Når vejret viser tænder er Peter Tanev i sit es

Peter Tanev fylder 50 år i dag. Hans interesse for vejret opstod tidligt, og han lægger stor vægt på at formidle vejret, så alle kan følge med

Udgivet:19. juni 2018, 12.00

Læsetid:3 minutter

Peter Tanev bor med sin kone Anna og deres døtre Rose og Ella i København. Foto: Ebbe Rosendahl

Af Jacob Kwon Nyhedschef, TV 2

6 år siden

50 Da Peter Tanev blev gift med sin elskede Anna i 1999, regnede det konstant i 24 timer. På dette tidspunkt havde den populære vejrmand fået sit gennembrud på TV 2, hvor han startede som vejrvært tre år tidligere. Dag efter dag havde han været bindeled mellem danskerne og vejrguderne, men da han selv skulle bruge lidt godt vejr, var der ingen lydhørhed ovenfra.

Det generede dog ikke Peter Tanev. Som professionel vejrmand er han vant til al slags vejr, og han sætter pris på at kunne fortælle de gode vejrhistorier. Og her næsten 20 år senere er det stadig en god historie, at det øsregnede, da Danmarks populære vejrmand skulle giftes.

Peter Tanevs begejstring for at kunne fortælle de gode vejrhistorier har altid været kendetegnende for hans virke som vejrvært. For Peter Tanev er det ikke kun et spørgsmål om at oplyse befolkningen om, hvordan vejret bliver i morgen.

Det handler også om at finde de gode vejrhistorier, som han ved vil gøre et indtryk på folk. Uanset om det handler om høj solskin, snestorm eller stormvejr. Når vejret viser tænder, er Peter Tanev i sit es, og når det sker, vil man ofte se ham allerforrest i frontlinjen.

Uddannet klimatolog

Peter Tanev er uddannet klimatolog fra Københavns Universitet, og i 1996 blev han vejrvært på TV 2. Dengang var det via en ansættelse i produktionsselskabet STV, men sidenhen er TV 2 Vejret blevet en del af TV 2's nyhedsafdeling.

Peter Tanevs interesse for vejret stammer helt fra barnsben, hvor han var fascineret af vejret og de skiftende årstider. Men måske var det et helt særligt besøg hos den legendariske vejrmand Henrik Voldborg, der for alvor beseglede Peter Tanevs skæbne. I en alder af 14 år besøgte han Voldborg, som tog sig god tid til at forklare den unge Peter, hvad hans arbejde gik ud på. Derfra var Peter ikke i tvivl.

Alle kan følge med

Folkelighed har altid gået hånd i hånd med Peter Tanev - og deraf også hans enorme popularitet. Peter har om nogen forståelse for, at vejret er allemandseje, og at alle har en holdning til vejret. Derfor gør Peter Tanev sig også altid ekstra umage med at formidle vejret på en måde, så både høj og lav kan følge med.

Selvom Peter har baggrunden til at kunne snakke med om Beaufort-skalaen og hektopascal, er det ikke det, der optager ham. Hans fokus ligger på at fortælle gode vejrhistorier i øjenhøjde - og gerne med en kreativ og legende tilgang.

Udover stadig at være en populær vejrvært er Peter Tanev i dag også chef for TV 2 Vejret, og på den måde er han via sin ledelse af holdet også med til at definere, hvad det er, TV 2 Vejret skal skille sig ud på. Han ser DMI som både en samarbejdspartner og en konkurrent, og det glæder ham hver gang, at TV 2 Vejret er mere præcis i sine vejrudsigter end DMI. For selvom Peter elsker den gode vejrhistorie, er det ikke nok for ham kun at formidle vejret. Han vil også selv være med til at lave prognoserne.