Rune Lykkeberg: Venstrefløjens modstand mod de rige er forudsigelig og pisseirriterende. Og helt rigtig

Jaja, vi ved godt, at venstrefløjen kan være forudsigelig. Altid de samme fjendebilleder af den globale overklasse, altid de samme forestillinger om de superrige som egoister, der føler sig hævet over de regler, alle andre er underkastet.

Det lyder som gamle hits for de frelste på den røde jukeboks, når venstrefløjen hidser sig op over de rige svin, der har mere end de selv, deres børn og deres børnebørn nogensinde kommer til at bruge. Og som alligevel bliver ved med at rage mere og mere til sig.

Det er den overbeviste venstrefløj, vi taler om her. Folk for hvem Poul Nyrup Rasmussens regering aldrig bliver til »gode gamle dage«, men altid vil blive husket som nyliberalismens triumf i Socialdemokratiet, hvor de fælles goder blev solgt ud til private interesser. Og folk, der ikke ser Tony Blair som fornyer af Labour, men som en politisk forræder, der fuldbyrdede Margaret Thatchers politiske revolution.

En venstrefløj, som bliver ved med at råbe op om, at der findes én verden for de superrige og så en virkelighed for alle de andre. Denne negativitet er pisseirriterende, og den konstante forargelse mod dem af vores egne, der har »solgt ud«, og opråbet mod de »riges paradiser« er meget anstrengende at høre på. 

Vi ved det godt.

Pandora-papirerne

Men så får vi i denne uge endnu en kolossal afsløring af, hvordan en global superoverklasse har udviklet et sindrigt system for at undgå at dele deres rigdom med fællesskabet: Pandora-papirerne. Nogle af dem, der har allermest, betjener sig af velrenommerede advokathuse, anerkendte banker og finansinstitutter, som kan lave skattekonstruktioner og oprette skuffeselskaber, så de kan slippe for at betale skat.

Alle mulige fra kongen af Jordan over forhenværende britisk premierminister Tony Blair og hans kone Cherie og den tjekkiske premierminister Andrej Babis til Kenyas præsident til den russiske oliemilliardær Victor Fedotov har ifølge The Guardian betjent sig af dette system. Institutioner, der er en slags samfundsstøtter i velstående stater, har gjort det muligt for massivt velstående fra flere kontinenter at sætte sig ud over de kedelige begrænsninger på akkumuleringer af privat kapital, alle andre er underlagt:

»Det vigtigste, jeg lærer af de her afsløringer«, sagde skatteeksperten Daniel Bunn, fra tænketanken Tax Foundation til the Financial Times »er, at de nuværende regler tilbyder de mest velhavende nogle mekanismer til at opkøbe ejendom eller skjule deres velstand, som ikke er tilgængelige for andre«. Det lyder unægteligt som et ekko i Financial Times fra »Sådan er kapitalismen«, hvor det hedder, at »det’ de riges paradis, men / jeg syn’s fa’me det er synd«.

Verdensbillede bekræftet

Disse manøvrer foretages i det skjulte, fordi de rigeste også er forfængelige mennesker, der nødig vil hades i deres egne lande. Men den infrastruktur, som gør det muligt, er velkendt og tilsyneladende lovlig. Det er derfor, åbenhed og afsløring er og bliver offensive strategier til udskamning, som fører til krav om forandringer.

Man kunne ifølge den franske skatteekspert Gabriel Zucman bare forbyde anonymt ejerskab i de såkaldte skuffeselskaber, hvis man vil fjerne nogle af disse mekanismer. Det fremgik også af The Washington Post, hvorfor der indtil nu ikke var nogen amerikanske milliardærer blandt de afslørede i Pandora-papirerne: De betaler nemlig i forvejen så lidt i skat, at de ikke har noget incitament til at betjene sig af de her mekanismer.

En undersøgelse foretaget af Det Hvide Hus afslørede for et par uger siden, at de 400 mest velstående familier i USA i gennemsnit havde betalt en føderal indkomstskat på … 8,2 procent. Og indskød, at indtægterne fra »deres formuer stort set ikke beskattes«.

Det er altså i det store billede påfaldende, hvordan rapporter om ulighed, afsløringer af skattespekulationssystemer og afdækninger af de to separate virkeligheder for de allerrigeste og resten over de seneste tyve år har bekræftet den mest forudsigelige venstreorienterede kritik af de rigeste og den økonomiske verdensorden.

Og så længe virkeligheden er sådan, at selv nøgterne kommentatorer i Financial Times lyder som ekkoer af »Sådan er kapitalismen«, er der brug for en kritik, som ikke er bange for at være forudsigelig, anstrengende og irriterende. Og så længe kan jeg love, at vi vil blive ved med at læse, udveksle ideer, skrive og råbe helt vildt højt.