Satellit. USAs finansminister har forsøgt at afværge en oversvømmelse af verdensmarkedet med billige kinesiske elbiler og andre grønne produkter. Uden held.

Kina siger nej

I gamle dage under Den Kolde Krig lærte alle i Vesten, hvordan man siger »nej« på russisk: Njet

Måske er det på tide, at vi også lærer, hvordan man siger det på kinesisk: Bu. For vi må nok vænne os til, at det bliver svaret på mange af de krav og mere eller mindre venlige henstillinger, vi fremover sender til Beijing.

Senest har Kina sagt »bu« til den amerikanske finansminister, Janet Yellen, som er rejst hjem efter at have brugt næsten en uge på at overtale sine værter til at holde igen med masseeksport af for eksempel grøn teknologi i et forsøg på at afhjælpe overfyldte lagre hjemme.

En flodbølge af billige kinesiske solceller og elbiler ville være godt for miljøet, men skidt for vestlige virksomheder, der allerede har vist, at de har vanskeligt ved at klare sig i konkurrencen med kinesiske producenter.

»Den aktuelle produktionskapacitet er langt fra at opfylde efterspørgslen i markedet,« sagde den kinesiske vicefinansminister, Liao Min, ved en pressekonference i den kinesiske hovedstad. Han henviste for eksempel til en prognose fra Det Internationale Energiagentur, der peger på en firdobling af efterspørgslen efter elbiler frem til 2030.

harms