{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Slyngplanter

Udplantning og pasning af kaprifolie

10. januar 2024
Udplantning og pasning af kaprifolie - Plantorama

Kaprifolie i haven

Kaprifolie, Lonicera caprifolium, er en smuk slyngplante, som er velegnet til at gro op ad en pergola, et stakit, et hegn eller en husmur. Slyngplanten er særligt populær på grund af dens skønne duft og hurtige vækst. Denne slyngplante stammer oprindeligt fra østeuropa og Middelhavsområdet øst for Italien, hvor den vokser overalt i krat, lysninger og skovbryn på tør, varm jord.

Kaprifolie er kendetegnet ved dens lange, tynde stængler, der bærer fine blomster hele sommeren igennem, som dufter henrivende i haven. På grund af sin hurtige vækst og gode klatreegenskaber, får du en plante, som let og forholdsvist hurtigt dækker en pergola eller et hegn.

Blomsterne producerer store mængder af nektar, som lokker flere forskellige insekter til, hvilket også er gavnligt for havens øvrige beplantning. Du skal dog være opmærksom på, at hele planten er giftig for mennesker.

Er du på udkig efter slyngplanter kan du se vores udvalg her

 

Udplantning af kaprifolie

Kaprifolie kan plantes ud hele året rundt, så længe jorden ikke er frossen. Det mest optimale tidspunkt for udplantning er dog i efteråret, hvor jorden er lun efter sommeren og fugtig fra årstidens nedbør. Samtidig giver udplantning i efteråret, kaprifolierne mulighed for at etablere sig godt, inden de skal i blomst den følgende sæson.

Slyngplanten kan plantes de fleste steder i haven, da den er temmelig hårdfør. Kaprifolie tåler blæst, og trives fint i både sol og skygge. Du planter kaprifolie ved at grave et tilpas stort plantehul.

Hullet skal være så stort, at plantens rødder ikke bliver bøjede, og pottens jordoverflade er 5 cm under jordoverfladen. Inden planten sættes ned i plantehullet, skal jorden i bunden løsnes godt, så rødderne bedre kan etablere sig.

Jordklumpen omkring din kaprifolie har godt af at blive gennemvædet i en spand vand inden udplantning. Lad kaprifolien stå og trække vand i ca. 10 – 15 min. Derefter fjerner du plastpotten omkring jordklumpen og placerer kaprifolien i en passende dybde.

Afslutningsvist fylder du plantehullet op med jord og presser den godt ned omkring planten, så den står solidt i jorden. Husk at vande rigeligt efter udplantning, så planten får den bedste start.

Udplantning og pasning af kaprifolie - Plantorama

Placering af kaprifolie

Når du skal beslutte dig for, hvor din kaprifolie skal plantes i haven, skal du huske på, at det er en slyngplante. Det betyder, at den skal placeres et sted i haven, hvor den har noget at slynge sig omkring eller klatre op ad. Kaprifolier kan placeres op ad vægge og hegn samt pergolaer og stolper, hvor de har mulighed for at klatre op og slynge sig.

Ønsker du, at din kaprifolie skal vokse op ad en husmur, et hegn eller andre lodrette flader, er det nødvendigt at binde slyngplanten fast til fladen, så den får noget støtte. Her kan du eksempelvis anvende galvaniseret metaltråd, som sættes fast på fladen, eller et gitter, som fæstnes til fladen.

Ønsker du, at din kaprifolie skal slynge sig op omkring en pergola, stolpe eller lignende, burde du generelt ikke foretage dig noget. Kaprifolie slynger sig selv omkring stolperne og klatrer på den måde op ad. Det kan dog blive nødvendigt at hjælpe nye skud på rette vej ved at binde dem fast.

Kaprifolie kan også placeres i nærheden af et træ i haven, hvor planten vil bruge træet som et slags klatrestativ. Træet tager ikke skade af det, og du får et unikt træ i haven. Du kan også plante kaprifolie sammen med andre slyngplanter, eksempelvis efeu, klatreroser og klematis.


Vanding og gødning af kaprifolie

Kaprifolie er dejlige, nøjsomme planter, som ikke kræver det store i forhold til næring. Har du sørget for at plante kaprifolie ud i en næringsrig og veldrænet jord, er det som regel ikke nødvendigt at vande yderligere. Kaprifolie skulle gerne få nok væske fra naturens side. Det er selvfølgelig altid en god idé at vande regelmæssigt og rigeligt i tørre perioder.

Vil du gerne have de flotteste kaprifolier, bør du gøde planterne i den periode, hvor deres rødder udvikler og etablerer sig (typisk de første to vækstsæsoner). På den måde sørger du nemlig for, at kaprifolien får tilstrækkeligt med næring til at danne et godt rodsystem. Når rødderne har etableret sig, bør de selv kunne finde næring i jorden.

Udplantning og pasning af kaprifolie - Plantorama

Beskæring af kaprifolie

Egentlig behøver du slet ikke beskære kaprifolie, medmindre du har et ønske om at kontrollere dens vækst i haven. Står kaprifolie eksempelvis sammen med andre planter, kan det være en god idé at give den en årlig beskæring, så den ikke bliver for dominerende overfor den øvrige beplantning.

Du beskærer kaprifolie ved at klippe en tredjedel af grenene af ved jordoverfladen. Herefter skal grenene trækkes forsigtigt ud, og du står tilbage med en lettere udtyndet kaprifolie, der sætter nye sideskud den efterfølgende vækstsæson.

Det mest optimale tidspunkt for beskæring af kaprifolie er fra november – april måned, hvor planten ikke vækster, og bladene er faldet af. Kaprifolie tåler også en hård beskæring. Planten skal nok vokse frem igen med nye skud i den efterfølgende vækstsæson, men der kan gå et par år, før den blomstrer igen.

 

Kaprifolies bær

Kaprifolie sætter rent bær i sensommeren, men de er ikke egnede til mennesker. De er rent faktisk mistænkt for at være giftige, så gå udenom bærrene og lad dem sidde. På den måde kan du også lokke flere fugle til haven, da de er vilde med det røde frugtkød.

 

Stedsegrøn kaprifolie eller løvfældende kaprifolie?

Der findes både arter af kaprifolie, som er stedsegrønne og løvfældende. Det vil sige, at nogle varianter beholder bladene året rundt, mens andre smider bladene. En løvfældende kaprifolie springer tidligt ud.