Nyhed

Søren Pind: »Nå«

Modsat Integrationsministeriet vil Flygtningenævnet sikre sig, at der ikke er sket brud på menneskerettighederne i sager om opholdstilladelse. Samtidig afviser jurister Søren Pinds begrundelse for ikke at gennemgå tidligere afgjorte sager
Søren Pind vil ikke kommentere på Flygtningenævnets kritik med andet end 'Nå'.
Indland

Søren Pind (V) kommer nu under yderligere pres i sagen om Menneskerettighedsdomstolens dom over Danmark i Osman-sagen, hvor en ung somalisk kvinde efter en genopdragelsesrejse mistede sin opholdstilladelse.Tirsdag holdt Flygtningenævnet møde for at diskutere dommens betydning, og mens Integrationsministeriet har nægtet at undersøge tidligere afgjorte sager for brud på menneskerettighederne, har Flygtningenævnet nu besluttet at undersøge en række sager.

»Vi har i første omgang gennemgået en række afgørelser. Dem, synes vi ikke, giver anledning til nogen alarm, så vi kunne sådan set være stoppet der. Men vi vil gerne være på den sikre side, og derfor graver nævnet et spadestik dybere, så nu finder vi alle afgørelser for de seneste tre et halvt år frem og undersøger dem,« siger sekretariatschef i Flygtningenævnet Stig Torp Henriksen og tilføjer, at der højst er tale om 50 sager.

Asylchef i Dansk Flygtningehjælp Eva Singer er glad for Flygtningenævnets beslutning.

»Det er rigtig godt, at de har taget det skridt. Der kan sidde børn og unge rundt om i verden, som har mistet en opholdstilladelse, som de, set i lyset af dommen, burde have,« siger hun.

Uholdbar forklaring

De sager, Flygtningenævnet vil gennemgå, er såkaldte bortfaldssager, hvor en udlænding har mistet sin opholdstilladelse på grund af udlandsophold, eller fordi vedkommende ikke længere har dansk adresse. Flygtningenævnet behandler kun bortfaldssager, hvor flygtninge, der har haft asyl i Danmark, har mistet deres ret til ophold. Andre bortfaldssager, hvor en udlænding ikke har asyl, men f.eks. er blevet familiesammenført, behandler Integrationsministeriet.Efter dommen fra Menneskerettighedsdomstolen har ministeriet identificeret 75 bortfaldssager, hvor der kan være sket lignende brud på menneskerettighederne som i Osmansagen. Men ministeriet nægter af egen drift at undersøge sagerne med den begrundelse, at det ikke kan »udelukkes«, at der ud over de 75 sager kan være andre typer sager, dommen har betydning for.

»Det vil ikke være tilstrækkeligt kun at gennemgå afgjorte bortfaldssager, der er truffet efter udlændingeloven,« skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Men den begrundelse holder ikke, mener integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

»Man må som minimum gennemgå de sager, man har adgang til. Det kan ikke nytte noget at sige, fordi der eventuelt kan være nogle sager, man ikke kan finde frem, så vil man slet ikke gennemgå nogen,« siger hun.

Det samme mener SF's integrationsordfører, Astrid Krag.

»Det er da vigtigt at undersøge, om der overhovedet er ulovlige afslag blandt de 75 sager, man har fundet,« siger hun.

Ministeriet ved det ikke

Alene antallet af sager, som ministeriet vil skulle gennemgå for at finde alle sager, som dommen kan have betydning for, hersker der tilsyneladende nogen forvirring omkring. Først sagde Søren Pind på et samråd, at der er tale om »mange hundredtusinder« sager. Senere på ministeriets hjemmeside var der blot tale om en »en ubestemt mængde« sager.Juridisk konsulent i Amnesty International Claus Juul tvivler dog på, at antallet af relevante sager er særlig højt.

»Det er et spørgsmål om at gå ind og se på sager, hvor man har inddraget mindreåriges opholdstilladelse her i landet, og det er ikke en uoverskuelig opgave. Så må man kalde nogle fuldmægtige ind en søndag for lige at gennemgå de 75 sager. Sværere er det jo ikke,« siger han.

Information har spurgt, om Integrationsministeriet vil uddybe, hvilke sager det kan tænkes, dommen vil have betydning for. I et skriftligt svar skriver ministeriet, at selv om det er »mest nærliggende at finde paralleller til sagen« blandt sager om genopdragelsesrejser, udelukker det ikke, at »nogle af de konkrete forhold i Sahro Osmans sag« også vil være til stede i »sager, der ikke handler om genopdragelsesrejser.«

Hvis det er tilfældet, erkender ministeriet, at »Menneskerettighedsdomstolens vurdering kunne få betydning.«

Men hvilke typer af sager, ministeriet har i tankerne, kan ministeriet ikke svare på.

Ingen undskyldning

Claus Juul er enig i, at dommen kan have betydning i andre sager end de 75 bortfaldssager. Men at der teoretisk kan være forhold i andre typer sager, som ligner forholdene i Osman-sagen så meget, at dommen vil have betydning, er på ingen måde en undskyldning for ikke at gennemgå de 75 bortfaldssager, mener han.»Man kan ikke sige, at nu må ministeriet gennemgå alle sager vedrørende mindreårige. Men i alle bortfaldssager har de en klar forpligtelse til at gå ind og se, hvordan afgørelserne forholder sig,« siger han.

Lektor i offentlig ret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing er af samme opfattelse.

»Hvis man kan finde 20 eller 30 sager, men ved, at der kan være 100 mere, som man bare har svært ved at finde, så er man stadig forpligtet til at se på de sager, man nu engang kan finde,« siger han og tilføjer: »Det er simpelthen ikke rigtigt, at der gælder en lighedsgrundsætning, der siger, at hvis man ikke kan undersøge alle sager, så skal man ikke undersøge nogen sager.«

Information har spurgt, om integrationsminister Søren Pind vil kommentere sagen. I en sms skriver ministeren ganske kort: »Nå«.