Kinesiske klimaaktivister er ved at opgive håbet om at påvirke deres regering til mere handling

I kølvandet på IPCC’s alarmerende advarsel i starten af august, om at menneskeskabte klimaforandringer påvirker alle områder af planeten, står kinesiske miljøaktivister i en situation, hvor de skal finde på nye metoder til at presse den kinesiske regering til at yde mere i klimakampen.

Som konsekvens af en hæsblæsende økonomisk udvikling er Kina ansvarlig for en række miljøkatastrofer, og landet står for omkring en tredjedel af verdens CO2-udledninger. Kina har givet ambitiøse løfter om, at landets udledninger vil toppe i 2030, og at man vil være CO2-neutral i 2060, men der er kraftige advarsler om, at det vil være umuligt, hvis kineserne fortsætter den nuværende kurs.

Beijing er langtfra alene om at blive beskyldt for at gøre for lidt for at bekæmpe klimaforandringer, men internt i Kina er det i stigende grad risikabelt at kritisere regeringen for manglende handling. Den form for demonstrationer og protester, der verden over kræver mere resolutte handlinger over for en eksistentiel trussel, er så godt som umulige i Kina.

»At [kritisere regeringen] offentligt … Det vil have konsekvenser, de vil komme en dag,« siger en tidligere kinesisk miljøjournalist, som i dag bor i udlandet. »Det kan for eksempel være en annullering af din arbejdslicens eller bare chikane af enkelte ansatte.«

I en tid, hvor regeringen landet over slår hårdt ned på dissidenter og aktivisme – herunder LGBTQ+-rettigheder, feminisme, menneskerettigheder, politisk frihed og miljøaktivisme – frygter aktivister og ngo’er udvisninger, chikane eller det, der er værre, hvis de kritiserer regeringen.

I de seneste år har myndighederne anholdt utallige miljødemonstranter, whistleblowere og bekymrede borgere. De bliver ofte mødt med en standardanklage om at »opildne til konflikt og fremprovokere problemer«.

Flere som for eksempel Ou Hongyi, Kinas svar på Greta Thunberg, har forladt landet og forsøger nu at påvirke tingene udefra.

»Med alle disse eksempler på undertrykkelse af folk, der blot er uenige med centralregeringen, oplever man en stigende frygt,« siger den tidligere miljøjournalist, der ønsker at være anonym.

Konstruktiv kritik

Nuværende og tidligere miljøaktivister og journalister, hvoraf mange afstår fra at udtale sig til citat af frygt for konsekvenserne, beskriver en sektor, der arbejder stille og frygtsomt i et forsøg på at navigere i forhold til en regering, der er hypersensitiv over for en hvilken som helst kritik.

Den tidligere miljøjournalist fortæller, at man for blot et årti siden oplevede en »guldalder« for miljøjournalistik og -aktivisme, der – på trods af at det både var risikabelt og blev besværliggjort af bureaukratiske regler – ofte blev tolereret og førte til resultater.

Nu har ngo’erne nok at gøre med overhovedet at opretholde et eksistensgrundlag og må tage til takke med de få indrømmelser, de kan få fra en regering, som ikke tolererer nogen form for kritik.

»[Klimaaktivismen] findes i Kina, men ikke på samme måde eller med holdninger som i vestlig demokratisk miljøaktivisme. Det er miljøaktivisme med kinesiske kendetegn,« siger hun.

»Sagen er den, at man bliver nødt til at vise, at man er villig til at samarbejde, at man kommer med konstruktiv kritik, og at man følger regeringens dagsorden – for eksempel CO2-målene for 2030 og 2060. Du siger ikke ’det er for sent’, du siger ’her er vores forslag’.«

»Det efterlader internationale ngo’ere i en penibel situation, hvor man skal afveje fordelene ved en lokal tilstedeværelse op imod ulempen ved at være tvunget til at tie stille.«

Nye veje til indflydelse

Liu Junyan, leder Greenpeaces klimarisikoprojekt i Beijing, siger, at de fleste miljøbevægelser er drevet af regeringen eller eliten, og at andre bliver nødt til at arbejde på sidelinjen med at uddanne lokale ledere, så de kan lade bekymringerne sive op igennem kommandoapparatet i det håb, at regeringen vil ende med at indoptage dem i deres dagsorden.

»Vi forsøger at finde nye veje til at øve indflydelse. Jeg tror ikke, at der er mange ngo’er, særligt ikke internationale ngo’er, som har fundet sådan en vej,« siger Liu Junyan.

»Det lykkedes med luftforureningskampagnerne omkring 2012, da først offentligheden og så regeringen stillede sig bag dem, fordi de kunne se på luftforureningen som et sundhedsanliggende,« siger hun.

Andre som for eksempel den ledende kinesiske miljøforkæmper, Ma Jun, har fundet på innovative måder, hvorpå man kan bruge officielle data til at udskamme forurenere og udledere uden at krydse regeringens røde linjer.

Private møder kan også føre langt, hvis lokale embedsfolk er fordomsfri og interesserede i dialog, men hvis ikke, er der ikke meget, man kan gøre. Heller ikke selv om Kinas femårsplan vil medføre endnu større udledninger, medmindre der bliver sat ind med handling nu.

En stor forhindring er desuden, at den brede befolkning har meget lidt kendskab til klimakrisens omfang, hvilket skyldes mundkurv til aktivisterne, internetcensur og manglende opmærksomhed fra mediernes og uddannelsessystemets side. Hvis man søger på »Kina global opvarmning« på regeringens nyhedssider, får man intet resultat.

»Jeg mener, at almen uddannelse burde inkludere klimaforandringer. Det er et meget vigtigt emne at uddanne eleverne i,« siger en kinesisk miljø-ngo, der arbejder med uddannelse.

»Men når vi tager ud på skolerne og forsøger at dele vores viden, oplever vi, at ikke engang lærerne har en forståelse af klimaforandringerne.«

Liu Junyan fortæller, at der dog også er fremskridt. Efter at præsident Xi Jinping annoncerede Kinas nye CO2-løfter, var der en tydelig interesse i statsmedierne for endelig at diskutere klimaforandringerne. Men »størstedelen af den brede offentlighed har stadig en begrænset viden om, hvad klimaforandringer er, og en lille forståelse af hvordan det vil påvirke deres liv. Det betyder, at der ikke finder meget aktivisme sted fra bunden og op«.

Statens mediedækning af FN’s nye klimarapport nævnte de seneste måneders ødelæggende oversvømmelser i Kina. Men ellers roste den stort set kun – eller undgik helt at nævne – Kinas indsats, og opfordringer til handling fremhævede i stedet udenlandske regeringers utilstrækkelighed.

Den tidligere miljøjournalist siger, at hendes generation af miljøforkæmpere stort set har opgivet. Til gengæld peger hun på, at unge mennesker som Ou Hongyi måske kan have gavn af at være vokset op i et hårdere, propagandatungt miljø.

»Unge mennesker som Ou Hongyi, som aldrig har oplevet kontrasten fra at kunne udtrykke lidt til slet ikke at kunne udtrykke sig … Måske er de ikke blevet traumatiserede,« siger hun.

»De unge kinesere, der vokser op og bor i udlandet, slutter sig til den internationale bølge af aktivisme. Fordi klimaforandringer grundlæggende ikke kun er et kinesisk spørgsmål, det er et globalt spørgsmål.«

Oversat af Pauline Bendsen