Rune Lykkeberg: »Vi opfattede valget af Trump som en katastrofe. I dag ser jeg det som en kæmpe åbning af det politiske mulighedsrum«

Under det amerikanske præsidentvalg i 2016 opførte den liberale overklasse sig som borgerskabet i Lars von Triers film Melancholia. De morer sig til en ekstravagant bryllupsfest, mens en fremmed planet nærmer sig. Nogen siger, at den vil ramme jorden, men forskerne forsikrer dem om, at det ikke burde ske, og gæsterne bekræfter hinanden i, at de ikke har noget at frygte. Planeten kommer tættere og tættere på. Gæsterne fester videre. Og så indtræffer katastrofen.

Beskrivelsen er fra Informations chefredaktør Rune Lykkebergs nye bog, Vesten mod Vesten. Donald Trumps valgsejr var et chok. Det overskred alt det, vi troede, vi vidste, og vi blev ved med at fortælle hinanden, at det ikke kunne ske. Og det er ikke bare Trump. Overalt i Vesten er der frustration og politisk opbrud.

»De liberale demokratier har skabt fantastiske fremskridt. Vi er blevet sundere, friere, rigere, bedre uddannede og mere fredelige. Vi behandler hinanden bedre end nogensinde før. Hvordan kan det være, at et samfund med så kolossale fremskridt og så markante forbedringer kan generere så megen frustration, så megen vrede,« spørger Rune Lykkeberg, da Information interviewer ham.

»Det må være, fordi der er opstået nogle forventninger til, hvad de politiske systemer skal levere, og hvordan historien fungerer, som ikke er blevet indfriet,« svarer han selv.

For at forstå krisen er vi nødt til at forstå, hvad der gik forud for den. Det er præmissen i bogen. Vesten mod Vesten er en kulturhistorisk analyse, hvor Rune Lykkeberg gennem tolkninger af film, popmusik, politisk tænkning, store samfundsbegivenheder og ungdomsromaner som Harry Potter og Hunger Games, forsøger at forklare, hvordan de liberale demokratier på én gang har produceret enestående fremskridt og enorm skuffelse.

De store år

Bogens historiske gennemgang starter efter Anden Verdenskrig, og Rune Lykkeberg deler de seneste 75 års historie i Vesten op i tre perioder. Guldalderen fra 1945 til 1975, Reaktionen, som varer frem til starten af det 21. århundrede, og Krisen, som vi har befundet os i siden.

Særligt Guldalderen er væsentlig for at forstå den nuværende krise. I Storbritannien kalder man perioden The Golden Age, i Tyskland Wirtschaftswunder og i Frankrig taler man om Les Trentes Glorieuse. Det er vores nuværende samfunds grundlæggende periode.

»Anden Verdenskrig er slut, og den gamle verden er smadret. Bordet er ryddet, og man skal bygge en ny verden op,« siger Rune Lykkeberg.

Vi samlede os om menneskerettigheder og demokrati som livsform. Der var både kulturel frigørelse og ekstraordinær økonomisk fremgang, som kom alle til gode. Borgerne blev mere frie til at realisere sig selv og følge deres lyster, samtidig med at samfundet blev mere rationelt, og alle autoriteter skulle begrunde sig selv, forklarer han.

»Det var en ekstraordinær periode i verdenshistorien, som har skabt forventninger til, hvordan verden bør være. Det, der skete i den periode, er i borgernes hoveder blevet målestokken for, hvad der skete i alle andre perioder. Vi gik ud fra, at det var normaltilstanden,« siger Rune Lykkeberg.

Guldalderen har efterladt borgerne i Vesten med en forståelse af, at fremskridtene hænger sammen og forstærker hinanden. Frihed til mennesker fører til mere retfærdige samfund, velstand, moralske fremskridt og politisk orden. Det har også ført til overdrevne forventninger til politikerne, samtidig med at der med frigørelsen er udviklet nye former for protest, kritik og deltagelse. Det liberale demokrati kan ikke indfri Guldalderens løfter, og det gør det meget svært at regere, forklarer han.

Reaktionen

Perioden efter Guldalderen kalder Rune Lykkeberg for Reaktionen. Kort fortalt kan man forstå overgangen sådan, at den socialdemokratiske forestilling om, at staten skal løse markedets problemer blev erstattet med nyliberalismens idé om, at markedet skal løse statens problemer.

I 1980’erne skete det som et konservativt opgør med socialstaten, og 1990’erne blev det gentaget af de socialdemokratiske partier som et selvopgør, skriver Rune Lykkeberg i bogen.

»Nyliberalismen fører til en afvikling af politik forstået som forestillingen om, at du kunne lave samfundet om,« siger han.

Som en konsekvens af den liberale konsensus betød blev flere politikområder overladt til teknokrater, påpeger han.

I 1990’erne tog vi det for givet, at der var et regeringsbærende parti til venstre og ét til højre, og de to fronter havde rykket sig tættere mod hinanden. Kommunismen er den vedtagne fjende til venstre, racismen den vedtagne fjende til højre. De grundlæggende rammer for samfundet er hævet over debat.

Terrorangrebene den 11. september 2001 markerer indgangen på Krisen. Vesten bliver ramt af en svag fjende, der alligevel formår at få Vesten til at skade sig selv, mener Rune Lykkeberg. Sovjetkommunismen var en stærk fjende, der animerede politikere i Vesten til at forfølge lighed, sociale fremskridt og insistere på de frihedsrettigheder, som ikke fandtes mod øst. Kampen mod islamismen har ført til udsigtsløse krige i Mellemøsten og kompromiser med vores egne idealer.   

Politisk manifesterer Krisen sig året efter, i 2002. Ved det franske valg i 2002, Front National bryder de etablerede rammer. De slår Socialistpartiet i første runde, og partiets leder, Jean-Marie Le Pen, går videre til anden runde af præsidentvalget.

»Det bliver nationalismen mod det ansvarlige centrum, og de faste rammer om politik bliver pludselig genstand for politisk kritik,« siger Rune Lykkeberg.

Populisterne har ret

I Krisen bliver er der igen konflikt og politiske kampe i Vesten, og det er grundlæggende en god ting, mener Rune Lykkeberg.

»Da Trump blev valgt, opfattede vi det alle sammen som en katastrofe. Nu tænker jeg, at det er en kæmpe åbning. I stedet for at se det som en fortælling om en trussel mod samfundet, skal vi se det som en fortælling om et underskud i samfundet. En tendens, som samfundet selv har produceret. Og en åbning af det politiske mulighedsrum,« siger han.

På mange måder, mener han, er det grotesk, at der har været så massiv politisk opbakning til samfundet, som vi kender det, at enhver kritik af det liberale demokrati er blevet regnet for at være samfundsundergravende.

»For en stor del af kritikken har vist sig at være rigtig,« siger han.

»Når selv venstreorienterede partier i dag går ind for at begrænse indvandringen, er det jo ikke, fordi de er blevet racister. Det er, fordi de har været gennem en læreproces. At den velfungerende nationalstat er en forudsætning for et velfungerende verdenssamfund er i hvert fald en ny erkendelse for mig. Men vi kan jo se, at de har ret. Det er stridigheder og manglende legitimitet i de enkelte lande, der skaber problemer for verdenssamfundet.«

På samme måde har de utilfredse borgere ret, når de påpeger, at det, den liberale klasse sagde om globaliseringen, finanskrisen og Irakkrigen var forkert. Der blev givet nogle løfter, som ikke blev holdt.

Mest markant er de politiske systemer helt overordnet blevet mindre demokratiske, i takt med at borgerne er blevet mere kritiske over for autoriteter og har forlangt mere indflydelse.

»Det er kendetegnende, at Brexit, Donald Trump, Tea Party-bevægelsen, Femstjernebevægelsen og De Gule Veste er båret frem af mennesker, der kræver mere demokrati. De siger: ’Det her samfund lovede os medbestemmelse, og nu vil vi også være med til at bestemme. Vi vil have kontrol over vores grænser og indflydelse på vores politik. På sin vis tror de mere på demokratiet, end dem der regerer,« siger han.

Det åbne rum 

Krisen indeholder også destruktive tendenser, understreger Rune Lykkeberg. Oprøret mod det politiske risikerer at blive til et ønske om, at den stærke mand vender tilbage, siger han.

Krisen er en kritik af det liberale samfund, men den måde protesterne udspiller sig på, er udtryk for et historisk fremskridt. Op til 1914 og 1940 førte store antiliberale kriser til verdenshistoriske katastrofer. I dag er der stort set ingen vold. Kritikken er rettet mod de liberale magthavere, men bliver foldet ud indenfor det liberale system. Størstedelen af de utilfredse borgere tror stadig på et af Guldalderens centrale løfter: At alle problemer kan løses af det politiske centrum.

»Protesterne er grundlæggende fredelige og civiliserede. Krisen viser, at der er megen vrede mod vores samfund, men de udtrykker også en enorm bekendelse til vores samfund. Uanset om det er Trump, Brexit eller De Gule Veste, så er det udtryk for, at de rent faktisk tror på, at det politiske system kan løse deres problemer,« siger Rune Lykkeberg.

Meget af det, der ellers var blevet trukket ud af demokratiet, er igen blevet genstand for politik. Der er adskillige tegn på, at det liberale demokrati er ved at genopfinde sig selv, mener han. Der bliver skabt nyt liv og ny legitimitet rundt om det liberale demokrati.

Rune Lykkeberg nævner flere eksempler. I Irland skabte man sidste år ny vægt bag folkeafstemningen om abort ved at inddrage borgerråd, der nærmest samtaledemokratisk diskuterede spørgsmålet. I Frankrig har De Gule Veste opnået en forhøjelse af minimumslønnen, som det repræsentative demokrati ikke har været i stand til at sikre dem, og i USA har flere af de demokratiske præsidentkandidater præsenteret deciderede bud på, hvordan folket genvinder magten over en række af de politikområder, som de ellers ikke har haft indflydelse på. 

»En af Guldalderens dæmoner er, at det kun er politiske magthavere, der bliver stillet til ansvar. De seneste år er vi begyndt også at drage andre magthavere til ansvar, og det er ekstremt positivt. At vi får en kultur, hvor alle der har magt skal stå til ansvar i offentligheden, uanset om de er fra finanssektoren eller underholdningsindustrien, er en revitalisering af demokratiet,« siger han.

Alt liv blev ikke udslettet, da den fremmede planet ramte jorden, og Donald Trump blev præsident. Det liberale demokrati står ikke over for sin undergang. Vi kan lige så godt forstå krisen som en politisk vækkelse, som viser, at det liberale demokratis ideal om, at samfundet skal udvikle sig i kritisk dialog med sig selv, også bliver praktiseret. En åbning af det politiske mulighedsrum, som Rune Lykkeberg kalder det.