Nyhed

Søren Pind og Esben Lunde stopper som ministre

To af regeringens bedst kendte ansigter annoncerer deres afgang på samme tid. De stopper både som ministre og siger farvel til Folketinget. Den ene føler sig udkørt, mens den anden er tavs om årsagen til det pludselige farvel
Søren Pind stopper med øjeblikkelig virkning som minister og forlader Folketinget, skriver Berlingske i et større interview med den afgående minister. Her siger Søren Pind om sin beslutning om at forlade dansk politik, at han føler sig »tømt«
Indland

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) stopper begge som ministre.

Pind stopper med øjeblikkelig virkning som minister og forlader Folketinget, skriver Berlingske i et større interview med den afgående minister. Her siger Søren Pind om sin beslutning om at forlade dansk politik, at han føler sig »tømt«.

»Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi,« siger han til Berlingske.

Han siger til avisen, at han i et års tid har følt, at han nærmede sig vejs ende, og at han første gang præsenterede sine overvejelser for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et par måneder efter jul.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skriver på sin Facebook-side, at han stopper som minister, men fortsætter i Folketinget indtil næste valg. Han skriver, at han har meddelt statsministeren, at han ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg.

»Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre – og regeringen – til sejr ved næste valg,« skriver han.

Kamp om partiet

Jarl Cordua er radiovært og politisk kommentator og har et indgående kendskab til Venstre – og til Søren Pind. Han mener, at det er rigtigt, når Pind siger, at han er kørt træt.

»Det er også den oplevelse, jeg har haft, når jeg har snakket med ham,« siger Cordua.

»Han pakker ikke den slags ind.«

Cordua mener desuden, at der lige nu foregår en positionering i Venstre, hvor flere medlemmer gør op med sig selv, om de har en fremtid i partiet, som formentlig en dag skal ledes af nuværende næstformand Kristian Jensen – eventuelt med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg som næstformand.

»Der udestår en kamp om partiets sjæl,« siger Jarl Cordua.

»Skal man køre i en mere nationalkonservativ DF-light retning eller i en mere liberal retning, som vi kender fra Venstre i 90’erne og 00’erne.«

Tidligere på året meddelte gruppeformand Søren Gade, at han ville forlade Folketinget for i stedet at stille op som kandidat til Europa-Parlamentet. Både Gades og Pinds afgang er udtryk for samme interne kamp i partiet, mener Cordua.

Han vurderer, at Esben Lunde Larsen formentlig har meddelt sin afgang af andre årsager end Pind. Venstre har netop lanceret en kampagne for at ændre partiets image i en mere grøn retning. Og her har Lunde – som af flere er blevet udråbt til en meget lidt grøn miljøminister – måske stået i vejen.

»Pind har selv truffet beslutningen. Det er jeg ikke sikker på, at Lunde har,« siger Jarl Cordua.

Esben Lunde Larsen nævner ikke i sin Facebook-opdatering, hvorfor han har valgt at stoppe som minister, eller om det er sket efter ønske fra statsministeren.

Søgte job på teater

Lars Løkke Rasmussen oplyser i en video på regeringens Twitter-profil, at han onsdag vil præsentere en ny regering, som den ser ud efter de to ministres afgang. Han takker desuden dem begge for deres indsats og siger, at de har gjort det »formidabelt flot«.

Tak for indsatsen til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen #dkpol pic.twitter.com/V6MXTvowcr

— Regeringen (@regeringDK) 1. maj 2018

Søren Pind har længe været omgivet af spekulationer om, at han for nylig var med i opløbet om at blive ny direktør i Det Kongelige Teater. Et rygte, han nu for første gang bekræfter over for Berlingske. Han siger til avisen, at han fik statsministerens godkendelse til at søge stillingen, men at han tabte i sidste ende til Kasper Holten.

Søren Pind siger i interviewet med Berlingske, at han formentlig selv havde stillet op som formand for Venstre, hvis Lars Løkke Rasmussen var gået af efter folketingsvalget i 2011. Han siger desuden, at resultatet af formandsopgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i 2014 har spillet en rolle for hans overvejelser om at stoppe i politik.

Pind siger, at han ikke har nogen planer for den nærmeste fremtid bortset fra et bogprojekt om USA’s tidligere præsident Ronald Reagan.

Jarl Cordua vil holde godt øje med, hvem der erstatter de to ministre og Søren Gade som gruppeformand. Valgene vil være indikatorer på, om partiet bevæger sig længere væk fra det liberale segment i hovedstaden og orienterer sig længere mod Syd- og Sønderjylland, hvor der kan fiskes stemmer fra Dansk Folkeparti.

»Hvis Hans Christian Schmidt bliver gruppeformand i Venstre, vil det være en decideret krigserklæring mod liberale i hovedstaden. Hvis han og Erling Bonnesen får fremtrædende placeringer, vil jeg være meget bekymret,« siger Cordua, der selv tilhører det liberale hovedstadssegment blandt Venstres vælgere.

Pind agter ifølge Berlingske at færdiggøre en plan for, hvordan Venstre kan genvinde terræn i storbyerne, som han tidligere er blevet sat i spidsen for.