Udstillende kunstnere på Grønne Drømme


Ahmad Siyar Qasimi, Skovsø, 2023 (Olie på lærred, 200 x 305 cm). Foto: I DO ART Agency.

Ahmad Siyar Qasimi (f. 1986)

Ahmad Siyar Qasimi bruger ofte fotografier fra pressen og indtryk fra den hurtige nyhedsstrøm som forlæg, og skaber malerier der forankrer sig og insisterer på et dybere perspektiv. Værkerne indkredser ofte forholdet mellem det smukke og det tragiske, og afslører følelsesmæssige dynamikker, der skjuler sig i berøringsfladen mellem fiktion, sensualitet og drømme. Han har særligt beskæftiget sig med allegoriske aspekter af genremaleriet, hvor referencerne ikke nødvendigvis henviser til det overnaturlige men i stedet til en sansende krops erfaringer af verden. Værkerne er spørgende og inviterer til stille refleksion over vores forhold til billeder i hverdagens støjende visuelle univers.

Ahmad Siyar Qasimi er født i 1986 og blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014. Han bor og arbejder i København og har blandt andet udstillet på Kunsthal Charlottenborg, Arken, Trapholt og Willumsens Museum, og repræsenterede Danmark ved JCE Biennalen fra 2017-2019.

@ahmadsiyarqasimi


Allan Otte, Roehøst. (Fra denne ene ende til den anden), 2023 (Akryl på plade, 160 x 260 cm). Foto: I DO ART Agency.

Allan Otte (f. 1978)

Allan Ottes malerier er stille, mennesketomme og næsten drømmeagtige. Atmosfæren er kølig og objektiv. Landskabet er fladt, typisk danske marker, hvor menneskelig aktivitet er tydelig, undertiden i overdreven grad. Der er få træer, brede marker, hegn, indpakkede halmballer, sorte asfaltveje og forladte bygninger. Otte viser os disse scener uden at idealisere eller kritisere dem. Snarere balancerer hans værker mellem drøm og dokumentation. De tager afsæt i fotografiet, uden at skjule dets påvirkning. Samtidig fremhæver de deres egen collageagtige karakter, med brede kompositioner, skæve kombinationer af elementer og en usædvanlig koordinering af fokus og uskarphed. De vækker emnerne til live som imaginære, opdigtede og undertiden næsten teatralske iscenesættelser.

Allan Otte er født i 1978. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi(2001-2007). Bor og arbejder i Lejre. Han har udstillet på adskillige danske museer og kunsthaller og er repræsenteret i samlinger på Brandts, HEART, Fuglsang Kunstmuseum, KUNSTEN, Skive Museum og ARKEN.

@allan_otte


Anette Abrahamsson, Rafflesia Arnoldi, 2022 (Tempera på lærred, 97 x 130 cm). Foto: I DO ART Agency.

Anette Abrahamsson (f. 1954)

”I min praksis som maler er jeg i høj grad optaget af at re-kontekstualisere allerede kendte og givne billeder – kunsthistorie – og artefakter, såsom kulturel identitet/kulturel baggrund og hvad dette indebær som fænomen, både nutidigt såvel som fortidigt. Mit forhold til maleri har en konceptuel tilgang, malerierne baserer sig altid på en idémæssig konstruktion, hvor jeg kan bevæge mig frit i forskellige tematikker/kategorier. Jeg arbejder med ægtempera, en metode fra tidlig renæssance. For tiden er jeg blevet optaget af penselstrøgets autoritet – en approprieret registrering i forhold til tid og genre. En form for rehabilitering af maleriets materialitet. I covidperioden foretog jeg mig en drømmerejse med udgangspunkt i billeder hentet på internettet, hvilket resulterede i en serie malerier med titlen; Escapisme. Det er landskaber, dyr og planter som betager med sin skønhed, men som også indeholder frygt i mange henseender.”

Anette Abrahamsson (f. 1954) er maler og bor og arbejder i København. Hun er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 1978-1983 og har undervist i Kunstskolen Forum i Malmø, Kunsthøjskolen i Malmø, Lunds Universitet og Det Fynske Kunstakademi i Odense. Anette blev professor i maleri fra 2008 til 2017 ved Det Kgl. Dansk Kunstakademi i København.

@abrahamsson.anette


Anne Sofie Meldgaard, Puits d’amour, 2023 (Olie på lærred, 100 x 100 cm). Foto: I DO ART Agency.

Anne Sofie Meldgaard

Fælles for alle Anne Sofie Meldgaard’s værker er en ekspressiv og umiddelbar tilgang til et af kunsthistoriens klassiske motivvalg: blomsten. Uden forlæg eller skitse opstår værket mellem hænderne på Meldgaard, der med en emotionel og spontan arbejdsmetode lader værkerne manifestere sig ud fra følelsernes eget bagkatalog. Kombinationen af det klassiske motivvalg og en kompromisløs og emotionel malerisk proces, er et forsøg på at skabe et så autentisk og nærværende bud på de klassiske motivgenrer, som udgår fra kunstnerens store kærlighed til billedkunsten i såvel en historisk som en samtidig kontekst.

Anne Sofie Meldgaard er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (1994-2000) samt på Kungliga Konsthögskolan, Stockholm (1998). Hun har udstillet på adskillige danske museer og kunsthaller, såsom Himmerlands Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum og Huset for Kunst og Design, Holstebro. Meldgaard bor og arbejder på Bornholm.

@anne.sofie.meldgaard


Birk Bjørlo, Abiogenesis, 2019 (Tusch, pigment, resin og kul på plade med stålramme, 8 malerier á 150 x 200 cm). Foto: I DO ART Agency.

Birk Bjørlo (f. 1986)

Birk Bjørlo har en mangfoldig og eksperimenterende praksis, der primært koncentrerer sig om maleri og installation. Hans værker er ofte karakteriseret ved deres materialitet og spor fra hans arbejdsproces. Han arbejder hyppigt med referencer til biologi og vores fælles forbindelse til 'ursuppens' alger og bakterier. I hans seneste soloudstilling på Mønsting Hus, med titlen I am Lost to the World, præsenterede han en rig blanding af værker, der spændte fra figurative tegninger og abstrakte malerier til skulpturer, alt sammen i et livligt virvar af hverdagsanekdoter og parafraser. Udstillingen reflekterede gennem sit forskelligartede udtryk over almenmenneskelige problematikker såsom fremmedgørelse og grænser mellem den ydre og indre verden.

Birk Bjørlo (f. 1986, Norge) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, 2014 og Kunstakademie Düsseldorf, 2012-13. Han bor og arbejder i København. Han har bl.a. udstillet på Møstings Hus, GL Strand, Elephant Kunsthall (NO), Treignac Projects (FR). Bjørlos værker er bl.a. erhvervet af Ny Carlsberg Fondet og Statens Kunstfond, og han har derudover modtaget Else Marie Bukdahls Hæderslegat samt Jens Søndergaard og Hustrus Mindeslegat.

@birk_bjorlo


Caroline Heje Thon, Eftervirket II, 2023 (Olie på lærred med harelim, 160 x 250 cm). Foto: I DO ART Agency.

Caroline Heje Thon (f. 1986)

I Caroline Heje Thons malerier blandes perspektiver på landskab og krop med billeder fra den indre og ydre verden. Halvtransparente motiver bygges op med en let og tegneagtig teknik på nøgent hørlærred. Figurative synergier mellem f.eks. klarhed og forstyrrelser giver værkerne en vis sitrende drømmende kvalitet, der mimer bevidsthedens vekselvirkning mellem indtryk fra fortid og nutid.

Thons bidrag til udstillingen er del af et større projekt kaldet Livstegn, som bearbejder oplevelsen af en større hjernerystelse og hvorledes det at være sanseligt ude af balance skaber mulighed for at forstå verden på ny. Værkerne undersøger, hvordan materialiteter aflæses og bliver betydningsdannende for krop og bevidsthed. Her indtager planter en rolle som visuel metafor for indre processer, en form for biologisk spejl og en vigtig aktør i helingsprocesser.

Caroline H. Thon (f. 1986) bor og arbejder i København. Hendes primære kunstneriske medium er oliemaleriet, men hun har også arbejdet med installation og udsmykningsopgaver. Hendes gavlmalerier findes i både København, Paris og Valparaiso og hun har bl.a. udstillet i Shanghai, Leipzig, Berlin, Aalborg og København. Caroline har en MS i biologi og kunsthistorie og en baggrund inden for tværfaglig kuratering og formidling på Medicinsk Museuion og Experimentarium.

@caroline_thon


Casper Roshan Koch Hughes, Stilleben, 2023 (Akryl på lærred, 90 x 100 cm). Foto: I DO ART Agency.

Casper Roshan Koch Hughes (f. 1983)

Casper arbejder primært med maleri og tegning. Hans kunstneriske praksis er en visuel undersøgelse af kulturel identitet og eksistentialisme, der forsøger at belyse en ikke-vestlig dialog og opfattelse af virkeligheden, som er inspireret af hans egen indiske baggrund. I sine malerier forsøger han at skabe forskellige abstrakte fortællinger, der udforsker en personlig og fragmenteret opfattelse af tilhørsforhold, som både er kendte og fremmede på samme tid. Disse fortællinger er inspireret af både ikke-vestlig og vestlig kunsthistorie, personlige livserfaringer, klichéer og arketyper fra blandt andet mytologi og religiøse motiver. De svinger mellem det eksistentielle, absurde, seriøse og humoristiske.

Casper Roshan Koch Hughes (f. 1983) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København fra 2007-2013 og har en BA i Kunsthistorie fra Københavns Universitet fra 2013-2016. Han har bl.a. udstillet på Den Frie Udstillingsbygning (Kunstnernes Efterårsudstilling), Kunsthal Charlottenborg (Forårsudstillingen)og Kunstbygningen i Vrå.

@casper.k.hughes


Cecilia Fiona, Tails of earthly remains, 2023 (Harelim og pigment på lærred, 280 x 130 cm). Foto: I DO ART Agency.

Cecilia Fiona (f. 1997)

Cecilia Fionas malerier forfører betragteren ind i en anden verden. Værkerne er lavet med harelim og pigmenter og skildrer drømmeagtige landskaber, der giver et glimt af en skjult verden, fyldt med kaos og magi. Billedsproget er mystisk og metamorfisk, befolket af hybride menneskefigurer, der opløses i den naturlige verden i fantasifulde økosystemer, hvor naturen har agens. Ved at blande eksisterende myter og folkesagn fra forskellige kultur- og tidsperioder skaber hun sine egne mytologiske universer, hvor grænserne mellem menneske og jord, drøm og virkelighed er flydende og i konstant forandring. Cecilia Fiona har for nylig udvidet sin praksis til tredimensionelle værker ved at male på fritstående foldevægge og håndmalede kostumer til langvarige performances i udstillingsrummet.

Cecilia Fiona (f. 1997) bor og arbejder i København. Hun har en bachelorgrad i kunsthistorie ved Københavns Universitet fra 2021. Hun har udstillet på forskellige gallerier, herunder Andersen's Contemporary, Sapling Gallery i London samt en soloudstilling på Independent Art Fair i maj 2023.

@cecilia_fiona


Emily Gernild, Tornerose vågner, 2023 (Olie på linned, 120 x 90 cm). Detalje. Foto: I DO ART Agency.

Emily Gernild (f. 1985)

Emily Gernilds værker præsenterer en række frodige tableauer inden for stilleben traditionen, men udfordrer hele tiden genren. Hun engagerer sig gerne i motiver fra en upåagtet hverdag, både i det offentlige og det private.

Værkerne er udtryk for en dyb sanselig opmærksomhed på farve og form. Harelim giver en næsten uvirkelig og flimrende kvalitet og tillader lærredets materiale at gennemtrænge motivet. Emily bruger ofte jordfarver blandet med gennemtrængende nuancer i sine motiver. Eksempelvis ses frugter, nødder, frø, vegetation og blomsterskud sammen med junger af cremet mælk og rig mørk jord, som et udtryk for en længsel efter næring i livets evige cyklus. Som var de fyldt til randen løber kopper og bægre over. Som en eksistentiel eftertænksomhed lurer et mørke ofte i periferien af motiver. Måske som en konsekvens af overflod.

Emily Gernild (f. 1985 i Odense), bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2016 (Düsseldorf Kunstakademie 2014). Hendes arbejde er repræsenteret i Statens Kunstfond, Kastrupgårdsamlingen og Trapholt.

@emilygernild


Johan Ankersen, Connecting…, 2023 (Olie på lærred, 100 x 100 cm). Foto: I DO ART Agency.

Johan Ankersen (f. 1985)

I Johan Ankersens malerier gennemtrænger figuration, farvelag og tekstur hinanden. Overfladen ændres kraftigt i takt med lyset og måden man bevæger sig på, så relationen mellem maleri og krop ikke er fikseret. Malerierne har en slags energi – en animerende proces af at blive til. Der er samtidig noget ubestemt over hvor, hvornår, hvordan og hvorfor figurationer og rum optræder. Forholdet mellem dem reduceres ikke til fastlagte grænseværdier, og når liminaliteten er til stede, så er den det i flere lag. Det skaber en foranderlighed hos malerierne, som giver mulighed for genovervejelse af de ting, vi ser. Måske er det vi ser, også det vi prøver at se. En søgen og forsøget på at finde noget frem – som svar på eksistentielle spørgsmål.

Johan Ankersen (f. 1985) bor og arbejder i Odense. Han er cand. mag. i filosofi fra Københavns Universitet (2019) og har udstillet på bl.a. Kunsthal Charlottenborg, Kunsthal Ved Siden Af i Svendborg og Janus – Vestjyllands Kunstmuseum.

@johanankersen


Johannes Sivertsen, La Pelouse (Clichy-sous-Bois), 2023 (Olie på lærred, 46 x 55 cm). Foto: I DO ART Agency.

Johannes Sivertsen (f. 1984)

At male de stumme stemmer frem – fra farve hvid til politisk maleri. Johannes Sivertsen arbejder mellem figuration og abstraktion med dagligdagselementer som et askebæger med synlige spor af aske på toppen, malet i grålige Hammershøiske toner. Motiverne kan også være hvide plastikbøtter, caffe latte-krus eller en stikdåse. Han maler dem, uden gestik og følelse, helt lavmælt med ren registrering af farven hvid. En plasticpose på gulvet for eksempel. Findes der et mere ligegyldigt motiv at male end en plasticpose på gulvet? Hvad handler det om? Det handler om at male farven frem og male sin egen position frem – som hvid mandlig maler – som en formel undersøgelse af farven hvid. Den hvide vestlige mand og farven hvid kom mod 10’ernes slutning frem i både kunstteori som ny debat. Ofte koblet på såkaldt identitetspolitik, men også i en mere generel refleksion over begrebet neutralitet, blandt andet set på baggrund af europæisk kolonihistorie.
– Maria Kjær Themsen ”Berørt” 2020.

Johannes Sivertsen (f. 1984, Paris) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2014 og fra Ateliers Beaux-Arts de la Glaciere i 2008.

@johannessivertsen


Kaspar Oppen Samuelsen, Untitled #1, 2023 (Gouache, grafit og lim på lærred (intarsia og collage), 150 x 200 cm). Foto: I DO ART Agency.

Kaspar Oppen Samuelsen

Kaspar Oppen Samuelsen er interesseret i stemningsmættede fortællinger, som har et stærkt drama og en egen logik. Om sine værker siger han: “Mit fokus er ofte på forholdet mellem dyr, planter, og mennesker og måden de kan have hemmelige kommunikationsformer som er karakteriseret af, at være før-sproglige eller gestus-baserede. Som udgangspunkt er jeg ikke særlig sproglig, når jeg arbejder. Det er som regel min egen uvidenhed om en skitses potentiale, der er motor i mine værker.

Jeg oplever ofte, at dette er en drivkraft og en fællesnævner i min værkproduktion. Det er ikke sådan, at jeg føler jeg arbejder i blinde. Men jeg forsøger at arbejde ud fra en logik, som skitsen synes at bære på, og give plads til billedfortællinger, der på deres egen måde bevæger sig, og først forankrer sig i sproget, efter de har fundet vej. Jeg plejer at tegne om morgenen og forsøger at trække så meget følelse jeg kan med fra natten. Drømme har haft stor betydning for mit arbejde på det seneste. Hvori den figurative abstraktion, blandformer og drømmens måde at kommunikere på ofte sætter stemningen. Som udgangspunkt prøver jeg ikke at forstå mit arbejde, men jeg følger det på en disciplineret måde.”

Kaspar Oppen Samuelsen bor og arbejder i Kalundborg og arbejder med tegning og intarsia-kollage. Han er uddannet på Goldsmiths College i London og på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.

@kasparoppensamuelsen


Kinga Bartis, Delayed embrace, 2023 (Mixed media, 245 x 150 cm). Foto: I DO ART Agency.

Kinga Bartis (f. 1984)

Kinga Bartis’ approach to painting lies outside the boundaries of the classic school of the medium. Eschewing labels, Bartis envisions painting as a means of breaking free from the habitual relationship of defining and redefining of our existence – Bartis chooses to instead look towards a more multidisciplinary and open approach. This approach can also be seen in Kingas technique and composition. Traditionally defined relationships or perceived hierarchies between foreground and background are set aside. Repeating imagery of bodies, figures, plants, natural elements and landscapes combine to reflect the realties of a shifting world. Often blending one into the other, the resulting ambiguity provides a backdrop for the aforementioned characters to ebb and flow, almost moving subtly on the canvas, revealing themselves organically.

Reoccurring themes of sexuality, power structures, the body and self-perception can be felt through these motions as they pulsate towards us. Their presence does not suggest a direction that Kinga Bartis’ wishes us to go in, but rather a mood or a feeling, a platform through which discussions are encouraged.

Kinga Bartis (b. 1984, Transylvania) lives and works in Copenhagen. Bartis graduated with an MFA from the Royal Danish Academy of Fine Arts in 2018. Bartis has been exhibited at Museet for Religiøs Kunst (Lemvig), Rønnebæksholm (Næstved) OK CORRAL (Copenhagen) among others. In 2022, Bartis opened a solo exhibition at TRANEN Space for Contemporary Art (Gentofte).

@kinga_bartis


Mie Mørkeberg, The Study Of Apples I og II, 2023 (Olie og akryl på lærred, 250 x 150 cm). Foto: I DO ART Agency.

Mie Mørkeberg (f. 1980)

Mie Mørkeberg er optaget af, hvordan nutidens teknologiske muligheder og klimamæssige udfordringer påvirker idéen om, hvad det vil sige at være menneske. Måske er vi langt mere forbundne med teknologien, materialer og naturen, end vi tror i første omgang. I disse år er der en ny såkaldt posthuman forståelse af, at vi mennesker ikke er en højere art med ret til at herske over natur, materialer og teknologier. Den posthumane virkelighedsforståelse anskuelig gør, hvordan mennesker, natur, materialer og teknologi påvirker hinanden gensidigt.

Naturen påvirker os med global opvarmning og corona-pandemi. Mobiltelefonen ændrer vores opmærksomhed. Vi er således i konstant udveksling med vores omgivelser. Mie Mørkebergs malerier kan ses som billeder på denne nye posthumane virkelighedsforståelse.

Mie Mørkeberg (f. 1980) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København fra 1999-2006. Hun modtog i 2015 Statens Kunstfonds 3-årige Arbejdslegat. Hun arbejder i øjeblikket på et stort gruppeportræt af 30 kvindelige politikere for Folketinget.

@miemoerkeberg


Peter Land, Rød bro, 2008 (Olie på lærred, 140 x 180 cm). Foto: I DO ART Agency.

Peter Land (f. 1966)

Peter Land arbejder med videokunst, performance, maleri, tegning, fotografi og andre medier, hvor han bearbejder menneskets ofte absurde handlinger i tragikomiske iscenesættelser. Han benytter ofte sig selv og sin egen historie i selv-ironiske fortællinger om mandens rolle og selvbillede i dagens samfund. Hans malerier er overvejende figurativt fortællende og kredser omkring sociale, psykologiske, politiske og eksistentielle spørgsmål. Han anvender ofte humor som en måde at engagere betragteren på. Malerierne er ekspressive og tegneserieagtige, og ofte med referencer til kunsthistorien.

Peter Land (f. 1966) er uddannet fra Goldsmith College, London (1994-95) og Det Kgl. Danske Kunstakademi (1988-94). Han bor og arbejder i København. Peter Land har udstillet bredt nationalt og internationalt, og er repræsenteret i flere væsentlige kunstsamlinger bl.a. ARKEN, ARoS, Louisiana, Statens Museum for Kunst, MoMA, New York, Museum of Contemporary Art, Helsinki, The National Museum of Contemporary Art, Oslo, Astrup Fearnley Museet, Oslo og Musée national d’art moderne, Centre Georges Pompidou, Paris.