Søren Pind: Afrikanerne må klare sig selv

»Jeg elsker mejerier. Min farfar var jo mejeribestyrer.«

Begejstringen nærmest lyser ud af Søren Pind, da han besøger et lille nystartet mejeri i det centrale Tanzania. En gruppe unge mænd har fået en god ide, lagt en forretningsplan, og nu er de så småt i gang med at føre deres vision ud i livet - til gavn for dem selv og de 200 landmænd, som hver dag leverer frisk mælk til mejeriet.

»Her er jo en fantastisk chance for, at nogen kan tjene rigtig, rigtig mange penge,« fortsætter ministeren.

Det er anden dag i Tanzania, det land, som i årtier har fået mest af den danske ulandsbistand, og mødet med Shambani Milk passer tydeligvis ministeren godt. Lige her går de politiske idealer og den afrikanske virkelighed i spænd. Så må problemet med, at ikke ret mange har råd til at købe mælken, blive løst hen ad vejen.

Også i det lokale rådgivningscenter Morogoro Paralegals (som støttes af danske MS Action Aid) er humøret i top, da ministeren kommer forbi. Centrets ansatte vejleder folk i, hvordan de sikrer sig ejendomsret til deres jord, og det er noget, den liberale minister kan lide.

»Jeg har altid ment, at den private ejendomsret er en af de vigtigste rettigheder, man kan skænke personer og familier,« siger han og uddyber: »Selv de fattigste kan, når de har adgang til jord, de kapitalisere, belåne og investere. Så kan de også gøre noget. Alt er muligt.«

De sidste tre måneder har ministerkalenderen stået på rejser til først Zimbabwe, så Pakistan, Bangladesh, Nepal og denne uge i Tanzania. Den nye minister er ude og se på effekterne af den danske udviklingsbistand, som han har fået hovedansvaret for at styre. Undervejs deles der ud af entusiasme, højt humør og ministeriets medbragte kuglepenne. Men hvis nogen tror, at virkeligheden allerede er begyndt at slibe kanterne af den skarpe idealist, må man hellere tro om igen. Med Søren Pinds egne ord må ministeriets folk have tilrettelagt programmet ud fra, hvad de ved, han kan lide. Som når den selvudnævnte frihedsminister og borgmesteren i byen Morogoro enes om at hylde de folk, der gider gøre noget ved deres liv i stedet for blot at tale om det.

»Det gælder om at vise tiltro til mennesker. Det er et helt centralt aspekt i politik,« siger Søren Pind. Og nu er det på høje tid, at Afrika går selv.

»Jeg er ikke så interesseret i programmer, hvor der ikke noget håb om forandring for de mennesker, det handler om. Det er vigtigt for mig, at det er udviklingsprojekter og ikke fastholdelsesprojekter,« siger han. »Hvis projektet om, at der skal være uddannelse og sundhed og et godt liv for mennesker på det her kontinent, skal lykkes, så er de nødt til at kunne klare det selv. De skal ikke påregne, at der kommer en klodemæssig bistandshjælp i klassisk forstand og sikrer det her. Vi er nødt til at få dem til at løse det selv. Det er sådan set succes-kriteriet.«

Tredjedagens højdepunkt indtræffer, da Søren Pind bliver overrasket af sangerinden Nakayaa. Hun kan godt nok ikke synge den dag, men med stærk opbakning fra den danske ambassade er hun på kort tid blevet en af de mest kendte sangerinder i Tanzania. Hittet »Mr. Politician« er blevet spillet overalt. Hun har fået en kontrakt med pladeselskabet SONY i Danmark, og nu har den tilsyneladende meget succesfulde sangerinde så valgt at udvikle sin karriere i politisk retning. Hun stiller selv op til næste parlamentsvalg for oppositionspartiet Chadema. Søren Pind er igen begejstret.

»Med den sang har hun fået sat mere fokus på korruption og svindel og det at stille politikere til ansvar, end dansk udviklingsbistand har gjort i de sidste mange år.«

Så noget skal måske alligevel prioriteres anderledes end hidtil ?

»Hvis jeg skal sige noget kritisk-kritisk, så vil jeg sige, at vi med vores udviklingshjælp har været med til substistensfastholdelse. Man har i for høj grad fokuseret på at beskytte de fattige, så de er blevet ved med at være små. Ikke i ond vilje, men fordi de skulle jo også være her, de skulle også leve. Men mit ambitionsniveau er højere.«

Hvis han kan bestemme, skal der mere fokus på bistanden til udviklingen af en privat sektor. Tanzanianerne skal hjælpes til at udtænke gode ideer, uddanne kvalificeret arbejdskraft og blive mere konkurrencedygtige. Også selvom økonomisk vækst hidtil ikke har ført til nævneværdig reduktion i fattigdommen.

»Jeg vil gerne tænke det hele vejen fra jord til bord. Vi skal investere i uddannelse af arbejdskraft. Og så er det noget, som fascinerer mig meget ved det her job. Måske kan man springe nogle af de led over, vi i Danmark er gået igennem for at nå ind i det moderne samfund. Jeg håber, man kan flytte det hurtigere,« siger han med henvisning til den økonomiske vækst i ulandene de sidste 10-15 år.

»Hvis man kan fortsætte udviklingen, så er jeg optimist. Asien har jo gjort deres på 40 år. Så det er nok den tidshorisont, man må operere med« siger Søren Pind, der fortsætter sin Afrikarejse med et møde om, hvordan man kan forbedre Tanzanias konkurrenceevne. Lige pt. har landet en stabil 100. plads ud af et globalt index på 133. Men måske kan det gå fremad? Søren Pind tror på det.

»For mig at se er kultur fantastisk vigtigt. Og hvis du kan flytte kultur, så kan du flytte en hel civilisation, så kan du flytte et helt land,« siger Søren Pind