Flemming Quist Møller gav os Cykelmyggen Egon og elskede selv en hård spurt over alt andet

Det kan godt være, vi tror, det er noget særligt for vores tid, at kønsidentitet sådan er til forhandling, og at der udkommer den ene økokritiske roman efter den anden. Men Snuden ville nok sige, vi halter bagefter. Eller nej, det ville den nok ikke. Det er den alt for fordomsfri og venlig til. Den ville bare undre sig, som alle Flemming Quist Møllers fredeligt nysgerrige væsner ville.

Men allerede på første side af Snuden skriver Flemming Quist Møller om den: »Snuderne har hverken navne, personnumre eller armbåndsure, så derfor hedder den snude, du her skal høre om bare: Snuden. Om det er en hun-snude eller en han-snude, ved jeg ikke, så det må du selv bestemme.«

Og det fredelige lyserøde dyr med lang tryne og spidse ører er alletiders legekammerat, men Snuden er også en af dansk børnelitteraturs første økokritikere, når den forlader sin elskede mose for at lære byen at kende, hvor den møder rotten Rita, der er blevet kæmpestor som et menneske, fordi hun kom til at drikke noget forurenet vand. Og menneskene i den tætpakkede og tilsodede by virker også unaturlige, i hvert fald de voksne. Hos Flemming Quist Møller bliver mennesker nemlig »plim i hovedet af at blive voksne«.

På den måde var han repræsentativ for den generation af fortællere for børn, der redefinerede dansk børne-tv og børnelitteratur i 1970’erne, hvor autoriteter stod for fald, men han var én af de første og forblev enestående resten af sit liv.

Flemming Quist Møller er nu død i en alder af 79 år, men alderskategorien har næppe været noget, han lod sig definere af. Det fremgår tydeligt af hans multikunstnergeneralieblad, at han ikke lod sig begrænse: musiker, bladtegner (her på Information i 1960’erne), animator, manuskriptforfatter for både børne- og voksen-tv og for historiske filmdramaer (om lidt har De forbandede år 2 premiere), børnelitteraturforfatter, tilrettelægger, stemmeskuespiller, ornitolog.

Selv om han i den brede befolkning mest er kendt for sine fortællinger for børn i forskellige afskygninger, var der sikkert også mange, der, mandag aften, da nyheden om hans død spredte sig, satte Bazaars plader på og lyttede til Peter Bastian, Anders Koppel og Flemming Quist Møllers improvisationsjazz, eller måske Dan Turèll og Sølvstjernerne, der heller ikke kender nogen genregrænser, men levede højt på det slægtskab mellem onkel Danny og Flemming Quist Møller, der var tydeligt allerede fra de debuterede sammen i En sæson i helvede: en debutant-antologi i 1965.

Tro på fantasiens potentiale

Hvis Flemming Quist Møller lod sig definere af noget, var det kun hans egen fuldstændig grænseløse fantasi og nysgerrighed. Han efterlevede selv de principper, som vi vil blive ved med at elske Cykelmyggen Egon, Snuden, Benny og Jungledyret Hugo for længe efter hans død.

Hvad, der kendetegner dem, er netop troen på fantasiens frisættende potentiale. Fantasi er ikke bare de farvestrålende, næsten psykedeliske illustrationer, hvor konturer er tegnet tykt, men løst op, og farverne insisterer på at flyde ud over dem, som mange af os vil kunne genkende som Flemming Quist Møllers udtryk. Fantasi er evnen til at forestille sig, at alt kunne være anderledes, og at du kan bære den forandring i dig. Fantasi er noget, man lever, ikke bare noget, man har.

Cykelmyggen Egon forlader ikke fællesskabet på sin racercykel. Tværtimod ræser han mod det og binder skovens dyr sammen på en ny måde.

John Randeris

Cykelmyggen Egon spurtede ind i dansk børnelitteratur i 1967 sammen med værker fra Cecil Bødker, Ole Lund Kirkegaard, Hanne Hastrup, Halfdan Rasmussen og Benny Andersen og markerede et paradigmeskifte: En tro på barnet som selvbestemmende individ, en insisteren på at autoritet er noget, man gør sig fortjent til – både som voksen og som samfund.

Hos Flemming Quist Møller blev ideen om, at den enkeltes frihed er det forpligtende fællesskabs forudsætning særlig stærk. Cykelmyggen Egon forlader ikke fællesskabet på sin racercykel. Tværtimod ræser han mod det og binder skovens dyr sammen på en ny måde.

Bogen starter med en underfundig, men leksikalsk gennemgang af et almindeligt myggeliv, men slutter med et brag af en cirkusforestilling. På samme måde kunne man fortælle historien om Flemming Quist Møller, der voksede op i et hjem, hvor forældrene håbede, at sønnen skulle bruge sine tegneevner til at blive arkitekt, men så sluttede det i stedet med et brag af en cirkusforestilling.

Det er ikke længe siden, jeg oplevede den vidunderligt energiske teaterversion af den elskede børnelitteraturklassiker, hvor Flemming Quist Møller selv var med som fortæller.

I denne måned er der premiere på hans teaterversion af Jungledyret Hugo. Og det er ikke kun Flemming Quist Møllers egne værker, der lever videre. Det gør hans værdier også: I dansk børnelitteratur og børne-tv, hvor det er svært at forestille sig, at der kunne være en Onkel Reje og en kæmpekrabbe ved navn Ronaldo, hvis ikke der først havde været en dreng, der hed Benny, som tog på en vild og eventyrlig rejse i sit badekar.