Bjørn Nørgaards ’Sarkofag’ er lige så banal som en facebook-opdatering. Og den ligner en pølse

Bjørn Nørgaards gravmæle for dronningen hedder Sarkofag, men er det ikke. Dronningen skal begraves under den, ikke i den. Allerede på det punkt skiller den sig ud fra de andre kongelige gravmæler i Roskilde Domkirke: De hedder, så vidt jeg ved, ikke noget, men de er det, som værket her hedder – sarkofager.

Det er ikke muligt at få Sarkofag at se endnu, så min bedømmelse af det er kun baseret på fotografier, videoer og et par besøg i domkirken, hvor man kan se en model af den og prøve at forestille sig, hvordan det vil se ud inde i Sankt Birgittes Kapel. Hvor det allerede står nu, men pakket ind i en lagkagestruktur med tre kasser oven på hinanden, i gul, sartrosa og dybblå. En sprængkulørt Jullerup Færgeby-kutter mellem kalkmalerierne fra 1500-tallet.

Der lader til at være én virkelig god idé i Sarkofag, og det er den centrale del – glasset med de to hvide figurer i. Glasset vil givetvis se smukt ud under det store vindue i kapellet. Den del ser ud til at være godt tænkt og godt udført.

Derfor ville jeg også ønske, at Bjørn Nørgaard havde ladet denne bærende idé, der både udnytter kapellets særlige lys og kunne have tilføjet rummet noget virkelig poetisk, hvis det blev fremført på en mere diskret måde, komme til sin ret. I stedet har han valgt at overdænge glaspølsen med en fed remouladebræmme af forgyldte »allegorier, symboler og heraldik«, stable konstruktionen op på tre forskelligartede søjler med sølvelefanthoveder – som udtrykker en symbolsk idé og ligner noget rod – og placere det hele på en bund, jeg kun kan bruge ordet dellepude om.

Sådan forvandler man en god og enkel idé til et forvirret og prangende skrummel, som ovenikøbet hedder noget, det aldrig har været.

Glassets bullshit

Ifølge Nørgaard symboliserer glasset gennemskuelighed. For mig kommer den falske titel så til at symbolisere det modsatte: den falskhed og det bullshit, vi alle er fanget i.

Hvis man skal betragte værket som et udsagn om vores tid – og det vil det blive betragtet som, alene på grund af placeringen – er det mest bemærkelsesværdige ikke den »gennemsigtighed«, som Nørgaard taler om, men vældet af symboler, der skal udtrykke noget om regentparrets respektive personligheder: Malerpensler, vinflasker, digtsamlinger, teatermasker og gravhunde.

Det personlige skal udtrykkes her på en måde, som man bestemt ikke ser ved de andre gravmæler, hvor de symbolske figurer ofte skal repræsentere abstrakte ideer som fromhed, visdom, magt osv. Idealer for rollen som regent eller udtryk for fædrelandet.

Hvis der i tidligere tider havde været samme behov for at udtrykke det rent personlige, ville halvdelen af de danske kongegrave have været plastret til med symboler for fasanjagt, ringridning, rhinskvin og støvletkatriner. Det er den trang til at udtrykke det individuelle og specifikke, der forhindrer værket i at være poetisk – åbent og flertydigt – og ender med at gøre det lige så banalt som en facebook-opdatering:

»Hvad har du på hjerte?« »Jo, nu skal du høre noget om mine interesser.«

Jeg kommer til at tænke på scenen i Petronius’ Satyricon (fra 1. årh. e.v.t.), hvor rigmanden Trimalchio har drukket sig plørefuld og fortæller sin ven, stenhuggeren Habinnas, hvordan han vil have sit gravmonument konstrueret:

»Jeg beder dig så inderligt om, at du laver et billede af min vovse ved fødderne af min statue, og kranse og salvekrukker og alle Petraites’ gladiatorkampe, så det bliver muligt for mig, takket være dig, at leve videre efter døden … Kan du ikke også lave skibe, der skyder af sted for fulde sejl, og mig, der sidder på højsædet i min embedsdragt med fem guldringe, og kaster mønter i grams til folket fra en sæk …

Der kunne også laves en spisestue, hvis du synes, og hele folket, der nyder herlighederne. Til højre for mig skal der være en statue af Fortunata, der holder en due, og hun skal have vovsen i snor. Og min slavesøn. Og store amforer, forseglede, så vinen ikke flyder ud. Og en af dem skal være smadret, og oven over den skal du lave en slavedreng, der græder.« Osv.

Mængden af elementer, der skal udtrykke personligheden, garanterer, at det hele ender som kitsch, selvom det er ganske informativ kitsch og propfuld af personlighed.

I et interview giver Bjørn Nørgaard udtryk for, at dronningen er tilfreds med værket. Og det er selvfølgelig vigtigt. Som del af Roskilde Domkirke og som centrum for Sankt Birgittes Kapel, ender det dog nok desværre med at blive mere specielt end kønt.

Men Sarkofag kan også ses som et uskønt monument over en uskøn og overfladisk tid i Danmark, hvor alt skal pøses til i individualitet, og intet er, hvad det giver sig ud for. Som sådan er det sært vellykket.