Når det drejer sig om klimapolitikken, er lokale initiativer en dråbe i havet

I et globalt perspektiv er klimapolitikken den vigtigste af alle politikker. Den afgør, under hvilke klimaforhold vi og fremtidige generationer skal leve.

Skal vi leve med en temperaturstigning på +1,5-2,0°C i globalt gennemsnit, som Parisaftalen foreskriver, vil det kræve store omstillinger, men de vil være til at have med at gøre.

Bliver temperaturstigningerne højere, hvad tingenes tilstand desværre lige nu tyder på, bliver resultatet et delvist kollaps af den internationale samfundsorden, som vi kender den. Kraftige ørkendannelser i lande, som ikke tidligere har haft megen ørken. Skovbrande af hidtil uset omfang. Ændrede havstrømme, som kan ændre levevilkårene for millioner. Menneskelig masseflugt fra jordens ophedede egne. Vandmangel. Død for mange dyrearter.

Det er dystre perspektiver, som kun kan undgås ved at få det globale perspektiv på klimapolitikken med i alt, hvad man foretager sig. Klimaproblematikken er efter alt at dømme den hidtil vanskeligste udfordring, som de politiske beslutningstagere har stået over for. Vi har at gøre med det, som den britiske klimaøkonom Nicholas Stern har kaldt den største markedsfejl i menneskehedens historie. Den skyldes de kolossale negative eksternaliteter, som menneskehedens forbrug og produktion afstedkommer i form af udslip af temperaturforøgende klimagasser.

Problemets alvor skal også ses i sammenhæng med, at udslippene og de medfølgende temperaturstigninger er et 100 procent globalt problem. Udslip i Kina forårsager oversvømmelser i Italien og tørke i Spanien og historisk store skovbrande i Canada. Dermed adskiller klimaproblemerne sig fra de fleste andre former for miljøproblemer. De kan ofte løses med stor effekt via lokale initiativer. Når det drejer sig om klimapolitikken, er lokale initiativer en dråbe i havet.

Kræver tæt samarbejde

Lokale initiativer om flere kødløse dage og mindre bilkørsel har sandsynligvis mindre effekt på løsningen af klimaproblemerne, end ’atomvåbenfrie’ boligblokke og børnehaver havde for løsningen af internationale sikkerhedsproblemer i 1980’erne. Klimapolitikkens fuldstændigt globale karakter gør også, at synet på de klimapolitiske løsninger altid må være globalt. Nationale ’løsninger’ uden et globalt perspektiv er ikkeløsninger. Nationale ’løsninger’, hvor udslippet for eksempel kunne være begrænset langt mere for de samme midler i andre lande, er ineffektive løsninger.

Den globale løsning af menneskehedens hidtil største markedsfejl forudsætter i vidt omfang et tæt samarbejde mellem verdens stater. For det er kun i fællig, at de kan gennemføre løsninger. Det gælder naturligvis ikke mindst de store udledere af klimagasser blandt verdens stater. Vesten kan ikke løse klimaproblemerne uden hjælp fra resten af verden og vice versa.

Begrænsningerne af udslippene på globalt plan må aftales, koordineres, overvåges og helst også sanktioneres, hvis de ikke finder sted. Parisaftalen sætter en ramme for udslipsbegrænsningerne, og på de løbende COP-møder diskuteres alle aspekter af klimapolitikken. Men det er næppe nok. Der må efter alt at dømme også være mere direkte, tættere og mere forpligtende relationer blandt de største udlederlande, hvis klimakatastroferne skal undgås.

Vigtige aktører er i den forbindelse Kina, USA, EU, Rusland, Indien og de landegrupper, som disse samarbejder med. Det store spørgsmål er, om vi kan have de nødvendige tætte og langsigtede relationer på det klimapolitiske plan for at nedbringe udslippene, hvis vi ikke også har samarbejde på andre områder.

Slug nogle kameler

Sagen er i hvert fald, at et internationalt samarbejde erfaringsmæssigt fungerer bedst, hvis det har mange strenge at spille på. Det er en af hemmelighederne ved det overordnet set succesfulde samarbejde i EU. Her bygger man ofte på en samarbejdsform om, at hvis du accepterer det og det, så accepterer jeg til gengæld det og det. Den slags studehandler skal man overhovedet ikke kimse ad, når man skal have et internationalt samarbejde til at fungere.

Derfor er det også nødvendigt at spørge om, hvad det har af betydning for klimadagsordenen, hvis man for eksempel begynder kraftigt at distancere sig fra Kina – den største udleder af klimagasser – på det økonomiske område med hensyn til handel og investeringer. Det betyder naturligvis ikke, at man bør undlade at hjemtage vareproduktion fra Kina, hvis den er særligt sensitiv og strategisk vigtig. Og det betyder naturligvis slet ikke, at man skal undlade at sanktionere handel med Rusland efter landets invasion af Ukraine. 

Man bør dog på ingen måder lukke af for fortsat samhandel med Kina, og klimasamarbejdet med Kina bør udvides. Angående Rusland bør det være en del af en fredsordning, at landet fuldt ud integreres i det internationale handelssamarbejde meget hurtigt.

Man skal altid have med i planlægningen og i baghovedet, at lukker man helt af for samarbejde med lande i lang tid, mister man sandsynligvis også muligheden for i hvert fald i et vist omfang at udvikle samarbejdet om klimapolitikken. Det samarbejde, som er helt afgørende på grund af klimaproblemets globale karakter. Det internationale kategoriske imperativ i en tid med store klimaproblemer udgør et dilemma, hvis man ikke lige er til internationalisme.

Vi bor i samme landsby

Et tilsvarende dilemma drejer sig om, hvor klimainvesteringerne skal foregå. Der er næppe nogen tvivl om, at mange politikere også tænker på investeringerne i grøn omstilling som en form for moderne erhvervspolitik. Ved den form for investeringer slår man jo to fluer med ét smæk: mindre udledning og flere fremtidsorienterede job.

Men tænk nu, hvis de foretagne investeringer ville have givet langt højere klimaafkast i form af mindre udledningsomfang, hvis de var blevet foretaget i andre lande. Det udstikker et dilemma: I en tid, hvor udledningsbegrænsninger er alfa og omega, er det så de grønne job og den økonomiske vækst, som er vigtigst? Eller er det, at vi sætter alt ind på at begrænse udslippene? For klimaets skyld må man naturligvis håbe, at man vælger sidste mulighed, selv om den nationale politiske logik tilsiger et valg af den første.

Kunne man overveje, om vi skulle renoncere noget på udslipsbegrænsningerne i Europa, som allerede har gjort meget? For i stedet fuldt ud at anvende ’besparelsen’ i Europa på implementeringer af skarpt kontrollerede begrænsninger i udslippene i Kina og i andre lande, hvor der stadig er lavt hængende udslipsfrugter at plukke. Det ville i hvert fald være godt for klimaet.

Man kan ikke undgå, at det indebærer skarpe dilemmaer, når klimapolitikken har den nødvendige topplacering i den politiske beslutningspyramide. Uden et stærkt internationalt klimapolitisk perspektiv ser det sort ud for vor civilisation, som vi kender den. Klimamæssigt lever vi i den samme landsby. Det bør påvirke alt andet.