Læserne spørger: Mikael Jalving

Hvad har Søren Krarup lært os, som vi vil huske på om 50 år?

Han har lært os, at selv de mest positive, menneskevenlige og universelle værdier må udsættes for kritik – eller at vi skal være klar over, at godheden ofte har uheldsvangre, sociale konsekvenser. Jeg mener ligesom Hans Hauge og Henrik Gade Jensen, at Krarups største varige bidrag er hans religionskritik, ikke så meget af religioner som af politiske bevægelser og utopier – humanismen, socialismen, føderalismen, multikulturalismen. Han tager troen fra folk, det er derfor, han har været så forhadt så længe.

Hvad har overrasket dig mest ved modtagelsen af din Krarup-bog?

At han, mørkets fyrste, nu pludselig kan diskuteres på en nogenlunde normal og intelligent måde. Det er nyt. På en eller anden måde er tidsånden en anden end for bare få år siden. Det skyldes ikke min bog, men modtagelsen illustrerer forandringen i den offentlige mening.

Hvordan føltes det at blive rost af Georg Metz?

Indrømmer, at det kom bag på mig, men det var rart. Jeg fik min debut som kommentator i Information for knap 20 år siden og har stadig en vis veneration for bladet. Jeg var sågar til jobsamtale hos Metz, da jeg lidt senere søgte en stilling på avisen. Jeg fik den ikke, men fik til gengæld et godt indtryk af ham. Desuden mener jeg, at man må tage den ros, man kan få.

Hvad overraskede dig mest i arbejdet med din seneste bog?

At ingen havde skrevet den. Materialet og hans livs politiske drama skriger jo på formidling og refleksion. Uanset hvad man mener om Søren Krarup, må man anerkende hans betydning og stamina. Jeg mener, manden gik frontalt ind i efterkrigstidens allerstørste debatter – om indvandring, EF, velfærdsstat og spørgsmålet om det nationale efter verdenskrigene. Ingen af disse debatter er afsluttede, det hele er uafklaret. Det var først under arbejdet med bogen, at jeg blev klar over, hvor dyb og bred Søren Krarups kulturkritik egentlig er, især hans tidlige bøger imponerede mig. Jeg havde kun læst bidder i min pure ungdom, men det meste af især det første holder jo den dag i dag. Det er fandme godt! Såvel Harald Nielsen og hans tid (1960), Hørups arv og arvtagere (1961), Demokratisme (1968), Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene (1969) og Det moderne sammenbrud (1984) er i mine øjne moderne klassikere. Jeg håber, at der kommer flere bøger om Krarup og Tidehverv.

Hvilken holdningsmæssig modstander har du mest respekt for?

Den, der spiller med åbne kort, melder klart ud og formår at reflektere løbende over ideernes møde med virkeligheden – uden at løbe med tiden. Det sidste var i mine øjne, hvad 68’erne gjorde: fik nye ideer, da det var sexet eller opportunt at få dem. Det sidste kan man ikke ligefrem beskylde Krarup for, men samtidig har jeg respekt for folk, der bliver klogere. Folk som Lars Hedegaard, Ralf Pittelkow og Karen Jespersen er stadig udskældte af venstrefløjen – og egentlig kun på en slags tålt ophold hos pæne borgerlige – men de vil blive rehabiliterede en skønne dag. Fordi de turde lægge arm med både deres samtid og med sig selv.

Hvad er det bedste ved venstrefløjen?

At den engang for længe siden turde udfordre autoriteter, eliter og klansystemer. Dermed har jeg også sagt, hvorfor jeg ikke respekterer den mere. Venstrefløjen er blevet det nye sort.

Ser du dig selv som højreorienteret?

Ja. Jeg er til højre for både Venstre, Konservative, LA og DF – i forskellige spørgsmål. I England ville jeg stemme UKIP, i Tyskland vel på AfD. Jeg er en nationalliberal, værdikonservativ, pragmatisk oplysningsmand – og så er det vel nemmere at sige højreorienteret, selv om det lyder forkert på tv og giver de forkerte associationer.

Er der noget, du nogensinde har ændret fundamentalt holdning til?

Åh, ja, masser. EU, Grundtvig, Uffe Ellemann-Jensen, den snog, opvaskemaskiner, pensionsopsparing og indvandringen fra ikke-vestlige lande for blot at nævne et par eksempler. Tidligere levede jeg en uforpligtet tilværelse som evighedsstudent på første klasse og anede ikke, hvad der foregik ude den sociale virkelighed. Jeg har også skiftet syn på kristendommen, for så vidt, at jeg værdsætter dens afledte historiske og kulturelle dyder, hvor jeg tidligere kun så dens laster og skrev lidt hovent om dem. Har også fået en helt anden præference hvad angår kvinder: Engang var jeg til mystikere, bohemer og drama queens. I dag får de mig til at le.

Fuldfør sætningen: Jeg har det allerbedst, når …

... det spiller med min bedre halvdel, mine børn – og på min racercykel.

Din største fiasko som skribent? – og så pyt da: Nævn også en succes?

Største fiasko var at opleve, hvor umuligt det var at få min bog om Sverige ud på svensk. Det var én lang nedtur. Som blev vendt til succes, da en kilde i bogen viste sig også at være forlægger, og han fandt en oversætter tæt på Indlandsisen, et trykkeri i Polen og en distributør i Marsta. Sammen kunne vi melde første oplag udsolgt på tre uger. Helt uden om de normale kanaler, boghandler m.m. Til gengæld var de svenske medier rasende. Det var fedt!

Hvornår føler du dig allermest misforstået?

I dag er jeg nærmest blevet immun, men i mange år generede det mig at blive kaldt både ’racist’ og ’ultraliberalist’. At sådanne tillægsord i dag er blevet ridderslag og tegn på, at man har fat i noget, siger alting om den forrykte tid, vi lever i. Antiracismen og antinationalismen er virkelig slået igennem fra det yderste venstre og ind i mainstream, og menneskerettighedsideologien er blevet vor tids pavedømme. Det er jo også derfor, Søren Krarup er fortsat aktuel. Han spottede udviklingen før andre og blev dynget til med verbalt affald, især fra venstrekanten, der nu ævler løs om den gode tone og respekt for alverdens kulturer. Det var lige til at grine ad, hvis det ikke var ganske alvorligt.

Hvad var dit yndlingsfag i skolen – og hvorfor?

Jeg er barn af Ritt Bjerregaards folkeskole, og vi lærte derfor ingen verdens ting, men så kom jeg takket været min mors indsats på Henriette Hørlücks Skole i Odense, gik anden klasse om og begyndte at trives, fordi vi lærte noget, og fordi der var respekt for viden. Mit yndlingsfag var dansk, og Danmarks bedste dansklærer hed dengang John Bøttiger. Han underviser der for øvrigt stadig. Nogen burde give den mand en pris. Jeg har aldrig fået sagt tak – før nu.