Mindet om et jordskred

4. december. En kursiveret dato i dansk politisk historie. Året er 1973, dagen folketingsvalget: jordskredsvalget, katastrofevalget, hvad de nu kaldte det, da antallet af partier med ét slag fordobledes fra fem til ti. Økonomiske, sociale og politiske forandringer i befolkningen delte vælgerne. Velstandsstigningens forbrugerfest, parcelhusbevægelsens besidderbevidsthed, energi- krisen og EF-afstemningen, fænomener der hver for sig og tilsammen forandrede det traditionelle danske politiske landskab, varslede atter flere dybtgående forandringer og bragte hidtil inddæmmede eller oversete eller hidtil tavse vælgergruppers repræsentanter på tinge. Nogle af outsiderne var dog gamle kendinge, der blot havde været længe udenfor: Det ikke usympatiske, men sært mosgroede Retsforbundet og formand Ib Christensen med det strenge blik under kronisk rynkede bryn og grundskylden i hjerne og hjerte. Kommunisterne og den karismatiske Knud Jespersen med et menneskeligt ansigt fulgt af den gamle stalinist Ib Nørlund med det modsatte. Og så de nye: Centrum-Demokraterne, som i begyndelsen var i vildrede med at stave til deres eget parti, men endte med partinavnet som angivet i to afsæt med stort i både Centrum og Demokrater og bindestreg og med den labile populist Erhard Jakobsen med diktatoriske beføjelser for fuld udblæsning i fætter-og-kusine forsamlingens front. Men midt i Erhards frygtindgydende demagogi og hiven kaniner op af høje hatte ved alle efterfølgende valg var CD såmænd også et parti befolket af sympatiske socialkonservativnationale entusiaster som Arne Melchior, Peter Duetoft og Yvonne Herløv Andersen. Senere kom Mimi Jakobsen ind i familiefirmaet. Erhards kønne datter med langt lyst sovekammerhår og velsiddende både det ene og andet, udstrålende noget lidt andet og mere end Melchior og partiets selskabeligt anlagte, ikke udpræget ophidsende gruppeformand Rene Brusvang noget lidt andet som i den grad tiltrak den yngre del af det mandlige pressekorps (klummisten var medlem), at Brusvang der førhen havde siddet på socialstoffet ikke kunne forstå, hvorfor så mange så pludseligt interesserede sig så levende for CDs holdning til hjemmepleje og førtidspensionister.

Kristeligt Folkeparti meldte også sin ankomst med hele seks mandater og det aflyste lystspil af en katolik Jens Møller der ofte og hellere end gerne trådte op ved skærm og mikrofon som selvretfærdighedens frelsende engel i skæg og pibe. Ved Møllers side den runde og milde medkristne stridsmand Christian Christensen, hvis lukkede indre næseregioner fik embedsværket, da Christensen senere blev miljøminister, til at omdøbe lossepladser til affaldsdeponier. Bogstav l i ministerens snøvl kunne ikke svinge sig op til mere end et n, hvilket i den for miljøministre dengang hyppigt anvendte glose: lossepladser hensatte tilhørerne i henrykkelse.

Og så endelig Fremskridtspartiet, forløberen for Dansk Folkeparti og lige så ufatteligt urimeligt og med samme vælgerskare af aggressivt selvmedlidende tilsidesatte bitre småborgere og semiintellektuelle ignoranter. Denne umage flok med nul- advokaten i spidsen indtog deres plads i danmarkshistorien med storm og 28 mandater og introducerede et helt nyt sprog på Christiansborg og en adfærd, om hvilken der gik frasagn. Det måtte man lade dem, underholdende var de. Glistrup havde blandt andet proklameret at hans parti i alt hvad det foretog sig ville være åbenheden selv. Således også åbne gruppemøder. Disse blev derfor lidt af et tilløbsstykke for presselogens mest forlystelsessyge medlemmer. Med åbenheden var det så som så. Når lokummet brændte, hvilket det ofte gjorde – de råhadede hinanden i gruppen – blev journalisterne smidt ud, i hvert fald én gang under korporlige trusler. Særligt skræmmende eller bekymrende var liste Z nu ikke. De andre partier med undtagelse af Erhard, der en meget kort overgang koketterede med Glistrup som broder i ånden, isolerede landsbytosserne, men lagde måske dermed også grunden til Dansk Folkepartis senere så indædte krav om magt og opmærksomhed. Partiejeren, superadvokaten og skattesvindleren Mogens Glistrup, var uden sidestykke partiets talsmand og eneste brugbare hoved. Det brugte han til gengæld, så de fleste og med god ret troede at manden bag det kynisk beregnende, som gemyttet også indeholdt, var skingrende gal. Det var vist også, hvad Glistrup mere eller mindre blev, og næppe som nogen trussel mod noget som helst.

Fremskridtspartiet var et protestparti, en nægter- bevægelse, hvis program, samt efter 1973 årlige roterende vanvittige finanslovsforslag indeholdt en så total nedhøvling af det offentlige, at Liberal Alliance i sammenligning er rene bolsjevikker. Fremskridtspartiet var også et borgerligt anarkistisk, med tiden fascistoidt parti. Det sidste kan man tillade sig at hævde i betragtning af Glistrups råhed og ekstremt grove generaliseringer af danske muslimer. Her er en jævnføring med antisemitisk agitation fra tidligere ikke helt ved siden af; formentlig inspirerede fortidens antisemitiske hate speech Glistrups folk og Glistrup selv, der således anvendte direkte racistiske vendinger om hadeobjekterne. Muslimerne var ifølge Glistrup kun ude på at blive mange nok for derefter at skære halsen over på danskerne. Og det ville ske. De formerede sig jo som rotter, hvilket Pia Kjærsgaard siden modererede til kaniner. Her lå altså, uden man behøver fremmane spøgelser ved højlys dag, grundstenen til Dansk Folkepartis neonationale isolationisme. Efterfølgerpartiet har maskeret holdningerne med en skærpet socialnationalistisk retfærdiggørelse. Med DFs ophøjelse til støtteparti har urimelighederne unægtelig fået opbakning. Også det nationale eller nationalistiske hentede DF med fra Glistrup, der flagsvingende yndede at synge nationale hymner uden i denne rolle som fædrelandets første- elsker nogensinde at ramme en eneste rigtig tone. Da skattesagen strammede til den var dybest set årsagen til at Glistrup overhovedet dannede sit parti indskrænkede repertoiret sig til »Altid frejdig når du går«, så Weyses kønne melodi lød som en hankat i havsnød.

Det Folketing der kom ud af valget den 4. december 1973 var umuligt at have med at gøre. Anker Jørgensen, der ligesom de andre gamle partier, havde fået én på frakken, gik af og overlod regeringsmagten, eller snarere regeringsafmagten, til Venstres hårde banan, som man sagde, den tidligere seminarierektor Poul Hartling.

Var der noget Hartling ikke kunne døje, var det Glistrup og Fremskridtspartiet. Dengang trivedes anstændige holdninger i det gamle højskole- og bondeparti. Hartling kunne ikke drømme om at lade Glistrup få indflydelse. Hans regering holdt i øvrigt ikke mere end godt et år. Så trådte Anker til igen og klarede den i de næste syv år. Det glemmer man engang imellem, når enigheden er enstemmig om Ankers ringe evner som statsminister. De var nu ikke så ringe endda, og Anker skal nok blive rehabiliteret. Men det er en anden historie end den mærkelige valgdag den 4. december 1973, da mørkemændene trådte ind på den nationale scene og i fædrelandskærlighedens navn forlangte landet nedlagt og Forsvaret erstattet med en russisktalende telefonsvarer der overgav sig. Og så er der nogen, og mange af de samme der dengang hoppede med på Glistrups galej, der nu råber forræder efter Ole Sohn!