Socialdemokrater: Rune Lykkeberg fornægter den ubekvemme sandhed om integrationen

Det er på en gang både fascinerende og forstemmende at se, hvordan en begavet mand som chefredaktør Rune Lykkeberg insisterer på at tale om verden, som, han ville ønske, den så ud, frem for at forholde sig til de scener, der hver eneste dag udspiller sig talrige steder i Danmark, fordi integrationen mange steder er slået fejl – også hos folk, der er i arbejde.

Det insinueres både fra Lykkeberg og andres side, at Socialdemokratiet bare er ude i endnu et forsøg på at genoplive udlændingepolitikken. Havde det dog bare været en taktisk manøvre. Men der gemmer sig desværre en mere ubekvem strukturel sandhed i denne her diskussion, som selverklærede venstreorienterede er nødt til at forstå. Ellers taber vi både befolkningens tillid og muligheden for at redde sammenhængskraften i Danmark.

Vigtige erkendelser for venstrefløjen

Der er groft sagt tre erkendelser i debatten om udlændinge- og integrationspolitikken, som man er nødt til at eje, hvis man vil forstå, hvilken virkelighed mange mennesker lever i. Den første erkendelse er, at antallet af mennesker, der kommer til Danmark, betyder noget. Den næste erkendelse er, at vi skal indrette et system, som får folk, der kommer hertil, til at tage et arbejde, bidrage til samfundet og droppe alle tanker om kriminalitet.

Den tredje erkendelse er mere diffus at forstå, men bliver totalt afgørende i årtierne frem: Erkendelsen af at en del af dem, som har været her mange år eller er født her, aktivt promoverer undergravende værdier. Gennem deres uddannelse, deres arbejde, deres foreningsdeltagelse eller mediekanaler. Og at vi er nødt til at blive langt klogere på dette fænomen, hvis vi skal have en chance for at håndtere det i tide. Men allerede nu er der en masse kendte og ukendte eksempler fra hverdagslivet rundt omkring i Danmark.

Som når en børnehaveklasseleder støtter Hamas og bedyrer: »Det vigtigste er, at Israel bliver udslettet fra Palæstina.«

Når en ansat i Dansk Flygtningehjælp hjælper en far med at bortføre sine børn til en genopdragelsesrejse.

Eller når tidligere islamist og nuværende radiovært Yaqoub Ali åbent fortæller, at han i flere tilfælde har intimideret kommunale medarbejdere til at droppe børnesager.

Eller når den populære sanger Isam Bachiri kaster sig ind i debatten efter terrorangrebet på Israel den 7. oktober, fordi han ikke mener, at Hamas er en terrororganisation.

Problemerne skyldes ikke, at overførselsindkomsterne er for lave. Heller ikke at tonen i debatten er ubehagelig. Og kultursammenstødene er ikke en følge af, at danskerne er racister.

Nej, problemerne udspiller sig, fordi værdier, kultur og ideer ikke ændrer sig, når man flytter til Danmark fra et land i Stormellemøsten. Som venstreorienteret burde man da være bevidst om betydningen af dogmatiske ideer, magthaveriske kulturer eller fundamentalistisk ideologi.

Systemkritikere og almindelige mennesker, der har hadet at leve i ufrihed, omfavner den frihed, de nyder her, og de er mere end velkomne. Og heldigvis er der mange af dem i vores land.

Beskæftigelse er ikke integration

Men mange andre har ønsket den sikkerhed og de materielle muligheder, Danmark byder på, selv om de fortsat ønsker at leve et liv, hvor lovreligionen islam medvirker i afgørelser om, hvordan beslutninger træffes, hvordan kvinder skal opføre sig, og hvordan konflikter løses. I dette møde mellem moderne, sekulære frihedsrettigheder på den ene side og traditionelle og stærkt konservative islamiske værdier på den anden opstår værdi- og kultursammenstødet, som Lykkeberg ikke har blik for, fordi han tror, integration kan vurderes alene ved at se på arbejdsløshed.

Lykkeberg spørger retorisk »er integrationen en fiasko?«, hvorefter han sætter trumf på og refererer nogle ikke særligt prangende beskæftigelsesstatistikker, som viser, at det går lidt mindre dårligt med arbejdsmarkedsdeltagelsen, end det tidligere har gjort.

Måske har Lykkeberg været i vinterhi siden oktober, for ellers ville han vel være bekymret over demonstrationer i danske byer, hvor muslimer (som ikke alle er arbejdsløse) har kaldt på hellig krig og ønsket Israel udslettet fra verdenskortet. Og når studerende med rødder i Stormellemøsten på universiteter og professionshøjskoler taler pænt om Hamas, chikanerer jøder og afholder kønsopdelte debatarrangementer, ville det næppe være Informations kop te, hvis ikke udøverne var dem, avisen solidariserer sig med, fordi resten af samfundet er så xenofobisk.

Man kunne ønske sig, at Informations chefredaktør forholdt sig alvorligt til de store integrationsproblemer, vi som land står over for frem for blot at genudsende læserbreve fra 1990’erne. De problemer, vi står over for, er ofte usynlige, men ikke mindre farlige, fordi den negative sociale kontrol og de islamistiske tankesæt fastholder mennesker i ulighed og utryghed, mens målet er et forandret Danmark.