Satellitmuseer: Mellem prestigekøb og trojanske heste

Der var prominente gæster, bevingede taler og kunst for milliarder, da Louvre Abu Dhabi åbnede i november. Den franske præsident Emmanuel Macron holdt en tale om, hvordan museets skønhed ’bekæmper hadefuld diskurs’, Abu Dhabis kronprins var tydeligvis begejstret, og museets stjernearkitekt Jean Nouvel var til stede.

Ifølge skåltalerne er museet et forsøg på at bygge bro mellem østlig og vestlig kultur, men ifølge eksperterne er der mere på spil end det. Abu Dhabi har betalt over 12 milliarder kroner for museet: 4,5 milliarder for at opføre det og de resterende milliarder på at købe retten til at bruge Louvres navn i 30 år og for udlån af kunstværker og rådgivning fra Louvres eksperter. Når det at blive associeret med Louvre er så meget værd for den lille ørkenstat, så skyldes det, at den er desperat efter kulturel kapital.

»Det er branding fra golfstaternes side, for regimerne prøver at brande sig som globale hotspots. Det er, ligesom når de får prestigefyldte universiteter som Sorbonne og LSE til at åbne lokale filialer, et forsøg på at købe sig til prestige og kulturel kapital,« siger Sune Haugbølle, der forsker i globalisering og den arabiske verden ved RUC.

Udover Louvre er Guggenheim ved at opføre et satellitmuseum i Abu Dhabi, russiske Hermitage ved at opføre et i Barcelona, og i Qatar er tre andre megamuseer designet af vestlige stjernearkitekter i støbeskeen.

Museer er blevet globale virksomheder

Udover at demonstrere golfstaternes betragtelige rigdom og behov for branding, vidner museerne også om en anden trend. Museernes rolle er ved at ændre sig og bevæge sig fra national opdragelsesmaskine til aktør i den globale oplevelsesøkonomi. Det fortæller Lise Skytte Jakobsen, der forsker i museumshistorie ved Aarhus Universitet.

»Satellitmuseerne er udtryk for, at de store museer i stigende grad benytter sig af en forretningsmodel, hvor de ligesom andre halv- og heloffentlige institutioner skal tjene penge. Tidligere var museer nationale projekter, men i dag er de i stigende grad en del af en oplevelses- og turismeindustri. Louvre er ikke længere kun et skatkammer for Frankrigs fortid,« siger hun.

Den konklusion er arkitekturhistorikeren Peter Thule Kristensen, der beskæftiger sig indgående med museer, enig i.

»Før det 19. århundrede var museer tilknyttet fyrstesamlinger og forbeholdt en eksklusiv elite. Da man begyndte at etablere museer i Danmark og resten af Europa i det 19. århundrede, var det en institution, der var knyttet til nationalstatens oprindelse. Thorvaldsens Museum, det første i Danmark, blev konstrueret med det sigte at styrke nationalfølelsen og at være en slags opdragelsesmaskine for den nye befolkningsgruppe, der med demokratiet i 1848 fik mere at skulle have sagt,« fortæller han.

De seneste år har museerne bevæget sig i retning af en anden rolle, der har en del til fælles med de store modebrands, og det er satellitmuseerne en cementering af:

»Det, der er interessant med Louvre Abu Dhabi, er, at det ikke handler om at styrke en bestemt nationalidentitet, men om at formidle universelle værdier. Det er udtryk for, at kulturen er blevet globaliseret. Museer skal stadig uddanne og opdrage, men de skal også skabe oplevelser og tjene penge som aktører i den globale oplevelsesøkonomi,« siger Peter Thule Kristensen.

Han fortæller, at det også er tydeligt i museernes arkitektur. De er alle tegnet af verdens allermest efterspurgte stjernearkitekter – Jean Nouvel, Frank Gehry, Norman Foster og I.M. Pei – og museernes ydre konkurrerer med udstillingerne om opmærksomheden.

»Man kan se den tydelige vægtning af oplevelsen i museumsbyggeriet. Arkitekturen er endnu mere spektakulær end set tidligere, og arkitekturen skal i lige så høj grad som samlingerne få folk til at besøge museerne,« fortæller Peter Thule Kristensen.

Kunstnerisk frihed til debat

Da Trump i 2017 indførte et indrejseforbud mod folk fra syv lande, valgte Museum of Modern Art i New York at lave en særudstilling, hvor museet udstillede værker fra deres samling af kunstnere fra de lande, der blev ramt at indrejseforbuddet. Den slags politiske udstillinger skal man ikke forvente sig af de store museer i golfstaterne, som er sponsoreret af autokratiske regeringer, der ikke tillader ubegrænset ytrings- eller kunstnerisk frihed.

»Der er røde linjer i de her institutioner, når det kommer til systemkritik. Det bliver ikke kunstneriske fristeder, og det kommer til at clashe med den kunstneriske etos,« siger Sune Haugbølle.

»Når det er sagt, så er museer steder, hvor der er større frihed til politisk kritik end andre steder i samfundet, så længe det ikke er direkte kritik af regimet. Det skyldes blandt andet, at regimerne ved, at det ikke er den brede befolkning, der vil flokkes til museerne, og at de derfor ikke er farlige eller samfundsomvæltende.«

Den udvikling har også gjort sig gældende i Vesten, fortæller Lise Skytte Jakobsen:

»Der har været en lang tradition for, at man inden for et museums rammer kan vise ting – eksempelvis nøgne damer – århundreder før, man kunne vise det i resten af samfundet,« siger hun.

På den måde kan man bruge museernes udstillinger som en slags trojansk hest, der kan udøve subtil systemkritik og lægge scene til en samfundsdebat, der ikke kan finde sted i det øvrige samfund, siger museumshistorikeren. Om det reelt kommer til at ske, er dog tvivlsomt, mener Sune Haugbølle.

»Jeg tror ikke, det er grunden til, at de vestlige museer har sagt ja til at åbne satellitmuseer. Jeg kan ikke se, at det er andet end pengene, der er grundlag for deres beslutning for at åbne franchiser i golfstaterne.«