Og dansk politik blev aldrig det samme

Det var Mogens Glistrup, der en gang for alle trak bukserne af de danske politikere og gjorde dem til grin for hele vælgerbefolkningen. Han var allerede en lille berømthed i visse kredse i København i 1960'erne. Han var advokat for sin gode ven Simon Spies, og han skabte det ene fiktive aktieselskab efter det andet.

Selv sagde han, at han som provokatør var umådeligt inspireret af det kulturradikale ikon, Poul Henningsen. Men når det kom til skønlitteratur, foretrak han altså at læse Ib Henrik Cavling, der nærmest var ikon på den dårlige smag. Han fremhævede også Harald Bohr som et forbillede på grund af hans "tolerance".

Glistrup blev landskendt under en tv-udsendelse i januar 1971. Det var dengang, der kun var én tv-kanal, og public service betød opdragelse og oplysning af borgerne. Glistrup havde været i studiet i programmet FOCUS for som skatteadvokat at fortælle, hvordan borgerne skulle udfylde selvangivelsen.

Efter optagelserne af programmet, som skulle sendes forskudt, sad han i kantinen i tv-byen og pralede med, at han selv bestemte, hvor meget han betalte i skat. Journalisterne mente ikke, han turde sige det på tv. Det mente Glistrup nok selv, han turde.

De gik tilbage til tv-studiet og optog de 112 sekunder, der skulle blive historiske, hvor den prominente skatteadvokat stolt afslørede, at han "selv forsøgte at betale den skat, som jeg synes, det er ønskværdigt at betale".

Glistrup tilføjede, at han mente, at "skattesnyderen i dag er at sammenligne med jernbanesabotøren under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job".

Det hører med til historien, at Mogens Glistrup fra 1955 til 1963 var den første lektor i skatteret i Danmark, og han skrev en stor lærebog på området. Den offentlige sektor voksede og voksede fra 60'erne og frem, og skatterne steg og steg.

Den socialdemokratiske redaktør på Aktuelt Bent Hansen havde i 1969 udgivet debatbogen Velstand uden velfærd, hvor han redegjorde for, hvordan det store statslige administrationsapparat privilegerede dem, der havde særlige juridisk og økonomisk ekspertise, mens de borgere, som ikke havde kundskaber til at forstå og kritiserede administrationen, fik svært ved at gøre sig gældende.

Glistrup har siden fortalt, at han da godt kunne have sat sig i studiet og analyseret problemerne med den offentlige sektor og redegjort for, hvordan dem med de gode advokater selv kunne bestemme, hvor meget de ville betale i skat, hvorimod den lille mand uden advokat og revisor var henvist til at betale den fastsatte skatteprocent. Han kunne også sagt nogle sætninger om lighed og demokrati. Det havde bare ikke haft nogen effekt.

FOCUS-udsendelsen fik derimod dramatiske effekter. Finansminister Poul Møller skrev et brev til Radiorådet, hvor han spurgte, hvordan en advokat kunne få lov til at fremsætte "meninger i så flagrant strid med landets love?"

En ligningsdirektør fortalte fire dage efter udsendelsen til B.T., at Glistrups transaktioner, så vidt han kunne se, var fuldt legale. 10 dage senere erklærede Mogens Glistrup i et radiointerview, at hans egen trækprocent var nul.

Det særlige ved Mogens Glistrups offentlige gennembrud som debattør var, at han kombinerede en særlig indsigt i skattelovgivningen med et sprog, som alle kunne forstå. Han havde overblik over et kompliceret felt, som de færreste havde mulighed for at gennemskue, og han satte sine indsigter på spidsen i skarpe metaforer, som appellerede direkte til det voksende ubehag ved den offentlige forvaltning og det stigende skattetryk.

Glistrup fremlagde ikke akademiske betragtninger over tendenser til djøf'isering af forvaltningen. Han omtalte de offentligt ansatte som "røde numsetørrere", "skrankepaver" og "papirnussere". Han sagde, at han ville bekæmpe "de uretfærdigheder, som forøves mod medborgere, der ikke har bogholdermentalitet".

Den forhenværende socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag noterede i sine dagbøger, at Glistrups kritik af skattesystemet var "rimelig". I en kronik i 1972 erkendte Krag, at Glistrup tiltrak utilfredse vælgere, som ikke var repræsenteret i det etablerede politiske spektrum. Det store problem var, at Glistrups systemkritik var lige så præcis, som hans egne politiske forslag var håbløse.

Det var ikke Mogens Glistrups oprindelige hensigt at gå ind i politik. Han havde forladt universitetet og drev et fashionabelt advokatfirma i København. Men hans udtalelser i FOCUS skabte offentlig polemik og anfægtede hele den siddende regering. Inspireret af sin succes stiftede Mogens Glistrup den 22. august 1972 i Restaurant Grøften i Tivoli Fremskridtspartiet. Ved denne lejlighed udtalte han:

"Fremskridtspartiet er tre sætninger: Kildeskatten løber løbsk. Papirvældet vokser. Paragraftyranniet kvæler det gode humør. Intet andet."

Fremskridtspartiet samlede en række aparte kandidater, som havde en uartikuleret utilfredshed til fælles og gik under betegnelsen "landsbytosserne". Det blev et rendyrket protestparti, og Glistrup provokatoriske forslag var ikke andet end forskellige mistillidserklæringer til den politiske forvaltning og det repræsentative demokrati.

Særligt berømte er hans forslag om at erstatte sociale ydelser med havregrødsautomater og reducere det danske forsvar til en telefonsvarer, som på russisk tilkendegiver, at vi overgiver os. Han ville selv være minister for afvikling af offentlige anliggender, og han advokerede for et direkte demokrati, hvor lovforslag blev sat til folkeafstemning hver tredje måned.

Glistrup var ikke en socialistisk helt, som kæmpede den lille mands sag mod det undertrykkende system. Han talte imod "papirhoveriet" og "socialnasseriet", samtidig med at han fra sit advokatfirma i Sølvgade bistod både det bedre og det mindre borgerskab med systematisk skatteunddragelse.

Han var en genial provokatør og systemkritiker, men også en selvforelsket monoman der brugte sine politiske sager til at promovere sig selv.

I løbet af 1973 steg Fremskridtspartiet i meningsmålingerne til de på et tidspunkt havde 33 mandater. Ved valget den 4. december, som siden er blevet kaldt Jordskredsvalget, blev Fremskridtspartiet til Danmarks næststørste parti med 28 mandater. Også de nye partier Kristeligt Folkeparti og CD bidrog til jordskredet, som ramte alle de etablerede partier. Efter valget var både den borgerlige blok og den socialdemokratisk-venstreorienterede blok reduceret til 60 mandater.

"Er en epoke forbi?", spurgte den kølige analytiker og statsminister gennem 60'ernes voldsomme ekspansion i den offentlige sektor, Jens Otto Krag, i sine dagbøger sig selv.

Fra det tidspunkt steg både arbejdsløsheden, udlandsgælden og underskuddet på de offentlige finanser. Den socialdemokratiske økonomi var i krise. Det Glistrup og til dels også Erhard Jacobsen havde ramt, var tilliden til politikerne og det politiske system. Glistrup kom i Folketinget med et parodisk program og et repertoire af præcise provokationer.

Det sjove er, at i et historisk perspektiv har protestpartier som Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og siden Dansk Folkeparti bidraget tilvelfærdsdemokratiets legitimitet, fordi de utilfredse og demokratisk magtesløse har fået et afløb og en kanal for deres utilfredshed. Det er en blandt valgforskere almindelig antagelse, at protestpartierne har en del af æren den høje valgdeltagelse i Danmark.

I 1974 ophævede Folketinget Glistrups parlamentariske immunitet, da Glistrup blev anklaget for skattesnyd. VS's Preben Wilhjelm protesterede højlydt og principielt, men alle partier minus Fremskridtspartiet og VS stemte for ophævelsen.

I starten var Glistrup i højt humør under sagen, hvor han spiste marcipanbrød og læste Bertel Haarders debatbog Institutionernes tyranni. Uden for retsbygningen blev han modtaget af tilhængere, der flagede med Dannebrog og fejrede hans gode humør.

Men tilhængere blev færre og humøret faldt i løbet af de langtrukne retssager, inden han til sidst i Højesteret blev idømt tre års fængsel og en bøde på en million kroner.

Det er glimrende beskrevet i Flemming Christian Nielsens fremragende Glistrup-biografi, Anarkisten, at kampagnen mod flygtninge og islam ikke var en del af Fremskridtspartiets oprindelige program. Men efterhånden som kampen mod papirnusseriet og skattetrykket mistede sin appel, indledte Glistrup sin kamp mod flygtninge og islam: "Muhamedanerne skal bare rejse til Muhamedanien", hed det, og senere erklærede han i et interview til Berlingske Tidende:

"Selvfølgelig er jeg racist - det er alle gode danskere."

Nu var man ifølge Glistrup "landsforræder", hvis man ikke var racist.

Der er givetvis en generation af danskere, som kun vil huske Glistrup som en rablende racist, der gik fra overdrivelse til overdrivelse, så det til sidst blev for meget selv for Pia Kjærsgaard, som sammen med tre andre i 1995 brød ud og stiftede Dansk Folkeparti. Glistrup ødelagde sig selv og sin egen systemkritik med de systematiske tilsvininger af "muhamedanere", som også resulterede i racismedomme.

Positivt fik han ikke gennemført nogen af sine politiske forslag. Men hans indflydelse på den politiske kultur er svær at overvurdere.

Debatten om udlændinge var kommet, uanset om Glistrup havde startet den eller ej. Men det var hans retoriske strategi og effektive provokationer, som én gang for alle latterliggjorde de politiske autoriteter og udstillede det helt grundlæggende demokratiske problem, at forvaltningen af velfærdsstaten har udviklet en kompleksitet, som gør det umuligt at bringe den almindelige vælgerbefolkning på højde med beslutningsprocesserne.

Hans personlige og politiske forfald og skamløse racisme har gjort det alt for nemt for hans kritikere at ignorere hans grundlæggende indsigt i det demokratiske underskud i velfærdsstaten. Det var det, der frem for alt foruroligede Jens Otto Krag: Han havde jo ret.