Soldater skal slå ihjel, men det må ikke blive for grimt

En afghansk mand er i færd med at placere en vejsidebombe. En dansk soldat har ham på sigtekornet. Der er ingen tvivl. Manden er i gang med en fjendtlig handling og må »nedkæmpes«, som det hedder på militærsprog.

Men soldaten trykker ikke på aftrækkeren.

»Min forståelse for kulturen og min erfaring fortalte mig, at han var en af de stakkels civile, som oprørerne tit tvinger til at udføre den tjans.«

Delingsfører Erik Højgaard er netop vendt hjem fra Afghanistan og fortæller i det seneste nummer af bladet Hæren om de svære moralske og etiske dilemmaer, soldaterne i Afghanistan kommer ud for.

Dilemmaer, som den prisbelønnede dokumentarfilm Armadillo, der i disse dage vises over hele landet, sætter fokus på.

Information har spurgt militærsociolog Kaveh Shamshiri fra Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, hvordan det står til med de danske soldaters moral.

Kaveh Shamshiri har set den kontroversielle dokumentarfilm og er positivt overrasket over de danske soldaters evne til hverken at dæmonisere Taleban eller afghanerne.

»Det er en meget kompleks krig, de er involveret i. Soldaterne skal ikke bare være soldater, de skal også være diplomater og politifolk i én og samme person. Det kræver en voldsom dømmekraft, hvor de hele tiden skal vurdere, om det er fornuftigt at skyde eller ej. Og den opgave synes jeg, de klarer rigtig godt, ikke mindst når man tager i betragtning, at mange af dem er meget unge,« siger han.

- Hvorfor er krigen i Afghanistan specielt vanskelig?

»Den er vanskelig at tackle for soldaterne, fordi det er en partisan- eller guerillakrig, hvor det er næsten umuligt at skelne mellem ven og fjende. De ved aldrig, om den smilende afghaner, de møder på vejen, er en talebaner, der bare har smidt sit gevær i en grøft. Når der er så kort afstand mellem civile og fjender, kan der nemt opstå en dehumanisering af afghanerne som sådan. Der kan opstå en situation, hvor soldaterne opfatter alle afghanere som potentielle fjender, men det synes jeg, at de danske soldater undgår. Også selv om de aldrig kan vide, om den mand, de drikker te med om eftermiddagen, er en af dem, der planter vejsidebomber om natten. «

- Hvad er risikoen ved at udkæmpe den form for krig?

»Det er den samme slags krig som i Vietnam, hvor amerikanerne ikke kunne skelne mellem vietcong og landsbybeboerne. De vidste, at bønderne hjalp vietcong og gav dem mad. Det skabte en tendens til at opfatte alle vietnamesere som fjender og førte til forfærdelige overgreb på både civile og fanger, fra mishandling, tortur og henrettelser af mistænkte til rene massakre.«r

- I 'Armadillo' ser man en af soldaterne være fuldstændig ligeglad med, at en lille afghansk pige bliver dræbt?

»Jeg tror, det en overlevelsesreaktion, en følelsesmæssig afstandtagen, som er nødvendig for at holde situationen ud. Man ser også en anden soldat, der har det meget skidt med at have givet ordre til at skyde de mortergranater, der dræber pigen. Han er totalt handlingslammet, og det er det, der sker, hvis soldaterne begynder at tænke på ofrene som mennesker. Når man er i situationen, er man nødt til at kunne lukke af, ellers bliver man netop handlingslammet.«

- Det er altså nødvendigt nærmest at opfatte ofrene som ting?

»Krig handler jo om at slå andre mennesker ihjel, og for at kunne gøre det bliver man nødt til at fratage ofrene deres menneskelighed. Gør man ikke det, bliver man ude af stand til at kæmpe. Soldaterne bliver nødt til at gemme følelserne dybt inde under fragmentationsvesten og først reagere, når de er kommet tilbage i lejren eller hjem til Danmark. Det er sværest første gang, men bliver nemmere og nemmere, jo flere gange man har været udsendt.«

- Giver 'Armadillo' et retvisende billede af krigen?

»Ja, det synes jeg. Herhjemme er vi tilbøjelige til at vurdere soldaternes handlinger ud fra den sammenhæng, vi befinder os i, og det er stærkt forfejlet. Man er nødt til at forstå soldaternes handlemåde ud fra den sammenhæng, de befinder sig i. Soldaterne er sendt til Afghanistan for at nedkæmpe Taleban. Når de så gør det, er der selvfølgelig jubelscener, og det har jeg svært ved at se det forkerte i.«

- Soldaterne bliver bla. kritiseret for at likvidere en gruppe sårede talebanere i filmen?

»Jeg synes, det er en luksusopfattelse, vi har herhjemme, når vi kritiserer dem. Situationen er delikat, men jeg kan ikke se noget kampmæssigt forkert i at skyde dem. De mennesker, der ligger i den grøft, vil jo slå de danske soldater ihjel. De kommer jo ikke ligefrem op af grøften med hænderne over hovedet. Og bagefter hiver danskerne både pistoler og håndvåben op af lommerne på dem. Det er lidt naivt, hvis man forventer, at de danske soldater skal løbe ned og yde førstehjælp. Man aner jo ikke, hvad de ligger og roder med i den grøft.«

- Men der skal vel være moral i krig?

»Jo, men hvis det er den form for moral, der skal styre krigen, så får vi langt flere tab. Jeg synes, vi som samfund stiller soldaterne i en utrolig vanskelig situation, hvis vi kræver, at de skal gøre sig alle mulige moralske overvejelser, før de slår ihjel. Logikken synes at være, at de skal slå ihjel, men det må ikke blive for grimt.«

- Skal befolkningen og medierne holde op med at blande sig i en krig, de ikke har forstand på?

»Nej, som civilsamfund skal vi selvfølgelig føre tilsyn med det militære system og sætte regler op for, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt.«

»Men for mig hopper kæden af, hvis vi bilder os ind, at de danske soldater ikke slår ihjel. Og man skal vide, at jo flere restriktioner, man trækker ned over hovedet på soldaterne, jo pænere ser det ud herhjemme, men jo sværere bliver det for dem at løse opgaven. Det er let at sidde i biografen og reflektere over, hvad soldaterne burde have gjort. Jeg synes, debatten er præget af en enorm naivitet.«

- Hvem er ansvarlig for, at danskerne ikke kender krigens realiteter?

»Det er politikernes skyld. De taler om vores engagement, vores tilstedeværelse, vores bidrag, vores indsats. Det er katten om den varme grød. Hvorfor kalder de ikke en spade for en spade og siger, at vi er i krig? De har i allerhøjeste grad berøringsangst og forsøger at præsentere krigen som et stort genopbygningsprojekt.«

- Er forsvaret medansvarlig for at have præsenteret et poleret billede?

»Ja, afgjort. Men forsvaret er underlagt et politisk system. Forsvaret følger den linje, politikere udstikker. Og resultatet er, at danskerne har fået et meget sterilt billede af krigen. Vi har ikke set meget blod før nu. Krigens grimme konsekvenser er blevet fjernet fra sendefladen, og det er falsk vare- betegnelse,« siger Kaveh Shamshiri, der har skrevet speciale om dehumanisering i guerillakrig og desuden er reserveofficer i Flyvevåbnet.