Mennesket har slået printeren

Det kan godt være, at sushi er smart, men de fleste foretrækker sovs og kartofler.

I værket Delt ser vi en bil og en campingvogn i rabatten mellem vejen og cykelstien på en undseelig plet i landsskabet. Bilen står nærmest, som om den er parkeret, imens campingvognen ligger på siden. Det er ikke vores værste frygt, Allan Otte har malet, det er ikke en lidelse, der skal få beskueren til at føle sig i sikkerhed, når vedkommende vender sig mod det. Det er derimod noget helt almindeligt: En campingvogn, der er gået i stykker på en bizar måde.

En eller anden form for ulykke er indtruffet, og den er overstået igen, der er i hvert fald ikke noget drama, ingen tilskadekomne, ikke noget blod, ingen blinkende ambulancer eller ærgerlige personer, der har fået ferien ødelagt. Det eneste, vi ser, er efterladenskaberne, der nu venter på at blive fjernet eller repareret. Det er ikke noget, der pirrer os, fordi vi tænker, at det ligeså godt kunne være sket for os. Alle spor efter menneskelige omkostninger er fjernet, og vi venter nu kun på, at alting bliver bragt tilbage til, som det var før.

I Presset er en lastbil kørt frontalt ind i en personbil. Det skal naturligvis ryddes op. Lastbilen skal have lidt lak, og personbilen skal hugges op. Når det derimod kommer til årsagerne, virker apatien slående. Træstammen ligger over bilen. Siden på lastbilen er revet op.

En stor del af Allan Ottes malerier befinder sig mellem ulykke og oprydning, hvilket også smitter af på titlerne: Nedtrykt er ikke nogen katastrofe, men det er til gengæld heller ikke noget, der skal vare evigt. Blokeret er også til at leve med i en tid. I stykker er et begreb, de fleste gør sig bekendt med og er igen noget, som nødig skal vare ved.

En moderne reklamemand ville straks udråbe værkerne som væsentlige, da den omgivende verden jo netop er nedtrykt, presset, delt, i stykker og efterladt alene. Tag blot de ældre, ville han sige, sidder de måske ikke alene på plejehjemmene?

Heldigvis stiller vi andre større krav til kunsten. Men er der formildende træk ved Allan Otte, eller er han blot en postmoderne Thomas Kluge inden for landskabsmaleriet, der i stedet for at mødes med sine motiver under stort ståhej og dybe buk downloader dem fra nettet? Eller er han en forlængelse af det gamle landskabsmaleri?

Begge dele. For var der måske ødelagte ting og sager i de gamle landskabsmalerier? Til gengæld er det kedeligt. Død, ødelæggelse og materiel skade er skildret til hudløshed. Googlede billeder af uheld er den moderne godnathistorie til børn, og der er ikke den unge fotograf, der ikke har set det skulpturelt smukke i fysisk destruktion. Det eneste muligvis originale er rapsmarkerne i baggrunden, men fortæl det til en døende patient. Du klarer den ikke, men medicinen er original. Hellere kopiere noget spændende end være alene om noget ligegyldigt.

Rigtig godt bliver det kun i to billeder. Frugt hvor et æble driver rundt i en vandpyt, der spejler træerne og himlen over den, man aner jo næsten et menneske bag penslen, og Indgreb der på Gurskys manér begynder med kanten af bakketoppen, svælger i detaljer i en cementfabrik og ender i et hyggeligt dansk landskab med marker og vindmøller. Her smager man kanten af noget sublimt og føler ligefrem lidt forbløffelse.

Otte efterlader et grid over sine værker. De er så at sige malet i et mønster. Som en fodboldbane er klippet, så der på afstand opstår striber i græsset, opdeler Otte sine værker i felter, der hver især males med penselstrøg i forskellig retning, så felterne tydeligt kan ses, når man er tæt på.

(Desværre kan man også se ligheden med træsnit og femikunst fra Trapholt og Gardinbussen og farvekombinationer, der er så boligrigtige i deres blodfattighed, at ligegyldigheden over for motiverne næsten får en tone af tristesse. Men her ville reklamemanden naturligvis med floromvunden stemme fortælle om, hvordan alting netop handler om boligindretning, at det derfor er en kritik, og at alt bliver abstrakt, når man kommer tæt på, men hvad gør ikke det?! Er blyanter, bordplader og billeder af børn så også stor kunst? Er hele verden kunst, når den nærsynede har glemt sine briller? Har briller et kritisk potentiale?)

I tilfældet Allan Otte kan vi ikke komme udenom kunstens største problem. Per Stig Møller kommer ikke fra en anden planet, når han erkender, at han hænger fast i en kunstopfattelse, der hører det attende århundrede til. Folket vil have sovs og kartofler. De vil have figurativ kunst. De vil have noget, de kan genkende. Og så nærmer vi os den uomgåelige, største kvalitet ved Allan Ottes værker - hans tekniske kunnen. Motiverne er en service til folket, her er noget at hænge din hat på, værsgo lille øje, her er noget til dig.

Og hold da helt kæft, siger de alle sammen, når de står foran det. Se mor, se hvor god han er! Nøj, hvor det ligner. Og man læner sig helt ind til billedet, jo, den er god nok, det er malet.

Allan Otte er den menneskelige printer, der har taget kampen op mod maskinen.

Første runde er hjemme, Ottes tonehoved er vel kalibreret, pastelpatronerne er fyldt, udskriften er velovervejet og klinisk udført, præcis ligesom printeren - endog med overraskende detaljer såsom områder med spray, der giver det et vådt og fjernt look. Tænk sig, at han kan det, han er simpelthen gået ind på printernes enemærker.

Men se, se fra siden, der er tekstur, det kan en printer ikke gøre! Og man får lyst til at løbe op og ned af den nærliggende motorvej og råbe, at Otte har vundet over printeren, at mennesket har vundet over maskinen!

Men hov, maskinen sætter 3D-printeren i verden, hvad skal Otte nu gøre? Der er lagt op til en pirrende fortsættelse.

Vi følger mestermalerens karriere spændt.