Ove Korsgaard moderniserer anvendelsen af Grundtvig overbevisende

Værket er så omfattende, at de fleste giver op på forhånd. Hvad sagde og skrev Grundtvig ikke? Hvilke emner var ham for små, hvor sagde han hvad og hvorfor, og hvor modsagde han sig selv i de myriader af tilkendegivelser af så at sige enhver art, han døgnet rundt producerede i et langt liv. Hvem skal man hælde sit hoved til for at skaffe sig overblik. Det sidste får man aldrig. Et stereotypt eller overfladisk billede af mand og værk bliver derfor let hængende. Men et par spadestik dybere, og overraskelserne begynder at melde sig.

En af disse, som en eftertids tilhængere ikke ligefrem har skiltet med, er måske selv kirkefortrolige miljøer ikke fuldt ud på det rene med, nemlig hvor stærkt Grundtvig var imod den kirke, der kom ud af systemskiftet i 1849. Grundlovsgiverne, som Grundtvig færdedes særdeles aktivt iblandt, konstaterede konfessionsgrundlaget, men ellers rakte enigheden ikke til mere end et løfte i paragraf 66, deraf: »løfteparagraffen« om, at Folkekirkens forfatning skulle ordnes ved lov. Det er som bekendt aldrig sket. Det danske politiserende kirkefolk er stridbart, kommission efter kommission har måttet give op, og derved bliver det.

Det var dog ikke her Grundtvig skabte røre, men i selve fundamentet til en folkets kirke. Grundtvig ville have den indrettet sekulært, ikke evangelisk-luthersk, men en rammekirke, en kirke i trosfrihed for alle: lutheranere, katolikker, jøder og muslimer. En sand folkets kirke i en sand liberal indretning, hvor lunkne hjerner ikke bagefter, som det jo i rigt mål er sket, arrogant kommer anstigende: at vi nok har religionsfrihed, men ikke religionslighed.

Men det sidste ønskede Grundtvig: lighed for menneskene til at dyrke den gud, de orkede. Her blev han ganske eftertrykkeligt stemt ned (som det i øvrigt skete ofte i den halve snes år, han sad i hhv. Folketinget og Landstinget). Man kan i hvert fald slå fast, at Folkekirken ikke kan påberåbe sig Grundtvig som sympatiserende ophav.

Anderledes fremstilling

Professor Ove Korsgaard redegør i sin nye bog: Grundtvig rundt. En guide for denne mindre kendte side af Grundtvigs overvældende mangfoldighed. Det gør Korsgaard, en af landets finere kendere af dansk folkelighed, i denne mere utraditionelle Grundtvig-fremstilling, hvor forfatteren fra en ende af tager fat på de store emner: nationen, almuen, det moderne, skolen, kirken, de fremmede, kvinden, oplysningen, etc.

Alene det sidste opslag er nyttigt. Ikke mindst i en tid, hvor oplysningen af det nye højre er bibragt et odiøst skær i påstanden om elitens langvarige undertrykkelse af folket marineret i politisk korrekthed. En polsk regering, en ungarsk leder, Brexit-bevægelsens talsfolk og en populistisk amerikansk præsident, for ikke at tale om visse danske politikere, sætter en ære i ekskluderende følelser for en enestående ukrænkelig national arv, fænomenalt udokumenteret i helhed som i detalje samt i afvisning af nøgtern historieskrivning og andre distraherende kendsgerninger. Oplysningen og kildekritikken er her hovedfjenden, som det moderne gennembrud blev det for sådanne nationalkonservative kræfter, der siden her til lands hylder Grundtvig som det kosteligste klenodie.

Grundtvig – det minder Korsgaard læseren om – kan imidlertid ikke tages til indtægt for romantikkens reaktion mod den forudgående kølige nøgternhed i oplysningsfolkenes projekt. Eller for den sags skyld for oplysningstankens videreførelse i og efter Grundtvigs egne dage. Grundtvig var nok så meget oplysningsmenneske som romantiker. Uden at opfatte hverken det ene eller det andet som mål i sig selv, men derimod mennesket som en helhed, der kunne og burde rumme både det emotionelt nationale og religiøse på den ene side og på den anden det oplyst nøgternt kritiske. Først og sidst: ingen stilstand, men stadig bevægelse i tingene, det var den store altmuligmands parole.

Metodisk forholder Korsgaard sig ikke kun til Grundtvigs egne konkrete tilkendegivelser i tid og sted, men fører i bogens forløb problemstillingerne konsekvent – nu og da polemisk – op til vor samtids filosofiske overvejelser. I den forstand moderniserer Korsgaard anvendelsen af Grundtvig meget overbevisende. Også med en advarende pegefinger: Grundtvig lagde jo afgørende vægt på det levende ord, det mundtlige ansigt til ansigt i følelsesbegavet samvær og samhørighed med publikum og menighed.

At tankegangen har sine tvivlsomme sider, som Grundtvig var sig bevidst, behøver man kun at nævne Hitler og Mussolini for at indse. At vi gennemlever en periode, hvor man roligt kan føje USA’s præsident til listen over problematiske brugere af det talte ord, er evident.

Grundtvig selv var af natur stridbar, herom kan der ikke herske tvivl. Hvor han fandt et slagsmål blandede han sig gladeligt eller skrev et lejlighedsdigt. Irritationen over ham blandt det nye (begrænsede) folkestyres mere skeptiske mænd var til at tage og føle på.

Som de to andre store åndsboller i 1800-tallet, H.C. Andersen og Kirkegaard, var ej heller Grundtvig lykkelig ved tanken om det demokratiske. Pøbelvældet lå lige for. Grundtvig havde foretrukket andet end 1849. Det er således svært at påberåbe sig den gigantiske reformator, pædagog, teolog, digter, historiker etc. som oprindeligt folkestyrets ven og spydspids. Det kom så småt, men i udgangspunktet, nej.

Grundtvigs selvopfattelse

Korsgaard indpasser fint sin hovedperson, der nærede respekt for andre perioder, andre stemmer, andre skikke, i 1800-tallets til tider snærende virkelighedsopfattelse. I sine lyse øjeblikke, og dem var der mange af, virkede og duede Grundtvig som en skarp, om end ikke altid præcis, iagttager af samtidens konfliktzoner. Grundtvigs enorme viden og kommunikative evner tiltrak et kæmpepublikum (alt er relativt), eksempelvis ved Mands Minde forelæsningerne (1838) på Borchs Kollegium i København.

Her gennemheglede Grundtvig samtidens problemer, dog indfaset i et historiesyn, der i vore dage ikke er nemt at få øjnene ned i.

Om end Korsgaard indvæver det historiske i hele sin tekst i overensstemmelse med Grundtvigs selvopfattelse som historiker før næsten alt andet, savnes et kapitel i bogen om netop historiesynet eller Grundtvigs historiske vidskab.

Et bud på, hvorfor han i dag så at sige er umulig at læse i netop dette stræk, havde været fint i en så kyndig vejledning i værket.

Ole Vind skrev for 20 år siden disputats om Grundtvigs historieopfattelse og konkluderede – fuld af beundring for den grundtvigske evigtgyldige antropologiske afindividualisering af historien – at Grundtvigs universelle historieskrivning som sådan, og for nu at sige det i respektløs klartekst, er og vel også var det rene rablende vrøvl.

Endnu et kapitel savnes: Digtningen i mere teknisk vurdering, om hvordan Grundtvig jo jævnligt tyede til den poetiske form, når noget pressede sig på. Der er mange fine eksempler føjet ind i teksten, men tankegangen bag metoden savnes uddybet.

Ove Korsgaards bog er ikke desto mindre en kærkommen og kritisk introduktion og adskilligt meget mere til gigafænomenet N.F.S. Grundtvig, hvis betydning i danmarkshistorien og den nationale selvoplevelse ikke kan overvurderes.

Derimod kan Grundtvig fejlvurderes og bliver det jævnligt. Den side af sagen afhjælper Ove Korsgaard smukt.

En syrlig rettelse. Rønnebæksholm ligger ved Næstved ikke ved Køge. Derudover savner bogen et navneregister. Fejl, som forlaget må tage på kappen.

Ove Korsgaard: ’Grundtvig rundt. En guide’. Gyldendal, 304 sider, ill. 250 kroner