Rune Lykkeberg: Trump er den fjende, som den forfærdelige venstrefløj har fortjent
Donald Trump samlede tusinder omkring sig og talte til de politiske lidenskaber. Han råbte, at systemet var korrupt, lovede at kæmpe for den almindelige amerikaner imod eliten og angreb konsekvent ledelsen i det republikanske parti.
Hans tilhængere betragtede ham som en frelser.
På den måde overtog Donald Trump det republikanske parti og blev præsident.
Bernie Sanders samlede endnu flere tusinder til lidenskabelige politiske møder og blev af sine tilhængere dyrket som håbet om en ny tids leder. Han lovede at kæmpe for arbejderklassen imod millionærerne og milliardærerne, og han angreb ledelsen i det demokratiske parti.
Og sådan har Bernie Sanders nu tabt to primærvalg i træk.
Den, der begejstrer store forsamlinger og kalder til kamp mod undertrykkerne, vinder altså hos republikanerne, men taber hos demokraterne. Selvfølgelig er der forskel på Trump og Sanders, men den relevante forskel her er mellem de to partier.
Den amerikanske journalist, podcastvært og redaktør for vox.com, Ezra Klein, forklarer i sin nye bog Why We’re Polarized denne forskel på partier: Republikanerne er blevet kompromisløse, mens det demokratiske parti er baseret på komplicerede alliancer og kompromiser.
Det skyldes ifølge Klein, at republikanernes vælgere i det store og hele ligner hinanden. De er majoritetsbefolkningen fra det gamle USA, hvide og overvejende kristne.
Det demokratiske partis vælgere er derimod i højere grad sammensat af forskellige minoriteter, som både er de undertrykte i det gamle USA og de nye store indvandrergrupper, og så de liberale, veluddannede hvide ovenikøbet.
Religiøst er demokraterne også sammensatte: Flere og flere erklærer sig ikketroende, men der er også jøder, muslimer, buddhister og new age-grupper, som alle overvejende stemmer demokratisk.
Ezra Klein siger ikke, at demokraterne er de moderne, mangfoldige og tolerante, mens republikanerne er reaktionære og intolerante. Det er ikke en moralsk betragtning.
Undersøgelser viser, at de to partiers vælgere er nogenlunde lige fordomsfulde. Demokratiske vælgere antager ifølge Klein, at 44 procent af de republikanske vælgere tjener over 250.000 dollar om året. Det korrekte tal er to procent. Republikanske vælgere tror omvendt, at 38 procent af de demokratiske vælgere er bøsser, lesbiske eller biseksuelle, det rigtige tal er seks procent.
Ikke et irrationelt valg
Kleins anliggende i Why We’re Polarized er ikke at lave et kampskrift imod Trump og republikanerne. Det er at samle vælgerdata, politologiske undersøgelser og indsigter fra andre bøger i en forklaring på, hvorfor amerikansk politik er blevet så konfrontatorisk, og de to partiers vælgere foragter hinanden gensidigt.
En forklaring er som sagt, at de to partier har forskellige vælgerbaser, hvilket skaber to forskellige politiske kulturer.
Når Trump begejstrer de mest lidenskabelige republikanere, er det sandsynligt, at resten af partiets vælgere også vil være begejstrede. Fordi de republikanske vælgere ligner hinanden, kan man samle dem i en stærk fælles identitet.
Men når Bernie Sanders på den anden side begejstrer de unge, progressive vælgere, er det sandsynligt, at mange andre demokratiske vælgere bliver frastødt. De ser ikke sig selv som en del af den bevægelse:
»Det demokratiske parti er en mangfoldig sammenblanding af interessegrupper, som man kan forene i politiske mål, mens det republikanske parti bygger på en mere forenet base, som kan finde sammen i mere abstrakte, ideologiske slogans,« skriver Klein.
Trump kan blive leder af den republikanske stamme, fordi han så at sige hejser et flag, de samles omkring. Sanders derimod kan ikke erobre det demokratiske parti. Men han kan formulere politiske mål, som andre kan samle partiet omkring: Sundhedsforsikring for alle, højere minimumløn og grønne reformer. Demokraterne samles omkring det, de vil gøre, mens republikanerne samles omkring det, de er.
Og det er en identitet, som er skabt i kampen mod de gennemgribende kulturelle, sociale og demografiske forandringer, som har fundet sted over de seneste 50 år. Den er truet af seksuel frigørelse, indvandring, minoriteters krav om anerkendelse og opgøret med det gamle samfunds privilegier:
»Det er konteksten for det republikanske partis omfavnelse af Trump,« anfører Klein:
»Trump er den fjende, som de mener, at venstrefløjen har fortjent og måske det eneste håb for kristne konservative.«
Det forekommer hyklerisk, at Trump med sine affærer, sine løgne, sin hån af veteraner og foragt for de amerikanske domstole skulle være et forbillede for det kristne højre. Men det er ifølge Klein mindre vigtigt, fordi Trump er deres fjenders værste fjende.
De foretager et kalkuleret valg og tænker, at Trump alt i alt tjener deres interesser. Og når man ser, hvor meget demokraterne oplever ham som en trussel mod deres verdensbillede, er det ikke nødvendigvis et irrationelt valg for republikanerne.
En stærk polarisering
Det er en bærende tese i bogen, at Trump ikke repræsenterer et brud i amerikansk politik, men en forlængelse af nogle lange udviklingstendenser.
Tesen bekræftes af vælgerdata. Det var stort set de samme vælgergrupper, der stemte på Trump i 2016, som stemte på George W. Bush i 2004, John McCain i 2008 og Mitt Romney i 2012.
Det var mellem 55 og 60 procent af de hvide vælgere og mellem 88 og 93 procent af dem, der identificerer sig som republikanere. McCain og Romney har begge undsagt Trump offentligt, som om han var et chokerende ideologisk og moralsk indslag i deres parti.
Men hvis man anskuer valgene i 2004, 2008, 2012 og 2016 som statistiske begivenheder, ligner de hinanden meget. Konklusionen er, skriver Klein, at polariseringen og partiidentiteten i amerikanske politik i dag er så stærk, at den overtrumfer alle andre forskelle.
For tres år siden forholdt det sig anderledes, skriver Klein. De to partier overlappede hinanden så meget, at mange betragtede det som et problem. Man kunne ikke se forskel. Der var demokrater, som var mere konservative end de liberale blandt republikanerne, og der var republikanere, som var mere progressive end de mest konservative af demokraterne.
Demokraterne i sydstaterne, de såkaldte dixiecrats, var tilhængere af raceadskillelse, mens de moderne demokrater i storbyerne på østkysten støttede borgerrettighedsbevægelsen.
Til gengæld foreslog republikaneren Richard Nixon som vicepræsident i 1959 borgerløn og et nationalt sundhedssystem, som var mere omfattende end den plan, Obama fik vedtaget i 2010 – og som republikanerne nu hader og kalder for socialisme.
Dengang kunne op mod 40 procent af vælgerne finde på at stemme på forskellige partier på forskellige politiske niveauer. Man kunne eksempelvis stemme på en demokrat ved delstatsvalg, mens man stemte på en republikaner til præsidentvalget. Den indstilling findes stort set ikke mere.
Lokalpolitik og delstatspolitik, som generelt er mere pragmatisk og løsningsorienteret, betyder mindre og mindre for vælgerne, mens national politik, som er mere ideologisk og præget af kulturkampe, fylder mere og mere.
Det var især frigørelsesbevægelserne og opgøret med undertrykkelse af de sorte, som skabte polariseringen i amerikansk politik, anfører Klein. De autoritære dixiecrats forlod det demokratiske parti, da præsident Lyndon B. Johnson gjorde de sortes krav til sit partis holdning.
Underligt distanceret
Den interessante pointe hos Klein er, at det, vi i dag beklager som polariseringen, var en betingelse for, at de sorte fik politiske rettigheder. Den gamle konsensus var undertrykkende.
Det var således i første omgang en demokratisk frigørelse, som førte til konflikter om rettigheder, principper og verdensbilleder. Men det er nu blevet radikaliseret til en polarisering, der synes i færd med at undergrave demokratiet som en styreform i USA.
Kleins bog ender med at konstatere polariseringen og frigørelsen som hinandens forudsætninger. Og han redegør fint for forandringerne i vælgertilslutning, politiske alliancer og positioner over de seneste 60 år. Han er begavet og nysgerrig, og bogen fuld af fine indsigter.
Men han er underligt distanceret i forhold til det, det drejer sig om. Klein skriver ikke om ulighed, kvindekamp, urimelighed, forandret befolkningssammensætning og de virkelige interessekonflikter mellem storbyerne og resten af landet.
Man har på fornemmelsen, at Ezra Klein er så optaget af at studere temperatursvingningerne på sit lærde termometer, at han overser hele den amerikanske ildebrand.
Det er jo også, fordi der er noget helt galt i virkeligheden, at Sanders og Trump kan vække så meget vrede i Amerika.
Ezra Klein: ’Why We’re Polarized’. Simon & Schuster, 336 sidrer, 28 USD.