Finland flager på halvt efter skoleskyderi

En 12-årig mistede livet og to blev såret, efter at en jævnaldrende skød tirsdag på en skole i Finland.

Udgivet:03. april 2024, 08.11

Læsetid:2 minutter

Alle offentlige bygninger og institutioner i Finland satte flagene på halvt fra klokken otte finsk tid, hvilket er klokken syv dansk tid.

1 måned siden

VANTAA Finske flag på halvt vajer i vinden onsdag flere steder i landet for at sørge over en tragisk hændelse, der kostede en 12-årig livet og sårede to andre jævnaldrende.

Det oplyser det finske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Alle offentlige bygninger og institutioner satte flagene på halvt fra klokken otte finsk tid, hvilket er klokken syv dansk tid.

Ministeriet opfordrer alle i hele landet til at gøre det samme.

Tirsdag morgen skød og dræbte en 12-årig en jævnaldrende klassekammerat og sårede to andre i et skoleskyderi på en grundskole i Finland i byen Vantaa i Helsinki-området.

Ifølge den finske tv-kanal MTV Uutiset var den mistænkte iført en maske og havde støjreducerende høretelefoner i ørerne, da personen begyndte at skyde.

Den mindreårige mistænkte gerningsperson flygtede fra gerningsstedet, men blev kort tid efter anholdt af politiet.

Anholdelsen skete ifølge politiet fredfyldt, og det var ikke nødvendigt at bruge magt.

Tirsdag lød det desuden fra politiet, at den mistænkte havde fået fat i pistolen, der blev brugt, gennem et nært familiemedlem. Helt konkret hvordan den 12-årige fik fat i gerningsvåbnet, forklarede politiet ikke.

Kort tid efter at personen blev anholdt, erkendte den 12-årige hændelsen på skolen.

Politiet efterforsker skyderiet som drab og drabsforsøg.

- Hvis man går i skole med en pistol, kan man sige, at der er en vis grad af planlægning, sagde kriminalkommissær Kimmo Hyvärinen på et pressemøde tirsdag.

Der går omkring 800 elever på skolen. Skolen har cirka 90 ansatte.

Politiet fik meldingen om skudepisoden omkring klokken 9 lokal tid tirsdag.

Vantaa er Finlands fjerdestørste by med omkring 200.000 indbyggere.

Skudepisoden har fundet sted i bydelen Bäckby - eller Viertola på finsk - i Vantaa.

/ritzau/