Forvirret humør ikon
Forvirret humør ikon...
Foto: Colourbox

Kan det virkelig passe?

Har lige siddet og læst en artikel med overskriften: ”Analytiker om dansk ulighed: I 2020 kan vi ligne Rumænien”

Wow, i 2020 kommer vi til at ligne Rumænien, siger en klog mand. Det er vist et skrækscenarie af de store, siger jeg, mens jeg leder efter en overrasket smiley på tastaturet. Men hvad er dansk ulighed overhovedet? Ja, man kunne vel spørge findes det? Og hvordan kan man definere ordet ulighed?

Først og fremmest undrede jeg mig over ordet eller begrebet ulighed. Det er for det første, sådan helt lavpraktisk, det modsatte af lighed. For mig, der har haft små børn tænker jeg umiddelbart det næste ord, der kan beskrive begrebet er ordet snyd. ”Det er snyd Otto må få en is, når jeg ikke må”… ulig fordeling i børnehøjde. For det andet tænker jeg at ulighed må være noget, der i bogstavligste forstand skævvrider noget. Altså lige kontra ulige…

Næstefter tænkte jeg, at der må være andre indgangsvinkler til begrebet og hvad tyer man så til? Google selvfølgelig – det altvidende orakel, som kan fortælle at:

Ordet kan ikke helt præcis beskrives, da det altid vil være i relation til noget. 

Ordet kan ikke umiddelbart sidestilles med uretfærdighed.

Ok, så er min første indskydelse med ordet snyd i hvert fald elimineret. Det interessante ved nærmere ”Google-kulegravning” er dog at:

• Ulighed siger noget om forskellen mellem personer eller grupper der er belastet af en bestemt byrde eller risiko
• Ulighed er når noget ikke er fordelt lige imellem to parter
• Ulighed (økonomisk) - forskellen mellem de højeste og laveste indkomster.
• Ulighed (social) – menneskers adgang til samfundets resurser i bred forstand

Så langt så godt. Umiddelbart hæfter jeg mig ved de to ord i parentes – økonomisk og social ulighed. Hvis man som menneske på den ene eller den anden måde er ramt på disse to parametre, er man ifølge ovenstående udsagn udsat for ulighed…aha!
Men det kan da ikke være hele forklaringen? Har vi det ikke godt nok her i Danmark? Hvorfor er der en klog mand, der siger, at det har vi ikke – hvert fald ikke om fem år… leder igen efter en overasket smiley.

Denne undren udløste en sand Google-efterforskning, der ville have fået PET til at blegne. Efterforskningen afslørede mange, tunge, tykke og alt, alt for talnørdede analyser. Der er til min store forundring lavet utallige undersøgelser på dette område, men hvorfor har jeg så aldrig bidt særligt mærke i ulighedsproblematikken? Er det fordi det ikke vedkommer mig? Er det for kedeligt og langhåret til jeg gider interessere mig for det og endelig – bliver det nogensinde et problem for mig??

Hvorfor siger den kloge mand, vi ender som Rumænien? Hvis det virkelig er sandt, så vil det da i sidste ende komme til at blive et problem for mig… og dig!
Mit formål med dette skriv er ikke at komme med hverken løftede pegefingre eller dommedagsprofetier, men kun at komme med en appetizer til ordet ”ulighed” og ligeledes skabe en undren over selve begrebet.

Har du fået smag på, hvad ulighed er som begreb og måske mangler en dybere indsigt i hvordan og hvorfor ulighed er et samfundsproblem, så har du mulighed for at komme til lyttemøde i FOA Aalborg, torsdag d. 21. maj kl. 19.00 – se link for yderligere informationer og evt. tilmelding.

Læs om lyttemødet og tilmeld dig her

Hvad du gør dig af tanker – hvis du har nogle, må du meget gerne delagtigøre mig i ved at kontakte mig på mail rimi@FOA.DK

Hvis du ønsker at nærlæse den kloge mands artikel er der her et link:

Kilde