Astrid Saalbachs ord svier altid. Enten i ens drømme eller i ens samvittighed. Som tilskuer til hendes stykker bliver man spejlet så skævt og skingert, at man ikke kan undgå at se, at noget af billedet er sandt.
Tidligere har hun spejlet sandheder som i Piéta fra 2006, hvor den kræftsyge hustru spidder sin ægtemands løgne. Eller som i Aske til aske, støv til støv fra 1998, hvor jalousibrandmordene fra Bornholm fik identifikationspunkter hos enhver elskerinde i svøb. Eller som i Verdens Ende fra 2003, hvor en stewardesse kom til at fare vild på vej hjem fra lufthavnen - ind i et samfund langt væk fra vores civilisation.
I det nye stykke Rødt og grønt er Astrid Saalbach taget til Himlens Tag. Det kunne være Nepal, men det kunne også være ethvert andet militærdiktatur i verden, som har lokket Danmark eller et andet rigt land til at uddele skolepenge og brønde. Navnet på det fattige land og på det rige land er underordnet. Om det er et nødhjælpskontor, et konsulat eller en ambassade er uinteressant. Om det er en Danida-parodi eller ej er uvæsentligt.
Opløsning
For det er de menneskelige mekanismer, som Saalbach er optaget af: Rutsjeturen fra hjælpende idealister til dekadente bureaukrater. Og ikke mindst den etiske opløsning hos hjælpearbejderne fra medlidenhed til ligegyldighed - og til overherrementalitet med tjenere, der klipper græsset med saks.
Hun ikke den eneste dramatiker, der netop nu dyrker den heroiserede nødhjælpsarbejder. Stuart Lynch og Jørgen Tellers forestilling Look Homeward, Angel med Andrea Vagn Jensen på Dansescenen i november viste samme tvivlsomme idealskildring - og Teatret Vesper med Mads Mazantis En Studie i Hovedjagt på Overhuset sidste sommer skildrede en nødhjælpsarbejder, der gik til grunde i Joen Høyerslevs svedende skikkelse i Anders Lundorphs brutale instruktion.
Saalbach er heller ikke ligefrem blid. Stort set alle perversioner fremvises med grotesk humor i en handling, der gør sig selv helt rundtosset, fordi scenerne ikke følger handlingens kronologi. Dermed bliver tilskuerne antagelig lige så svimle som personerne derude i det fremmede. For tiden smuldrer ligesom menneskene, når varmen og overgrebsmulighederne først sætter ind. Bevidst uegalt - som en dokumentar, hvor du hele tiden får lyst til at stille nye spørgsmål.
Fortolkningen af Rødt og grønt på Skuespilhuset er forfriskende abstrakt. Iscenesætteren Søren Iversen og scenografen Birgitte Mellentin har igen præsteret et fælles skarphedsgreb, som befrier både spillerne og scenen for unødige forstyrrelser. En maske, en spyd, en bambushytte - så er vi hos de indfødte. Et skrivebord, et vindue, en Mac - så er vi hos os selv i Safe Zone. Og inden for disse kontante rammer dyrker iscenesættelsen så kulturmødets ekstremer uden blusel: Drab er drab, løgn er løgn. Lir er lir, tennis er tennis. Sådan.
Begramsning
Olaf Johannessen fremstiller chefskurken, der sidder på den fingerede nødhjælp og planlægger sine tenniskampe. Han manipulerer ikke bare med de indfødte, men også med alle sine ansatte. Johannessen topper virkelig som skuespiller disse sæsoner, og dette uhæmmede portræt ligger på lige linje med hans liderlighedstolkning af Pasolini-figuren i PPP på Nyaveny - med sært speciale i vellystne begramsninger og personalepul; nu også med garantiløse tandimplantater.
Godt gjort
Benedikte Hansen er også båret af en magisk luftbølge af den ene fuldtræfferrolletolkning efter den anden. Sidst var det som kærlighedsdesillusioneret i Ingen møder nogen på Husets Teater. Her er det som medhjælpende skønhedshustru, der er blevet nødt til at fremkalde hukommelsessvigt for at kunne manøvrere i den udsendte løgnagtigheds tjeneste.
Sammen er Johannessen og Hansen grufuldt underholdende - komiske og groteske med en timing, der helt vælter rækkerne. Og som viser, hvilken satirekraft, der ligger i Saalbachs grænsesøgende stykke.
Men også Andrea Vagn Jensens mediterende desperadokvinde har et voldsomt drive, og Benjamin Kitters souschef har en rammende opportunisme og kropsskraben. Og Laura Bros tolkning af en uerfaren, idealistisk nødhjælpsarbejder bliver uhyggeligt rørende. Netop fordi Bro formår at ramme naiviteten, uden den bliver dum. Desuden har Det Kgl. Teater hyret hele seks statister som tavse eksotisklevn fra en anden verden end vores.
Godt at Saalbach skrev. Godt at Det Kgl. Teater satte stykket på repertoiret. Og godt at det blev fortolket så begavet. I begyndelsen af forestillingen lyder et replikskifte sådan her:
Vi kan ikke redde hele verden.
Jeg troede, det var det, vi var her for.
Men i slutningen er idealismen snøret ind, så den kan ligge i en lillebitte replik:
»Man er, hvad man husker.«
Lad lige den svie et øjeblik.
Rødt og grønt. Tekst: Astrid Saalbach. Iscenesættelse: Søren Iversen. Scenografi: Birgitte Mellentin. Lys: Bjarne Olsen. Portscenen i Skuespilhuset til 5. juni. www.kglteater.dk
Det moderne samfund har ophøjet idealerne om homo economicus, det rationelt selvcentrerede og nytteoptimerende menneske, til sin egen gud. På den måde har det moderne lært individet at legitimere dets hensyn til sig selv med hensynet til alle andre. At det er løgn, at akkumuleringen og forbruget af livsbetingelser i en sammenhæng fører til flere muligheder alle andre steder, det er den store kollektive løgn, som mainstream-økonomerne har succes med at sælge. At der er tale om en løgn, det ved man faktisk godt alligevel. Men hvad har vi fælleskabet i entreen til. Man parkerer den kollektive og bekvemme selviscenesættelse i det, og bruger det efter behag. Kulturpamperne designer hvad der kommer i skabet. Og historien om de mennesker, som godt ved, at homo economicus ikke gør en skid bedre for andre ved så helvedes økonomisk altid at gå efter sit eget udkomme, og som derfor vælger for en gangs skyld at agere lidt uøkonomisk, for så at opdage, at det heller ikke fører til en entydigt bedre verden, ja den historie falder på et tørt sted, den kan sikkert både sælges og bringe lidt selektiv hukommelse ind i de selvfede, økonomisk højtflyvende danskeres ekstremt destruktive succesoptimernede og mentalt syge liv. Klap så, for helvede, og gå hjem i skabet og hæng jer. I fortjener det. No good fore nothing!
Jeg har lige fået brev fra BØRNEfonden. Bassibri (mit sponsorbarn gennem 9 år) har forladt projektet og er rejst til en anden by 100 km væk. Følgelig stopper sponsoratet. BØRNEfonden beklager, men har allerede tilsendt foto af et nyt trængende barn, med en beskrivelse af hans familierelationer og sparsomme levevilkår. Mit sponsorat er allerede trådt i kraft, dersom jeg ikke melder fra. Det gør jeg ikke, jeg fortsætter selv om afslutningen på det forrige sponsorat ikke forløb helt som forventet. Jeg har nok været lidt naiv, havde jo set for mig Bassibri som færdiguddannet i grundskolen og senere evt. så succesfuld, at ham måske en dag ville stå foran min dør og takke mig inderligt, for alt det jeg har gjort for ham (de mange penge han har modtaget). Nu har jeg ingen anelse om hvordan det går ham. Måske er han utilfreds med projektet, finder det formynderisk. Befinder han sig i en træningslejr for potentielle terrorister eller er han på flugt til et rigere land? Jeg ved det ikke. I papirerne på mit nye sponsorbarn Rasmané står der, at familien er muslimer. Det har Bassibri sikkert også været, uden jeg var klar over det. Nu håber jeg så bare den undervisning jeg bla. betaler for ikke er så religiøs at det gør noget. Jeg håber sådan set bare det har en eller anden positiv effekt.
kære Søren, jeg forstår dig.
Ja, selv om vi er nogle få gode mennesker tilbage, som ikke er overbevist om det rigtige i den store folkelige tro på, at de mekanismer, som vil kunne føre flest muligt ind i den bedste af alle verdener, den hvor om homo economicus´ rationelle og selvcentrerede dispositioner råder og regerer, så ved vi, at vore anstrengelser for at være nogle gode mennesker ikke altid bærer frugt, at man tit knapt nok høster, hvad man sår.
F.eks. så ved jeg, at selv om jeg lærer min søn, at kristendom, islam fast arbejde er noget lort og at fisse smager godt, så kan jeg ikke udelukke, at han en dag kommer hjem og fortæller, at han har foræret den katolske kirke hele sin børneopsparing, fået sig en mandlig kæreste og er konverteret til islam. Jeg kan slet ikke udelukke, at han bruger hele sin arv, alt hvad jeg har samlet ind til ham som bolighaj på samme måde, dvs. at han har foræret væk, hvad der kunne have friholdt ham fra det at arbejde for løn. Disse scenarier ville jeg nok kunne leve med, dvs. det kunne jeg måske tilgive ham. Men hvis han en dag kommer og fortæller, at han har meldt sig ind i Venstre, at han bidrager til at det danske BNP stiger i kraft af sin indsats på arbejdsmarkedet, ja så vil jeg nok slå hånden af ham. For når vi nu har gjort hvad vi kunne, så skal vi ikke finde os i alt. Der må være en grænse for hvor tossegod man kan være.