- Jeg synes, at det var fantastisk at sidde i Folketinget. Og samtidig er jeg helt vildt glad for ikke at gøre det mere. Jeg skulle noget andet.
Ordene falder prompte fra Johanne Schmidt-Nielsen, der som kun 39-årig kan kigge tilbage på en solid politisk karriere som leder af Enhedslisten, en position hun forlod i 2019 efter 12 år i Folketinget.
Afgangen skyldtes partiets rokadeprincip, så den var nødvendig, men ikke synderligt ønsket. Set her gennem de sidste dråber af 2023, er hun dog ikke i tvivl om, at det var det rette for hende.
- Jeg kan bedre lide den måde, jeg møder andre mennesker på nu, end da jeg sad i Folketinget. Dengang var der den konstante oplevelse af at være i konflikt eller krig med andre. Selvom jeg af natur er tillidsfuld i mødet med nye mennesker, så endte det politiske liv med at gøre mig at gøre mig mistroisk over for nye mennesker. Jeg tænkte automatisk: Hvad vil du mig?
Vendepunktet
Mere tvivl og lavere tempo, tak
Når Johanne Schmidt-Nielsen cykler fra Valby om morgenen mod Rosenørns allé, er der allerede lagt et andet tempo, end da styret pegede mod Christiansborg. Selvom dagene også er tæt besatte, når man står i spidsen for Red Barnet, så er det noget andet, end da hun var en del af det hektisk liv på Christiansborg.
Her er mere plads til tvivl og eftertanke, og det har hun savnet:
- På Christiansborg kan tvivl blive opfattet som usikkerhed, og det giver ikke credit. Det er vigtigt at fremstå sikker. Men jeg vil nødigt ledes af mennesker, som aldrig er i tvivl. Det vil jo være fuldstændigt sindssygt, faktisk. Så mit råd til politikerne i dag er at give plads til den tvivl.
At rumme muligheden for tvivl er afgørende for Johanne:
- Jeg ville sådan ønske, at der var mere tid til tvivl og eftertanke i politik. Jeg ved ikke, hvor man skal sætte ind, men tænk hvis man turde tage lidt af tempoet ud? Det ville give klogere beslutninger med et lavere tempo og plads til at sige: Skal vi gå den vej, skal vi prøve det? Fremfor at sige: nu går vi DEN vej og alle andre er idioter.
Artiklen fortsætter under billedet.
For hård hud
Selvom årene i dansk politik på mange måder var fantastiske for Johanne, så var der også en skyggeside.
- Jeg udviklede hård hud. Også for hård hud. Ikke mindst på grund af de mange trusler og tilsvininger i den offentlige debat på nettet. Det går ud over alle, ikke mindst over politikere og for kvinder, som oplever mange kønsspecifikke tilsvininger. Faren ved hård hud er, at man skærmer sig fuldstændigt og holder op med at lytte. Og man bliver ikke et begavet menneske af at ophøre med at lytte til andre.
Gennem de seneste år hvor Johanne både er blevet mor og har skiftet arbejdsarena, er den hårde hud langsomt blevet skrællet af.
- Det er jeg glad for. Jeg møder andre mennesker mere åbent og tillidsfuldt end da jeg var på Christiansborg. Jeg var ikke selv opmærksom på det, da jeg var midt i det. Men jeg kan se det nu.
Artiklen fortsætter under billedet.
Flammende engagement
Johanne Schmidt-Nielsen er vokset op af den fynske muld i Skallebølle i et brus af engagement og fællesskab. Værdier der stadig er fyrtårne for hende.
- Min mor var dybt engageret i sit arbejdsliv som seminarielærer, og det var meget tydeligt for mig, at hun ville gøre det godt. Er du sindssyg, hvor hun forberedte sig! Det har præget mig - at man er engageret, og man gør tingene ordentligt.
Evnen til engagement går flere generationer tilbage til Johannes mormor, Lily Schmidt-Nielsen, som var den første, kvindelige sognerådsformand, den tids borgmester, i Skaarup på Sydfyn. Hun var også et vigtigt forbillede for Johanne op gennem hendes barndom.
De stærke kvinder prægede Johanne, som selv var et flammehav af engagement, idealisme og viljestyrke, da hun entrerede Christiansborg som bare 23-årig. Engagementet er stadig glødende, men tonen har justeret sig med tiden.
- Da jeg var helt ung, var jeg meget overbevist om, at alt jeg mente, var det rigtige - og de andre tog fejl. Jeg har fået betydeligt mere respekt for mennesker, der mener andet end mig selv.
Elendig til at lægge mobilen
Johanne er vokset op med stærke forbilleder i sin familie. Hun vil også gerne selv vise den gode vej, men på ét punkt kniber det gevaldigt:
- Jeg vil så gerne være bedre til at holde op med at glo på min mobil, når jeg er sammen med mine børn. Nej, hvor er jeg elendig til det. Jeg er et dårligt forbillede.
Men når det så er sagt, er Johanne ikke et sekund i tvivl om, hvad hun kan og skal give sine børn:
- Det vigtigste vi kan give vores børn er en grundlæggende tro på, at de har en plads i verden, de må gerne være her og at de er elskede uanset hvad. Ubetinget kærlighed.
