Kronprinsparrets tvillinger fylder 13 år

Mandag den 8. januar fylder kronprinsparrets tvillinger, prins Vincent og prinsesse Josephine, 13 år.

Udgivet:08. januar 2024, 08.00

Læsetid:2 minutter

Prins Vincent slog sin storebror, prins Christian, og far, kronprins Frederik, til Royal Run sidste år. Her kom han hurtigere ind på 10 kilometer ruten i København og på Frederiksberg. (Arkivfoto).

4 måneder siden

KØBENHAVN Kongehusets tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine fejrer fødselsdag mandag den 8. januar.

Kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys to yngste fylder nemlig 13 år og kan kalde sig teenagere.

Det forgangne år har budt på nye omgivelser for prinsesse Josephine, da hun skiftede til Kildegård Privatskole for at gå i 6. klasse.

Hun forlod derfor sin tvillingebror, prins Vincent, på Tranegårdskolen, hvor de begge startede deres folkeskoletid.

Der var desuden eventyr på plakaten for prinsessen, der sidste år havde sin debut som skuespiller i fortællingen om Peter Pan i Glassalen i Tivoli i København. Her blev hun krediteret Josephine Sophia Ivalo på rollelisten for sin rolle som en af populuserne, der bor på Ønskeøen sammen med havfruerne og de glemte børn.

Prins Vincent gjorde sig bemærket med sine hurtige fødder i året, der er gået. Han slog nemlig sin storebror, prins Christian, og far, kronprins Frederik, ved Royal Run.

Faktisk blev prins Vincent den første kongelige til at krydse målstregen efter ruten på ti kilometer i København og på Frederiksberg. Han brugte omkring 47 minutter på at tilbagelægge strækningen ifølge B.T.

2023 var et særligt år for kongehuset, hvor prins Christians 18 års fødselsdag blev markeret med en stor fest. Året sluttede med noget af et brag, da dronning Margrethe i sin nytårstale annoncerede, at hun abdicerer den 14. efter 52 år på tronen.

Dermed står kronprins Frederik til at blive udnævnt som kong Frederik X, og prins Christian overtager titlen som kronprins.

Angående kongehusets titler har kronprinsesse Mary tidligere udtalt, at hun og kronprins Frederik vil se på deres børns titler.

- I dag kan vi ikke se, hvordan kongehuset kommer til at se ud, når det er Christians tid, eller når Christians tid begynder at nærme sig, lød det fra kronprinsessen.

Udtalelsen kom, efter at dronning Margrethe i efteråret 2022 valgte at fratage titlerne fra prins Joachims fire børn. De er derfor ikke længere prinser og prinsesse, men går under titlerne grev Nikolai, grev Felix, grev Henrik og komtesse Athena.

/ritzau/

Royal Run: One Mile Familie, Prins Vincent, Prinsesse Josephine Prinsesse Josephine debuterede som skuespiller i det forgangne år. Hun spillede en af populuserne i eventyret om Peter Pan i Glassalen i Tivoli i København. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dronningens 50-års regeringsjubilæum: Festgudstjeneste i Vor Frue Kirke, Dronning Margrethe, Dronningen Prinsesse Josephine og prins Vincent, der er kronprinsparrets yngste børn, fylder 13 år den 8. januar. De deltog i fejringen af dronningens 50-års jubilæum i København i september 2022 med deres storebror, prins Christian, og deres forældre. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix