Leif Sylvesters livshistorie: En snottet lærling på museum

I 1972 tog Leif Sylvester Petersen sit livs beslutning. Nu skulle det være slut med at være tømrermester og bygge huse. Han ville én gang for alle hellige sig de kunstneriske udfoldelser, som i den periode foregik i tæt samarbejde med vennen Erik Clausen. Sammen lavede de satirisk og politisk gadecirkus.

– På et tidspunkt følte vi selv, vi havde behov for noget fornyelse, så vi begyndte at samarbejde med Røde Mor Rockcirkus med blandt andre Troels Trier. De trængte også til forandring, så vi slog pjalterne sammen i et fælles show. Og mine og Eriks løjer blev faktisk først rigtig gode, da vi rykkede indendøre. Pludselig skulle vi ikke længere konkurrere med larm og trafikstøj. Og når der kom spotlys på os, blev det simpelthen til magisk teater, fortæller Leif, som i samme periode tillige puslede med sin helt egen musik.

I 1977 udkom ”Store Sonja”, der officielt blev det første album fra makkerparret Clausen & Petersen. Erik medvirkede dog kun som tekstforfatter.

– Reelt var det min plade, men af hensyn til vores fælles firma brugte vi kunstnernavnet Clausen & Petersen. Album nummer to, som kom året efter, lavede vi til gengæld i fællesskab. Og ydermere havde vi skrevet en stribe sange specielt til Eva Madsen, som vi gav tilnavnet ”mikrofonsangerinden”. Et af numrene var ”Mormors kolonihavehus”, som er blevet en folkelig klassiker, siger multikunstneren.

Leif og Eva blev kærester og siden gift. Og sammen dannede de bandet Sylvester & Svalerne, der fortsatte stilen med populærmusikalske ørehængere til folket. Men Leifs og Eriks samarbejde var endnu ikke forbi.

– Erik havde længe talt om at lave film. Og sammen havde vi ofte siddet og forestillet os, hvordan vores cirkusfigurer, Ib og Charles, var, når de ikke optrådte. Det blev emnet for hans første spillefilm, ”Cirkus Casablanca” fra 1981. Erik skrev den, og jeg lavede musikken og spillede rollen som Ib. Det blev til en række film, men en filminstruktør skal indimellem have udskiftning på sit skuespillerhold, og med tiden ebbede vores samarbejde lidt ud.

Helbredet på retur

Leif har i dag hjem og atelier i Tibirke Sand ved Frederiksværk, hvor han bor sammen med sin hustru, Lisbeth Clausen, der er tidligere sygeplejerske.

– Vi har været sammen i 23 år, men kun været gift i et par stykker. Vi har haft sommerhus heroppe i 18 år og har boet her fast i omkring fem. Atelieret er vel ni år gammelt. For halvandet år siden var der brand – sandsynligvis på grund af et overophedet litiumbatteri – og en masse af mine malerier, skulpturer, privatbilleder og meget mere blev kulsorte af sod. Meget er gået tabt, men skulpturerne har jeg fået renset, og foreløbig har jeg malet tre af malerierne op igen.

Den alsidige kunstner har fem børn med tre forskellige kvinder. Sanni og Jerry på 63 og 58 fik han med sin ungdoms kærlighed, Ingelise, som han var gift med i perioden 1960-79. Parløbet med Eva Madsen bragte datteren Mia, 45, med sig. De blev skilt i 1991, og Leif flyttede sammen med billedhuggeren Kira, der blev mor til Liva og Lue på 30 og 26.

– Og hver gang tror man jo på, at det holder evigt, filosoferer han med et skævt smil.

Eva Madsen døde af cancer 30. oktober 2023 i en alder af 79. Leif deltog i begravelsen, og det samme gjorde deres fælles ven, Erik Clausen, der tidligere på året havde fået konstateret parkinson.

– Når jeg tager de realistiske briller på, ved jeg godt, at afslutningen rykker nærmere. Jeg plejer at sige, at jeg altid går i sort tøj, fordi det ikke kan betale sig at skifte til noget mere farverigt. Jeg har haft lungekræft og mangler det meste af en lunge. Derudover har jeg spinalstenose og kan til tider ikke mærke mine ben. Jeg er dog stadig frisk nok til at tage den årlige cykeltur rundt i landet med min gode ven Niels Halm, som vi har gjort det nu i 10 år. Vi bruger en uge på det hver sommer. Så får vi set tingene fra et andet perspektiv samtidig med, at vi får kroppen lidt i omdrejninger, selv om det er på elcykel, det foregår, siger Leif.

Kunstnerens livsfilosofi

Hans bidrag til dansk kultur har været mangeartet og farverigt, og kun få har som ham formået at brede sig over både maleri, skulptur, skuespil, musik, sang og det skrevne ord.

– Når jeg har følt, at det kørte i en lidt forkert retning med min billedkunst, har jeg tænkt på det gode råd, jeg fik af kollegaen Knud Bjørn Knudsen, da jeg debuterede. Han sagde: ”Det er ingen sag at leve af det. Det er sværere at leve med det.” Og sandt er det, at man er tilbøjelig til bare at køre på, når det går godt. Men man skal netop kunne leve med det. Det er den sande kunstners udgangspunkt.

Også som skuespiller har han været yderst kritisk med rollerne.

– Netop skuespil adskiller sig fra de andre ting, jeg laver, i og med at jeg ikke skaber materialet selv. Jeg udfører en opgave efter andres instruktioner. Og jeg har virkelig sagt nej til mange ting gennem tiden, hvilket naturligt har medført, at jeg i dag heller ikke bliver spurgt så ofte. Af og til får jeg en opgave, som jeg er superglad for. Det gælder for eksempel rollen som gangsteren Smeden i ”Pusher II”. Det var min egen idé at få mit hår farvet sort til optagelserne, og det føltes næsten, som om det rå og brutale bredte sig fra det sorte hår til hele figurens personlighed.

I årenes løb har Leif og Erik flere gange snakket om at lave en sidste Clausen & Petersen-film.

– Den skulle selvfølgelig handle om Ib og Charles, der var blevet gamle, men som stadig troede, at de levede i den tid, hvor de havde deres kronede dage. Men nu har sygdommen indhentet Erik, og han er ikke rask nok til at lave en film mere.

Som billedkunstner har 83-årige Leif til gengæld planer helt frem til år 2026.

– Jeg har en stor udstilling bestående af 100 værker, der først skal køre i tre-fire måneder på Kunstcentret Silkeborg Bad. Herefter skal den delvis fornys, hvorefter den skal videre til Videbæk Kunstpavillon. Dernæst går turen forbi Arbejdermuseet, og turnéen munder ud i en udstilling på Galleri Bredgade, hvor værkerne kommer til salg. Det med Arbejdermuseet er noget nyt for mig. Det er jo et historisk museum. Men et eller andet sted giver det ganske god mening. Og det er da sjovt, at en snottet tømrerlærling ender netop der, smiler Leif Sylvester Petersen.