Hold kameravinklen, selv om du bliver beskudt

Når valmuehøsten kommer, får de danske soldaters modstandere flere penge. Og så har de råd til bedre soldater ...

Det var i kort form Lars Skrees opfattelse, da han i perioden februar til juli sidste år sammenlagt var fire måneder i Afghanistan sammen med instruktøren Janus Metz for at lave optagelser til filmdokumentaren Armadillo. Det med høsten og soldaterne vender vi tilbage til.

Armadillo er blevet fremhævet for at bringe tilskuerne med ud i forreste frontlinje, ud til den død og lemlæstelse, som er krumtappen i enhver krig. Filmen går, vurderer kritikerne, tættere på 'den skarpe ende' end tidligere set - bortset fra spillefilm, hvor det aldrig er rigtigt farligt. I Armadillo er projektilerne rigtige, man dør eller lemlæstes, når de rammer. Og bortset fra enkelte sekvenser, bl.a. af en voldsom skudepisode i en grøft, hvor der mest bruges billeder fra soldaternes hjelmkameraer, er det Skree, der har stået for alle optagelser i Afghanistan.

Metz og han trænede, boede og drog i felten på lige fod med de udsendte danske soldater fra hold syv. Bortset fra, at de ikke bar våben - andre end Skrees håndholdte kamera - delte de vilkår med soldaterne, helt ned til kampuniformer, fragmentationsveste og kevlarhjelme.

For Skree var netop uniformerne en blandet fornøjelse: »Jeg blev overrasket over hvor alvorligt, soldaterne tog det. Jeg blev f.eks. irettesat, hvis min øverste skjorteknap ikke var knappet. Alle de der småting, som i sin tid gjorde, at jeg blev militærnægter. Det var for øvrigt et emne, som det hver gang tog mindst to timer at diskutere: Hvad, har du været nægter?«

Bortset fra det var Skree imponeret af uniformerne: »Det er trods alt mere praktisk udstyr sammenlignet med almindelige cowboybukser.«

Forklaringen på uniformstvangen var nu mere håndgribelig end det praktiske hensyn: »Hvis vi havde været i civilt tøj, havde vi på forhånd udgjort en større risiko, fordi modstanderne ville opfatte os som tolke eller journalister. Med uniform forsvandt vi blandt de andre soldater.«

Det ultimative skrækscenarie - at blive efterladt alene i fjendeland - var fotografen ved at opleve.

»Det var på en patrulje, hvor vi gik på en flad mark. Jeg havde på fornemmelsen, at her kunne der godt ske noget, så jeg havde netop tændt for kameraet, da vi fem-ti sekunder senere blev beskudt. Netop på den tur havde jeg ikke radio, så jeg kunne ikke kommunikere med de øvrige soldater i patruljen.«

Soldaterne forventede bare, at kameramand og instruktør fulgte med, og pludselig var patruljen på vej væk. Væk fra Skree, der lå fladt på jorden med bankende hjerte og et snurrende kamera.

»Ilden mod os var meget kraftig. Jeg havde ikke set, at soldaterne var ved at lave en såkaldt slange. Det betyder, at man dækker hinanden på en bestemt måde, mens man bevæger sig hen mod et sted, her var det en lavning i terrænet. Mit dilemma var så: Skulle jeg blive liggende fladt, eller skulle jeg løbe og udsætte mig for direkte beskydning? Normalt er det ret vanskeligt at ramme en mand, der løber, men det skete i juni, altså lige efter høsten.«

- Hvorfor har det betydning?

»Man kan mærke, at modstanderne har råd til bedre og mere trænede soldater. Ikke-trænede soldater skyder som regel et helt magasin ad gangen. Det har den fordel for danskerne, at det gør det umuligt at ramme præcist, fordi geværpiben automatisk trækker opad. På den flade mark skød de enkeltskud, det var altså bedre soldater. Kuglerne begyndte at komme tæt på mig.«

Det giver et hårdt, nærmest spidst smæld, når et projektil gennembryder lydmuren. Lidt som gammeldags knaldhætter eller enøres kinesere.

»Jeg blev ret nervøs, for der var mindst 150 meter hen til de andre soldater i patruljen, og jeg lå som sidste mand ude i marken uden våben. På et tidspunkt blev der stille, og jeg tænkte, at modstanderne omgrupperede. Jeg tog chancen, rejste mig op og styrtede af sted med kameraet. Jeg kunne mærke deres projektiler hvisle mellem benene på mig.«

»Det er nok rigtigere at sige, at jeg ikke tænkte, altså sådan kalkulerede fordele og ulemper. Det var snarere et instinkt, der styrede mig.«

Da han forpustet og åndeløs nåede hen til de andre soldater i patruljen, grinede de bare: »De skyder sgu på dig, kameramand ...«

Det giver også et indtryk af omgangstonen mellem soldaterne og filmholdet. Sort humor er en vanlig omgangsform, som beskytter det bløde sind mod virkeligheden.

»Noget af den samme barske humor har jeg oplevet, når jeg har filmet brandfolk eller ambulancefolk,« siger Skree.

»De unge danske soldater har været meget åbne og samarbejdsvillige. De var cool, bortset fra at de som 20-årige interesserer sig mere for biler og porno, end jeg gør som 40-årig.«

Noget af det vanskelige ved at være i forreste frontlinje med et kamera er at holde vinklen tilstrækkelig længe, måske helt op til 20 sekunder ad gangen.

»Jeg har lært mig selv at fastholde kameravinklen, mens jeg tæller sekunder, selv om adrenalinen drøner rundt i kroppen. Optagelserne kan jo ikke bruges, hvis kameraet hele tiden skifter vinkel, fordi man desperat spejder efter, hvorfra skuddene kommer, eller hvordan de andre i patruljen klarer sig.«

Her var det en hjælp, at instruktøren på forhånd havde udvalgt en håndfuld soldater, hvis følelser Skree skulle fastholde i de forskellige situationer.

»Omvendt kunne jeg godt blive lidt urolig, hvis jeg ikke havde nogle soldater at filme.«

Skree har tidligere lavet optagelser i Irak tre gange. Han har også filmet i Gaza, så patruljen på den flade mark i Helmandprovinsen var ikke første gang, han har prøvet at blive beskudt. Det var heller ikke første gang, Skree var i Afghanistan.

»Jeg var der i efteråret 2007, og det er tankevækkende, at der to år senere stadig ikke er nogen sikkerhed uden for lejrene. Man kan ikke bare gå ned i basaren og få en kop kaffe. Man kan stadig ikke få den almindelige afghanske bonde i tale. De tør simpelthen ikke, fordi de frygter at få halsen skåret over, hvis de har noget med os at gøre.«

Armadillo er ikke en protest mod krigen, ifølge Skree snarere som et forsøg på at få flyttet debatten om Danmarks indsats i Afghanistan fra udelukkende at dreje sig om de danske Jens'er til også at handle om, hvordan den afghanske befolkning ser på situationen. Det sker ud fra mottoet: Prøv dog at være lidt mere nysgerrig.

- Er 'Armadillo' en nysgerrig film?

»Armadillo er en poetisk, ja, filosofisk film om, hvad der sker med mennesker, der agerer i den yderste grænse. Ikke fordi filmen giver mange svar, mere med de spørgsmål eller tanker den rejser. Det er ikke en konfliktbåret film, og vi har ikke på forhånd haft en bestemt holdning, som vi skulle fodre folk med. Tilskuerne må selv tage stilling.«

- Nytter soldaternes indsats, eller skulle vi hellere trække os ud?

»Det er temmelig svært for mig at se, at vi kan nå en militær løsning, med mindre indsatsen bliver mange gange større.«

Optagelserne er ikke blevet modarbejdet eller forhåndsgodkendt af forsvaret. Og ingen har forsøgt at lægge slør eller skabe vanskeligheder for Skree.

»Der har været nogle situationer, hvor jeg filmede ved tjekpoint otte. Der var forsvaret knap så begejstret for, at jeg filmede døde og sårede. Jeg filmede bare, og så måtte de stå og være sure, hvis de ville.«