Vidste du det? Disse seks kendisser har noget uægte i sig

Alt er ikke, som det synes. En af dem er Søren Pind.

Udgivet Opdateret

Den danske justitsminister Søren Pinds øjne optager tilsyneladende mange, men det er efterhånden ingen hemmelighed, at han som barn fik fjernet et øje. Siden da har politikeren brugt glasøje. Både til skræk og sjov.

For eksempel, da han deltog i programmet 4-stjerners Middag, hvor han underholdt Mads Christensen, Mette Frobenius og Inez Gavilanes med at banke brillestangen ind på sit glasøje. Reaktionen er til at tage og føle på. Især Inez blev forfærdet over synet af politikerens briller, der slår mod øjet – med en høj “klonk” lyd til følge.

Som barn havde Søren Pinds øjne også en naturlig tiltrækningskraft, men ikke mindst var det et godt værktøj, når børnene på vejen i fødebyen Herning var efter den lille Søren.

– Når de andre børn var efter mig, var min eneste måde at forsvare mig på at tage mit øje ud og løbe efter dem. Det skræmte dem rimelig meget, har han tidligere sagt i et interview med Øjenforeningen.

I galleriet her over artiklen kan du se andre kendte mennesker med et glasøje – blandt andet læse om Laura Scruggs, der mistede både en arm og et øje i en forfærdelig flyulykke. En lovende modelkarriere syntes død, men Laura nægtede at give op. 4500 danskere har faktisk glasøje, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Farmor besvimede

Alderen, da den nuværende justitsminister mistede sit øje, har spillet en stor rolle, tror han. Han mistede det som 1-årig på grund af en godartet svulst, der voksede bag højre øje. Derfor tog lægerne på Aarhus Kommunehospital øjet ud. Søren Pinds øjne var i forvejen dårlige. Det højre, der blev fjernet, var han blind på – og i føromtalte TV-program beskriver han det venstre som “på stadiet før førerhund”.

Hans farmor besvimede i øvrigt for første og eneste gang i sit liv, da hun hørte, at lille Søren muligvis havde kræft bag begge øjne.

– Med jævne mellemrum får jeg breve fra folk, som er i samme situation som jeg. De føler sig nærmest vansirede, fordi det ofte er sket for dem senere i livet, end det skete for mig. Det er et enormt tab, som jeg heldigvis ikke har været udsat for, fordi jeg var så lille, fortæller Søren Pind til Øjenforeningen.

Søren Pinds øjne og lysten

Både det raske øje og det af glas har i begyndelsen af 2017 været genstand for en voldsom debat om sexisme på Christiansborg. Selv afviser Søren Pind. Det rullede, da Susan Simonsen, en tidligere praktikant i Venstres pressetjeneste, udgav en bog om netop kulturen i partiet Venstre. Her anklager hun – i stærke vendinger – ministeren for at kigge lystigt på hende.

“Søren Pind kigger på mig. Det sker, da jeg går ind på kontoret og to gange senere. Han kigger på mig med et særligt blik. Det blik, manden har i sine øjne, når hna føler lyst. Et blik, jeg instinktivt genkender …”, skriver Simonsen blandt andet i sin bog Det underdanige og det magtfulde.

I Euroman er passager af bogen gengivet – også ovenstående – og magasinet har i den forbindelse henvendt sig til Søren Pind, der forklarer sine påståede lystige øjne således:

– Jeg kender ikke den pågældende og har ingen erindring i denne forbindelse. Hun må have kigget i mit glasøje, skriver han til Euroman.

Powered by Labrador CMS