50. 

Rå granit, indskrift med fordybede, sortmalede 

versaler. 

En mindetavle over Povl Dons, Grundtvigs 

og Ingemanns ungdomsven, *1783, jordet her 

1843, blev 1918 indmuret i kirkegårdens nordmur. 

Et gravsted op ad kirkegårdens vestmur, syd 

for lågen mod præstegården, hegnes af støbe- 

jernsgitter, o. 1850-1900, i nygotisk stil. 

KILDER OG HENVISNINGER 

RA. Privatarkiver før 1660. Frantz Richardsen, sognepræst, 

div. dok. 1612. — Genealogisk-heraldisk selskab. 

A. Generalia. Fol 29: Beskrivelse over Torpenfelde- 

gaard til Aar 1758. - LA. Sognekaldsarkiv. Embedsbog 

med kirkesyn 1792-1831 og 1832-57. - Ved embedet. 

Synsprot. 1862-19(78). 

NM2. Præsteindberetning til Oldsagskommissio- 

nen 1808 og 1823. Indberetninger fra Aage H. Mathiesen 

1894 (bygning), P. Hauberg 1894 (inventar), 

Mollerup 1906 (klokker), E. Rothe og M. Macke- 

prang 1908 (kalkmalerier), E. Rothe 1909 (kalkmalerier), 

P. Nørlund 1948 (kalkmalerier), Einar V. Jensen 

1956 og 1959 (inventar), O. Hellvik 1958 og 

1972 (kalkmalerier), N. J. Termansen 1959 og 1962 

(altertavlemaleri), Aage Sørensen 1960 (farveafsæt- 

ning), Mogens Larsen 1972 (inventar), Karin Tams 

1975 (altertavlemaleri og portræt), Hugo Johannsen 

1978 (bygning), Marie-Louise Jørgensen 1978 (inventar), 

Erik Lyckegaard 1978 (gravminder). - 

Bygningsbeskrivelse ved Hugo Johannsen, kalkmalerier 

ved Jens Heinet Knudsen, inventar og gravminder 

ved Marie-Louise Jørgensen. Redaktionen 

afsluttet dec. 1982. 

Tegninger. NM2. Plan ved Aage H. Mathiesen 

1894. - To opmålinger med facader og snit af tårnbue 

med levn af oprindelig dobbeltarkade. Målt og 

tegnet af I. Arthur-Nielsen 1958 (1963). - Plan ved 

M. Brahde 1961. 

Notebøger. NM2. Henry Petersen IX, 41. 

Litteratur. Henry Larsen: Skamstrup kirke, i Årb- 

Holbæk 1914, s. 107-148. 

1 DiplDan. 2. rk. IV, nr. 27. 

2 Roskildebispens jordebog s. 164. 

3 Landebogen s. 146. 

4 KancBrevb. 

5 RA. DaKanc. A28. 1630-1702. Fortegnelse og div. 

dok. vedk. kirker og sognekald. 

6 Kronens Skøder II, 349. 

7 RA. DaKanc. A30. 1809. Fortegnelse over kirker 

og disses ejere. 

8 Jfr. Hans Stiesdal, i Trap. 

9 Ved embedet. Synsprot. 1862-19(78). 

10 RA. Kultusmin. l.Dep. 1848-1916. Journalsager. 

11 I regnskabet 1669-70 forbrugtes dog kun 1500 tagog 

1500 mursten til ringmuren, der 1662-63 fik gærde 

omkring for at holde svin borte (jfr. note 17). 

12 Muren er yngre end 1862, da der var stakit mod 

præstegården. 

13 Samtidig med udvidelsen opsattes et granstakit 

med indvendig elmehæk, en foranstaltning som synet 

dog ikke mente ville kunne godkendes (jfr. note 

10). 

14 1871 (jfr. note 9) ønskedes buen over portalen fornyet, 

og 1876 nævntes atter behov for reparation. 

1908 (jfr. note 10) ommuredes portalen, og ved denne 

lejlighed indkapsledes i en af pillerne en forseglet 

flaske med beretning om arbejdet (jfr. Henry Larsen, 

i ÅrbHolbæk 1914, s. 147). Flasken fandtes ved portalens 

nedbrydning 1982, men beretningen kunne 

ikke længere læses. - Det er sandsynligt, at 1670portalen 

var en ombygning af en ældre indgang,

nemlig »den store kirkeport«, som omtales 1661 (jfr. 

note 17); men i betragtning af portalens ombyggede 

tilstand kan det ikke overraske, at man ved nedbrydningen 

1982 ikke konstaterede levn af middelalderligt 

murværk. 

15 Den her gengivne tekst baserer sig i alt væsentligt 

på Henry Larsens læsning, foretaget 1908 i forbindelse 

med tavlens nedtagning under portalens ommuring 

(jfr. indberetning og fotografi; endvidere 

samme i ÅrbHolbæk 1914 s. 148). Provst Larsens 

transkription afviger på enkelte punkter fra pastor 

Baggers læsning i 1750’erne (jfr. NM2. Håndskriftsaml. 

Indb. vedr. Sjælland til Thurah og Hoffman 

1755 og 1773. I—II.). Her læses bl.a. »Envaldi«, hvor 

Larsen kun kunne tyde »..valdi«. 

16 Henry Larsen: Skamstrup Kirke, i ÅrbHolbæk 

1914, s. 107-148. 

17 RA. Rtk. Rev. rgsk. Kirkergsk. 1661-72. 

18 LA. Tuse og Merløse hrdr.s provsti. 1824-1900. 

Synsforretningsprot. 

19 Jfr. C. G. Schultz: Bidrag til de danske Tvillingtaarnes 

Udviklingshistorie, i Historisk Aarbog for 

Københavns Amt, 1935, s. 105-140. Et eksempel i 

amtet, som ikke er nævnt i denne oversigt, er Sønder 

Asmindrup (s. 181, fig. 4). 

20 Trekløver- eller pærestavprofilet med platteryg 

(ofte kombineret med almindelige, retkantede ribber) 

og ufalsede hjørnepiller kendes fra adskillige andre 

eksempler, som formentlig også skal henføres til 

tiden o. 1350-1450, jfr. Sønder Asmindrup, Hørby, 

Hjembæk, Stigs Bjergby (s. 182, 491, 681, 757); endvidere 

Viskinge (Skippinge hrd.) og Asnæs (Ods 

hrd.). 

21 Jfr. Aage H. Mathiesens indb. 1894. 

22 Oplysningen om C. F. Hansens andel i restaureringen 

kendes kun fra Aage H. Mathiesens indb. 

1894. 

23 1862 (jfr. note 9) vidste man, at den havde haft 

kamtakkede gavle, som var forsvundet ved en modernisering 

af det ydre. 

24 I korrespondancen omkring ombygningen 1915 

(jfr. note 10) antoges det for at stamme fra kirkens 

restaurering 1876. 

25 Jfr. note 18 og note 9. 

26 Endnu i 1862 (jfr. note 9) var vinduet blændet. 

27 Jfr. note 10 og note 9. 

28 Hvis jernankrene nogensinde blev indlagt, er de 

senere fjernet. Endnu ses den afsavede ende af et 

træanker forneden i østhvælvets nordkappe. 

29 LA. Bispearkivet. Tuse hrd. 1690-1820. 

30 1668-69 (jfr. note 17) blev blytaget repareret, og 

det kan være ved denne tid, at Svallerup og Raklev 

kirker i Ars hrd. ydede økonomisk støtte til det 

»meget brøstfældige blytag« (udat. regnskab). Adskillige 

kirkeejere realiserede kirkernes blytage i disse 

år. Således fik også Kundby, en anden af Fryden 


845 

dals kirker, stentage i denne periode, jfr. s. 631 og 

note 41. 

31 Svend Grundtvig (udg.): Danmarks gamle Folkeviser, 

II del, 1856, nr. 50 (A-C) s. 434f. 

32 Jfr. Søren Kaspersen: Kalkmaleri og samfund 

1241-1340/50, s. 108-165, specielt s. 145f., i Brian 

Patrick McGuire (udg. og red.): Kulturblomstring 

og samfundskrise i 1300-tallet, 1979. 

33 Jfr. fremstillingen i Skibby kirkes kor, DK. 

Frborg. s. 2673. 

34 Jfr. senere fremstillinger af syndsforladelse på sakristihvælvets 

vestkappe i Bregninge kirke (Skippinge 

hrd.) fra o. 1460-80 og i Södra Råda kirke, Värmland, 

fra 1494, hvor fremstillingen indgår i en suite, 

der illustrerer trosbekendelsen, se Bengt G. Söderberg: 

Svenska kyrkomålningar från medeltiden, 

Stockholm 1951, s. 191 f. 

35 Jfr. sjælevejningsfremstillingen i fjerde hvælvs 

vestkappe i Birkerød kirke, DK. Frborg. s.932f. 

36 En kortere version af legenden er malet i Undløse, 

s. 368 samt note 37 (med litteraturhenvisninger). 

37 Jacobus de Voragine: Legenda aurea, er her benyttet 

i en tysk oversættelse af Richard Benz, Köln 

1979. Kapitlet om S. Laurentius, s. 564-578, fortæller 

tillige om pave Sixtus II, præfekten Hippolytus 

og ridderen Romanus. Kapitlet om S. Hippolytus 

s. 579-582, beretter om Hippolytus’ skæbne efter 

Laurentius’ død samt om kejserdatteren Cyrilla. 

37a Det kan ikke afgøres om følgende fejl: introducu(n)t 

for introducsit, (mo(n)stra(vi)t) eos for iis, vite 

for vitæ, er oprindelige eller skyldes tilstanden ved 

afskriften. 

38 Jfr. Knud Banning: Alfa og Omega, i Den iconographiske 

Post, 1973, nr. 2, s. 3f. 

39 Pastor Schønning beretter, at en ven af ham, studiosus 

Aschehoug, med nogen besværlighed kravlede 

ud over den nye altertavles ene sidetralværk. 

40 KglBibl. NyKglSaml. 881b. Danske Inscriptioner, 

af hvilke nogle med Runer. 

41 Sml. Køng fra 1792, da Niels Ryberg lod kirken 

ombygge (DK. Præstø s. 814 med fig. 4). Til S. Petri 

kirke, Kbh., tegnede J. A. Meyer 1816 en lignende 

altertavle (DK. Kbh. By s. 329, fig. 64 og 66). 

42 I J. H. Larsens beskrivelse 1842 (note 71) oplyses, 

at tavlen har et opstandelsesbillede og over gesimsen 

»et i udmærket grad smagløst englepar, der holder 

kalken. Derover Trinitetets symboler med gloria. 

Ligeledes en bronzeret Kristusfigur på altret«. Treenighedssymbolet 

kan have været en trekant med 

Guds øje eller Jahve på hebraisk i strålesol, kendt fra 

f.eks. Vor Frelsers kirke i København eller Kirkerup 

(DK. Kbh. By 2. bd. s. 509, fig. 28 og DK. Sorø 

s. 840 med fig. 4). 

43 Billedet er en spejlvendt kopi efter maleri i domkirken 

i Bayeux (jfr. indb. 1975 ved Karin Tams) og 

her i landet efter altertavlemalerierne i Vejle S. Niko-


Fig. 36. Landsbyplan 1794. - Village map. 

lai og Daugård (Hatting hrd., Vejle amt). 

44 I Weilbach: KunstLeks. er billedet henført til 

C. F. Høyer (1775-1855), som imidlertid aldrig blev 

kancelliråd, således som pastor Schønning 1808 benævner 

den nye altertavles mester. Cornelius Høyer 

(1741-1804), der hovedsagelig var miniaturemaler, 

havde i årene 1764-68 opholdt sig i Paris og Rom. 

Fra hans hånd kendes kun fa billeder med bibelske 

motiver, jfr. Torben Holck Colding: Cornelius 

Høyer, 1961. 

45 Tidligere læstes: »Kommer hid til mig« refererende 

til Kristusfiguren i altertavlenichen, jfr. nedenfor. 

46 Mynster: Visitatsdagbøger II, 160. 

47 1875 skulle altertavlen restaureres og rammen forgyldes 

(jfr. note 9). 1862 stod figuren foran tavlen 

med Høyers maleri (jfr. note 9). 

48 Som eksempel herpå kan nævnes tavlen i Ågerup 

fra 1509 (s. 262) eller Esrum klosterkirkes (nu i 

NM2), der begge har malet datering på fodbræt i 

midtskabet. 

49 DK. Kbh. Amt, Kunsthistorisk Oversigt s. 2249. 

50 KglBibl. NyKglSaml. 2246. Fr. Algreen Ussing: 

Gravskrifter osv. 1-2. 1856-64. 

51 I Nationalmuseet findes et fotografi fra 1902 af 

figurerne. Ifølge påskrift skulle de komme fra Helsinge 

kirke, Frederiksborg amt, og være tilbudt af 

snedker Petersen, Løvstræde, men ej købt. Blandt 

beretninger vedr. nævnte kirke ses figurerne ikke at 

være omtalt. 

52 LA. Bispearkivet. 1758-59. Hist. efterretn. til 

HofmFund. 

53 DK. Maribo s. 58 med fig. 24. 

54 Ormen, der slynger sig om et søjleskaft, i dette 

tilfælde på hjørnet af en firsidet fontekumme, kendes 

fra Össjö i Skåne, mens der på fonten i Kropp ses en 

decideret syndefaldsfremstilling. Begge afbildet hos 

Lars Tynell: Skånes medeltida dopfuntar, pl. LII og 

XXXV. Se også teksten s. 164ff. om dyreornamen- 

tik og symbolik. 

55 Sml. Mackeprang: Døbefonte s. 98, hvor fontene i 

Hagested, Skamstrup og Mørkøv samt Viskinge sidestilles 

i en gruppe, der for kummens vedkommende 

har ikke ringe lighed med visse af Roskildetypens. 

56 LA. Sognekaldsarkiv. Embedsbog med kirkesyn 

1792-1831 og 1832-57. 

57 Larsen: Holbæk 2, s. 34-36. Udseendet af det omtalte 

fad i Kundby kendes ikke, jfr. s. 641. 

58 Samme indskrift fandtes bl.a. på bjælkerne i 

Kundby (s. 643), Kirke Saaby (DK. Kbh. Amt 

s. 860) og Hellested (DK. Præstø s. 419). 

59 I undersøgelsesberetningen fra 1956 skriver Einar 

V. Jensen, at stolens konstruktion er gammeldags 

med hjørnestolperne tappet igennem gulvet og op i 

gesimsen. 

60 Sml. Oluf Nielsen Krogs signatur på stolene i 

Undløse (s. 384, fig. 29). 

61 Det fortælles om denne præst, at han mistede en 

finger ved en ildebrand, hvor næsten hele byen med 

præstegården brændte; han ville redde et skrin, som 

han havde på den ene finger, men ilden faldt ned på 

ham, og da han blev død udtaget af ilden, var intet 

brændt undtagen denne ene finger (jfr. note 52). 

62 Der er næppe tale om den snedker HH, som har 

signeret prædikestolen i Nørre Asmindrup (Ods 

hrd.) 1584. Sml. i øvrigt Tuse s. 611 og DK. Kbh. 

Amt s. 2257. 

63 Ved Einar V. Jensens forundersøgelse fandtes på 

de ældre dele en rødlig maling, som ansås for samtidig 

med tilsvarende på altertavlens sidepartier og på 

prædikestolen. 

64 DK. Sorø s. 688 og DK. Præstø s. 1011 med fig. 3. 

Yderligere kan nævnes Granslev (Harre hrd., Viborg 

amt), hvor panelværk og sideskabe er samtidige med 

altertavlen, vistnok fra 1742. 

65 Jfr. Einar V. Jensens redegørelse 1959. Han nævner 

den mulighed, at de tre stykker ikke er samtidige, 

og i hvert fald ikke udført af de samme håndværkere, 

idet tavlen er et mere »rutineret« arbejde. 

66 Albrecht Giøe fik 1546 Torbenfeld, der efter hans 

død 1558 overtoges af enken, Anne Rosenkrantz, 

†1589, hvorefter datteren, Dorte, overtog gården, 

sml. prædikestol. 

67 Sml. Oluf Nielsen Krogs prædikestol i Jersie fra 

1593 (DK. Kbh. Amt s. 1098 og 2277) m.fl. 

68 Se s. 102, 122, 270, fig. 26 og s. 338. 

69 Meddelelse fra I. Starup & Søn. 

70 Jfr. note 9 og 16. 

71 Larsen: Holbæk 2, s. 34-36. 

72 F. C. Lund: Danske malede Portrætter IX, 99 an

giver 1898 som forfærdigelsesår. Luplau Janssen var 

i maj 1893 blevet gift med en datter af præsten. Ved 

nordre kirkegårdsmur står en mindesten over ham. 

73 Oplysningen bekræftes i fortegnelse fra 22. okt. 

1668 optaget i anledning af kongens overtagelse af 

Torbenfeld. Se Fr. Schiøtt: Det kgl. Landslot Frydendal 

1668-70, i Fra Arkiv og Museum I, 1899- 

1902, s. 248-49. 

74 RA. Rgsk. ældre end 1559. Fortegnelse over indkrævede 

klokker 1528-29. 

75 Note 52 og RA. Genealogisk-heraldisk selskab. 

Beskrivelse over Torbenfelde-gaard til Aar 1758, har 

ligesom DaAtlas årstallet 1640. Jørgen Hansen har 

støbt klokke i Kirke Helsinge 1651 »her på kirkegår 


847 

den«, hvorfor Nyrop (Kirkeklokker s. 275) med rette 

anser ham for en omrejsende støber. Se også DK. 

Århus s. 1702, Søften kirke. 

76 Note 52 har 1747 i stedet for 1647. 

77 Note 52 og RA. Genealogisk-heraldisk selskab. 

Beskrivelse over Torpenfelde-gaard til Aar 1758. 

78 Oplysningerne om de forsvundne gravsten kommer 

fra præsteindb. 1758 (jfr. note 52). 

79 Kan være enken efter sognepræst Niels Lauritsen 

Holbech (11665), Birgitte Svendsdatter, jfr. Wiberg: 

Præstehist. (bd. 1, s. 239). 

80 DaBiogrLeks. 3. udg. bd. 2, s. 426. Trap. 5. udg. 

bd. 14, s. 240 angiver fejlagtigt hans dødsår som 

1646.

SKAMSTRUP KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?