Afghanistan
Læsetid: 4 min.

Taleban: Kvinder skal føde og opdrage børn, så der er ikke brug for dem i politik

Kvinder kan dog godt studere på universitetet, fastslår Afghanistans nye regime, men kun hvis de undervises af kvinder og undervisningen er kønsopdelt. I praksis kan konsekvensen blive eksklusion, siger Human Rights Watch
Afghanske kvinder demonstrerer i Kabul, efter at Taleban har overtaget magten. Mange frygter, at styret vil tilbagerulle de rettigheder, som de afghanske kvinder har opnået i løbet af de seneste 20 år.

Afghanske kvinder demonstrerer i Kabul, efter at Taleban har overtaget magten. Mange frygter, at styret vil tilbagerulle de rettigheder, som de afghanske kvinder har opnået i løbet af de seneste 20 år.

Marcus Yam

Udland
14. september 2021

Taleban har nu meddelt, at kvinder i Afghanistan vil få lov til at studere på universitetet. Det er dog en ufravigelig betingelse, at undervisningen skal ske i kønsopdelte klasseværelser – og at islamisk tøjetikette skal følges til punkt og prikke.

Med den melding er frygten for, at det nye regime vil håndhæve streng kønsopdeling over hele landet vokset.

I lørdags – på 20-året for 11. september-angrebet – hejste Taleban sit flag over præsidentpaladset i Kabul – en markering af at bevægelsen nu officielt har påtaget sig at regere Det Islamiske Emirat Afghanistan, som landet nu hedder.

Mullah Mohammad Hassan Akhun, premierminister i Talebans overgangsregering, stod selv for at hejse Taleban-flaget: en hvid fane med sort inskription af et skriftsted fra Koranen.

Samme dag blev Rohullah Azizi, bror til den tidligere vicepræsident, og Amrullah Saleh, en leder af modstandsbevægelsen mod Taleban, skudt og dræbt ved en Taleban-kontrolpost. Saleh havde erklæret sig for at være Afghanistans legitime fungerende præsident og stillet sig i spidsen for de belejrede styrker, der stadig kæmper mod Taleban i Panjshir-provinsen.

Det internationale samfund overvåger nøje, hvordan det nye, 100 procent mandsdominerede Taleban-regime behandler afghanske kvinder for at tage bestik af, hvor meget realitet der er i de tilsagn om moderation, som bevægelsen har tilkendegivet.

I et af de første politiske udspil fra Taleban fremlagde ministeren for videregående uddannelser, Abdul Baqi Haqqani, et nyt regelsæt, der skal styre kvinders adgang til videregående uddannelser i Afghanistan. På et pressemøde sagde Haqqani, at kvinder ville få lov til at fortsætte deres universitetsuddannelse, men at det vil være obligatorisk for dem at bære hijab. Det er uklart, om det indebærer et krav om fuld tildækning af kvinders ansigter, eller om tørklæder ville være tilstrækkeligt.

Segregeret undervisning

Kønsopdeling vil også blive håndhævet på alle universiteter, hvilket betyder, at mænd og kvinder vil skulle undervises i separate lokaler. »Vi vil ikke tillade drenge og piger at studere sammen,« fastslog Haqqani.

Kvindelige studerende vil kun få lov til at blive undervist af kvinder. Haqqani sagde også, at de emner, der undervises i på universiteterne, vil blive gennemgået. Taleban har lovet, at bevægelsens nye regering vil være mere repræsentativ og i højere grad respektere kvinders og pigers rettigheder – dog stadig inden for en »islamisk ramme« – end da bevægelsen tidligere var ved magten mellem 1996 og 2001. Dengang blev kvinder forhindret i at gå til skole og arbejde, de måtte ikke bevæge sig ud af huset uden en mandlig ledsager, og de blev pålagt at overholde drakoniske love om ’kvindelig dyd’.

Talebans fulde dagsorden er endnu ikke offentliggjort. Ikke desto mindre er der ikke et eneste kvindeligt regeringsmedlem trods tidligere fremsatte løfter om en ’inklusiv’ regering, og derudover har kvinder fået forbud mod at dyrke sport.

I et interview for nylig på tv-kanalen Tolo News sagde Talebans talsmand Sayed Zekrullah Hashimi, at kvinders rolle var at føde og opdrage børn, derfor, tilføjede han, »var det ikke nødvendigt at have kvinder i regeringen«.

Vold og skud

Den nye uddannelsespolitik er et klart brud med de afghanske universiteters tidligere måde at fungere på. Før Kabuls fald til Taleban den 15. august havde universiteter i hele Afghanistan ikkekønsopdelt undervisning, og kvinder behøvede ikke at overholde en bestemt påklædningsetikette. Antallet af kvindelige studerende på de videregående uddannelse havde nået rekordhøjder, og på Herat Universitet og Ghalib Universitet i Kabul var der sågar flere kvindelige studerende end mænd. Siden Taleban overtog magten, har mange kvindelige studerende imidlertid holdt sig hjemme på grund af usikkerhed og frygt, mens de kvinder, der i de seneste dag er gået på gaden i protest for at demonstrere for lige rettigheder, er blevet mødt med vold og skud.

»Vi modtager stadig flere meldinger om, at Taleban har forbudt kvinder at optræde på offentlige steder uden mandlige ledsagere og har forhindret kvinder i at arbejde. Og i nogle regioner har de begrænset pigers adgang til uddannelse,« udtalte FN’s generalsekretærs særlige repræsentant for Afghanistan, Deborah Lyons, til Sikkerhedsrådet i sidste uge.

Haqqani insisterer dog på, at Taleban ikke ønsker at skrue tiden 20 år tilbage: »Vi vil begynde med at bygge på det, der findes i dag,« siger han.

Man har imidlertid sat spørgsmålstegn ved, hvordan de nye uddannelsesregler skal gennemføres, herunder især hvordan universiteter og kontorer skal blive i stand til at håndtere omkostningerne ved at organisere kønsopdelt undervisning. Mangel på faciliteter og kvindelige lærere har i forvejen medført problemer på universiteterne, hvor nogle læreanstalter må fortælle de studerende, at de ikke har andet valg end at stoppe med at udbyde bestemte kurser for kvinder.

Heather Barr, meddirektør for kvinderettighedssektionen i Human Rights Watch, vurderer, at Talebans tilgang »i teorien går ud på at give kvinder lov til at i fortsætte nogle af deres daglige funktioner, men underlægge dem begrænsninger, som i praksis betyder, at de skal fungere i en verden, der er næsten helt adskilt fra drenge og mænd«.

Videre siger hun: »For mange universiteter og for mange kvinder og piger vil det ikke være muligt på et økonomisk og logistisk plan at organisere disse ting. Så konsekvensen bliver ikke kun kønsopdeling. Den bliver eksklusion af kvinder og piger. Og desværre tror jeg, at Taleban har det helt fint med det.«

Som svar på de afghanske kvindelige demonstranter, der i seneste uger er gået på gaden for at protestere over begrænsningerne i deres frihed, organiserede Taleban lørdag en march med fuldstændigt tilslørede kvinder, der fyldte et auditorium på Kabul Universitets uddannelsescenter. Udelukkelsen af kvinder fra at tale til mænd på kontorer og universiteter vil bidrage til deres eksklusion fra det offentlige liv i bred forstand, sagde Barr. »Der er forskellige lag af diskrimination i det her, men den samlede effekt bliver katastrofal for kvinder og piger,« siger hun.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Man skal ikke stole på korrupte røvere og løgnere.........

Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Jeppe Bundgaard, Per Torbensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

........ Som amerikanerne?

Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Man kan vel kun håbe på, at den uddannelse, der er blevet givet unge mennesker de sidste 20 år, har sat sig så fast, at de formørkede mørkemænd får - om jeg så må sige - kamp til skægget.

Med andre ord, lad os håbe at: Pennen er være stærkere end sværdet.

erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Skægget er tilsyneladende stærkere end pennen pt i Afghanistan.

Og siden magtovertagelsen er landet blevet et endnu større hotspot for alskens jihadistiske grupperinger, især IS.

Siden Taleban nu skal til at konkurrere med dem i, hvem der er de mest rigtige islamister, kan det enten gå den gale vej, som at de forstærker undertrykkelsen, eller at de går i den modsatte retning for at give kant til de endnu mere ekstreme, i håbet om at få bybefolkningen bag sig, samt international anerkendelse.

Det sidste kunne være en opskrift på borgerkrig, og desuden harmonerer det nok ikke med, hvad flertallet af Talebanerne går ind for, nemlig den mest rigide tolkning af Sharia.

erik pedersen anbefalede denne kommentar
Malene Wiinblad

Det er forfærdeligt det der sker i Afghanistan, ingen tvivl om det, men så vidt jeg forstår er situationen ved at blive den samme som den er i Saudi Arabien, hvor der ingen kvinder er i regeringen, hvor de ikke må dyrke sport men gerne må gå på segregerede universiteter. Er det fordi at Saudi Arabien er en vestlig allieret at der praktisk taget ingen debat er om det?

Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

Hold fast i din tanke. Kommentarsporet på Information.dk åbner snart igen. Vi har midlertidigt deaktiveret det, mens vi opdaterer systemet.