Alle har ikke ret i kampen om sandhederne

Rune Lykkebergs bøger – Kampen om sandhederne og Alle har ret – er fremragende. Fortjent har Lykkeberg opnået status som den skarpeste iagttager af vores demokratiske kultur. Men bifaldene må også suppleres af kritisk refleksion. For nok er Lykkebergs udtalte ærinde at beskrive, og han understreger endda i sin nye bog, at »det er min opfattelse, at konflikter er intellektuelt vigtigere end værdier«, men bøgerne ender alligevel indirekte – gennem deres teorivalg og analytiske pointer – med at optegne en normativ position. Bøgernes dybere konklusion bliver alligevel følgende opfattelse: Foragt for andre menneskers mening er forkert og udemokratisk; hvad angår moralsk indsigt, skal ingen føle sig hævet over andre. Lykkebergs drivkraft synes at være en foragt for foragt: en foragt for moralsk bedrevidenhed. I et interview langer han således ud efter intellektuelle, der mener at vide bedre om det gode liv – han kalder dem over én kam for intet mindre end en »historisk fiasko« (Information den 20. september). Og i Alle har ret pointerer han, at ikke alle argumenter er lige gode, men at »alle meninger principielt er lige gode«. Og: Ingen ledere kan have »større indsigt i de enkelte borgeres behov end borgerne selv«. Men er det virkelig rigtigt? Kan vi ikke, når det gælder moralitetens område – værdier, meninger, livsanskuelser – hævde, at noget er bedre end andet? Er meningers værdi blot lig med, hvad subjektive magtkampe halvtilfældigt definerer dem som? Kan værdiers værdi ikke diskuteres og sammenlignes rationelt? Og hvad betyder alt dette for vores demokratiidealer?

Kampen om sandhederne er en forklaring på den kulturelle overklasses tab af moralsk definitionsmagt kulminerende med ’systemskiftet’ i 2001. Bogens grundargument er, at den kulturelle overklasse ikke formåede at tale om det gode liv til underklassen uden at blive opfattet som undertrykkende. Derfor tabte den kulturelle overklasse sin magt. Foragten for underklassens livssyn resulterede i underklassens foragt for foragten. Bogens to hovedteoretikere – Foucault og Bourdieu – skal støtte, at menneskelige relationer altid er irrationelle magtkampe om subjektive sandheder.

Bogen beskriver foragten, men momentant kritiserer den også de foragtfulde, f.eks. er Rifbjerg »museal«. Og den slutter med ordene: »De fleste har det jo sådan, at de skammer sig over deres egen foragt for andre mennesker, når de bliver bevidst om den som foragt. Det er derfor, at det giver mening at forsøge at beskrive den.« Underforstået: Foragt er forkert. Men med denne antydning af en etik hos Lykkeberg slutter bogen. Det normative og filosofiske spørgsmål, om værdier er lige gode og dermed om foragtens etiske status udfolder han ikke. Spørgsmålet er demokratisk interessant, men ikke bogens ærinde.

Den normative ramme, som Kampen om sandhederne indirekte indskriver sig i, er dog klarere i Alle har ret. Nogle af Lykkebergs helte er demokratiteoretikerne Palle Svensson og Robert A. Dahl. Men der er nogle bestemte forudsætninger hos dem og dermed hos Lykkeberg, som han ikke forholder sig til. I klassikeren Democracy and its Critics angriber Dahl enhver form for platonisk guardianship: Ingen ved bedre om det gode liv, og »hvert enkelt samfundsmedlem er alt i alt en bedre dommer over hans eller hendes interesser, end andre er«, skriver Dahl. Svensson følger Dahl i sin bog Folkets røst og ønsker flere folkeafstemninger og kalder opfattelsen af folket som mindre politisk kompetent end indsigtsfulde ledere for »politisk formynderi«.

Dahl og Svensson eksponerer en såkaldt afspejlingsforståelse af demokrati. Den er udbredt og siger, at de politiske beslutninger skal »afspejle standpunkter og anskuelser, der har størst udbredelse i befolkningen« – »alle borgerne i et samfund skal have lige stor indflydelse på de beslutninger, der former deres tilværelse,« som Svensson skriver. Eller med Dahl: »Jeg antager, at et nøgletræk ved et demokrati er regeringens stadige lydhørhed over for de politisk lige borgeres præferencer« (Polyarchy: Participation and Opposition). Det er denne afspejlingsforståelse af demokrati, som Lykkeberg abonnerer på. Spørgsmålet er, om den er så rigtig, som Lykkebergs foragt antyder? Er den demokratiske repræsentations rigtighed virkelig afhængig af, om de politiske beslutninger afspejler folkets samlede sæt af meninger? Er det nødvendigvis en mindreværdig demokratisk repræsentation at fravige afspejlingsforståelsen for at repræsentere udvalgte meninger og fokusere på samfundets bedste frem for individets? Med andre ord: Hvad bør egentlig repræsenteres i et repræsentativt demokrati?

Afspejlingsforståelsen bygger på tre forudsætninger: 1) En intuitiv forståelse af demokrati som folkestyre og dermed alles styre. 2) En oplysningsfilosofisk præget doktrin om, hvad politologen Barry Holden i The Nature of Democracy har kaldt »moralsk individualisme«, dvs. »en model for det politiske system, hvori de basale konstituerende elementer udelukkende er individer«. Dette formuleres ofte i kantianske vendinger (mennesket bør behandles som et mål i sig selv) og er altså båret af en moralitet: »Det moralsk rigtige er altid det, der er godt for individet, frem for det, der er godt for samfundet.« Denne opfattelse løber også gennem Alle har ret som en uproblematisk antagelse, f.eks.: »Det gælder som sagt i et demokrati, at det enkelte menneskeliv er det højeste princip.« 3) Individet ved bedst selv, hvad der er godt for ham. Også denne opfattelse deler Alle har ret som nævnt. Disse tre forudsætninger begrunder, at det demokratisk rigtige er de politiske beslutningers afspejling af alle individers præferencer.

Men der findes også et andet demokratiideal. Det opererer med et andet lighedsbegreb, der pointerer, at alle skal have lige mulighed for at udtrykke synspunkter, for enhver kan sidde inde med det gode argument – positionen indebærer ikke teknokrati. Men synspunkterne skal ikke nødvendigvis have lige indflydelse. Her sættes argumenter over individer, samfundsinteresse over individinteresse, rationalitet og problemløsning over afspejling og præferenceaggregering (se dette udfoldet i bogen Politisk offentlighed og demokrati i Danmark af Jørn Loftager). Det er denne prioritering af rationalitet i det politiske, som jeg vil give et omfang, der ikke bare strider mod Lykkebergs demokratiideal, men også mod dets præmis: den generelle opfattelse, at foragt for andres meninger er forkert.

Foragt betyder ringeagt: Man opfatter noget som havende mindre værdi. Men så længe foragten sagligt rettes mod en mening og ikke et menneske, kan den demokratiske samtale fortsætte og meningers værdi diskuteres rationelt. De dybere præmisser i en sådan diskussion vil altid være normative, empirisk uafgørlige og dermed åbne for diskussion. Men givet, at man kan blive enige om visse minimumkriterier for det gode liv – f.eks. at tryghed er bedre end utryghed, selvrealisering bedre end ingen selvrealisering osv. – kan diskussionen føres meningsfuldt: Statistiske eller analytiske argumenter for én mening kan være bedre end argumenter for en anden. Altså kan én mening meningsfuldt siges at være bedre end en anden. Heldigvis. For vore værdiers værdi er ikke indeholdt i demokratiet som værdi. Demokratiet som værdi og norm angiver kun, hvordan vi bør tale med hinanden (som ligeværdige, lyttende, tolerante osv.). Værdiers værdi må vi via den demokratiske samtale erkende (deri består den store demokratiske udfordring). Netop derfor skal den rumsterende normativitet i Lykkebergs bøger ikke efterlades uimodsagt: Hans bærende foragt og tendentielle afspejlingsforståelse af demokrati er slet ikke nødvendigvis det demokratisk rigtige eller uimodsigelige værdier. Og det kan vi godt tale fornuftigt om.