Vindmøllen bryder med vores guldalderopfattelse af landskabet
»Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt«, som H.C. Andersen skrev, og den strofe kommer jeg i tanke om, da jeg drejer væk fra en hovedvej ved Roskilde til landsbyen Glim, hvortil kunstneren Allan Otte er flyttet sammen med sin familie. Bortset fra at huset hverken er skævt, ruderne små eller »døren synker halvt i knæ«, passer resten af verset, for »hunden gør, det lille kræ«, og »under taget svaler kvidre«. Otte tager imod med den begejstrede hund Pelle, som lige som sin ejermand skal vænne sig til ikke at bo i byen længere. Efter at have boet og malet på Frederiksberg, er Otte nu flyttet ind i sine egne malerier.
»Jeg er ved at blive til L.A. Ring. Det er næsten lidt patetisk. Nu er jeg flyttet herud til en landsby på størrelse med Baldersbrønde, hvor han huserede, i cirka samme afstand til Roskilde,« siger han og smiler: »Jeg er ikke begyndt at male landsbyen endnu, men det kommer nok snart.«
Ligesom L.A. Ring er Allan Otte ikke interesseret i at vise det ideelle, men reelle. »L.A. Ring gør op med guldalderromantikken, og jeg kan virkelig relatere til hans syn på virkeligheden, hans socialrealistiske engagement og det gudsforladte. Han er en stor helt.«
Han viser et lille billede malet af L.A Ring, som han har hængende på væggen. Det forestiller et nedbrændt bondehus, hvor kun skorstenen står tilbage. Det er meget passende placeret ved siden af husets egen skorsten.
»Da jeg så det, gik det op for mig, at det er opskriften på en masse billeder, jeg har malet. Biler, der er forulykket, en vindmølle, der er knækket, noget, hvor der kun er sporene af dramaet tilbage. Det var mindblowing at opdage, at han også havde været der.«
Otte er kendt for at male landbrug og landskaber, som de ser ud, langt fra guldaldermalernes forskønnelse og H.C. Andersens nationalromantiske idyl. Han begyndte at finde sine motiver, da han studsede over, at der var et hul i kunsthistorien – plove trukket af hestespænd og køer malket med håndkraft er afbildet masser af gange, men hvor var traktoren og fodermaskinen? Han kender de moderne motiver indgående, eftersom han voksede op på et konventionelt landbrug i Himmerland.
De glemte møller
Det er ikke kun traktorer og andre moderne opfindelser i landskabet, der er underrepræsenterede i kunsten. De iøjefaldende elektriske vindmøller er også påfaldende svære at få øje på.
Fra husets have er der udsigt til en vindmølle, der stikker op i horisonten og bryder idyllen. Eller gør den? For mange er vindmøller en forhadt udsigt, som man helst vil være foruden, unaturlig og grim. Men ikke ifølge Allan Otte, som kalder sit forhold til vindmøller for »naturligt« i kraft af deres udbredelse. Derfor indgår de ofte i hans malerier, enten som hovedelement eller i baggrunden. Vindmøller er blevet hans signatur.
Vindmøller er ikke et fremmed motiv i malerkunsten. Allan Otte har selv et lille maleri af fynbomaleren Jens Birkholm fra 1904, hvor han ligesom Otte har brugt en mølle til at bryde horisonten. Birkholm er også en af Allan Ottes helte – på grund af hans socialrealistiske malerier. Vindmøllerne i kunsthistorien er dog gammeldags møller som stubmøller, der laver kinetisk og ikke elektrisk energi, og det er uforståeligt ifølge Otte. Han mener, at der har været en tendens til at fremstille billeder af møller med en anden stolthed, end man vil gøre nu. Det er samme tendens, han ser i de mange skildringer af bondens markarbejde bag en plov.
»Det er noget underligt noget. Det viser en forestilling om at være i pagt med naturen, men jeg kan ikke se, at det er meget forskelligt fra en, der sidder i sin traktor foran en vendeplov. Det er så godt som umuligt at finde danske landskabsmalerier fra 1900-tallet med traktorer i landskabet, selv om det var en periode, hvor landbruget blev fuldstændig industrialiseret,« siger han.
»Jeg ved ikke, hvorfor det ikke blev skildret, for man kunne have gjort det med en vis stolthed i perioderne med andelsbevægelsen og Marshallhjælp for eksempel. Det findes ikke, og det er det samme med vindmøllerne: Du kan finde masser af billeder med flotte store gammeldags vindmøller, der knejser i vinden og maler kornet, men når det kommer til højteknologiske og elektriske møller, så er det anderledes.«
Allan Otte forstår ikke, hvorfor det skal være sådan, og hvorfor vindmøller ligefrem kan opfattes som farlige eller science fiction. »Det er jo bare sådan, verden ser ud nu, det er ret banalt.«
Udsnit af virkeligheden
Allan Ottes forhold til vindmøller er så naturligt, at han ikke kan forestille sig at se ud over et dansk landskab, hvor der ikke er en vindmølle i syne et eller andet sted. »For mig er det næsten underligt at lave et maleri, hvor der ikke er en eller flere vindmøller til stede. Så som udgangspunkt er de en selvfølgelighed og naturlighed.«
Han medgiver, at det kan være underligt at bruget ordet natur om vindmøller, men han understreger, at vi er en civilisation og ikke et land med rå natur.
»Hvis du ser ud over landskabet, så er der spor af mennesker alle vegne. Dyrkede marker, infrastruktur, arkitektur, industri og så videre. Så der er ikke noget mærkeligt eller forkert i, at der rejser sig nogle vindmøller, og i disse år er det mere og mere nødvendigt. Lige nu har vi en energikrise, og vi står over for en klimakrise, så de er ikke til at komme udenom.«
Otte tilføjer, at det er vigtigt at placere vindmøllerne hensigtsmæssigt, så der ikke er støjgener eller flimrende slagskygger, men han mener ikke, at de skæmmer landskabet. »Vi må lære at leve med, at de er der.«
Han vil ikke kalde vindmøller for et fremmedelement, for så er alt menneskeskabt dybest set det. »Tankegangen om at man ikke må kunne se i landskabet, at vi er her, er ikke en, jeg kan følge. Det er i hvert fald slet ikke en, jeg har lyst til at vise frem i mine malerier.«
Hvis man tror, at det er et politisk projekt for Allan Otte at male vindmøller og moderne landbrug med eksempelvis døde dyr, så tager man fejl. Han vil bare gerne vise tingene, som de ser ud.
»Jeg vælger udsnit af virkeligheden, hvor man ikke skærer alt det væk, som man ikke synes er rigtig natur. Billeder, der kun viser grønne vækster og himmel, er ofte meget kedelige. Jeg har brug for, at der er noget civilisation, der understreger, at det er et kulturlandskab.«
Vindmøllen som signatur
Sådan en understregning kan en vindmølle være, og der er særligt én vindmølle, som har en stor betydning for Allan Otte, nemlig møllen på Roskilde Dyrskueplads, som mange festivalgængere på Roskilde Festival bruger som pejlemærke. Den kan Allan Otte se fra sin terrasse, hvor vi sidder og drikker kaffe med svalerne flyvende over hovedet og Pelle ved fødderne.
Allan Otte bruger møllen som et fikspunkt i landskabet. Blikket falder hurtigt på den markante mølle, der rejser sig i horisonten og kan fortælle om vejr om vind. For eksempel kan vingernes fart sige noget om, hvor kraftig vinden er, og hvilken retning den kommer fra.
»Jeg kigger på den året rundt i forskelligt vejr på forskellige tider af døgnet. Når der er en mørk og tung regnvejrssky bag den, og der står direkte sollys på den hvide vindmølle, så ser det så fantastisk smukt og nærmest overnaturligt ud. Den kan stå fuldstændig elektrisk og skærende hvid og overbelyst i øjnene på en, så man næsten ikke kan kigge direkte på den. Det er utroligt smukt.«
– Kan du beskrive møllen?
»Det er en enkelt, fritstående vindmølle, og det er et sjældent syn, at de står så solitært, for det meste står der minimum tre på række eller i en hel vindmøllepark. Men den er en ensom lille mølle. På den måde minder den mig om et greb, jeg tit bruger i mine malerier, nemlig til sidst at placere en vindmølle et sted, for at sætte en særlig stemning.«
Allan Otte viser et eksempel, maleriet Vejen frem (2020), der forestiller et vinterlandskab, en allé med nøgne, stynede træer og en fugleflok. Da han næsten var færdig med billedet, gik det op for ham, at det kunne have set sådan ud i 1800-tallet, så han placerede en lille vindmølle ude i venstre side af billedet. Med ét kunne han punktere en entydig stemning i billedet.
»Jeg synes, det er meget naturligt, at de er i et landskab som vores, men ofte er det også den lille kompositoriske prik over i’et. Det ender med at være en lille signatur, der bliver sat. Det er et godt eksempel på, at det først var ret sent i processen, jeg kom i tanke om, at den selvfølgelig skulle være der.«
Ligesom guldaldermalerne heller ikke afbildede virkeligheden 1:1, men redigerede landskabet ved at fjerne eller tilføje elementer, bruger Allan Otte photoshop, inden han begynder at male.
»Det giver en virkelig god kreativ mobilitet og står i skærende kontrast til, at det skal ende med at blive et fysisk maleri. Det er helt oplagt at inddrage digital virkelighed både som værktøj, men også at kunne finde billederne på nettet i stedet for nødvendigvis at stå og sanse og opleve naturen selv.«
Hans materiale er fotografier, gerne hurtige snapshots og registreringer, som ikke er taget med kunstneriske eller æstetiske overvejelser. Ved at redigere fotografier i photoshop kan han gøre dem til sine egne. »Nogle gange finder jeg fotografier, som i udgangspunktet er perfekte, men jeg har ikke lyst til at bruge dem, for så er det nogle andres fortjeneste, når det gælder æstetik og komposition. Som råmateriale er de bedste fotografier faktisk de dårlige, sjovt nok.«
Barndomsmøllen
Allan Otte tilføjer ofte en bestemt vindmølle i sine malerier, nemlig den han havde udsigt til fra sit barndomshjem. »Den er min signaturvindmølle og byggesten i flere af mine billeder.«
Møllen kan eksempelvis ses i Post Drama (2013), som er sat sammen af flere bestanddele. Det forestiller et vinterlandskab, hvor en postbil sidder fast i sneen, og postbuddet ligger ved siden af, livløs eller bare opgivende. Himlen er fra et J. Th. Lundbye-maleri, postbilen og de nøgne træer fra et fotografi. En sammensætning af guldaldermaleri, internetbilleder og en mølle bag en gruppe træer – udsigten fra barndomshjemmet.
»Det er noget af det mest postmoderne, jeg har lavet. Det refererer i øst og vest, og postbuddet, der er faldet omkuld eller har givet op, ligger i en stilling, der minder meget om den døde i H.A. Brendekildes Udslidt (1889). Men for mig er det lige så meget en hilsen til Coen-brødrenes film Fargo, hvor mennesker falder døde om i sneen.«
Barndommens vindmølle i Himmerland har fulgt Allan Otte til København, hvor han har malet alle sine landskabsmalerier. Han har aldrig malet på landet før nu, og han er derfor spændt på, hvordan det bliver, og om det ændrer noget og udløser en identitetskrise.
»Der er en pointe i, at alt er malet på distancen, og det føles anderledes at have udsigt ud mod horisonten, himlen og de grønne omgivelser. Jeg ved ikke endnu, om det giver mig en længsel efter byen og lyst til at male stenbro og brokvarter,« siger han med et smil.
Mellemværende med guldalderkunsten
Et eksempel på et maleri, hvor en vindmølle er hovedmotivet, er Knækket (2009), som forestiller en væltet vindmølle komponeret i en zigzagform.
»Den døde vindmølle disrupter landskabet, den overtager fortællingen og reducerer landskabsmaleriet til at være baggrund for et drama og en helt anden fortælling. Det er en død vindmølle i den forstand, at det ligesom med os, til sidst er tyngdekraften, der vinder.«
I sin interesse for det postdramatiske – ting der ligger ned efter en dramatisk begivenhed – har Allan Otte malet flere væltede vindmøller.
»Vindmøller vælter nogle gange, og så sker der det helt utrolige, at de trækker deres fundament med op, så det står tilbage som en gravsten over dem.«
Det kan man blandt andet se i et maleri (uden titel) fra 2009, hvor Allan Otte har sat sig selv ind som betragter foran politiets rød-hvide afspærringsbånd.
I akvarellen Opgivet (2021) er en brændende vindmølle også hovedmotivet.
»Det er en kommentar til krisen, hvor man stort set må lade det gå sin slagne gang. Der står en brandmand nede i venstre hjørne og kigger – det er en hilsen til Caspar David Friedrichs Munken ved havet (1810).«
Der er flere af Allan Ottes malerier, der har referencer til Friedrich og romantiske billeder, hvor der står en figur og betragter noget, som man er afskåret fra. I maleriet med den væltede vindmølle, hvor Otte selv står og kigger, er der flere ting, der understreger, at man er afskåret fra det fjerne. Ikke i den romantiske forstand men helt konkret, forklarer han. For eksempel i tilfældet med den kæmpestore vindmølle, der ligger og spærrer for både udsyn og adgang, og plastikbåndet med røde og hvide striber, der markerer, at man ikke må gå ind.
»Der er kun en smule horisont og udsyn til selve landskabet på maleriet, så det er en måde at drille i forhold til længslen efter det uendelige, de åbne vidder, alt det romantiske. Det samme gør sig gældende i Opgivet med den brændende vindmølle. Den lille figur står bare og betragter, han kan ikke rigtig gøre noget ved det.«
Et andet maleri, hvor Allan Otte direkte refererer til et romantisk maleri, er Lundbye Remake (2011), som er en parafrase over guldaldermaleren J. Th. Lundbyes Eftersårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde (1847).
»Jeg har særligt et mellemværende med guldalderkunsten, som er flot og smuk, men efter min mening også forloren og naiv. Kunsten er blevet til på et tidspunkt, hvor man ønskede at fremstille sig selv bedre nationalt. Jeg kan ikke relatere til den måde at tænke på, så når jeg inddrager det direkte i mine billeder, er det for at give det en rusketur eller et los i røven.«
Forholdet til guldalderkunsten er ambivalent, for Allan Otte har samtidig en stor kærlighed til den. Han forsøger at lave usentimentale billeder, men ser også skønhed i alt muligt forskelligt. »Jeg er lige så meget optaget af den oversete skønhed.«
De græssende køer hos Lundbye er erstattet af plastemballerede halmballer, og tre vindmøller er placeret ved den bagerste gravhøj. De manglende køer på græs er et meget bevidst valg, for efter at have lavet en serie om malkekvæg som motiv i malerkunsten aflagde han et kyskhedsløfte om ikke at ville male køer på græs.
»Den slags billeder er der lavet så ufatteligt mange af, det er også sådan, mejerierne markedsfører mælkeprodukter. Jeg synes, motivet er en kliché, så jeg prøvede at finde interessante motiver alle mulige andre steder. Primært indendørs (for eksempel Skabelsen (2017), hvor en ko bliver insemineret i en stald, red.), men også ved at afbilde en nutidig stald.«
Det er vel at mærke en stald med beton, eternitplader og galvaniserede jernrør, for når Allan Otte har prøvet at bede folk om at forestille sig et maleri af en stald: »Så tænker de først på guldaldermalerier med stråtækt bindingsværk.«
Tre tæskende vindmøller
Selv om Allan Ottes blik ofte falder på den relativt lille mølle på Dyrskuepladsen, så er der flere vindmøller omkring hans hjem, som han passerer dagligt. Særligt tre møller bag ved landsbyen er han optaget af.
»Når man ser dem fra en bestemt vinkel, ser det ud, som om de står lige bag ved landsbykirken. Det ser helt absurd ud. Jeg ved, jeg kommer til at male det på et eller andet tidspunkt lige præcis i den beskæring, hvor de næsten står og tæsker løs på kirketårnet.«
Inden han kan male det kontrastfulde motiv, må han gøre et andet meget allanottesk maleri færdigt. Han viser det frem i sit atelier – en solnedgang over en minkfarm, der skal hænge i Retten i Randers. Solens sidste stråler kaster smukke farver på skyerne over en minkfarm, og alle, der har været på sådan en, kan nærmest mærke stanken fra minkfoderet i næsen. »Under taget svaler kvidre. Solen synker – og så vid’re«. Mon ikke solen også denne gang vil ende med at gå ned over en vindmølle.
