100.000 evakueret efter oversvømmelser i Kasakhstan

Floder flyder over deres bredder i Rusland og Kasakhstan ved de værste oversvømmelser i næsten et århundrede.

Udgivet:12. april 2024, 09.10

Læsetid:1 minut

Oversvømmet område i byen Orenburg ved Ural i Rusland. Byen er et af de hårdest ramte områder i Rusland. Orenburg ligger små 100 kilometer nord for grænsen til Kasakhstan.

ASTANA Oversvømmelserne er for alvor ved at tage til i Rusland og Kasakhstan, hvor det fredag morgen står klart, at floden Ural har oversteget sine bredder med 11 meter flere steder.

Smeltevand fra Uralbjergene har ikke blot ført til oversvømmelser langs floden Ural, men også i store områder i det vestlige Sibirien og i områder i Kasakhstan ved floderne Ural og Tobol.

Kasakhstans kriseministerium meddeler, at næsten 100.000 mennesker er blevet evakueret på grund af oversvømmelser i landet.

I Rusland overstiger flere floder deres bredder i alvorlig grad.

I byen Orenburg ved Ural er hundredvis af huse oversvømmet i løbet af natten til fredag, siger viceborgmester Aleksej Kudinov. Byen har omkring 550.000 indbyggere.

De store vandmængder har resulteret i de værste oversvømmelser i næsten et århundrede.

Vandstanden ventes i løbet af fredagen at nå sit højeste punkt.

Orenburg ligger omkring 1200 kilometer sydøst for Moskva og små 100 kilometer nord for grænsen til Kasakhstan.

Kaminskoje er en landsby ved floden Tobol, som også går gennem den regionale hovedby Kurgan, der har 300.000 indbyggere. Byen risikerer at blive omfattet af oversvømmelserne inden for få døgn.

- Vi kan håbe på, at oversvømmelserne bliver spredt ud over så store områder, at jorden kan nå at absorbere en stor del af vandet, siger den regionale guvernør i Kurgan, Vadim Sjumkov.

Han siger, at myndighederne er i færd med at forstærke en dæmning i området.

/ritzau/Reuters