Når Danmark går i krig

»Welcome to Nam,« siger en af de unge, danske soldater, som Janus Metz følger på tjeneste i Helmand-provinsen i Afghanistan i sin allerede meget omdiskuterede dokumentarfilm, Armadillo. (Armadillo efter lejren, hvor de danske soldater er udstationeret.)

Og med en åbningsbilleder af helikoptere, der i slowmotion flyver over himlen akkompagneret af det dumpe thump-thump fra rotorbladene og - sikkert ganske bevidst - vækker Metz' voldsomt æstetiske, ja, endda smukke film da også mindelser om Francis Ford Coppolas Vietnamfilm, Dommedag nu, og er, som den, en barsk skildring af krigens kaotiske og afstumpede virkelighed.

Der er ingen tvivl om, at mange mennesker efter at have set Armadillo vil få et andet syn på krigen i Irak og Afghanistan, som Danmark nu har været en del af i syv år.

Det er naivt at tro, at krig ikke handler om at slå ihjel - det har oberst Lars R. Møller fra Forsvarskommandoen lige skrevet en hel bog om.

Men forsvaret og især regeringen har i en vis grad forsøgt at sælge den danske krigsdeltagelse som en slags fredsbevarende mission, hvor det hovedsageligt handler om at dele slik ud til de lokale børn, hjælpe gamle mennesker over vejen og genopbygge skoler, og de færreste mennesker ved vel trods alt, hvad der reelt går for sig.

For selv om der da også bliver delt slik ud i et forsøg på at skaffe de danske styrker tiltrængt goodwill blandt de lokale i Helmand, er hverdagen for soldaterne også - den hverdag de er trænet til som professionelle soldater - at de kommer i ildkamp og må dræbe for at overleve.

Armadillo begynder i januar 2009 og følger gennem de næste otte måneder en deling unge soldater, der skal til Helmand. Især fokuseres der på Mads, hvis forældre er meget bekymrede, mens han selv glæder sig til det 'eventyr', han til at begynde med betragter udsendelsen som.

Og 'eventyr' får Mads og hans kammerater i rigeligt mål. Til at begynde med brokker de sig over, at patruljerne, de sendes ud på, er kedelige, fordi der ikke sker noget - der er ingen action.

Men efterhånden oplever de flere og flere sammenstød med Taleban, og mod slutningen af filmen - og delingens udsendelse - pløkker de danske soldater fem talebanere i stumper og stykker i en træfning, hvor to af deres egne bliver ramt.

Det er blodigt og voldsomt og bestemt ikke noget, man ofte ser så direkte og ubehageligt skildret på film.

Daniel, en høj, tatoveret og stridslysten fyr, udmærker sig, fordi han ikke tøver, men gør, hvad rules of engagement dikterer, og man forstår godt, hvorfor han og de øvrige soldater reagerer, som de gør - med både lettelse og aggressivitet - da de endelig får ram på fjenden. Soldaterne lever dagligt med risikoen for at blive dræbt, og Janus Metz har bygget filmen op, så presset på dem og på publikum langsomt øges undervejs. Og mens nogle af soldaterne fremstår i glimt som de kyniske dræbermaskiner, det forventes, de er i den slags situationer, plages andre af skyldfølelse, blandt andet Mads, der tidligere under udsendelsen var indirekte ansvarlig for en lille piges død.

Begge er sider af Danmarks krigsindsats, som ikke må ignoreres.

Det er fotograf Lars Skrees fortjeneste, at Armadillo bringer publikum lige så tæt på rigtige kamphandlinger og blodsudgydelser, som man ellers kun kommer i en Hollywoodfilm, hvor ingen liv er i fare.

Og det, at man ved, at rigtige kugler flyver soldaterne og fotografen om ørene, gør kun Armadillo til en endnu mere intens oplevelse og en helt anden, mere ærlig og realistisk skildring af den danske krigsindsats, end DR og TV2 formår at levere inde fra en pansret mandskabsvogn.

En af Armadillos store styrker er, at den viser krigen, som den er - råt for usødet - og at man er med soldaterne på slagmarken og bagefter, i de mere stille øjeblikke, hvor det går op for dem, hvad det er, de befinder sig midt i.

Ronnie Fridthjof, der har produceret Armadillo, understreger, at forsvaret kun har haft filmen til gennemsyn for at se, om der er ting, som decideret har kunnet skade de danske styrker i Afghanistan.

Og forsvaret har tilsyneladende givet filmholdet uhindret adgang til både soldater og missioner og har således bidraget til, at en reel diskussion af Danmark i krig kan begynde med udgangspunkt i Janus Metz' film.

Armadillo har dansk biografpremiere den 8. juli