En trojansk hest skal dreje Danmark mod venstre

Tommy Ahlers: uddannelses- og forskningsminister

Tommy Ahlers siger præcis det samme som alle langhårede musiklærere og pædagogikprofessorer har sagt i årtier, uden nogen har gidet at lytte: Dræb nulfejlskulturen, og skru op for kreativiteten og de skæve løsninger.

Det synes højreorienterede normalt er noget ævl, men når en iværksætter, der har tjent kassen, siger det, er det intet problem at genindføre reformpædagogikken og slukke for fremdriftsreform, karakterræs og målstyring.

Eva Agnete Selsing: forsvarsminister

Godt nok handler Eva Agnete Selsings modstand mod den aktivistiske udenrigspolitik mest af alt om, at Danmark skal lukke sig om sig selv, fordi globaliseringen er noget lort, og det ikke rager os, om der er diktatorer i andre lande. Men så længe det betyder, at Danmark er færdige med at gå i krig i Mellemøsten, kan begrundelsen være ligegyldig.

Tom Jensen: minister for rockmusik og madfestivaler i København og Nordsjælland

Det kan godt være, at han siger en masse ævl, men Berlingskes chefredaktør er 100 procent på linje med de gamle venstreorienterede, når det kommer til uforbeholden kærlighed til al musik, der lyder som Creedence Clearwater Revival.

Alle ved, at moderne musikkultur er et dilemma for 68’erne. De hader hiphop, techno og alt andet musik, der er udkommet, siden Jefferson Airplane skiftede navn til Jefferson Starship. Men de lyder bare frygteligt meget som deres egne reaktionære forældre, når de siger det.

Her er Tom Jensen den perfekte løsning. Han kan kanalisere alle offentlige støttemidler tilbage til rocken, uden at 68’erne selv behøver at sige noget, der kompromitterer den progressive selvforståelse.

Mads Dinesen aka ‘Champagnedrengen’: socialminister

Den bedrageridømte iværksætter Mads Dinesen, som ofte associeres med dyr champagne, Liberal Alliance, indtag af blendede tusindkronesedler og fester i Saint Tropez, har trods alt hjertet på rette sted. Det beviste han, da han år tilbage hældte en 4,5 liters champagne af mærket Dom Pérignon i et fattighul ved en kirke. Mads Dinesen ved, at de fattige også skal have det lidt rart.

Dronning Margrethe: beskæftigelsesminister

Alle de borgerlige og nationalkonservative klapper i hænderne, hver gang hendes majestæt åbner munden, selv om hun altid siger noget om, at vi skal være mindre effektive og mere mindfulness-agtige. Som en positiv afledt effekt af dronningens indtræden i politik, må kongehuset naturligvis afskaffes, og dermed er revolutionen tættere på end nogensinde før.

Linse Kessler: fødevareminister

Linse Kessler stemmer formentligt Dansk Folkeparti, men går meget op i, at alle dyr har det godt. At sætte hende til at bestride posten som fødevareminister vil være et venstreorienteret, men også meget radikalt valg. Hun går ikke op i mad på Ritt Bjerregaard-måden – også kendt som kulturelite-måden – hvor man spiser efter sæson, overvejende økologisk og med en meget stor bevidsthed om sit kødforbrug.

Linse spiser overhovedet ikke kød (kød er nemlig mord) – og hun vil derfor kunne mobilisere hele den danske vegetar- og veganerfløj. Linse foretrækker økologi, men går ikke op i sundhed, eller om det er sæson for majroer eller asparges. Hun er nemlig ekstremt kræsen og holder sig til pomfritter og spandauere – og allerede der giver hun en kæmpe håndsrækning til arbejderne i skurvognene.

Robin Hood: skatteminister

Robin Hood tog fra de rige og gav til de fattige. Samme venstreorienterede omfordeling vil han stå for som finansminister i den borgerlige regering. Men hov – Robin Hood er da ikke blå, tænker du så. Og jo, det var han faktisk.

Robin Hood var for det første ikke fattig – tværtimod. Hans titel var Robin af Locksley, og han var en ret velstående jordbesidder og forretningsmand, som dedikerede sit liv til kampen mod urimelige skatteopkrævninger. Overført til nutiden kæmper Robin Hood altså en kamp mod venstrefløjens højt elskede progressive skattesystem. Det gør ham blå, men blå med et sympatisk twist. Med Robin Hood ved roret vil uligheden mindskes.

Bent Blüdnikow, Bent Jensen og andre, der hedder Bent: tech- og innovationsministre

I 30 år har den gamle venstrefløj skændtes med typer som Bent Blüdnikow og Bent Jensen om, hvem der gjorde hvad under Den Kolde Krig. Én ting burde de efterhånden kunne blive enige om: De savner den. Forandring er den store fælles fjende, som venstrefløjen og de kulturkonservative nemt burde kunne finde sammen om at bekæmpe. Alting var bedre i gamle dage, og nye ting er som udgangspunkt noget lort. Særligt internettet. Hverken Preben Wilhjelm eller Søren Krarup kan høre ord som ’disruptionråd’, ’apps’ og ’e-avis’ uden at krampe sammen.

Med regeringens forslag om at afvikle Forældreintra, Sundhedsplatformen og den nye karakterskala, har det allerede været en god uge for den tværpolitiske bevægelse imod forandring. Men med et anti-disruptionråd bestående af Blüdnikow, Bent Jensen, Henrik Gade og Søren Krarup kunne Danmark indtage en international førerposition i kampen for at vende tilbage til 1975.

Jacob Mchangama: justitsminister

Ingen handling er for styg til, at man ikke skal være beskyttet af grundlæggende retsstatsprincipper, og vi vil hellere have for meget retssikkerhed end for lidt. Her kan Jacob Mchangama køre en klar faglig stil på retssikkerheden og give klask til populisterne.

Jan E. Jørgensen: udlændinge- og integrationsminister

Det kan godt være, at Venstre-manden Jan E. Jørgensen netop har udgivet en selvbiografi, der hedder En ægte liberal, men der er ingen tvivl om, at han – set med venstreorienterede øjne – vil være en fantastisk udlændinge- og integrationsminister.

Han er nemlig meget blødere og mildere stemt over for indvandrere end hele Socialdemokratiet og SF tilsammen. Han er gentagne gange gået imod Venstres partilinje. Først skrev han på Twitter, at han var på kur og ikke skulle have noget af Ingers kage. Så kaldte han burkaforbuddet symbolpolitik, og da udlændinge så skulle give håndtryk for at blive statsborgere, gik han i pressen og sagde: »Suk. Dybt suk. Dybt, langt suk«.

Med Jan. E Jørgensen bliver der asyl til alle og burkaforbud, smykkelov, starthjælp og håndtryk sendes til Langtbortistan.