Den Græske Revolution var afgørende for ideen om et europæisk fællesskab, men blev glemt
Millioner af turister besøger hvert år Athens Akropolis. Her, i midten af en pulserende storby, står nogle af antikkens største monumenter – hvide ruiner, hvis skønhed kan betragtes fra alle sider.
Sådan var det ikke i 1820’erne. Her var Athen en ubetydelig provinsby i det osmanniske imperium. Akropolis var hjemsted for en osmannisk garnison, fyldt med barakker, spisesteder og en moské bygget ind i Parthenon-templets ruiner. For foden af Akropolis levede omkring 6.000 albanere, grækere, jøder, bulgarere og tyrkere i relativ fredelig sameksistens, som de havde gjort i århundreder.
Det ændrede sig i 1821, da Den Græske Revolution brød ud. Muslimer og jøder blev systematisk udrenset, hvor revolutionen skred frem. Og når den osmanniske hær rykkede ind, blev græske mænd myrdet og kvinder og børn solgt til slaveri. I 1830, efter ni års blodig kamp, var den græske nationalstat en realitet, og verdens første befrielsesbevægelse baseret på den moderne idé om nationale tilhørsforhold var endt som en succes.
Mark Mazower, en af verdens førende historikere, når det kommer til det moderne Grækenland og internationale relationer, har endelig udgivet sin længe ventede bog om Den Græske Revolution. Og den er fremragende. Han tager os med på en rejse rundt i den græske verden og videre rundt til London, Paris og Moskva, som skulle blive afgørende for revolutionens succes.
En gylden mulighed
Der levede omkring tre millioner græsktalende ortodokse kristne blandt Det Osmanniske Riges 24 millioner indbyggere. Nogle var anatolske bønder, andre var aristokrater i Istanbul, hvis familier regerede områder, der i dag udgør Moldova og Rumænien, og atter andre var handlende i havnebyer som Odessa. Det eneste sted, hvor der var et græsktalende flertal, var på halvøen Peloponnes og i områder lige omkring, hvor cirka en million grækere levede som bønder, handlende, stormænd og krigsherrer.
De ortodoks kristne grækere var undertrykte, men ikke forfulgte. I takt med en stigende international handel så mange købmænd, stormænd og aristokrater – nogle succesfulde, andre fallerede – imidlertid muligheder i en græskstyret stat fri af det osmanniske overherredømme.
Derfor opstod der i årene op til revolutionen en række hemmelige selskaber, der forsøgte at planlægge en revolution. Det første blev dannet i Odessa, men snart fulgte talrige andre.
Den Græske Revolution startede således slet ikke i Grækenland og var på mange måder meget lidt græsk. Dimitrios Ypsilantis var en græsk aristokrat fra Trabzon i det nordøstlige Tyrkiet og tidligere officer i den russiske hær, der havde kæmpet imod Napoleon i 1810’erne. Hans karriere i både Det Osmanniske Rige og i den russiske hær var imidlertid gået i stå, og han meldte sig derfor ind i et af de hemmelige selskaber, hvor han hurtigt blev en ledende figur.
Dimitrios Ypsilantis fik snart en gylden mulighed: I januar 1821 var et rumænsk bondeoprør brudt ud, som destabiliserede regionen. Og i februar så en græsktalende aristokrat fra Tyrkiet iført russisk uniform sit snit til at lede en oprørshær fra (det russiske) Moldavien og ind i (det osmanniske) Valakiet for at bruge et rumænsk bondeoprør til at starte Den Græske Revolution. Den nationale befrielseskamp startede på den mest internationale og balkaniserede måde, man kan forestille sig.
National solidaritet med grænser
Den græske oprørshær i Valakiet blev hurtigt nedkæmpet. Men takket være de hemmelige selskaber og deres forbindelser via græske handelsskibe greb modstanden om sig. Det betød, at stormænd og lokale krigsherrer kunne hverve blandt lokale bønder, som greb til våben, massakrerede deres muslimske guvernører og naboer og overtog deres ejendom. Den osmanniske stat svarede tilbage med talrige massakrer på deres græske befolkning.
Den Græske Revolution var verdenshistoriens første egentlige nationale befrielseskamp: På tværs af sociale skel, lokale traditioner og enorm geografisk spredning var en græsk identitet knyttet til sprog og religion det eneste, der bandt oprørerne sammen.
Det var dog ofte så som så med den nationale solidaritet. Mange grækere, særligt i Tyrkiet, gjorde aldrig oprør, men så bedre perspektiver i fred og osmannisk herredømme. Og selv i hjertet af revolutionen trumfede lokale interesser ofte hensynet til den nationale revolution.
Mark Mazower fremskriver på forbilledlig vis kompleksiteterne og uenighederne i bevægelsen. I nutidens Grækenland fremstilles de revolutionære som nationale helte, der gjorde fælles front med århundredes osmannisk (tyrkisk) undertrykkelse og uselvisk ofrede sig selv for det fælles græske gode. Men Mazowers bog viser, hvordan dette er en sandhed med kraftige modifikationer.
Tag eksempelvis historien om Giorgos Karaiskakis – en mørklødet krigsherre, hvis private sygeplejerske (han led af tuberkulose), Marigo, fulgte ham i kamp iklædt mandetøj. I starten af revolutionen overfaldt han næsten lige så ofte græske bosættelser som osmanniske og havde kun hån tilovers for en samlingsregering, som han anså som lige så forbryderisk og illegitim som den osmanniske. I 1827 havde han imidlertid endegyldigt opgivet sin lokale magt, og han faldt, da han prøvede at erobre Athen i et forsøg på at redde den nationale samlingsregerings liv.
En humanitær intervention
Den Græske Revolution var en grim krig. Tusindvis af breve, pamfletter og avisartikler fra europæiske frivillige, soldater og handlende beretter om usigelig lidelse. Massakrer, slaveri, nedbrændte byer og landområder og et væld af flygtninge.
Revolutionen var således en humanitær katastrofe. Men som noget helt unikt blev den også betragtet som en humanitær katastrofe. Europas ledere, som ellers helst ikke ville støtte et nationalt oprør mod et royalt imperium på linje med deres egne, advarede i stigende grad den osmanniske regering imod excessiv vold og slaveri.
Det var pres fra private aktører, der i sidste ende fremtvang verdenshistoriens første humanitære intervention. Spekulanter i London havde investeret stort i den græske revolutionsregering, og den offentlige mening i Vesten var i høj grad på grækernes side. De blev ikke betragtet som guerillakrigere, men som ligeværdige kristne og ofre for osmannisk terror.
Med henvisning til de humanitære hensyn sendte Frankrig, England og Rusland derfor en flåde til det østlige middelhav og knuste den osmanniske flåde i 1827. Der var klare finansielle og storpolitiske interesser i spil, men det var med henvisning til civile menneskers lidelser, at de europæiske stormagter kunne blive enige og legitimere deres indgriben i det, der hidtil var blevet betragtet som en fremmed stats interne anliggender.
Ideen om Europas vugge
Mazower har skrevet en fremragende bog, som giver en klar fremstilling af revolutionen, og som er fyldt med vilde anekdoter om fantastiske menneskers utrolige liv – som den om en fransk oberst, der startede sit eget harem, og den albanske søn af en tobakshandler, der blev konge af Egypten.
Men Mazower betoner også Den Græske Revolutions verdenshistoriske betydning. Den nationale revolution blev et forbillede rundt omkring i verden: revolutionære i Italien og Tyskland ønskede deres egen nationalstat, og på Balkan kom både det østrig-ungarske og det osmanniske imperium under pres. Med grækerne som en avantgarde begyndte den gamle verden af kejserlige imperier langsomt at give efter for en ny orden af demokratiske nationalstater.
Og i USA bidrog borgere fra alle lag af samfundet til indsamlinger, der skulle frikøbe græske slaver fra slavemarkeder som dét i Cairo – en udvikling, der også styrkede abolitionister i kampen mod det amerikanske slaveri.
På kontinentet medførte revolutionen et hidtil uset europæisk samarbejde om en militær intervention, indsættelse af fredsbevarende styrker og forhandling mellem osmannerne og en ny selvstændig græsk stat. Men vigtigst af alt førte den til betoningen af en fælles europæisk identitet med rødder i et antikt Grækenland, som nu skulle genoplives.
Mazower viser forbilledligt, hvordan den nationalistiske bevægelse var et tveægget sværd. Den bragte national selvbestemmelse og folkesuverænitet med sig, men på en baggrund af etniske udrensninger, der ødelagde århundreders sameksistens og chokerede omverdenen.
Grækerne overtog Athen i 1833 og gjorde den snart efter til hovedstad i et land med omkring en fjerdedel af dets nuværende territorium. Byen blev transformeret fra en landsby til en moderne metropol skabt af europæiske arkitekter. Moskeer blev revet ned, og Akropolis blev renset for ethvert minde om osmannisk tid, mens dens mytiske fortid som Europas vugge blev malet frem i bybilledet – og i sindene hos europæere på tværs af kontinentet.