Afghanistans familier er tvunget ud i grusomme valg

Det er dystre tider i Afghanistan. Talebanregimet øger undertrykkelsen af civilbefolkningen, og der er dyb mangel på fødevarer i landet. I omegnen af 20 millioner mennesker står over for en fødevareusikkerhed af livstruende karakter, vurderer World Food Programme. Det er omtrent halvdelen af befolkningen.

Og så er der situationen for landets kvinder:

»Jeg havde tænkt, at det ville blive slemt, men ikke så slemt,« siger Torunn Wimpelmann, der er forskningsleder ved Chr. Michelsens Institutt i Bergen i Norge. Hun har forsket i Afghanistans udvikling med særligt fokus på kvinders rettigheder, og jeg har ringet til hende for at få en status på, hvordan situation ser ud i Afghanistan, omkring ti måneder efter Taleban overtog magten i landet efter tyve års amerikansk tilstedeværelse.

Hun begynder samtalen med at sige, at hun ikke er særlig optimistisk. Taleban har siden magtovertagelsen strammet grebet om piger og kvinders rettigheder, selv om bevægelsen havde sagt, at den havde ændret sig, siden den sad på magten fra 1996 til 2001.

Afghanske kvinder må ikke rejse langt uden en mandlig ledsager, de skal bære heldækkende beklædning i offentligheden, der skjuler deres ansigter, og piger over 12 år må ikke gå i skole.

»Vi ser et regime, der laver store ændringer for kvinders rettigheder. Det er meget dramatisk og ekstremt. Jeg tror, at det er værre, end mange vestlige diplomater havde forestillet sig. Skolelukninger for piger over 12 år er det mest problematiske, der er indført,« siger hun.

Torunn Wimpelmann har løbende kontakt til flere folk i Afghanistan. Nogle – især kvinder – fortæller, at de har svært ved at bevare håbet. At deres drømme er blevet knust, og at de er meget bange. Deres største bekymring er, hvilken fremtid unge piger har i Afghanistan, hvis Taleban holder fast i reglen, der fratager dem retten til uddannelse.

»Mange kvinder er bange, når de bevæger sig rundt, og frygter, at Taleban stopper dem og gennemsøger deres telefon eller arresterer dem. De oplever, at Taleban er blevet mere og mere kontrollerende, og nogle forskningsinstitutioner er blevet lukket ned. De føler, at Taleban har al magten og kan gøre, hvad de vil. Flere oplever, at man ikke kan kritisere Taleban,« siger hun. 

Hun fortæller blandt andet om et eksempel, hvor nogle i et klasselokale havde kritiseret styret, hvorefter Taleban kom og ransagede deres hjem.

»Samtidig er der historier om folk, der forsvinder og bliver torteret. Flere føler, at det bliver værre og værre dag for dag,« siger forskningslederen.

En humanitær katastrofe

Udover Talebans fratagelse af kvinders rettigheder, udspiller der sig en humanitær katastrofe i landet.

Flere nødhjælpsorganisationer har alarmeret verdenssamfundet om situationen, og World Food Programme anslår som nævnt, at omkring 20 millioner mennesker står over for en fødevareusikkerhed af livstruende karakter. Omkring 1,1 million børn er akut underernærede, og 4,7 millioner børn, gravide og ammende kvinder er i risiko for underernæring i 2022.

Peter Drummond-Smith er international direktør i Mission Øst og er lige vendt hjem fra en tur til Afghanistan. Her besøgte han provinser i den nordøstlige del af landet, hvor organisationen har sat alt ind for at hjælpe de udsatte familier.

En gruppe kvinder fortalte ham, hvordan de i løbet af de seneste seks måneder har skullet udvælge, hvilke familiemedlemmer der skal have mad. Først var nogle af de voksnes måltider skåret væk, men i perioder har det været så slemt, at det også gik ud over børnene.

»Det er nogle brutale valg, de står over for. Der er en ekstrem fødevaremangel. Tørken er meget kritisk i Afghanistan og ødelagde sidste års høst fuldstændig,« siger han.

Ligesom mange andre udviklingslande lider afghanerne under de stigende fødevarepriser, der er blevet forværret af krigen i Ukraine.

Ifølge Peter Drummond-Smith havde den kritiske fødevaresituation fundet sted uafhængigt af Talebans magtovertagelse, men den ustabile situation har ikke gjort det nemmere.

»De humanitære organisationer formåede ikke at distribuere nok hvedefrø i slutningen af ​​sidste år, hvor tingene var meget kaotiske, og det påvirkede høsten. Vi kunne have reageret hurtigere under andre omstændigheder, hvilket ville have været mere effektivt. Lige nu er det en høj prioritet at forsøge at få frø ud til de sultne familier,« siger han.

Direktøren i Mission Øst har dog ikke en forventning om, at fødevarekrisen bliver løst foreløbig. Høsten står til at blive dårlig igen i år.

»Vi ser ind i endnu et år med fødevaremangel. For os betyder det endnu en periode med hovedfokus på humanitære indsatser, og det er virkelig bekymrende, fordi man kommer ind i en cyklus, hvor man risikerer at skabe afhængighed frem for at styrke samfundets modstandskraft,« siger han.

Den bekymring deler John Morse, direktør i Kabul for den danske udviklingsorganisation Dacaar (Danish Committee for Aid to Afghan Refugees), der siden 1984 har leveret skoler, vand, sanitet, landbrugsudvikling og erhvervskurser til den afghanske landbefolkning.

»Der er ikke mange alternativer til nødhjælp lige nu, og den cyklus er værre, end den har været længe, fordi der ikke gives udviklingsbistand til styret,« siger han.

Begge organisationer er dog positive over, at de trods alt har kunnet fortsætte deres arbejde i landet, og at kvindelige medarbejdere stadig arbejder – dog ofte med en mandlig ledsager. Flere eksperter begrunder det med, at Taleban er afhængig af organisationerne, fordi de ikke selv er i nærheden af at kunne yde samme hjælp.

Et handlingslammet Vesten

Her bevæger vi os ind på et af de mange svære dilemmaer, som det internationale samfund står over for, og som forsker Torunn Wimpelmann også nævner, da vi taler sammen. 

På den ene side har millioner af mennesker brug for humanitær hjælp, men på den anden side skaber det også en situation, hvor Taleban kan fralægge sig ansvaret og fokusere på deres politiske agenda. 

»Vi ser en række organisationer, der nærmest tager over i nogle provinser og sørger for at brødføde folk. På den måde kan Taleban fokusere på sin egen agenda og indføre de mål, de har, og så kan nødhjælpsorganisationerne stå for den humanitære del,« siger hun.

Ifølge Torunn Wimpelmann havde Vesten en forventning – eller i hvert fald en forhåbning – om, at man kunne lægge pres på Taleban ved at stoppe pengestrømmen, fordi landets økonomi i flere år har været dybt afhængig af økonomisk bistand.

Men de seneste måneders udvikling har vist det modsatte, mener hun.

»Hvis Taleban havde været optaget af at få økonomisk bistand, skulle man tro, at de have droppet at indføre reglen om, at piger over 12 ikke må gå i skole, som var og er et vigtigt krav for vestlige udviklingsaktører. Men det ser vi ikke nogen tegn på. Man kan håbe, at Taleban kommer til fornuft, men det ser ikke godt ud.«

Hun mener, at Vesten »er handlingslammet«, fordi Taleban virker uinteresseret i at indgå i en dialog og ændre sin politik, selv om det kan få store økonomiske og humanitære konsekvenser for befolkningen. Lige nu vil Taleban bestemme alt selv, især når det handler om kvinders rettigheder, lyder det fra forskningslederen.

»Selv om Taleban har mistet økonomisk bistand, så virker det ikke til, at det påvirker dem. Det gør det svært for Vesten at lægge pres på. De vestlige lande kan fortsætte med at yde humanitær bistand, men det hjælper ikke landet på længere sigt,« siger hun.

Pres fra befolkningen

For nuværende er Taleban-styret ikke synderlig generet, fordi de får indtægter fra blandt andet told og ikke har en livsstil, hvor der er behov for mange penge, mener Torunn Wimpelmann. Det er befolkningen, der lider under Vestens sanktioner mod Taleban.

»Vi ser en økonomisk og humanitær katastrofe, og hele middelklassen er blevet fattigere. Folk, der klarede sig fint inden, lever nu på sultegrænsen. Man risikerer, at udviklingen i nogle områder, der ellers er gået frem de sidste årtier, går i stå eller oplever tilbagegang,« siger hun.

Så hvad skal Vesten stille op? Siden august sidste år har debatten kredset om, hvorvidt man skal ophæve sanktionerne og placere reserverne i centralbanken igen, eller holde fast i presset på Taleban i håbet om, at bevægelsen vil ændre sig.

»Det er en vanskelig situation. For hvis man giver efter, står man samtidig med et Taleban, der har en meget uklar økonomisk politik og ingen love. Det gør det vanskeligt at have tillid til styret. Så længe Taleban ikke ændrer sin menneskerettighedspolitik, er vi langt fra en anerkendelse,« siger Torunn Wimpelmann og fortsætter:

»Det bedste scenarie er, at Taleban kommer til fornuft og bliver mere inkluderende og ikke udøver magt uden love og regler, men det er svært at se for sig lige nu.«

Hun ser mere for sig, at der med tiden opstår så stor frustration blandt befolkningen, at der kommer et pres på Taleban.

»Det, der måske er mest sandsynligt, er, at Taleban kommer til at miste kontrollen over dele af landet, fordi styret bliver så upopulært, når det lader befolkningen sulte ihjel for at fastholde sine egne principper.«