I dag ville de store mænd være små
Aftryk fra bagdele, der er kommet og gået, sidder som stemplet i det sorte læderbetræk. En signatur efter magtfulde mænd som med store ambitioner og lige så store fadøl har siddet på den massive, mørklakerede træbænk.
Vinstue 90 på Gammel Kongevej i København var Spies’ stamværtshus og kontor. Her sad Spies og og Glistrup. På selvsamme træbænk og ved selvsamme grønlakerede bordplade. På den faste plads til venstre for døren. Ud for det nikotintunge gardin. Mens et letpåklædt harem agerede levende vindfang ved bordet overfor.
I dag serverer vinstuens ejer, Peter Hegeler-Meile, kun én slags vin, men alverdens øl og historier om, dengang hans sexolog-forældre gik til skej ud-fester med rejsekongen i slutningen af 1960’erne.
»Når Spies ankom med sit fly, ringede han herned og bestilte en slowbeer. Så var den var klar, når han kom. Det tog ham 18 minutter fra lufthavnen og herind. Men han var også tørstig,« smiler Peter Hegeler-Meile.
På ’90’eren’ drak Spies store fadøl. Glistrup var afholdsmand. Men smørrebrødet var de fælles om. De højtbelagte skiver var hentet i nr. 109 på den anden side af Gammel Kongevej. Og ambitionerne om at gøre op med det politiske sløvsind og erstatte bondegårdsferien med Mallorcacocktails blev vendt over stjerneskud og dyrlægens natmad.
I dag er bænken og de mørkerøde, røgsure vægge ramme om flere scener i den nye film ’Spies & Glistrup’ .
Men historien om anarkisten Glistrup og solkongen Spies begynder ikke som filmen i 1965. Den starter i en tid, hvor fri sex var fantasi, og velfærdstaten stadig lå i sin vugge. Bruddet med de stive, blankpolerede 1950’ere åbnede døren for originalerne. Og skabte et historisk åndehul, hvor to mænd fra det ene øjeblik til det andet satte danskerne på prøve med en livsfilosofi, der ikke ville finde plads på træbænken i dag.
»I dag er det vanskeligt at følge sine lyster. Derfor er det også fascinerende og befriende at komme tilbage til en tid, hvor maksimalismen fik lov at udfolde sig åbenlyst, konsekvent og offentligt,« siger filmens instruktør Christoffer Boe.
Lod danskerne drømme
Kroppene var slanke og sideskildningerne knivskarpe, da Spies og Glistrup første gang duellerede i bordtennis bag den høje, røde murstensfacade på kollegiegården Regensen i det indre København. Spies læste psykologi og økonomi. Mens Glistrup scorede topkarakterer på jurastudiet.
Ligesom frisuren var ungdomsårene præget af 50’ernes konformitet. Og som var de to fisk, der har ligget for længe på land, oplevede Spies og Glistrup 1960’erne en tiltrængt dukkert. Et pusterum af total åndelig- og seksuel frihed, der skabte et lille åndehul og en everything goes attitude, som instruktør Christoffer Boe formulerer det.
Opgøret startede for alvor, da Spies i 1960’erne ansatte Glistrup til tage sig af rejsebureauets skattesager. Som et alternativ til venstrefløjens hashrygende hippier gik Glistrup til angreb på velfærdsstaten. Den havde for alvor fået vokseværk i løbet af 60’erne og efterladt mange danskere vrede og fortvivlede. Hvorfor skulle de betale mere i skat og lytte til eksperter, de ikke forstod? Et svar kom i januar 1971, da DR inviterede lektor i skatteret Mogens Glistrup i studiet i bedste sendetid. På syngende bornholmsk proklamerede Glistrup: »De mennesker, der ikke betaler skat, er at sammenligne med jernbanesabotørerne under Anden Verdenskrig. De gør et farligt job, men et fædrelandsnyttigt job.«
Senere samme år viste han sit skattekort for åben skærm. Trækprocenten var nul. Skatteeksperterne var i chok. Mens højrefløjen jublede. Kampen mellem individ og stat var blevet til en kamp om sidste skattekrone.
»Spies og Glistrup ramte tidsånden meget præcist. På den ene side sammenfattede Glistrup den lurende utilfredshed med velfærdsstaten som et opgør med skrankepaverne. Mens Spies på den anden gik til angreb på de småborgerlige værdier og janteloven. Og selv om langtfra alle kunne lide dem, blev de, på hver deres måde, helteskikkelser i deres tid,« forklarer idehistoriker Carsten Fogh Nielsen fra Aarhus Universitet.
Spies’ opgør var et spørgsmål om seksuel og materiel frihed. Han dyrkede sex, når og hvor det passede ham. Han var Ludvig den 14. i et Danmark, som hidtil havde sat pris på redelighed og mådehold. De luksuriøse sportsvogne blev flittigt luftet med en kommentar om, at ikke engang oliesheikerne havde råd til samme model. Og med sine ekstravagante jakkesæt, sit lange skæg og sit slæng af morgenbolledamer blev han en personificering af de rejser, han solgte. Godt hjulpet på vej af Se og Hør, der fra 1970 rapporterede direkte fra Syden om kendte, Pepes Aalborg-snaps og topløse danske piger i den ugentlige klumme »Mallorca-cocktail«.
»De var gode til at skabe drømme og forventninger, som talte til almindelige mennesker. Spies’ Mallorca-ture blev et billede af et sted, hvor alt var tilladt. Han skabte et mini-Danmark med dansk mad på hotellerne og snaps i baren, men hvor de normale regler var sat ud af kraft. På samme måde talte Glistrup om hverdagen. Han etablerede en fantasi om det lette liv. For det ville da være dejligt, hvis vi ikke skulle betale skat, og hvis vi kunne fyre alle de irriterende personer, som arbejder i det offentlige,« siger historiker ved Aarhus Universitet Rasmus Rosenørn.
Oprør til tiden
»Vil du dele en pizza Peter?« Det er en af stamkunderne, der spørger. Peter Hegeler-Meile siger nej tak. Han skal hente sine børn og spiser hjemme. En af de andre nævner smørrebrødsbutikken. Den ligger der stadig. Da Peter Hegeler-Meile var dreng, vandt han i tips. 12.000 kr. Pengene blev brugt på smørrebrød med laks og rødspættefileter fra nr. 109. Fiskene kom fra delikatessebutikken ved siden af. I dag bliver de hevet op af en frysepose.
Krisen har ramt smørrebrødsindustrien. Men også viljen til oprør. Manden med visionen er sårbar i dagens debat. Han ville blive beskyldt for at være egoist. For at ville sig selv det bedste på andres bekostning. Sådan en vil ingen lytte til. Glistrups provokerende udsagn blev mødt med jubel i 70’erne. Som en bitter efter lidt for mange halvdovne øl. I dag ville hans spøgefulde udtalelser falde til jorden. For humor har også sin tid og er tæt knyttet til den politiske virkelighed.
»Hvis vi stadig var i en kulturel opsvingsperiode, så tror jeg, der var plads til mere yderligtgående synspunkter. Engang kunne man for eksempel få mandat i Folketinget for at kræve medvind på cykelstierne. Man kan mærke, at tolerancen over for sådan nogle ideer er blevet mindre. Når folk er bekymrede for deres fremtid, er der ikke plads til dem, som skiller sig ud,« siger kommunikationsforsker Martin Führ fra Aalborg Universitet.
I dag ville danskerne grine af Glistrup, hvis han stillede sig op og proklamerede, at socialministeriet skulle erstattes med havregrynsautomater til bistandsklienterne. Og han ville formodentlig blive dømt for at opfordre til terror, hvis han foreslog studenterne at brænde Christiansborg ned. Tiden er en anden. Ingen tør for alvor diskutere eksistensberettigelsen af den velfærdsstat, de selv er født og opvokset i. Velfærdssamfundet er blevet en hellig ko. Og selv de to partier, der påstår at være Danmarks liberale, har indset, at det ville være politisk selvmord at tage en åben konfrontation med kontanthjælp og efterløn. Glistrup var en ener, og i dag ville de færreste bryde sig om ham.
»Han er for afvigende, for selvstændig og for mærkelig til, at han kan accepteres. Hans politiske børnebørn er helt anderledes. Dansk Folkeparti er sådan nogle vammelt smilende, småborgerlige, indsmigrende, rundarmede kolonihavedanskere. Det var der ikke noget som helst af hos Glistrup,« siger forfatter til Glistrup – en biografi om en anarkist Flemming Chr. Nielsen.
Hvad Spies angår, ville hans bunkepul og outrerede gaderobe i dag få skarp konkurrence fra realitystjernerne. Medierne har ændret sig. Nyhedsdækningen kører 24 timer i døgnet, og danskerne kræver mere end lemfældig omgang med nøgne damer og stoffer, hvis de skal hænge på efter reklamepausen. Samtidig ville Spies’ markedsføring af sig selv og hans virksomhed løbe ind i et moderne paradoks. For selv om TV3 viser letpåklædte piger og sex i flæng, tilstræber andre dele af samfundet en nypuritanisk bonerthed, som er uforenelig med levemanden Spies’ livsstil.
»Spies er forgangsmand for vore dages succesfulde celebrity-erhvervsmand. Men hans ekstravagance i forhold til for eksempel at købe plads til sin stok i Det Kongelige Teater, hans åbenlyse eksperimenteren med narkotika og hans seksuelle eskapader ser man man ikke hos nutidens celebrity-erhvervsmænd som Asger Aamund, Don Ø eller Stig Elling,« siger Rasmus Rosenørn.
»Der findes ingen Spies i dag. Og jeg tror heller ikke, han kommer. Dengang var folk mere spradebasser,« siger Peter Hegeler-Meile. Han har bevæget sig ind i baglokalet. Her sad Spies, når han var sur. Med sin øl, sin hund og sin stok. I dag er bænken tom. Men fortiden har fået sit eget hjørne med to billeder af rejsekongen. Med tiden skal flere billeder op. Peter Hegeler-Meile kan bedst lide dem, hvor Spies har langt skæg.Ligesom billederne er filmen et vidnesbyrd om en anden tid. En tid, hvor grænserne blev brudt. Og frisindet fik luft. Spies og Glistrup aldrig kommer igen. Men deres oprør lever videre i biografsalen.
’Spies & Glistrup’ har premiere næste torsdag og anmeldes samme dag i Film&Fjernsyn