<

Puk Elgård: “Jeg er en fighter”

Af: Mette Bender

Foto: Lars H. Laursen

Jeg mærker kroppen når jeg gør mig klar til karate. Tankerne slipper, og jeg finder balance, siger Puk Elgård, der er kendt for at være nærværende og folkelig. Den populære tv-vært har det orange bælte og syv tatoveringer.

”Hej søde Puk. Jeg er lige nødt til at hilse på dig”.

En dame giver tv-vært Puk Elgård et kærligt klem på vej ud af cafeen. Mødet er kort og uden forbehold. En hånd på en arm, kontakt mellem øjne og et par rare ord.

– Jeg er vokset op i en familie med masser af druk og kærlighed, og forstod tidligt at vi hver især gør det så godt som vi kan. Også når det ikke lykkes. Derfor møder jeg aldrig andre med korslagte arme eller hævede øjenbryn.

Sådan forklarer Puk Elgård at så mange tilsyneladende stoler på hende, selvom de kun kender hende fra tv. Gennem talkshows og underholdningsprogrammer som Aftenshowet, Hokus Krokus og Her er dit liv har den 45-årige journalist vist sig som professionelt skærmtalent og et venligt og åbent menneske.

– På et tidspunkt havde jeg behov for at ødelægge billedet af mig selv som sød. Men så tænkte jeg: Hvorfor egentlig? Jeg er jo rar ved andre. Det er naturligt for mig at smile.

Et eller andet overraskende og mere råt er der dog et sted.

– Jeg har i alt syv tatoveringer. De er en slags æselører som markerer vigtige begivenheder i mit liv. Mange har svært med at få tatoveringer til at stemme med min person, men de er en meget vigtig del af mig. Måske en slags fandenivoldskhed som altid er med inde under frakken.

Hverdagens kamp

Puk Elgård er som resultat af sin baggrund vant til at kæmpe. Hun slås for at bryde mønstre fra fortiden og har klaret sig selv siden hun flyttede hjemmefra som 16-årig.

– Jeg er bevidst om hvordan jeg møder andre. Jeg er som person altid parat til kontakt, og på grund af min opvækst er jeg verdensmester i at afkode andre. Frem for alt har jeg brug for at stå solidt, så jeg ikke bliver blæst omkuld.

Derfor kommer Puk for tidligt til møder og topforberedt til enhver opgave. Hendes fortrolighed med kamp betyder at hun ikke er bange for at tage konflikter når det er nødvendigt.

– En ven sagde for nyligt at hun ikke ville have lyst til at slås med mig. Hun var sikker på at jeg ville fortsætte til hun lå ned. Og det er nok rigtigt. Jeg giver aldrig op. Jeg er ikke bange. Og så tror jeg på at jeg vinder.

Det orange bælte

Puk Elgård har tidligere trænet boksning og andre hårde sportsgrene. De sidste par år har den stået på karate, og det orange bælte er det fjerde i rækken.

– Karate hjælper mig til at komme ned i kroppen og væk fra alle tankerne. Når jeg træner, fokuserer jeg al min energi på at kontrollere hver del af kroppen, inklusive det yderste af fingre og tæer, mens jeg drejer og sparker. Det er svært.

For Puk Elgård er med egne ord et hovedmenneske, der får migræne og bliver svimmel hvis hun føler sig presset. Når hun glemmer at mærke sig selv og kroppen.

– Det har været en stor sejr for mig at udfordre min balance og svimmelhed med karate. I denne sport er der blandt andet faldteknik. Der er mange hurtige bevægelser og rotationer. Du drejer rundt på stedet og skal være klar med et spark eller en parade sekundet efter. Gennem træningen og med hjælp fra en fantastisk fysioterapeut har jeg fundet ud af hvor vigtigt det er at føddernes kontakt med jorden når op gennem kroppen.

At stole på andre

Det krævede stor tillid at lade et andet menneske hjælpe med hovedpine og svimmelhed.

– For mig var det grænseoverskridende at lægge sig på en briks og lade sig behandle af en fremmed. Jeg var begyndt og stoppet igen hos de første 10 fysioterapeuter, da jeg fandt Dorte Kjeldsbak. Første gang sagde jeg til hende at hun ikke skulle være sikker på at hun så mig igen.

Men et langt og dybdegående forløb gik i gang, og Puk Elgård stoppede først to år efter, da fysioterapeuten sagde at hun skulle til at klare sig selv. Den voksende indsigt i egne grænser fik hende sidste år til at stoppe som tv-vært på Aftenshowet i 2011.

I dag har hun tid til at være alene og tid til at være sammen med sine nærmeste. Deriblandt hendes kæreste, coach Lothar Friis, sønnen Robin på 12 år og de tre store papbørn på 18,19 og 15 år.

Puk Elgård laver stadig tv for DR. Senest Mit livs måltid med kokken Thomas Herman.

– Jeg er kun med når jeg er sikker på at det er noget for mig. Derudover er jeg ambassadør for Red Barnet. Jeg skriver om vold mod børn og tager ud og taler på skoler. Vi har netop taget hul på en kampagne mod psykisk og fysisk vold mod børn. Hvert femte danske barn oplever vold i hjemmet.

I Tove Ditlevsens fodspor

Puk Elgård bestyrer desuden den brevkasse i Familiejournalen som blandt andre Tove Ditlevsen og Kirsten Holst tidligere har stået for.

– Jeg er stolt af at gå i de fodspor. Jeg tager min brevkasse alvorligt, og svarer ærligt og ud fra min egen overbevisning. Hver søndag formiddag sidder jeg i køkkenet med kaffe og fem spørgsmål. Jeg sætter en ære i at lave folkelige ting. Det folkelige bliver ikke betragtet som særlig fint, men det er slet ikke så nemt som man skulle tro at ramme en folkelige tone og lave ting der passer til det brede publikum.

Fordi arbejdspresset ikke længere er så stort, og fordi hendes kæreste tit er væk på job, har Puk Elgård dage hvor hun er helt alene.

– De dage er guld værd for mig. Jeg er sådan en der lader op når jeg er alene. Gerne med bevægelse. Jeg har lært at jeg ikke bare skal flade ud hvis jeg er træt. Jeg skal ud og røre mig for at have det godt. Ellers vågner jeg stensikkert næste dag med ondt i hovedet.

Skalpene er taget

I dag har arbejdet anden prioritet.

– Jeg tager mit job alvorligt, men det er vigtigere for mig at være et godt menneske og en god mor, kæreste og ven. Som journalist har jeg taget de skalpe jeg skal tage. I dag er det vigtigste ved mit arbejde at det foregår sammen med gode kolleger og mennesker der inspirerer mig.

Det er ikke kun i dojoen at Puk finder fra hovedet og ind i krop og sanser.

– Jeg bor ved skoven og er derinde hver dag. Løbende, gående, stående. Med eller uden hund. Jeg elsker skoven. Jeg kender hvert træ og ved hvor ræven og musvågen bor. I skoven kan jeg være mig selv. Jeg kan slappe af. Jeg skal ikke ordne noget. Træerne står altid hvor jeg forlod dem dagen før.

Puk Elgård

  • Er døbt Marianne Puk Elgård Nielsen og født i 1968

  • Journalist, tv-vært og radiovært

  • Modtog i 2006 Volmer-Sørensens mindelegat, der går til personligheder inden for folkelig underholdning. Fik i 2011 billedbladet pris som bedste tv-vært og ligeledes i 2011 tv-branchens egen pris som årets kvindelige vært.

  • Forfatter til biografien og bestselleren Ellen, Lindhardt og Ringhof, 2010

  • Kæreste med den tidligere jægersoldat Lothar Friis, som hun har sønnen Robin med.

  • Søster til tv-vært Claus Elgård

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.