Hejs flaget

Jeg har kendt min nabo i seks år. På godt og næsten aldrig ondt har vi lånt hinandens haveredskaber, drukket eftermiddagsbajere, sladret om de lokale sladrekællinger og i det hele taget dyrket et helt pletfrit naboskab. Slå op i leksikonet under 'nabo', så kommer der garanteret et stort billede af ham. Hjælpsomheden selv er han, masser af overskud og humor, og så har han den sjældne egenskab, som mange må misunde mig: Han bliver aldrig hængende længere end max. 20 minutter! Misundelsesværdigt ikke sandt? Den slags hænger ikke på træerne.

Gennem 10 år har jeg opbygget en aversion mod det danske flag, hvilket jeg absolut ikke er stolt af, men ikke desto mindre må jeg krybe til det hvide kors i Dannebrog og erklære mig som en slags landsforræder på flagområdet. Jeg var ellers helt fremme i forreste linje med de rød-hvide farver gennem endeløse, eventyrlige fodboldsomre op gennem 80'erne, kulminerende i '92, men derefter langsomt aftagende, da Anja Andersen og co. gennem det meste af et årti smadrede al modstand i diverse danske håndboldhaller med gråskæggede, fanesvingende midaldrende mænd som larmende og påfaldende 'damehåndboldinteresseret' kulisse.

De nationalistiske anstrøg blev langsomt mere end bare uskyldig glæde hos et mandligt publikum med forkærlighed for brune håndboldpigeben. Fanesvingeriet bredte sig til forsamlingshuse, hvor rødslipsede ungersvende i hvide skjorter marcherede med Dannebrog akkompagneret af omskrevet b-pop, og det politiske svar på den djævelske treenighed - bitterhed, forurettethed og fremmedhad - fik den usympatiske idé, at stjæle vor gamle fane og bruge denne som logo!

Hvilken fremsynethed, hvilket mediemæssigt stunt og hvilke fatale konsekvenser for de af os, der ellers altid har været stolte af de værdier, netop vores fane var identisk med.

Det danske flag har på et tiår mistet sin værdi. Man har trampet på et ældgammelt symbol for frihed og storsind ved at gøre Danmark og Dannebrog til synonym med holdninger, der hører hjemme helt ude til højre for Le Pen. Andre har også trampet på flaget, sat ild til det og mindet os om, at når man manifesterer sig politisk, på samme måde som man marcherer, sætter det sindene i kog ude i verden.

Jeg tror ikke, min nabo er ligeglad med den slags. Han er et ordentligt menneske, men ud over sin nabo elsker han sin flagstang og det bleg- røde stof, han hejser op i det ved enhver given lejlighed. Indtil for to dage siden provokerede hans åbenlyse flagfetich mig voldsomt.

Jeg har aldrig talt med ham om disse ting. Gode nabo- skaber er bedst tjent med, at de mest følelsesladede politiske emner bliver inde bag ligusteren. Det er denne 'holden igen', der bidrager til diplomati og det fredsskabende faktum, at vi aldrig bevæger os helt ind under huden på hinanden, derinde hvor det kan komme til at gøre skade og få sommerbajeren på bænken til at smage bitter.

På min side af hækken er der også en flagstang. Ikke en, jeg har investeret i, men ikke desto mindre en gammel syv meter lang flagstang, som jeg, for ikke at blive sat i bås med nationalisterne, har malet brun! Der følger også et gammelt, laset flag med. Jeg har hejst det ved festlige lejligheder, og flere gange har jeg eksperimenteret med diverse tabuer omkring vor stolte fane. Passer det f.eks., at man flager for fanden, hvis man ikke tager flaget ned om natten? Svaret fik ikke lov at blafre ret længe i vores nattevind, for djævlen i skikkelse af føromtalte nabo dukkede pludselig op i mørket ude ved flagstangen, tog flaget ned, lagde det nydeligt sammen og placerede det på havebordet. Så kan man lære det!

For to dage siden kunne jeg ikke dy mig længere. En cocktail af tvangsudviste irakiske familiefædre, Messerschmidts himmelflugt ved EU-valget og døde danske soldater i Afghanistan bidrog til en foreløbig kulmination af antinationale følelser i mig, og jeg udbrød derovre på min nabos bænk:

»Hvorfor fanden hejser du altid det flag?«

Min nabo hører til den type, der kan drikke en øl i store, nydende slurke, så man bliver helt tør i halsen ved synet. Sådan en slurk tog han nu og proklamerede, at i dagens anledning måtte vi vel hellere få en til det andet ben. Svup, af med kapslen, et aahhh, og så kom det:

»Flaget er mit humør! Hvis jeg er glad, hejser jeg flaget for at understrege glæden og bevare den. Så fylder den ikke kun inde i mig, så kommer humøret helt ud i haven og måske til dem, som ser, at jeg flager. Er jeg i dårligt humør, hejser jeg flaget for alligevel at få noget kønt at se på. Så bliver det dårlige humør inde i mig, og det er sgu sært, men så hænger det der, flaget, og blafrer smukt i vinden, og så tænker jeg: Hvad fanden har du egentlig at være utilfreds over? Flaget er respekten for glæden og sorgen i livet. Så enkelt er det vel.«

Det er tilfældige ord, usynlige impulser fra andre mennesker eller måske et bestemt stykke musik ved den helt rigtige lejlighed, der i sjældne tilfælde kan ændre vores livsbane. Min nabos flagfilosofi derovre på bænken var et velrettet kast med en håndgranat lige ind i alle mine fordomme.

Der er ingen grund til, at mørke kræfter skal besmitte os, så vi ikke længere kan se skønheden i et rødt og hvidt flag, der blafrer mod en blå julihimmel. Som Michael Ende i Den uendelige historie lader børnene og fantasien vinde over mørkets kræfter, bestemmer vi jo selv, om vi lader det danske flag være ladet med nationalistisk symbolik, eller om vi flager for glæden, friheden og retfærdigheden.

Alle politiske partier bør straks skifte deres eksisterende logoer ud og i stedet bruge det danske flag i alle led lige fra valgannoncer til konvolutter og brevpapir. Opfordringen skal lyde: Tag Dannebrog tilbage! Første skridt mod en flagsymbolik, vi kan leve med, vil være taget, og hvis de røde faner den 1. maj blev erstattet af danske flag i flere størrelser, vil målet være nået. Hvilket drømmescenarie at se SF's og Enhedslistens landsmødesale pyntet med rød/hvide flag og måske endda en lidt vovet indmarch med flagbærere, som for ikke at bringe mindelser til de mere nedbrydende politiske kræfters marcher, foretager seancen i gadedrengeløb! Ingen reaktionære kræfter vil længere have patent på hjertet i vores folkesjæl. Forestil jer hvilken fantastisk indgang til et større og mere åbent europæisk samarbejde i EU, hvis vi brugte vores flag, sammen med det europæiske, i en kamp for åbne grænser og nedbrydning af gamle, hæmmende nationale fordomme.

I gamle dage havde man flaget med, når man drog i krig mod andre nationer. Her slog man fjenden ihjel for enten at forsvare grænserne eller flytte disse længere ind på ny- erobret territorium.

Tiden er heldigvis en anden i dag, selv om de mørkere sider af menneskesindet med trang til magtudøvelse for magtens egen skyld stadig er egenskaber, der skal tøjles af den moralsk tænkende del af os. Gud og fanden, yin og yang, godt og ondt er i evig kamp om at erobre vores sjæle, og især når mørket forklæder sig som lyset, måske endda smukt svøbt i Dannebrog, er der grund til at tænke med hjertet.

Når vi igen får en regering, der har internationalt udsyn og almindelig medmenneskelighed på dagsordenen, skal det være med flaget som en synlig del af missionen. Hvis vi alle flager for det gode humør inde i os selv, og hvis vi ved enhver given lejlighed taler mørket midt imod, er der en mulighed for, at Dannebrogs symbolik igen vender tilbage til sit udgangspunkt, som for få år siden var så stærkt, at uanset i hvilken afkrog af verden, man viste sig med et påsyet dansk flag på rygsækken, afstedkom det respekt og positiv anerkendelse.

Politik kan være farligt for gode naboskaber. Min nabo flager igen i dag. Han gør det med sit helt eget udgangspunkt. Han deler ikke fuldstændigt mit omverdenssyn, men glæden over sommeren, livet, det gode humør og glade farver på en blå himmel er vi fælles om. Når han hejser flaget, har han besluttet sig for, at verden trods alt er et dejligt sted at være, og at han selv bestemmer, hvad flaget i hans flagstang er symbol på i dag.

Jeg tror sgu, jeg går ud og hejser flaget!