En termit i statens skrog

Her i sommervarmen vil Liberal Alliance igen sænke skatten med så og så mange milliarder, men hvis Samuelsen & co. hemmeligt skulle føle sig inspireret af skattens og formynderstatens fjende nr. ét, tager de sig ud som en flok konfirmander på blå mandag i sammenligning med Satan selv.

Mogens Glistrup ville ikke sænke skatten. Han ville helt afskaffe den indkomstskat, han konsekvent kaldte for »den uhumske olding«. Og han opfordrede i 1970 ungdomsoprørerne til at brænde Christiansborg af.

Hans Fremskridtsparti var i udgangspunktet så anarkistisk, at klassiske anarkister som Proudhon, Bakunin, Emma Goldman m.fl. ville have nikket og måbet. Glistrup ville have stalinist-advokaten Carl Madsen som justitsminister. Forsvarsministeriet skulle erstattes med en telefonsvarer, der på russisk sagde, at vi overgiver os. Og Statsministeriet? Det skulle nedlægges.

Angreb på staten

Den slags var der selvsagt ikke stemmer i, og det nyfødte Fremskridtspartis eventuelle entré i Folketinget interesserede også Glistrup så lidt, at han i 1972 rejste til De Olympiske Lege i München frem for at samle underskrifter til sin politiske baby.

Men han havde den vælgermagnet i ærmet, at også indkomstskatten skulle udryddes, og i 1971 tirrede han det politiske system med sin afsløring af, at han ikke selv betalte skat. Hans trækprocent var nul!

Og ikke nok med det. I 1972 havde hans advokatfirma ca. 20.000 klienter, som han skaffede en årlig skattebesparelse svarende til grundvederlaget for ikke mindre end 8.000 folketingsmedlemmer! Altså et svimlende beløb og et veritabelt iglesamfund anført af en termit i statens skrog.

Det var det militante angreb på statens økonomi og institutioner og ikke Fremskridtspartiet, som var det centrale i Glistrups anarkistiske projekt. Og grunden til, at Justitsministeriet i 1972 meldte ham til politiet. For hvad nu hvis de 20.000 sugende klienter blev til 100.000 eller 1.000.000?

Ingen forestillede sig dengang, at slagsmålet med den genstridige advokat skulle vare indtil hans død i 2008 – altså i 36 år!

Fængsel forandrede

Men var retssagen et justitsmord på Mogens Glistrup? I fald den var, så er det også forklaringen på, at den muntre, systemknusende og ekstremt begavede advokat i 1985 blev løsladt fra fængslet i Horserød som en totalt forandret personlighed. Væk var hans anarkistiske livsmod og hans lystige provokationer.

De blev erstattet af en ond og indædt kamp imod sagesløse flygtninge og indvandrere – alt det, som er blevet hans uhyggelige eftermæle. Men det er værd at bemærke, at før fængselsdommen sagde Glistrup aldrig ét ondsindet ord om flygtninge. Ganske vist skulle Socialministeriets flygtningekonto beskæres med 17 pct., men på børnetilskud, tilskud til hjemløse, daginstitutioner og plejehjem var der anderledes dramatiske spareforslag, henholdsvis 62, 61, 61 og 21 pct.

Ved første instans i Københavns Byret blev Mogens Glistrup i 1978 ikke idømt nogen fængselsstraf, men en bøde på halvanden million; desuden en skattemæssig efterbetaling på 1.986.712,65 kroner samt betaling af sagsomkostninger. Og byretten understregede i sin domsafsigelse: »Selvangivelsesmaterialet var lagt frem – det fulde materiale. Intet dokumentmateriale blev holdt skjult.«

Men staten ankede omgående denne trekvarte frifindelse af ’sværdfisken’ Glistrup, og i 1981 lød Østre Landsrets dom over Mogens Glistrup på fire års fængsel og en bøde på fire millioner samt betaling af sagsomkostninger. Landsretten tog ikke stilling til kravet om efterbetaling af skat.

I Højesteret fik Mogens Glistrup i 1983 en fængselsdom på tre år og en bøde på én million. Desuden skulle han efterbetale 941.029 kroner i skat.

Men dommen i Højesteret var ikke enstemmig. To af de syv dommere har nogle forbløffende bemærkninger om Glistrups »særprægede tankegang«:

»Selv om udgangspunktet er, at tiltalte har haft forsæt og derfor er strafskyldig, finder vi dog ved strafudmålingen at måtte tage hensyn til, at han med sin særprægede tankegang kan have haft den forestilling, at han kunne overbevise myndighederne om, at hans sindrigt opbyggede system alligevel burde godkendes.«

En heksejagt fra statens side

De to højesteretsdommere stemte for at idømme Glistrup en fængselsstraf på kun ét år med en tillægsbøde på den samme million, som flertallet ønskede. De ville kun fratage ham retten til at udøve advokatvirksomhed »indtil videre«, og i modsætning til flertallet ville de ikke dømme ham til »under denne straffesag« at efterbetale skat.

Sjældent har der været en så dramatisk afvigelse mellem tre retsinstansers domme, og eksperter i skatteret har siden sammenlignet sagen med Middelalderens hekseforfølgelser: Glistrup var en heks, der ville lægge staten øde.

Men den juridiske debat i fagtidsskrifter har hverken interesseret politikere eller vælgere, for Glistrup var bedst placeret som offentlig dæmon. I sin substans er problemet ellers enkelt nok. Vi har alle en opfattelse af skattesnydere som folk, der lusker sig til at stikke en indkomst ubeskattet i baglommen, men Glistrup lagde jo det hele frem som et Mount Everest af papir. Hvis skattevæsnet derfor havde underkendt hans og klienternes selvangivelser og opfordret dem til at klage, hvis de var utilfredse, ja, så var der aldrig blevet en Glistrup-sag.

Eller med professor i skatteret Jan Pedersens formulering:

»Ved en helhedsbedømmelse af sagen, dennes opkomst og gennemførelse er det vanskeligt at frigøre sig for dens politiske undertoner ... Det er påfaldende, at Glistrup-sagen skulle køres som straffesag, med hvad deraf følger af menneskelig tragedie og ikke som almindelig skattesag. Det var første gang, det skete.«

Fra frisind til forbud

Staten hindrede sin egen bankerot ved at idømme den anarkistiske oprører tre års fængsel. Gad vide, om den også havde gjort det, hvis de ansvarlige havde kunnet forudse om synderen Mogens Glistrups politiske arv: selv partier, der engang opfattede sig selv som liberale, ser nu med paranoid mistro på folk i afvigende påklædning og med en anden religion, på ikkekristne højtider og på kærlighed over landegrænser.

Glistrups oprindelige frisind blev til forbud, kontrol, chikane, udvisning og splittelse af familier. Eksemplerne er mangfoldige, og de drypper som en utæt vandhane.

Hvis det politiske system ikke havde meldt Glistrup til politiet som skattebedrager, havde der formentlig stadig været et Fremskridts-/Skattenægterparti i Folketinget, og dets stifter var blevet æret og beundret, hyldet og respekteret.

I stedet fik vi et kuldsejlet frigørelsesprojekt, der stivnede i sin modsætning, men også erindringen om en mand, som engang var storslået og generøs, men blev ædt op af sin fængselsdom og trods det aftvinger sælsom respekt.

Ikke for sin alderdoms holdninger, men for den konsekvens, hvormed han til fallit og død fastholdt sin integritet. Mogens Glistrup var aldrig til salg. Han tilpassede sig aldrig sine omgivelser, så han i lighed med kamæleoner og politikere gik i ét med tapetet og antog den i situationen forventede adfærd og farve – den politiske enstonighed, som kaldes for mimicry. Om Glistrup derfor er savnet i dag? Ja, i den grad og som en brandbombe kastet ind i en verden af politiske søvngængere, hvis værste mareridt er blot forestillingen om, at nogen ville hviske en skændig tanke og stikke et sværd i Folketingets hellige skanseklædning.

Flemming Chr. Nielsen er journalist, forfatter. Hans seneste bog ’Glistrup – en biografi om en anarkist’ udkommer i dag