Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.
Uskønne malerier af den skinbarlige (u)naturlighed
MALERI
’Naturligvis’ på Kunstmuseum Brandts. Indtil 20. februar 2022
Allan Ottes malerier er ikke den slags kunst, jeg plejer at falde i svime over. Nej, de er faktisk ret uskønne. Og det er netop det, der gør dem så uhyre interessante.
Otte maler med olie på lærred og endda på kongeligt porcelæn – han maler danske landskaber, malkekøer og gamle gårde. Men hans koncept er alt andet end guldalderidyl. Otte tilføjer plastikindpakkede halmballer til en ny version af en idyllisk jættestue oprindeligt malet af J.Th. Lundbye. Han arbejder sig fra top til bund med malingen, som var den pixels og han en menneskelig printer. Her er ikke noget kunstnergeni, der indfanger skaberværkets under – Otte udforsker næsten maskinelt det landbrug og den natur, vi ikke er så vant til at se.
Allan Otte: ’Løsdriftsstald (foderskubber)’ (2017)
En rød foderskubber, der ligner en stor robotstøvsuger, skubber halm tættere på sultne køer. En lille tekst forklarer, at maskinen faktisk stresser dyrene mindre, end mennesker ville. Selv malerier af insemination af en kvie eller en kalv, der trækkes ud af en kælvende kos bag, har noget ømt over sig. Hvis man ellers kan afryste ubehaget over manglen på økoromantik. For Allan Otte maler billeder af mennesker, dyr og maskiner, der lever og arbejder sammen. Og sådan ser det jo ud i det Danmark, du måske ikke kender.
Bodil Skovgaard Nielsen
Verdens ende i selskab med Tom Hanks
FILM
’Finch’, kan ses på Apple Tv+
Jeg er overbevist om, at Tom Hanks og jeg ville være gode venner, hvis vi kendte hinanden. Han virker som et af de mest sympatiske mennesker i Hollywood. Han er en god skuespiller og en glimrende instruktør. Og ligesom mig samler han på skrivemaskiner. Jeg har mødt ham en enkelt gang. Det var i London, og vi skulle tale om gidseldramaet Captain Phillips (2013), hvori han spiller titelrollen, og han var præcis så imødekommende, begavet og humoristisk, som jeg havde håbet på. Ja, jeg ved godt, at han sikkert spiller en rolle, når han møder pressen, men jeg har aldrig hørt andet end gode ting om Hanks. Der er en grund til, at han er så troværdig i rollen som den legendariske og på alle måder godhjertede børne-tv-vært Fred Rogers i A Beautiful Day in the Neighborhood (2919).
I Miguel Sapochniks spritnye Finch, der kan ses på Apple TV+, spiller Hanks ingeniøren Finch, der som et af meget få mennesker har overlevet apokalypsen, og som nu forsøger at finde et sted, hvor han kan bo sammen med sin hund og en hjemmebygget, intelligent robot. Det er en dejlig film, både morsom, sørgelig og livsbekræftende. Og så understreger den, at skulle verden gå under og man selv overleve, kan man håbe på, at det bliver i selskab med Tom Hanks.
Christian Monggaard
Flaubertsk storværk, der inspirerede filminstruktører og natklubejere på Reeperbahn
UDSTILLING
’Raseri! Passion! Elefanter’ kan opleves på museet MUCEM i Marseille indtil 7. januar, samme udstilling har været vist i Rouen, og her kan man få en virtuel tur.
Gaston Bussière: ’Salammbô af Gustave Flaubert, scene med slangen’
Det er jo den vildeste historie, tænker man, når man træder ud ad den sidste dør på Marseilles MUCEM efter at have oplevet Gustave Flauberts storværk Salammbô fra 1862 i alle kunstens farver.
Kort fortalt handler romanen, som udkom efter Madame Bovary, om Karthago, i nutidens Tunesien. Her udkæmper lejesoldater og Karthagos herskere en nådesløs krig i årene 264-241 før Kristus.
Historien er et trekantsdrama. Mesterstykket er den fiktive Salammbô som central figur i en ellers relativt historietro fortælling. Hun er præstinde for månegudinden og datter af general Hamilcar – og lejesoldaternes leder Mathos falder selvfølgelig for hende. Flauberts historie er oriental eksotisme, vold og sex, men også historisk præcision. Game of Thrones for to årtusinder siden.
Efter en solid indførsel i den historiske kontekst portrætteres Salammbô som alt fra mystisk præstinde hos Adolphe Cossard til forførerske med tilhørende slange hos Gaston Bussière, i Sergio Griecos fransksprogede storfilm fra 1960 og Philippe Druillets farvesprudlende science fiction-tegneserier. Flauberts fiktive histories rækkevidde er så stor, at en sexklub på 1970’ernes Reeperbahn i Hamborg blev opkaldt efter hovedpersonen.
Gennem ’Raseri! Passion! Elefanter’ forstår man, hvorfor Flaubert, født for 200 år siden, stadig fascinerer. Er man ikke i Marseille inden 7. februar, kan den opleves virtuelt i en opsætning fra Rouen.
Tore Keller
Fluernes Herre for millennials
DOKUMENTARSERIE
’Jungle Town’, Vice, kan ses på Viaplay
Der er to udlægninger af projektet Kalu Yala i Panama: 1) En gruppe unge idealister, der ved, at vores samfundsmodel er ubæredygtig, tager ud i junglen for at skabe en ny. 2) En wannabe-Bezos med faderkomplekser tager røven på en flok sensitive millennials på sabbatår. I dokumentarserien Jungle Town (2017) følger man et hold amerikanske unge i ’junglebyen’ Kalu Yala – strengt taget et par platforme, hvor de kan slå deres telt op til den nette sum af 5.000 dollar for to måneder – og nåh ja, så skal de bygge byen op imens.
Det hele begyndte med, at ’CEO’ Jimmy Stice købte jorden for fars penge for at sælge det dyrt igen, så kom finanskrisen, og han skabte i stedet »verdens mest bæredygtige moderne by« og inviterede unge fra hele verden til at være med til at udforske, hvordan »livet bliver smukt«. Mens han tjener penge. Fordi »det sparer tid at hacke kapitalismen frem for at rive alt ned og bygge noget nyt op«. Seriens ti afsnit er en tour de force i økokapitalistisk bullshit-bingo, men også et portræt af de unges kampe med psykisk sygdom, fødevareallergier og ubehag ved dårligt wi-fi. Men de gør da noget, og i momenter tror man på, at der venter noget smukt, når de får magten. Og bliver i tvivl igen. Som når veninderne Cam og Cam dasker arm i arm med flagrende gevandter mod solnedgangen. »Vi to kommer til at udrette noget stort,« siger Cam. Ja, svarer Cam. »Vi starter en revolution. Eller en virksomhed.«
Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt og lidt trist, at tidens kærlighed til billedkunsten er blevet så skønedsdyrkende.
Vi, der er vokset op med nogle ordentlige slag i bolledejen fra De Unge Vilde og mange flere modernistiske bølger, synes, at det er underdejligt med Ottes moderne landskabsmaleri, der jo skriver sig ind i en helt igennem klassisk tradition for portrættering af livet på landet.