Knold & Tot jubilæumsjulehæfte 2011

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på kultunaut.dk

imageimage
imageimage
imageimage
imageimage
imageimage
imageimage

Rør blot ikke ved min gamle jul... De to uvorne skarnsunger Knold & Tot er kommet i et jubilæumsjulehæfte for at markere, at det nu er 100 år siden, serien for første gang udkom som årshæfte i Danmark. Tegneseriens univers er det samme som altid, og alt andet ville vel også være helligbrøde?

Hundrede år i Danmark - det er lang tid! Og tegneserien går endnu længere tilbage. Den blev skabt i 1897 af tysk-amerikaneren Rudolph Dirks som Katzenjammer Kids og regnes som den første rigtige tegneserie. Siden har forskellige tegnere og versioner været inde over. Bl.a. blev drengenes tyske aner og gebrokne sprog amerikaniseret under første verdenskrig, da man på den tid ikke måtte udgive noget, der kunne skabe sympati for tysk kultur. Årests jubilæums-julehæfte fra Egmont indeholder striber fra Anden Verdenskrig, nærmere betegnet 1944. Det er således noget senere, men stadig gammelt kræs for kendere af tegneren Harold H. Knerr, som i 37 år (fra 1912-49) stod for den kendetegnende streg.

Knold og Tot er ikke blevet mindre politisk ukorrekte med årene. Kongen og de indfødte på den lille sydhavsø afbilledes som 'lille sorte sambo'-karikaturer, ligesom tørre børnetæsk er en helt naturlig del af tegneseriens univers. Samtidig er der dog en uskyld i seriens gentagende historier, der dybest set alle er skåret over temaet "den kloge narrer den mindre kloge". Knold og Tot er derfor langt mere underholdende med deres groteske og fanden-i-voldske humor, end de er forargende. Men spørgsmålet er, om de ikke også er ved at være lidt forældede.

Striberne kører derudaf i en genkendelig logik med forbytning og grammofonbluff, lugtesalt, vildkatte og andre eksotiske dyr fra den lille sydhavsø. De to skarnsunger udgør det farverige persongalleri sammen med den naive Fru Vom, den snobbede Frøken Tippe, dydsmønstret Kaj, pigen Mitte, Inspektør Smæk og den hidsige Kaptajn Vom på landlov.

Et eksempel – og hæftet byder på mange oplagte – omend det altid er tarveligt at genfortælle en animeret stribe, er på side 9; Her låner Knold og Tot kækt en krokodilleunge at ride rundt på, hvorefter de får den geniale ide at putte superlim på ryggen af den. Herefter lykkedes det dem på snedig vis at få skubbet den sovende Kaptajn Vom ned på krokodillen. Han vågner forvildet over at sidde fast på en krokodille(!), havner i vandet med den, og striben ender forudsigeligt med, at han i sine underbukser må klamre sig til en pæl, alt imens krokodillemoderen snapper efter ham - og Inspektør Smæk, Knold og Tot morer sig bekosteligt. Se det var dengang, der var rigtige drengestreger til, og vi er unægteligt langt fra nutidens børneunderholdning.

Undertegnede savnede kaptajnens podegra (en svaghed som Knold og Tot altid udnyttede), men årets julehæfte er ikke desto mindre en virkelig god mandelgave. Måske er tegneserien dog mere til de nostalgiske voksne, der kan huske tegneserien fra deres barndom end til nye tilhørere, men det kan oplagt komme an på en prøve i juledagene.

Harold H. Knerr: Knold og Tot Julen 2011 udkom d. 21 november.

You are using an unsupported browser and things might not work as intended. Please make sure you're using the latest version of Chrome, Firefox, Safari, or Edge.