Gadekunstens oprør er feset ud

»Der er ikke noget tilbage. Det er ren billedflade. Det er penge og papir og pis og lort. Og rigtig lidt indhold.«

Det er sådan kunstneren Jan Danebod, der selv har dekoreret Københavns gader med gadekunst i mange år, betegner street arten i dag.

»Gadekunsten drejer sig ekstremt meget om penge, om at være en del af noget. Det kan jo godt være en følelse, der opstod undervejs, men engang drejede det sig om de ting, folk lavede, ikke bare penge,« siger han i dag.

I et essay i en ny antologi, Dansk Gadekunst, skriver Jan Danebod blandt andet:

»Når subkultur bliver til populærkultur, kan det være svært at opretholde en reel kritik. Kritisk indstillede bliver minoriteten, en mavesur forbigået størrelse, der har mistet fodfæste.«

Street arten er ikke død, men indholdet er suget ud. Tilbage står et skrog af noget, der engang rykkede grænser.

»Nej, gadekunsten er ikke død, for det er stadig noget, folk orienterer sig efter. Det er mere indholdet, der er dødt. Som det sker med alle mulige andre ting, er der en tendens til, at det skal benyttes og undersøges i en sådan forstand, så den oprindelige idé bliver sekundær,« mener Jan Danebod.

Effekten er selvforstærkende. For når udstillingerne i dag i stigende grad foregår på gallerier og som opsatte kunstværker i gadebilledet, er det forkert, at street arten stadig vil opfattes som rebelsk og illegal.

»Det giver meget en fornemmelse af utroværdighed, når man bliver ved med at italesætte begrebet som noget, det ikke er,« siger Jan Danebod. »Det er et paradoks, at man i dag viser street art i udstillingssammenhænge, det ender jo med, at kunstarten bare handler om, at det skal foregå udendørs. Det er blevet gjort ligegyldigt. Det bliver populærkultur.«

Kristine Samson, der forsker i byudvikling og æstetik på RUC, anser det for uundgåeligt, at gadekunsten rykker ind på museerne og bankkontorerne.

»Det er en præmis for alle kunstnere og alle, der arbejder med et avantgardistisk udtryk, at de bliver absorberet af byen, systemet og de økonomiske interesser,« siger hun.

Omvendt har gadekunstneren mulighed for at pege på nye kvaliteter ved byen, som byplanlæggere bør tage notits af. For gadekunstnere skal i dag forstås som »planlæggerens sporhund, der løber i forvejen for at opsnuse udviklingspotentialer«. Det er denne dobbelte rolle som både kritiker og kommerciel aktør, der er interessant, mener hun.

»I stedet for at sætte en kedelig bronzeskulptur op på torvet, kan byplanlægningen bruge gadekunsten til at bruge facaderne på de store industribygninger til at skabe særlige urbane udtryk,« siger hun.

For selvom det er en gammel historie, at enhver undergrundskultur med tiden mister kant og kritik, har gadekunsten et andet udgangspunkt, der gør den konstant foranderlig.

»Det anderledes ved gadekunsten er, at den så direkte udspringer af byens komplekse forandringer. Den har snavset, det uforudsigelige som grundlag. Derfor udvikler gadekunsten sig hele tiden i takt med de fysiske ændringer i byen,« siger Kristine Samson, der dog mener, at meget dansk gadekunst ligner hinanden.

»Jeg har lige været i Spanien, hvor gadekunsten er mere politisk fokuseret og har en helt anden kant end i Danmark, hvor man er mere interesseret i det pussenussede med perler og de underfundige hverdagsoplevelser.«

Lasse Korsemann Horne, der har redigeret bogen Dansk Gadekunst, som netop er udkommet, er enig i, at street artens oprørskhed ofte mere er af navn end af gavn.

»I dag har street art stadig et image som rebelsk, og man kan måske diskutere, om image og indhold står mål med hinanden,« siger han og uddyber:

»Street art-stilen har virket spændende, fordi den først og fremmest åbnede 'almindelige' byboeres øjne for en verden af nye udtryk og så har stilen været spændende, fordi den var grænsesøgende i forhold til formsproget i den traditionelle graffiti, men også som en ny, aktivistisk kommunikationsform.«

I det hele taget er gadekunsten opstået ud fra et ønske om at eksperimentere med graffitiens billedsprog og tilføre den et nyt udtryk. På samme måde var graffitien i sin tid drevet af et parløb med reklamebranchens fremstød i byerne, mener Lasse Horne.

»Udviklingen af graffitien skete i en tid, hvor også antallet, størrelsen og formen af reklamer er eksploderet i bybilledet. Om det er graffitien, der har inspireret reklamebranchen eller omvendt, er svært at sige. Strategierne for synlighed i byen er jo ofte de samme.«

Men er der noget at gøre, når en kunstart bliver spist op af sin egen succes?

Jan Danebod mener ikke, at man bør røre en finger.

»Jeg ved ikke, om der er noget, der skal reddes. Jeg synes, det er vigtigt at etablere en diskussion om det, for ellers bliver man bare ved med at pleje et falskt image,« siger han og tilføjer:

»Det er ikke dødt, men indholdet er dødt. Og det har været en løbende proces. Og jeg har også selv været involveret i meget, hvor jeg har fået en mærkelig smag i munden.«

Læs mere i Sommertider, side 10-11